Nyhed
Læsetid: 2 min.

Retsopgøret efter borgerkrigen i Jugoslavien ved vejs ende

I denne uge blev de sidste retsmøder i den sidste store krigsforbrydersag efter borgerkrigen i Jugoslavien afholdt. Dommen over Ratko Mladić falder dog først næste år
Udland
17. december 2016

Krigsforbryderopgøret efter den jugoslaviske borgerkrig er ved at være slut. I denne uge er de sidste retsmøder i sagen mod den bosnisk-serbiske kommandant Ratko Mladić blevet afholdt.

En afgørelse i Mladic-sagen forventes dog først i november næste år, og med sagen mod Mladić slutter det mere end 20 år lange krigsforbryderopgør.

En af de forbrydelser, Ratko Mladić blandt andet anklages for at stå bag, er massakren i Srebrenica i Bosnien i 1995.

Som leder af de bosniske serberes milits førte Ratko Mladić angiveligt an i det, der kaldes Europas største folkedrab efter Anden Verdenskrig. Omkring 8.000 bosnisk-muslimske mænd og drenge blev dræbt af den bosnisk-serbiske hær som led i etnisk udrensning.

Mladićs plan var ifølge anklageskriftet at dræbe flest mulige bosniere og oprette en stat udelukkende bestående af serbere.

Mladić, der i dag er 74 år gammel, er kendt som Slagteren fra Bosnien. Udover massakren i Srebrenica er Mladić også anklaget for at stå bag den nådesløse belejring af den bosniske hovedstad Sarajevo, hvor mindst 10.000 civile mistede livet, og for kidnapning af en række fredsbevarende FN-soldater.

Mladić stammer oprindeligt fra det sydlige Bosnien. Han blev født i 1943 i en bosnisk-serbisk landsby og gik som ung på det jugoslaviske officersakademi.

Ratko Mladić har været sigtet for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og talrige krigsforbrydelser siden juli 1995, men der gik 16 år, før han blev anholdt.

Retssagen imod ham begyndte den 3. juni 2011, men har flere gange være afbrudt på grund af hans helbred. Først i 2012 begyndte vidneafhøringerne og i denne uge har parterne ført procedure.

Anklagemyndigheden kræver livsvarigt fængsel til Mladić, men hans forsvarere mener ikke, at bevismaterialet mod den bosnisk-serbiske leder holder.

De mener ikke, at Mladic har planlagt massakren i Srebrenica eller har noget ansvar for den. Der var udelukkende tale om private hævnaktioner, har forsvareren sagt under retssagen.

FN’s krigsforbrydertribunal for Eksjugoslavien blev oprettet i 1993 og har beskæftiget sig med krigsforbrydere fra Jugoslaviens borgerkrig. I krigen, der startede i 1991 og sluttede i 2001, mistede mindst 140.000 mennesker livet, og 83 er blevet dømt af tribunalet.

Den hårdeste dom er blevet afsagt mod Radovan Karadžić, som var leder af Den Serbiske Republik i Bosnien. Han blev dømt til 40 års fængsel for at have givet ordre til etnisk udrensning af kroater og muslimske bosniere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her