Læsetid: 2 min.

IS mister kontrollen over Sirte

Med amerikansk flystøtte har styrker fra Misrata-brigaderne fordrevet den islamistiske milits fra dens sidste større bastion i Libyen
10. december 2016

Den langtrukne genindtagelse af Sirte, Islamisk Stats sidste store højborg i Libyen, ser nu omsider ud til at være tilendebragt efter måneders kampe og indædt modstand fra snigskytter.

Rida Issa, en talsmand for Misrata-brigaderne, siger, at hans styrker har ført an i kampene, og at de med amerikansk flystøtte nu har nedkæmpet de sidste IS-modstandslommer. Ifølge Issa kontrollerer brigaderne nu »hele Ghiza Bahriya-bydelen i Sirte og er i gang med at sikre området«.

IS-krigere, der havde forskanset sig i en række bygningskarreer i bydelen, overgav sig denne uge til de libyske styrker. I de seneste dage har snesevis af kvinder og børn forladt den sidste gruppe af bygninger, der blev kontrolleret af militsen, oplyser de libyske styrker. Sidste fredag gennemførte flere kvinder dødbringende selvmordsangreb, da de fik tildelt sikker passage med deres børn.

Det lykkedes også at pågribe flere kommandanter fra IS, da de sammen med nogle tunesiske krigere forsøgte at undslippe til havs.

Den militante gruppe erobrede Sirte i begyndelsen af ​​2015 og var på et tidspunkt i stand til at kontrollere en næsten 200 kilometer kyststrækning langs Middelhavet. Amerikanske efterretningskilder havde anslået antallet af IS-krigere i Sirte til 6.000, men efterfølgende analyser viser, at det sande antal var tættere på 3.000.

Svære tab

Brigaderne fra den vestlige by Misrata, der leverede de afgørende kampenheder til nedkæmpelse af IS, har imidlertid lidt svære tab – mindst 470 mand har de mistet, siden offensiven og de amerikanske luftangreb begyndte i august.

Fraværet af ordentlige libyske efterretningstjenester har betydet, at Vesten kun har vage ideer om, hvor krigere, der måtte have undsluppet belejringen, kan være flygtet hen i de seneste par måneder – de kan både tænkes at befinde sig i andre egne af Libyen og have krydset de stort set ubevogtede libyske grænser.

Generobringen af ​​Sirte betyder dog ikke nødvendigvis, at den libyske ’nationale enhedsregering’ (GNA) under ledelse af ’formand for præsidentrådet’, Fayez al-Sarraj, er kommet en løsning af landets store fundamentale problemer nærmere.

GNA har kun ringe eller ingen myndighed i landet, og det libyske parlament - Repræsentanternes Hus – har nægtet at vedtage de forfatningsændringer, som er nødvendige for at give GNA forfatningssikrede muskler.

Selvom olieproduktionen langsomt stiger, er statens finansielle reserver for længst opbrugt, og den libyske dinar overvurderet. Kampe mellem rivaliserende militser i hovedstaden, Tripoli, er i de seneste uger taget til med mange dødsfald til følge.

I de seneste uger har Rusland involveret sig i forsøg på at løsne det politiske dødvande ved at bakke op om Khalifa Haftar, den egyptisk støttede leder af den libyske hær. Vestlige regeringer ser derimod Haftar som en hindring for udvikling af politisk konsensus.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

- Generobringen af ​​Sirte betyder dog ikke nødvendigvis, at den libyske ’nationale enhedsregering’ (GNA) under ledelse af ’formand for præsidentrådet’, Fayez al-Sarraj, er kommet en løsning af landets store fundamentale problemer nærmere.

Næh, og de "store fundamentale problemer'" var det 'os' fra Vesten, der påførte det nordafrikanske land.