Læsetid: 6 min.

Renzis sats gik grueligt galt

Efter et hasarderet forsøg på at reformere Italiens forfatning er Matteo Renzis politiske løbebane foreløbig endt i grøften. Han efterlader en finanslovsmæssig og institutionel rodebutik
Efter det klare nej til forfatningsændringen ved valget søndag meldte Matteo Renzi sin afsked som Italiens ministerpræsident.

Efter det klare nej til forfatningsændringen ved valget søndag meldte Matteo Renzi sin afsked som Italiens ministerpræsident.

Gregorio Borgia

6. december 2016

Matteo Renzis store sats gik helt galt. Den italienske ministerpræsident havde valgt at gøre søndagens folkeafstemning om den største reform af landets forfatning siden republikkens fødsel for 70 år siden til et spørgsmål om sin egen popularitet.

Et rungende nej til forfatningsændringerne – kombineret med en uventet høj valgdeltagelse på 70 procent – tvinger ham nu til at gøre alvor af sin trussel om at gå af.

På et pressemøde kort efter midnat erkendte Renzi, at kampagnen for reformen »ikke har været overbevisende«, og han meddelte, at han senere i dag vil indgive sin afskedsbegæring til republikkens præsident, Sergio Mattarella.

Efter knap tre år ved magten efterlader Italiens yngste regeringsleder nogensinde en kaotisk situation, hvor en overgangsregering skal fragte landet frem mod det næste parlamentsvalg.

Reformen ville forbedre demokratiets effektivitet, hævdede Renzi. Men det lykkedes ham ikke at forklare, hvad ændringerne af en tredjedel af paragrafferne i forfatningen egentlig gik ud på, og hvordan de konkret ville hæve institutionernes kvalitet. Derfor har valgkampen været præget af antagelser omkring udfaldets mulige følger snarere end af diskussion om reformens konkrete indhold.

Arrogant indblanding

Renzi påstod, at Italien i kraft af hans reform ville kunne erobre en lederposition i EU og gøre en ende på et årti med lav vækst, mens EU-kommissionen i mangel af et indlysende, proeuropæisk regeringsalternativ i Italien valgte at støtte Renzis bestræbelser.

Men dermed blev afstemningen om den italienske forfatning også til et opgør om den europæiske sparepolitik og ligesom Brexit-afstemningen og det amerikanske præsidentvalg afgjort af proteststemmer.

Den tyske regering havde heller ikke lært af sine fejltagelser i forbindelse med utidig indblanding i afstemninger i Grækenland og anbefalede i opløbet et ja.

I sidste ende kunne italienerne således ikke opfatte udlandets overfladiske interesse for landets politiske system som andet end arrogant og nedladende. For hvordan skulle en reform, der indskrænker borgernes ret til selv at vælge deres politiske repræsentanter, kunne forbedre demokratiets kvalitet?

I betragtning af forløbet omkring forfatningsreformen er den internationale støtte til Renzi endnu mere utrolig. Reformarbejdet blev iværksat af republikkens forrige præsident, Giorgio Napolitano, som reaktion på den politiske krise, som parlamentsvalget i februar 2013 havde udløst.

Napolitano lod sig to måneder senere genvælge som den første præsident i republikkens historie og bandt sit mandat sammen med et krav om reformer af de politiske institutioner.

Napolitano strakte således præsidentembedets beføjelser til det yderste og lidt til. Samtidig gav præsidentens genvalg anledning til et regeringssamarbejde mellem centrumvenstrepartiet PD og den galakse af politiske aktører, der udgår fra Silvio Berlusconis smuldrende Forza Italia.

Regeringen fik til opgave at realisere Napolitanos reformprogram, og da Renzi efter at have vundet et formandsopgør i PD væltede partifællen Enrico Lettas regering, investerede han sin politiske kapital som en ung, dynamisk og populær leder i at realisere forfatningsprojektet.

Det foregik ved at strække reglerne til det yderste og tvinge reformen igennem ved hjælp af dekreter og tillidsafstemninger. Resultatet blev så rodet og forhastet, at regeringen selv måtte opgive at argumentere sammenhængende for den.

I stedet blev den forsøgt solgt med en blanding af løfter, trusler og gaver. Renzi efterlader således også italienere med en halvfærdig finanslov, der risikerer at få statsgælden til at stige yderligere som følge af de gaver, han lod regne nedover vælgerne.

Klientelisme

Valgkampen bød også på farverige illustrationer af den afgørende forskel på demokratisk effektivitet og kvalitet. En lillemåned inden afstemningen havde Campanias guvernør, Vincenzo De Luca, indkaldt 300 lokalpolitikere til et møde om, hvordan kampagnen for et ja skulle organiseres i området omkring Napoli.

Uden at bekymre sig om, at hans ord kunne blive offentligt kendt, holdt De Luca et foredrag om anvendt klientelisme. Fordi Renzi har afsat millioner af euro til projekter i regionen og lovet flere penge, var den lokale elite forpligtet til at gøre alt for at hverve ja-stemmer:

»Tag dem (vælgerne, red.) med på restaurant til en omgang friturestegt fisk, tag dem med ud på jeres både og yachts. Gør, hvad fanden du vil, bare du kommer med 4.000 personer, der stemmer ja,« formanede De Luca, som er blandt Renzis vigtigste støtter i PD.

Det er således også et eksempel på, hvad PD har udviklet sig til under Renzi. Tendensen var der sandt at sige i forvejen, men Renzi har intet gjort for at bremse den, og dermed er Italiens store centrumvenstreparti – det eneste tilbageværende masseparti i landet – efterhånden blevet overtaget af parasitære og korrupte elementer – affarismo, som italienerne kalder den konstante sammenblanding af private og offentlige interesser. Havde de i Bruxelles og Berlin virkelig forestillet sig, at Renzi kunne gøre Italien mere effektivt med folk som De Luca på bagsmækken?

Silvio Berlusconi på vej ind for at stemme til søndagens valg.

Gregorio Borgia

Renzi brugte tidens kriser til at iscenesætte sig selv som Italiens svar på Charles De Gaulle. Ligesom De Gaulle gjorde Algier-krigen til argument for at koncentrere magten i præsidentembedet i Frankrig, forsøgte Renzi at bruge euro-, flygtninge-, terror- og tillidskrisen som argument for at konsolidere sin magt ved hjælp af politiske reformer.

Men den italienske republik, der opstod efter mere end 20 fascistisk diktatur under Benito Mussolini, har indbygget en række forhindringer for aspirerende folkeforførere. Og italienerne så ikke Renzi som deres betryggende De Gaulle – han har derimod fået ry som en cazzaro, der forsøger at binde folk hvad som helst på ærmet.

I forhold til den samlende bestræbelse, som lå bag forfatningen fra 1948, efter at Anden Verdenskrig for Italiens vedkommende var mundet ud i en veritabel borgerkrig, var Renzis forsøg på at reformere i udgangspunktet baseret på en påstået konflikt mellem fornyere og reaktionære. 

Liv eller død

Forfatningen har været under angreb i årtier. I 1980’erne var det den socialistiske ministerpræsident Bettino Craxi, der forsøgte at samle mere magt i sit embede og samtidig etablere et mere direkte – eller populistisk, ville nogle sige – forhold til vælgerne. Så kom Berlusconi, men hans ambitioner om en præsidentiel republik forliste ved en folkeafstemning i 2006.

Når Renzi siger, at italienerne har diskuteret forfatningsreformer i 30 år, refererer han i realiteten til denne tradition. Men han nævner selvfølgelig hverken Craxi, der døde i landflygtighed efter at være stukket af fra en fængselsdom for korruption, og Berlusconi, der som bekendt heller ikke har forberedt sig et pletfrit eftermæle.

Er Renzi så en færdig mand i italiensk politik? Ikke nødvendigvis. Han har stadig kontrollen over PD, og meget afhænger af, hvilket efterspil den tabte folkeafstemning får i partiet. En svag, ukaristmatisk overgangsfigur som f.eks. den nuværende finansminister Pier Carlo Padoan ville kunne gøre det nemmere for Renzi at komme tilbage på et senere tidspunkt – muligvis som leder som for et nyt midterparti, hvis den længe ventede opsplitning af PD nu sker.

Foreløbig afhænger regeringsflertallet stadig af PD, som lige nu har enhver interesse i at undgå et snarligt nyvalg. I første omgang får Renzis efterfølger til opgave at forhandle en ny valglov frem. I det store rod, som de forgæves reformbestræbelser efterlader, er der nemlig ingen, der ved, hvordan Senatets medlemmer i fremtiden skal vælges.

Forfatningsreformen strandede på Renzis selvovervurdering og uklarheden om, hvad den samlede effekt af de mange ændringer ville blive. For gennemsnitborgere var spørgsmålet simpelthen umuligt at gennemskue, men det blev præsenteret som altafgørende – liv eller død, nu eller aldrig.

Det er knap nok en autoritær glidebane, men »snarere den form for glidebane, som man befinder sig på, når man forfølger image- og reklamemæssige gevinster på kort sigt, fordi ens mangel på institutionel dannelse gør det umuligt at tænke en længere periode,« som politologen Gianfranco Pasquino har påpeget. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Michael Kongstad Nielsen
ingemaje lange og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Finn Thøgersen

Hm, nej det skal nok ses lidt bredere

Den foreslåede forfatningsændring indeholdt nogle ganske farlige elementer

At det største parti/valgforbund blev garanteret 55% af pladserne i underhuset og senatet stækket gør det selvfølgeligt lettere at regere, men hvad sker der den dag "de forkerte" bliver det største parti og dermed får absolut flertal selv om de måske kun repræsenterer 25% af vælgerne ?

Og hvis situationen på et tidspunkt bliver trukket hårdt op, hvor villig vil oppositionen så være til at respektere et "flertal" der måske aldrig har haft mere end 30% af vælgerne bag sig ?

Det var muligvis en praktisk ordning her-og-nu, men givet ikke en klog løsning