Nyhed
Læsetid: 3 min.

Kina advarer Trump imod at gamble med deres bilaterale forhold

Ved at tale direkte med Taiwans leder Tsai Ing-wen sætter Donald Trump USA’s bilaterale forhold til Kina på spil. Det bekymrer Kina, der advarer Trump imod flere julelege. Taiwan-spørgsmålet er ikke noget, man spøger med, lyder det
Ved at tale i telefon med Taiwans leder, Tsai Ing-wen, gjorde Trump noget, ingen amerikansk præsident før ham har gjort, siden det bilaterale forhold mellem USA og Kina blev normaliseret i 1979 og USA accepterede princippet om, at der kun findes ét Kina, der er styret af centralregeringen i Beijing.

Ved at tale i telefon med Taiwans leder, Tsai Ing-wen, gjorde Trump noget, ingen amerikansk præsident før ham har gjort, siden det bilaterale forhold mellem USA og Kina blev normaliseret i 1979 og USA accepterede princippet om, at der kun findes ét Kina, der er styret af centralregeringen i Beijing.

Polfoto

Udland
10. december 2016

Hvis nogen i Kina tidligere troede på, at Trump efter valgkampen ville springe ud som en strategisk, Kina-elskende diplomat, så gør de det ikke længere efter den omdiskuterede telefonsamtale med Taiwans leder Tsai Ing-wen fredag i sidste uge.

Ved at tale direkte med Taiwans leder, gjorde Trump noget, ingen amerikansk præsident før ham har gjort, siden det bilaterale forhold mellem USA og Kina blev normaliseret i 1979, og USA accepterede princippet om, at der kun findes ét Kina, der er styret af centralregeringen i Beijing.  

Samtalen mellem Trump og Tsai Ing-wen tog kun ti minutter og var primært en udveksling af lykønskninger og ikke et udtryk for en politisk kursændring, fortæller Tsai Ing-wen, ifølge USA Today.

Men for Kina er samtalen i sig selv en provokation — uanset hvor kort den var, og hvad der blev talt om, skriver Hu Liwen, der ifølge Folkets Dagblad er ekspert i internationale anliggender, i en kommentar på forsiden af den kinesiske udgave af Folkets Dagblads særavis for kinesere uden for Kina. Kommentaren er siden blevet delt af det kinesiske nyhedsbureau Xinhua i denne uge:

»Hvis der kommer mange ’små tricks’ som dette, vil det være en alvorlig forstyrrelse af det overordnede forhold mellem Kina og USA. Trump og hans hold under transitionen skal være mere forsigtige, når det kommer til Kina-relaterede spørgsmål.«

Telefonsamtalen og Trumps provokerende tweets på Twitter, hvor han over weekenden kritiserede Kina for at devaluere sin valuta og opruste i Det Sydkinesiske Hav, afslører Trumps virkelige intentioner, skriver Jia Xiudong, der er seniorforsker ved Kinas Institut for Internationale Studier i Kinas partiavis Folkets Dagblad tirsdag:  

»Mange års erfaring viser, at USA tydeligvis har en dobbeltsidig Kina-politik. Det har Trumps handlinger afsløret.«

I sin kommentar minder Jia Xiudong desuden om, at USA ikke kan undgå at samarbejde med Kina, og opfordrer Trump til at tænke langsigtet:  

»Nu hvor både den amerikanske regering og forholdet mellem Kina og USA er under forandring, er det nødvendigt at huske på, at det, begge lande har mest brug for, er strategisk fremsynethed og beslutsomhed.«

Frygter uforudsigelighed

Trumps Kina-kritiske udtalelser siden valgkampen har i kombination med hans manglende politiske erfaring avlet usikkerhed om, hvilken politik han kommer til at føre i Asien, samt hvilke konsekvenser det vil have for samarbejdet med Kina og den sikkerhedspolitiske situation i Østasien generelt.

Den uforudsigelighed huer ikke Kina. Men alligevel har Kinas reaktion efter Trumps telefonsamtale været relativt afdæmpet.

Det skyldes, at Beijing ikke ønsker at ødelægge forholdet til Trump, allerede før han overtager præsidentposten, vurderer adjunkt Camilla T.N. Sørensen, der forsker i Kinas udenrigspolitik på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

»Der er dog ingen tvivl om alvoren, set fra Kinas side. En ændring af USA’s ’Et Kina’-politik og etablering af egentlige diplomatiske relationer med Taiwan vil, set fra Beijing, være det nærmeste USA kan komme på en krigserklæring.«

Efter samtalen mellem Trump og Tsai Ing-wen udsendte Kinas udenrigsministerium en officiel udtalelse, hvor de opfordrede til at huske ’Et Kina’-princippet:

»Kina tager skarp afstand fra alle former for officielle interaktioner eller militærkontakt mellem USA og Taiwan,« skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Siden Folkerepublikken Kina i 1971 overtog Taiwans plads i FN, har øens folkeretlige status været uafklaret. Set fra Kina er Taiwan en kinesisk provins, der midlertidigt har en vis selvstændighed.

Selvom Taiwan i praksis fungerer som en selvstændig republik med økonomisk og kulturelt samarbejde med andre lande, så er respekt for Kinas ’Et-Kina’-politik et ufravigeligt krav for diplomatisk samarbejde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her