Læsetid: 4 min.

Hvem kan redde Frankrigs venstrefløj efter Hollandes afgang?

En håndfuld kandidater slås om at efterfølge Hollande. Men personlige rivaliseringer og store politiske forskelle står i vejen for en kandidat, der kan samle de franske venstrefløjsvælgere — og dermed synes det udelukket, at venstrefløjen vil være repræsenteret ved valgets anden runde
Emmanuel Macron, Frankrigs tidligere økonomiminister, er feltets sorte hest i kampen om at blive Socialisternes præsidentkandidat, Han kører sin helt egen kampagne på en reformistisk platform uden egentligt partiapparat i ryggen, men med opbud af ungdommelig charme – han er kun 38 år.

Emmanuel Macron, Frankrigs tidligere økonomiminister, er feltets sorte hest i kampen om at blive Socialisternes præsidentkandidat, Han kører sin helt egen kampagne på en reformistisk platform uden egentligt partiapparat i ryggen, men med opbud af ungdommelig charme – han er kun 38 år.

Eliot Blondet

7. december 2016

Da François Hollande torsdag tog fat på sin tv-tale til nationen i direkte udsendelse fra Elysée-palæet, opregnede han først, hvad han så som de positive politiske resultater, han har opnået siden begyndelsen på ​​sin embedsperiode for fire og et halvt år siden. Havde det ikke været for hans følelsesmæssigt berørte, sprukne stemmeføring, kunne det have været oplægget til at erklære sit kandidatur til en ny periode som præsident for Den Femte Republik.

Selv om ingen burde have været overrasket over, at Frankrigs rekordupopulære præsident i sidste ende besluttede sig for ikke at udsætte sig selv for et sikkert nederlag, chokerede hans abdikation alligevel franskmændene, der er vant til se deres politikere kæmpe til den bitre ende – ganske som tilfældet var for den forrige præsident, Nicolas Sarkozy, der led et ydmygende exit 10 dage tidligere.

Hollande motiverede sin overraskende beslutning med hensynet til at undgå »splittelse og sprængning af Frankrigs venstrefløj«. Alligevel er præsidentens skridt næppe nok til at redde den franske venstrefløj fra splittelser, svagheder og et sandsynligt nederlag ved næste års præsidentvalg til maj.

Et overfyldt felt

Hvor det yderste populistiske højre med Marine Le Pen og det traditionelle borgerlige højre med François Fillon allerede står klar med deres kandidater, har venstrefløjen stadig en halv snes potentielle aspiranter – et overfyldt felt, men efter alt at dømme uden en eneste politisk personlighed, der vil formå at klare sig videre til præsidentvalgets anden runde.

Præsident Hollandes udmeldelse af valgkampen åbnede op for, at hans egen premierminister, Manuel Valls, meldte sit kandidatur mandag. Et scenarie med en præsident, der stillede op imod sin egen regeringschef i primærvalget, var naturligvis utænkeligt og givetvis en faktor bag Hollandes beslutning. Valls er nu gået af som premierminister, og Bernard Cazeneuve, indtil i går indenrigsminister, afløser ham på posten.

Manuel Valls er dog ikke nødvendigvis venstrefløjens ’naturlige kandidat’. Han vil først skulle kæmpe sig vej gennem det socialistiske partis primærvalg til januar og vil her stå over for hård modstand fra to tidligere ministre, der tidligere begge har tjent under ham: den tidligere økonomiminister Arnaud Montebourg og den tidligere beskæftigelsesminister Benoît Hamon. Begge forlod regeringen i august 2014 efter et fælles angreb på den erhvervslivsfavoriserende politik, som den socialistiske regering – ledet af Valls – efter deres opfattelse var slået ind på.

To partilinjer

Montebourg og Valls kender hinanden godt. De stillede begge op i det primærvalg i 2011, som Hollande endte med at vinde, og personificerer to stilarter, to politiske linjer inden for det socialistiske parti. Montebourg, en veltalende 54-årig jurist, fik 17 procent af stemmerne på en antiglobaliseringsplatform, langt foran den lov og orden-orienterede og erhvervslivsvenlige Valls med 5,6 procent.

Et opgør mellem Montebourg og Valls tegner således til at blive afgørende for, om socialistpartiet vil  blive stående på midten eller søge mod venstre. Uanset hvordan det går, vil partiet stå svækket efter fem udmattende år ved magten og have svært ved troværdigt at fremføre nye ideer.

Men venstrefløjen omfatter mere end Parti Socialiste (PS). Valls, der tippes som svag favorit, vil være svækket i udgangspunktet af at skulle forsvare den siddende regerings i mange vælgeres øjne pauvre indsats, og ydermere vil han skulle op imod mindst to andre stærke kandidater, som ikke har villet deltage i primærvalgsprocessen.

Jean-Luc Mélenchon, 65 år, tidligere medlem af socialistpartiet og undervisningsminister i Lionel Jospins regering i 2000-2002, brød med PS i 2008 og lancerede sit eget Parti de Gauche (PG, Venstre-partiet). Han er skarp kritiker af Hollande og Valls og stillede også op ved præsidentvalget i 2012, hvor han opnåede et stærkt resultat med 11 procent af stemmerne.

Mélenchon er fast besluttet på at overtage ledelsen af ​​venstrefløjen og håber at slutte foran socialistpartiets kandidat i første runde. Han er klar til at tage det politiske slagsmål og kombinere det med personlig hævn mod sine tidligere kammerater, som han beskylder for forræderi og sammenspisthed med erhvervslivet, Bruxelles’ og Merkels økonomiske ortodoksi.

Mélenchon kunne muligvis have fået held til at indfri denne ambition, hvis præsident Hollande havde besluttet sig for at søge genvalg – de seneste meningsmålinger giver ham dobbelt så stor tilslutning som den miskrediterede afgående præsident. Men det er stadig uvist, om han kan gøre det samme over for Valls, som franskmændene ikke opfatter som lige så svag som Hollande.

Den sorte hest

Endelig er der feltets sorte hest, Emmanuel Macron, den tidligere økonomiminister. Han kører sin helt egen kampagne på en reformistisk platform uden egentligt partiapparat i ryggen, men med opbud af ungdommelig charme – han er kun 38 – og en midtersøgende tilgang.

I et interview med Le Monde fredag opfordrer økonomen Thomas Piketty, som tidligere i år – uden held – forsøgte at organisere et samlet uafhængigt primærvalg for alle venstrefløjskandidater nu Mélenchon, Macron og alle socialistiske kandidater til straks at indlede et åbent primærvalg og finde sammen om én samlet kandidat.

»Det kan vi stadig nå,« siger han.

Men personlige rivaliseringer og store politiske interne holdningsforskelle gør det mest sandsynligt, at der vil være mere end én kandidat fra venstrefløjen ved næste års valg. Også selv om det næsten helt sikkert betyder, at ingen af ​​dem vil klare sig videre anden runde.

Den overhængende fare for et nederlag til højre eller endog til det yderste højre burde være stærk nok til at overvinde al splittelse. Men sådan forholder det sig ikke i den forvirrede verden, som udgør Frankrig venstrefløj i dag.

Pierre Haski er tidligere chefredaktør for Libération, i dag tilknyttet netmediet Rue89

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Bækgaard

frankrig har gevaldige strukturelle problemer og det tvivler jeg på at nogen af "de røde" tør og kan gøre op med.
Nu tænker jeg ikke på indvandring eller des lige, men snarere arbejdsmarkedsvilkår. De forsøg der har været på at reformere har affødt voldsomme protester.
der er en stærk venstreorienteret bevægelse i frankrig og den tager man med rette alvorligt. Desværre medfører det store problemer andre steder i det Franske samfund.

Ja, men det er dog bedre, end hvis det modsatte var tilfældet, Peter Bækgaard. Problemer for hvem, må man altid spørge...

Touhami Bennour

Macron mod Walls, jeg tror på Macron, han er antusiastisk Og romamtisk, som bevægelse han har dannet: "En marche" sætte i gang. Walls han tænker som "i kontrakt" med folket. Politik er ikke sådan. Der skal være forståelse mellem politiker og folket; derfor Macron kan gøre forskel.

Præmissen er forkert; Hollande har ikke repræsenteret den franske venstrefløj - i allerbedste fald har han ført moderne, socialdemokratisk politik.

Vinklingen i artiklens overskrift installerer imidlertid en anden forkert præmis, nemlig at venstrefløjen skal reddes ... som om den er hjælpeløs og må have en håndsrækning fra det etablerede. Det nærmer sig parlamentarisk klientilisme ... og bidrager dermed til forklaring af den vestlige parlamentarismes dybe krise.

Peter Bækgaard

Steffen Gliese det bliver alles problem når de andres penge slipper op. Noget som er gået op for visse dele i Frankrig. Du kan ikke blive ved med at låne penge til velfærd uden en dag at skulle betale tilbage. Det rammer alle.

Touhami Bennour

Der er en underlig historie iEmmanuel Macron´s privat liv. Han er gift med en dame, som er 19 år ældre end ham ( sin tidliger professor i gymnasiet( Hun blev vild med ham og synes han er lige så begavet som Mozart). Til gengæld han gjorde det for at hellige sig politik. Det korte af det lange, han er nød at vinde denne gang, fordi i den næste president valg i 2022 bliver hans kone 63 å( altid 19 år ældre), og det bliver sikkert ikke diskuteret andet end om sin kone.