Læsetid: 1 min.

Sårede bliver evakueret fra Østaleppo

En første konvoj med patienter er begyndt at køre fra øst til vest i Aleppo, siger overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder til nyhedsbureauet Reuters.

Cem Genco

Udland
15. december 2016

En første konvoj med patienter er begyndt at køre fra øst til vest i Aleppo, siger overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder til nyhedsbureauet Reuters.

Den første ambulance, som forlod den syriske storby Aleppo, blev dog beskudt af syriske regeringsstyrker.

- Tre personer, deriblandt en nødhjælpsarbejder, er såret af skud, siger kilder, der er ansvarlige for ambulancen.

Samlingspunktet for civile og sårede i Aleppo er i Al-Amiriyah, hvor folk er begyndt at gå op i busser, som skal køre dem ud af byen.

Ruslands forsvarsministerium siger, at russiske soldater er ved at gøre klar til at føre oprørere ud af Aleppo til Idlib. Denne operation er ifølge det russiske nyhedsbureau Tass beordret af præsident Vladimir Putin.

Rusland siger, at oprørerne på vej ud af Aleppo vil blive transporteret ud i 20 busser og 10 ambulancer i korridorer til byen Idlib.

- De syriske myndigheder garanterer sikker passage for oprørere, som forlader Aleppo, skriver det russiske nyhedsbureau RIA.

- Operationen bliver overvåget af overvågningsdroner, oplyser det russiske militær.

Det var et militært medie, som ledes af den libanesiske Hizbollah-bevægelse, der som det første medie rapporterede om den påbegyndte evakuering.

/ritzau/Reuters

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her