Læsetid: 6 min.

Kan en diktator træde fredeligt tilbage?

Gambias enehersker i en menneskealder, Yahya Jammeh, erkender overraskende at have lidt nederlag ved sidste uges valg, og det har for første gang i årtier skabt ny optimisme i det forarmede og isolerede vestafrikanske land
Fatoumatta Sendeng er datter af den myrdede oppositionspolitiker Solo Sendeng. Siden drabet har hun levet i eksil i Senegal, men nu ser det ud til, at hun snart kan vende hjem igen.

Fatoumatta Sendeng er datter af den myrdede oppositionspolitiker Solo Sendeng. Siden drabet har hun levet i eksil i Senegal, men nu ser det ud til, at hun snart kan vende hjem igen.

Jason Florio / MOAS.eu

10. december 2016

Sidste fredag, den ​2. december, skete der noget utroligt i Gambia. Landets autokratiske leder i en menneskealder, Yahya Jammeh, indrømmede fredeligt at have lidt nederlag i præsidentvalget og åbnede dermed op for det første demokratiske magtskifte i landets historie.

Efter meldingen strømmede gambianerne ud på gaderne under glædesråb og vedholdende bilhornsdyt. Førhen vovede de næppe at ytre den mindste kritik af det siddende styre.

Jubelscenerne blev delt på de sociale medier, og de var som en kollektiv befrielsesrus efter års undertrykkelse.

»Det var, som om en troldmand havde haft os i sin magis magt, og med ét var fortryllelsen blevet brudt,« fortæller Alieu Bah, der er aktivist og forfatter.

»Bare et døgn forinden var vi i den stik modsatte situation. Det hele var som en drøm. Ingen så dette komme – selv ikke de mest optimistiske af os.«

Den nu afgående præsident Yahya Jammeh, som greb magten ved et militærkup i 1994, efterlader en nødlidende økonomi og en nation under affolkning som følge af massiv udvandring.

Valgets vinder, Adama Barrow, en relativt ukendt tidligere forretningsmand, blev udnævnt til leder af den nydannede Koalitionen, der blev dannet kun en måned før valget. Han sejrede klart med tilslutning fra 46 procent af vælgerne mod 37 til Jammeh og har dermed fået et klart mandat til at omdanne landet fra en isoleret pariastat til et globalt udadvendt ’nyt Gambia’.

Koalitionens popularitet kom ikke som en overraskelse. De to ugers valgkamp var kulmineret med massemøder med begejstrede menneskemængder, mange af dem unge, der strakte sig over kilometervis af landets kystveje i de store byer, mens de heppede på Barrow. Ingen havde imidlertid forventet, at Jammeh, der havde svoret, at kun Gud kunne fjerne ham fra magten, ville acceptere sit nederlag uden kamp.

»Folk har længe været klar til forandring, men fordi de kender Jammehs personlighed så godt, havde de ikke troet det muligt, at han ville erkende sit nederlag uden at anfægte valgresultatet,« siger den gambianske journalist Alhagie Jobe, fra sit eksil i Dakar i nabolandet Senegal.

»Ingen turde håbe på en fredelig magtoverdragelse.«

Det begyndte med et mord

Gambianerne var forberedt på det værste, da Jammeh uden varsel indførte et totalt internet- og telekommunikationsforbud kl. 20.00 om aftenen før valgdagen.

»Vi troede, at der ville komme politisk vold, som den Elfenbenskysten oplevede ved sine valg,« siger Jobe med henvisning til den politiske krise i 2010-2011, der førte til massakrer på civile ivorianere.

Men kommunikationsblackoutet kunne ikke skræmme vælgerne, og aktivister og journalister i landet formidlede blot de indløbende resultater via SMS og satellittelefoner.

»Jammeh var meget misfornøjet,« siger Jobe, som har været torteret og fængslet i 18 måneder af Jammehs regime. Diktatoren forsøgte uden held at hindre valgresultaterne i at komme frem, men da han indså, at han stod for isoleret i forhold til sine egne sikkerhedstjenester og det internationale samfund, måtte han indrømme nederlaget.

»Han kæmpede selvfølgelig bag kulisserne. Han gjorde alt, hvad han kunne for at holde fast i magten, men fordi der var en så stærk atmosfære for forandring, vidste han, at han ikke kunne stoppe presset for forandring: Folket havde talt,« tilføjer Jobe.

Vreden og frustrationen over Jammehs skadelige politik og brutale undertrykkelse havde været under opsejling igennem flere år, men de konkrete begivenhederne, der førte til Gambias demokratiske revolution, kan spores tilbage til drabet på ​​oppositionsaktivist Solo Sandeng.

Den 14. april blev Sandeng, et fremtrædende oppositionsmedlem af det Forenede Demokratiske Parti (UDP), anholdt for at anføre en march for unge aktivister nær hovedstaden Banjul. Han blev angiveligt torteret af sikkerhedsstyrkerne og døde dagen efter af ​​sine kvæstelser under forvaringen.

I sidste måned, fra sit eksil i Senegal, erklærede Sandengs 22-årige datter, Fatoumatta, at hendes far havde valgt at træde frem for at sige fra imod regimets voksende undertrykkelse.

»Der havde været flere drab og ulovlige arrestationer fra regeringens side, men intet om det kom frem, fordi retssystemet og medierne bliver censureret, og fordi alt, hvad der foregår i Gambia, kontrolleres af regimet.«

Den meget offentlige karakter af Sandengs død var et wakeupcall.

»I Gambia ved vi, at regimet straks vil slå ned på alle tilløb til protestaktioner. Men selv om anholdelser, tortur og drab har været almindeligt, var det chokerende for gambianerne at se det på det her niveau,« fortæller Fatoumatta i det trange hus af gasbeton, hvor hun og hendes familie holdt sig skult indtil regimets fald.

Håb om færre emigranter

Koalitionen blev dannet, da hovedparten af UDP-partiet, herunder dets leder Ousainou Darboe, blev fængslet i tre år for protesterer mod Sandengs død. Syv oppositionspartier, der længe havde ligget i indre strid, indså, at deres eneste chance var at lægge alle uoverensstemmelser til side og danne Gambias første koalition.

Koalitionen har en vision om et nyt Gambia, der skal løftes ud af sin fattigdom ved at genskabe de i mange år forsømte relationer til omverdenen og gøre landet attraktivt for investorer og udviklingsdonorer. Den nyvalgte præsident Barrow har lovet at omgøre Jammehs unilaterale beslutning fra 2013 om at trække Gambia ud af Commonwealth, sløjfe ordet ’islamisk’ i landets officielle titel og stoppe den proces for tilbagetrækning fra Den Internationale Straffedomstol, som begyndte i oktober.

Han har også lovet, at han kun vil regere for en treårig periode, hvilket forventes at lægge pres på andre lande i regionen, såsom Togo, som ikke har sådanne maksimumgrænser for embedsperioder.

Der er store forhåbninger – og derfor også et stort pres – på Koalitionen for, at den skal indfri sit løfte om et nyt Gambia, især blandt unge, der stemte på forandringsdagsordenen med et overvældende flertal.

»De unge kom ud og stemte ved dette valg, og deres stemmer er blevet hørt,« siger den gambianske politiske aktivist og rapper Jerreh Badjie med kunstnernavnet Retsam, som også måtte drage i eksil i Dakar, Senegal, efter at have deltaget i protesterne i april.

For de unge, som udgør omkring 65 procent af befolkningen, repræsenterer Koalitionen et håb om et alternativ til den højrisikable migration. Over 10.000 gambianere, ud af en befolkning på kun to millioner, er ankommet til Italien i år. Tusinder af andre har forsøgt det samme, men er blevet sendt tilbage eller omkommet på den farefulde ’bagvej’ til Europa, som går over Sahara og Middelhavet.

»De unge ser med optimistisme på, at politiske forandringerne vil kunne føre til et bedre liv i Gambia, så de ikke behøver at sætte livet på spil ved at ’tage bagvejen’«, sagde Badjie, 27, før valget, da han og andre landsforviste aktivister brugte de sociale medier til at mobilisere deres jævnaldrende i hjemlandet til at stemme for forandring.

Frygt for militæret

Mens festlighederne stadig bølger i gaderne udenfor, siger ungdomsaktivisten Mariama Saine, at hun håber på, at når den nye regering har taget alle de virksomheder tilbage, som Jammeh gjorde til sin personlige ejendom, herunder landbrug og fabrikker, vil det skabe flere beskæftigelsesmuligheder for de unge.

»Jammeh har monopoliseret alle de sektorer, der kunne efterspørge de unge. Nu bliver den nye regering nødt til at udvikle dem, så de kan finde job til unge mennesker.«

Den mest umiddelbare ændring for gambianerne er indførelsen af ytringsfrihed. I weekenden efter valgsejren kunne man under sejrsparaden for Barrow se feststemte skarer og folk, der rev alle valgplakater ned af den alfalderligt smilende Jammeh.

Alieu Bah, 24, er en af ​​de få aktivister, der har kritiseret regeringen på de sociale medier uden at have søgt i eksil. Før valget kunne han være blevet arresteret når som helst, siger han. »Folk frygtede virkelig for mit liv, men jeg overlevede. Det er sådan, man triumferer over et diktatur. Gambia er blevet et fyrtårn af håb. Det er det, vi ønsker at blive husket for.«

Den afgående præsident Jammeh skulle ifølge ubekræftede rygter blive holdt i en art husarrest af Koalitionens overgangshold for at forhindre ham i at flygte og blive holdt ansvarlig for sine ugerninger, fortæller Human Rights Watch-researcher Jim Wormington.

I sin første tale til folket understregede den nyvalgte præsident Barrow torsdag aften, at Jammeh har lovet at samarbejde om en fredelig magtoverdragelse.

»Jeg ønsker at dæmpe jeres frygt og forsikre jer om, at der sker fremskridt for at lette en gnidningsløs magtoverdragelse,« sagde Adama Barrow.

Bag alle smilene er mange gambianere forståeligt nervøse over den tilstundende overdragelse af magten. Barrows indvielse skal først finde sted midt i ​​januar, og der er fortsat en tung militær tilstedeværelse på gaden. Gambias hærchef general Badjie har erklæret sin loyalitet over for Koalitionen. Men øjenvidner undrer sig over, hvorfor militæret tilsyneladende opstiller sandsække omkring sine checkpoints på vejene.

© Louise Hunt og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer