Feature
Læsetid: 4 min.

Madplanen bliver lagt undervejs

Der er noget fascinerende ved et fredsinitiativ, der ikke kan organisere et fælles måltid, men er helt sikre på, at de kan gå til Aleppo
Klart vejr og kulde har afløst gråvejr og regn for deltagerne i fredsmarchen.

Klart vejr og kulde har afløst gråvejr og regn for deltagerne i fredsmarchen.

Jon Jørgensen

Udland
31. december 2016

Luckau – Den første frost rammer marchen torsdag eftermiddag. Ruten går fra Teupitz over Dorsnwalde til Glashütte – et lille frilandsmuseum bygget op om et gammelt glasværk.

Landsbyen er et arbejdende museum med glaspusteri, kunsthåndværk og udstillinger, og kiosken er indrettet som en købmandsbutik fra DDR-tiden. Halvdelen af turen går i mildt klart vejr gennem skov og hede på jordveje med langt mellem husene. Så begynder kulden at komme.

Om aftenen kaster høje flammer fra et stort bålfad i jern det eneste lys på kredsen af snakkende. På afstand bIot sorte silhouetter, der mumler i mørket. Af og til tager en sin telefon for at se efter nyt. Om våbenhvilen mellem Assad og oprørerne. Krig eller fred i Syrien er marchens skal/skal ikke. Alle tøver og er usikre på, hvad aftalen betyder – og om den kan holde. En siger i sjov:

»Vi har sejret – og efter blot fire dage.«

En af de syriske flygtninge forsøger at vurdere: Han tror, aftalen har en chance, fordi begge parter har noget at vinde. Men han tror også, det er vigtigt at øge opmærksomheden omkring konflikten, marchen er stadig vigtig. Der er lang vej til fred.

Ledelsen holder møde. Om de næste dages udfordringer. Rute, overnatning, kørsel. Et langt møde. Så langt at aftenens fællesmøde bliver aflyst og giver plads til guitar og fællessang – »Blowin’ in The Wind«, »Honkey Tonk Women« og »Bella Ciao« bl.a. – kortspil og en troldetime ved bålet.

Jeg spørger fredag morgen Thomas fra koordinatorgruppen, om de har drøftet aftalens betydning for marchen. Ikke endnu.

Afgang fra Glashütte fredag morgen.

Afgang fra Glashütte fredag morgen.

Jon Jørgensen

’Ældre, svagelige og med børn’

Vi er ved at stå op. To polske fyre i 20’erne, Jan og Peter, synger en tostemmig sang, forekommer det mig, mens de pakker. Ikke helt rent.

Jan er trommeslager, men har fornuftigt kun taget et sæt stikker med på turen. Han bruger dem på sin soveposepølse, mens han synger.

Jeg spørger, hvad sangen handler om. De griner: Det er hver sin sang. Den ene handler om, at vejen er lang, og jeg er lykkelig for at gå på den; den anden om kærlighed.

Jan forlader marchen i dag. Han havde planer om at vende tilbage, men er kommet i tvivl. Han synes udskamningen forleden af højrefløjsbloggeren Billy Six var for hård.

Bloggeren rejste onsdag aften efter hård kritik. Et forslag om at blive en uge først og lære folk at kende, inden han publicerede, afviste han. Jan havde gerne set, han havde fået en chance.

Marek, en pensioneret røntgenlæge fra Polen, er stødt til marchen med sin autocamper for at hjælpe et par dage.

Marek, en pensioneret røntgenlæge fra Polen, er stødt til marchen med sin autocamper for at hjælpe et par dage.

Jon Jørgensen

Vi er nået til den første barske overnatning. Et stort plastiktelt uden bund på den bare jord. Til børnefamilier og ældre og svagelige er der en opvarmet mødesal på ca. 130 kvadratmeter.

Det viser sig under fintællingen, at 66 af marchens knap 80 fuldtidsdeltagere er i kategorien ’ældre, svagelige og med børn’. Resten finder ly i små uautoriserede arealer i bygningen og i en autocamper, som er stødt til. Enkelte – yngre mænd – tester udstyret og sover under åben himmel i seks graders frost.

Der er noget fascinerende ved et initiativ som det her, der ikke kan organisere et fælles måltid, men er helt sikre på, at de kan gå til Aleppo. Jeg kom til at sige det højt, da mediefolkene forleden aften på et fællesmøde blev bedt om at præsentere sig. De er begyndt at marchere uden en madplan, kun med nødtørftige overnatningsplaner, stort set uden opreklamering i de byer, de går igennem.

På nettet mobiliserer de 3.000 til at gå med til Aleppo, men ingen ved, hvorfra de 3.000 går med. De nyder enorm opmærksomhed og opbakning, men synes ikke at organisere den. Jeg fortæller dem, at den danske FOA-formand Dennis Kristensen på Facebook torsdag har skrevet, at han vil rydde sin kalender et par dage for at gå med.

De bliver glade – og venter på han ringer, ligesom de bliver helt forundrede, når et ældre par på ruten står klar med varme termokander. Om ikke fascinerende, så lidt mærkeligt.

Madplanen bliver lagt undervejs af arrangørerne af fredsmarchen. Her holdes frokostpause i Kasel-Golzig.

Madplanen bliver lagt undervejs af arrangørerne af fredsmarchen. Her holdes frokostpause i Kasel-Golzig.

Jon Jørgensen

Arabisk vegetargryde

Martin er 30 og fra Polen. Han synes ikke, det er mærkeligt. Civil March for Aleppo er udsprunget fra Polen, og når polakker laver den slags, går man i gang og forlader sig på, at det nok skal gå. De er vant til, at der kommer en løsning. Af den ene eller den anden slags. Siger han.

Ingrid fra Tyskland er ikke enig: Hun oplever marchen som indesluttet og afskåret fra de byer, den går igennem. Hun går kun med en dag, men siger, at hun ville gøre noget ved det, hvis hun skulle gå med længere.

Jeg spørger Alex, 28, fra Stuttgart om nogle af de initiativer, de ikke tager for at komme bredere ud. Han synes, det er gode ideer, og at de skal arbejde med det.

Han har aldrig været involveret i kampagner eller aktivisme før og synes, de første fire dage har været hektiske og lærerige. Han har meldt sig til koordinationsgruppen og sagt sit job op for at gå med hele vejen til Aleppo.

Om aftenen dufter det store fællestelt i frilandsmuseet af krydret mad. En gruppe, der har erfaring med at lave mad til mange, er gået sammen om at prøve at lave en madplan. Turens første madhold har lavet arabisk vegetargryde med ris. Kokken er Akil fra Syrien.

Følg med i fredmarchens rute på kortet og klik dig ind på flere artikler fra turen:

Serie

Fredsmarch til Aleppo

Anden juledag startede en fredsmarch fra Berlin med kurs mod Aleppo. Mod strømmen ad den rute, flygtningene fra den syriske borgerkrig har rejst gennem de seneste år: Fra Tyskland, ned gennem Centraleuropa, Balkan, Grækenland og Tyrkiet til Syrien.

’Vi er dem, bomberne skulle skræmme væk,’ siger arrangørerne, der tæller folk fra bl.a. Tyskland, Polen, Finland, Belgien.

Informations Jon Jørgensen gik med den første måned fra Berlin til syd for Prag. Marchen dækkes herefter lejlighedsvis. Følg med i avisen og her på information.dk.

Læs mere om marchen på civilmarch.org.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her