Nyhed
Læsetid: 7 min.

’Når Aleppo falder, er det slut …’

’Hvis I vil redde resterne af den syriske revolution er det nu, I skal gøre det,’ siger Hussam Eesa, talsmand for medienetværket Raqqa is Being Slaughtered Silently. »Når Aleppo falder, er det for sent«
’Hvis I virkelig vil hjælpe os, må I bekæmpe både Islamisk Stat og det syriske regime. Det syriske regime bruger i øjeblikket alle midler for at kvæle revolutionen og slå folk ihjel,’ siger Hussam Eesa, talsmand for medienetværket Raqqa is Being Slaughtered Silently.

’Hvis I virkelig vil hjælpe os, må I bekæmpe både Islamisk Stat og det syriske regime. Det syriske regime bruger i øjeblikket alle midler for at kvæle revolutionen og slå folk ihjel,’ siger Hussam Eesa, talsmand for medienetværket Raqqa is Being Slaughtered Silently.

Jakob Dall

Udland
3. december 2016

»Det her er vores hus. Mine elskede dukker døde, da vores hus blev bombet. Jeg er meget ked af det, men glad for at være i live. – Bana«

De daglige twitteropdateringer fra syvårige Bana al-Abed og hendes mor, Fatemah, fra Aleppos ruiner til omverdenen er hjerteskærende.

I søndags blev familiens hus bombet, og de er nu hjemløse som så mange andre af de omkring 225.000 civile, som fortsat er fanget i det belejrede østlige Aleppo.

De seneste to uger har Rusland og præsident Assads militær sønderbombet denne del af byen for at knuse resterne af det syriske oprør mod Assad-regimet. I skrivende stund tyder alt på, at det vil lykkes i løbet af de nærmeste dage.

Frygter massakre

Hussam Eesa er 28 år, tidligere jurastuderende og en af de mange tusinde syrere, der på fredelig vis har kæmpet for demokrati og frihed i Syrien siden 2011. I de forløbne fem år har han oplevet venner, kolleger og familie blive hentet af Assad-regimets frygtede hemmelige politi, dræbt af det syriske regimes bomber og henrettet af Islamisk Stat. Uden at den frie verden har gjort meget for at hjælpe ham og resten af den syriske civilbefolkning med andet end at flygte.

I fem år han han troet og håbet på, at de demokratiske oprørere i Syrien ville vinde, men med det syriske regimes tæppebombning af civilbefolkningen i Aleppo, oprørets sidste store bastion, er han ved at miste håbet.

»Jeg håber så inderligt, at der snart vil ske noget. Men det ser meget sort ud. I øjeblikket har har vi kun to muligheder; at blive og dø eller forsøge at flygte,« siger han i et interview med Information.

»Det syriske regime bruger samme taktik, som de har gjort i andre belejrede byer; Homs, Dahariya osv. Jeg frygter, at størstedelen af de mere end 200.000 civile i Aleppo vil blive dræbt. Hvor skal de flygte hen,« spørger han.

»Tyrkiet har lukket grænsen, Libanon har lukket grænsen, Jordan har lukket grænsen og det samme har Europa. Den eneste mulighed for at flygte fra Aleppo er til Idlib-området vest for byen, men i Idlib hersker Nusra-fronten, så det er ikke til at sige, hvad der vil ske med flygtningene dér.«

Ifølge FN er omkring 50.000 civile de seneste dage flygtet fra byen, heraf har en stor del søgt tilflugt i den del af Aleppo, der kontrolleres af det syriske regime.

Det hovedløse barn

Hussam Issa begyndte sin kamp for demokrati som borgerjournalist under de første fredelige demonstrationer i 2011 og var siden hen med til at stifte mediegruppen Raqqa is Being Slaughtered Silently, der siden 2014 har sat livet på spil for at dokumentere Islamisk Stats overgreb i Raqqa, bevægelsens selvudråbte hovedstad.

I dag bor han i Tyskland, men Information møder ham i København, hvor han deltager i en konference arrangeret af Centre for Resolution of International Conflicts på Københavns Universitet.

I øjeblikket er det Aleppo, der brænder, og Hussam Eesa har mange civile venner og bekendte, der er fanget i byen.

Han kan ikke gøre meget for at hjælpe dem, men følger deres tweets og facebookopslag minut for minut. Og snakker med dem, han kan komme i kontakt med, via Skype, FaceTime og WhatsApp i pauserne mellem bombardementerne.

»Det er så forfærdeligt, det der sker i øjeblikket i Aleppo. Jeg kan slet ikke finde ord til at beskrive al den sorg, død og lemlæstelse. Her til morgen var der igen luftangreb i Aleppo, og der er ingen hospitaler tilbage. Ingen kan forestille sig, hvordan det er at bo dér,« siger han.

I sidste uge blev en af Hussam Eesas venner dræbt, mens han forsøgte at filme et luftangreb. »Ligesom mig var han en medieaktivist, som har arbejdet imod Assad-regimet siden 2011. Vi mister nogen hver eneste dag.«  

Én tragisk begivenhed forfølger Hussam Eesa mere end nogen anden.

»For nylig gik en af mine andre venner i Aleppo på gaden for at købe brød til sin familie. Han var væk i måske ti minutter. Da han kom hjem var hans hjem en rygende ruin og både hans kone og deres tre børn dræbt. Han så det ødelagte hus og råbte på sin familie, men ingen svarede. Indenfor i huset fandt han liget af deres ene barn. Det havde ikke noget hoved.«

Hussein Eesas stemme knækker.

»Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må føles. På ti minutter mistede han alt.«

Frie hænder til en morder

Hussein Eesa har været øjenvidne til mange af det syriske regimes brutale drab og overgreb på civile, inden han i slutningen af 2014 måtte flygte til Tyrkiet fra sin fødeby Raqqa.

»En dag filmede jeg et flyangreb i mit kvarter i Raqqa. Jeg ved ikke, hvad det var, flyene forsøgte at ramme, men pludselig kom de tilbage og angreb med fuldt overlæg et bageri, hvor en masse mennesker stod i kø for at købe brød,« fortæller han.

»Der var så mange dræbte … Jeg glemmer aldrig nogensinde det syn. Jeg er sikker på, at der ikke var nogen, der bar våben i det bageri. Alligevel blev helt uskyldige mennesker bare mejet ned.«

»Sidenhen har jeg set så mange videooptagelser fra andre steder i Syrien, hvor det syriske flyvevåben dræber civile på præcis samme måde.«

De konkrete drab, Hussein Eesa fortæller om, har Information ikke haft mulighed for at dokumentere, men både FN, Human Rights Watch, Amnesty og mange ngo’er har dokumenteret utallige lignende angreb på civile mål, herunder hospitaler, skoler og bagerier, både i Aleppo og andre oprørskontrollerede områder i Syrien.

Senest er videooptagelser fra bombningen af Aleppos børnehospital gået verden rundt.

Hussam Eesa taler roligt, men håbløsheden og desperationen mærkes tydeligt.

»I fem år har I bare set til, mens Assad og hans venner har slået hundredetusindvis af syrere ihjel. I har i praksis givet ham frie hænder til at slå lige så mange ihjel, som han vil – så længe han ikke anvender kemiske våben,« siger Hussam Eesa. »Assad bruger klyngebomber, tøndebomber og klorgas og flere andre våben, der er forbudt ifølge international lov. Det svarer til, at I tager kniven fra en morder, men giver ham lov til at slå ihjel med alle andre våben.«

Drømmer om demokrati

Hussam Eesa har som mange andre syriske aktivister betalt en høj pris for sin kamp for demokrati og frihed i Syrien, men han fortryder ikke sit valg.

»Jeg blev aktivist, fordi  jeg gerne vil gør noget for mit land, men uden våben. Først brugte jeg mit kamera og min telefon til at bekæmpe det syriske regime. Og siden, da min by blev besat af Islamisk Stat, fortsatte jeg og mine venner med at bekæmpe IS med videooptagelser og fotos, som vi lagde ud på nettet for at vise omverdenen, hvordan livet under Islamisk Stat i virkeligheden var,« fortæller han.

I flere måneder gik det godt, men i slutningen af 2014 advarede en ven Eesa om, at Islamisk Stat havde indsamlet oplysninger om ham og hans aktiviteter.

»Vi havde allerede mistet flere medlemmer af Raqqa is Being Slaughtered Silently (RISS) De blev henrettet af IS. Jeg blev bange og flygtede til Tyrkiet, men Islamisk Stats arme var lange, og da to af mine venner blev dræbt i Tyrkiet, besluttede jeg at flygte videre til Europa,« siger Hussam Eesa og fortæller, at det oprindelige Raqqa-netværk stadig har 17 aktivister i Raqqa og ti uden for Syrien.

Det er i det hele taget stadig mange syrere, som ikke har opgivet håbet om demokrati, mener Eesa.

»Der er stadig er en demokratisk opposition i Syrien, og det er den, I skal støtte. Og så skal I hjælpe civilbefolkningen i Aleppo og de andre belejrede byer med mad,« siger han.

Hussam Eesa erkender, at det kan være svært at pege på, hvem det præcis er, USA og Europa skal støtte i øjeblikket, men han opfordrer bl.a. Danmark til at samarbejde med Tyrkiet, der allerede støtter f.eks. Den Frie Syriske Hær (FSA).

»Det er rigtigt, at den Frie Syriske Hær i øjeblikket kæmper side om side med islamisterne i Aleppo og andre steder. De har ikke noget valg. Men vi ved alle sammen, at så snart islamisterne får chancen vil de vende sig mod demokraterne. Det har de gjort mange gange tidligere,« siger han.

Hussam Eesa understreger, at det ikke er for sent for USA og Europa at skifte kurs og opfordrer både USA og Europa til at kaste nødhjælp ned til civilbefolkningen i Aleppo fra luften, indsætte kampfly, hjælpe de mange syrere, der har søgt tilflugt i Europa, og støtte de grupper i Syrien, som bekæmper både Assad og det syriske regime. Her tænker han især på FSA. Hvor store styrker denne overvejende sekulære del af oppositionen råder over er i øjeblikket uklart.

»Hvis I virkelig vil hjælpe os, må I bekæmpe både IS og Assad,« siger han.

»Men det haster, hvis I vil redde resterne af den syriske revolution. Det nu, I skal gøre det. Når Aleppo først er faldet, er det for sent.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den syriske revolution var vel i bedste fald en mindre gruppe sekulært orienterede syrere, som ønskede sig en udvikling efter vestligt forbillede - og så en større gruppe historisk og religiøst-kulturelt syrere, som ønskede sig en samfundsudvikling efter fundamentalistiske islam-principper. Meget tyder på at sidstnævnte blev støtte finansielt og militært udefra, allerede inden de væbnede konflikter brød løs ... og idag er det åbenbart for alle at Tyrkiet, Saudi-Arabien, Qatar og USA samt en række EU-lande ulovligt støtter et kupforsøg i Syrien - stik imod FN-pagten og Folkeretten. Det er også åbenbart at Iran, Rusland og Kina ikke kan tillade at Syrien som stat kuppes udefra - og det er helt åbenbart at Aleppo militært er en kampzone, som militserne, dvs. kupmagerne, næppe kan tillade sig at forlade som tabere.

Torben Skov, Stig Bøg og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar

religiøst-kulturelt motiverede

Robert Francis Kennedy Jr. ligger det historiske snit anderledes: ” Krigen i Syrien er en pipelinekrig……
Den begyndte i 2000, da Qatar erklærede, at det for 10 milliarder dollars ville bygge en 1500 kilometer lang pipeline gennem Saudi Arabien, Jordan og Syrien til Tyrkiet.” En sunni-pipeline
Syrien sagde nej og foretrak en pipeline gennem Iran, Irak og Syrien. Gassen kommer fra samme felt North Field (Qatar) og South Pars (Iran) (Shia).
2009 Vi (Qatar) er interesseret i en pipeline til Tyrkiet aftalt mellem Sheikh Hamad bin Khalifa Al Thani og Erdogan i badebyen Bodrum i Tyrkiet. Erdogan: ”EU er for afhængig af russisk gas. En pipeline mellem Qatar og Tyrkiet vil en gang for alle løse dette problem.”
Wikileaks. Siden 2006 ved vi fra W Roebucks (charge d’affaires at the US embassy in Damascus), at han udarbejdede en strategi er for at destabilisere den syriske regering.
Assads begrundelse for at foretrække en pipeline gennem Iran og Irak ( Guarrdian 30.10. 2013 ) Han ville beskytte sin vigtigste forbundsfælle Rusland, som havde EU som vigtigste marked.
August 2014 halshugger en fra IS en amerikaner.
11.9. 2014 Obama: I kampen mod IS kan vi ikke stole på Assad, der terrorisere sit folk. Dette regime har mistet sin legitimitet. Dette er optakten til regime skifte og dermed gør Obama sig til krigsforbryder.

UK Column bragte den 10. november en væsentlig gennemgang af især den politiske situation i og omkring Syrien, bistået af den uafhængige, britiske journalist, Vanessa Beeley:
https://www.youtube.com/watch?v=uEJQ9vuHhNQ

Samme Beeley gav iøvrigt, efter selv at have været i Aleppo, ultimo september dette interview til Ron Paul Liberty Report: https://www.youtube.com/watch?v=I8mA0h7dCKI. Beeley beskriver en lidt anden situation end vi ellers introduceres til.

Og jeg mente naturligvis ikke den politiske, men mediemæssige situation - med udgangspunkt i Channel 4's dækninger.

Peter Jensen
Meget interessant. Man kan kun håbe på en snarlig afslutning, men det ser det desværre ikke ud til.

Peter Bækgaard

Det startede med unge menneskers demonstrationer for frihed, uddannelse og arbejde. De ville af med diktatoren. Vi svigtede dem hele vejen til i dag.

Peter Bækgaard, sådanne overskrifter kunne næsten kalde på desperation - som f.eks. en vestligt administreret flyveforbudszone efter libysk forbillede. Det er vel rigeligt at Vesten har bidraget til at anbringe Assad i en desperat situation ... og i tilgift bragt russerne, iranerne og kineserne i forhøjet alarmberedskab.