Interview
Læsetid: 9 min.

Seks måneder efter EU-afstemningen

I månederne op til Storbritanniens EU-folkeafstemning den 23. juni i år besøgte Information Remain- og Leave-vælgere rundtom i landet. Seks måneder efter at et flertal på 52 procent stemte landet ud af EU, vender vi tilbage til den 27-årige studerende og Remain-vælger Lizzie Norris og den pensionerede entertainer og Brexit-støtte Paul Richardson for at høre, om de stadig står ved deres valg
På trods af de alvorlige konsekvenser hører Lizzie Norris imidlertid ikke til dem, der forlanger en ny folkeafstemning eller en afstemning om en fremtidig aftale.

På trods af de alvorlige konsekvenser hører Lizzie Norris imidlertid ikke til dem, der forlanger en ny folkeafstemning eller en afstemning om en fremtidig aftale.

Anders Birger

Udland
28. december 2016

’Fremtiden er skræmmende, for alt kan ske’

Tiden har ikke læget nogen sår for 27-årige Lizzie Norris, som Information mødte for første gang kort før Brexit-afstemningen i juni i år.

Dengang var hun med sin Students for Europe-gruppe og hundredvis af andre Remain-støtter med på et Stronger In-luftfoto i Hyde Park i strålende solskin. Hun var dengang glad om end lidt bekymret over, hvor tæt valgkampen havde udviklet sig til at blive, efter at hun egentlig havde troet, at »det ville blive en let Remain-sejr«.

Seks måneder senere er humøret helt i bund.

»Jeg var ekstremt skuffet over resultatet på dagen og i ugerne efter, men som tiden går, finder jeg det mere og mere trist. Især bryder jeg mig ikke om opblomstringen af racistiske overgreb,« siger Norris, der er ph.d.-studerende på Imperial College London.

Det er et internationalt miljø, og hun er især bekymret på sine europæiske kollegers vegne.

»Folk fortæller, at der bliver råbt efter dem – jeg har selv været vidne til det et par gange – og det skete aldrig før afstemningen. Den har ligesom åbnet for en Pandoras æske og tilladt den slags opførsel. Det finder jeg virkelig skræmmende og trist,« siger hun.

En af årsagerne til, at Lizzie Norris var aktiv i Remain-kampagnen, var, at hun ville beskytte forskningssamarbejdet på tværs af Europa. Hun frygtede, at britisk forskning ville miste finansiering og projekter, hvis landet stemte for at forlade EU. På trods af at Brexit-forhandlingerne ikke engang er startet endnu, er hendes bange anelser allerede begyndt at gå i opfyldelse.

»Organisationen Science for EU følger med i, hvordan det går med EU-finansieringen, og der er allerede en hel del projekter, hvis videreførelse, der hersker tvivl om. Det er ekstremt svært at få EU-funding til forskningsprojekter, så jeg kan godt forstå, at andre lande ikke er sikre på, om de vil samarbejde med briter, fordi de så ikke ved, hvad der vil ske med projektet i fremtiden,« siger Norris og erkender, at »folk har været overraskede over, hvor hurtigt dét er sket.«

»Inden for få uger fik vi at vide, at der nu var usikkerhed om nogle projekter.«

Vred på Cameron

Siden brexitafstemningen har landet fået en ny premierminister og en ny regering, og Lizzie Norris er indtil videre ikke imponeret over den måde, de håndterer Brexit på. Men især er hun vred på den forrige premierminister, David Cameron, der udskrev folkeafstemningen om landets EU-medlemskab.

»Jeg er ekstremt skuffet over, at David Cameron tillod, at det skete, og over, at han udskrev en folkeafstemning om noget så væsentligt for vores land som en simpel flertalsafgørelse. Jeg kan godt forstå, hvorfor han trådte tilbage bagefter, men han burde tvinges til at håndtere konsekvenserne. I stedet stak han bare af,« siger Norris.

»Jeg er ikke enig i Theresa Mays politik, men jeg er ikke så vred på hendes regering, for den er blevet givet en temmelig umulig opgave,« tilføjer hun, men erklærer sig »vred over, at de bare plejer deres eget partis interessere snarere end at gøre, hvad der tjener landet bedst«.

Hun mener, at det er svært at drage konklusioner om, hvad folk stemte for eller imod den 23. juni.

»Folk stemte om en masse forskellige ting, så man kan ikke sige, at folk har stemt for en ’blød’ eller en ’hård’ Brexit. En masse stemte mere generelt for Leave, fordi de ikke var tilfredse med den måde, tingene generelt foregår på. Nogle så det ikke engang som en stemme for et bedre liv, men bare som ’noget andet’. Og det er virkelig trist,« siger Norris og mener, at årsagen til utilfredsheden er de økonomiske konsekvenser af finanskrisen, der inden for de seneste år har ramt mange mennesker.

»Jeg tror ikke, at resultatet ville have været det samme, hvis vi havde haft folkeafstemningen for fem år siden,« siger hun.

»Der er ganske vist nok en fobi i forhold til immigration, men selv det mener jeg blev pisket op under valgkampen. Folk fik at vide, at de kunne skyde skylden på migranter, hvor de før ikke nødvendigvis tænkte sådan.«

Sort fremtid

På trods af de alvorlige konsekvenser hører Lizzie Norris imidlertid ikke til dem, der forlanger en ny folkeafstemning eller en afstemning om en fremtidig aftale.

»Det, tror jeg, er naivt. Jeg mener, at det vil være bedre – når vi kender mulighederne – at sikre, at parlamentet får indflydelse, snarere end at lægge det ud til folket igen. Det vil bare ende med endnu en grim valgkamp med flere løgne, og hvor endnu mere had bliver pisket op.«

Landet er stadig dybt splittet mellem Remain- og Brexit-vælgere, men for Lizzie Norris har det seneste år fået hende til at blive mere midtsøgende.

»Jeg er ekstremt bekymret over UKIP, og om noget har dét fået mig til at stemme for et moderat parti,« siger hun og beklager den retning hendes parti, Labour, har taget under Jeremy Corbyn.

»Jeg bryder mig ikke om nogle af de ting, jeg hører fra Labour-partiet, så jeg kunne overveje at stemme på Liberaldemokraterne,« tilføjer hun og har svært ved at genkalde den følelse af optimisme, hun var opfyldt af tidligere på året, hvor hun var med til at sikre Labours Sadiq Khan sejren i Londons borgmestervalg.

»Jeg kan huske, at jeg var fuld af optimisme og grinede sammen med min familie af, at vi inden året var omme kunne have både Brexit og Trump. Jeg kan ikke fatte, at det rent faktisk er sket,« siger Lizzie Norris.

»Det er ikke så meget de enkelte ting – Brexit, Trump, racisme – jeg er bekymret over, men det, at så mange ting er sket på samme tid. For fem år siden ville vi have grinet af disse ekstreme personer, men nu vinder de alle sammen, og de vinder ved at bruge den samme taktik. De kopierer hinanden, og det hele er sket på så kort tid. Det kan ændre verden – eller i hvert fald Europa,« siger Norris.

»Jeg er dybt bekymret for fremtiden. Andre regeringer kan beslutte at afholde EU-afstemninger, og EU kan ende med at bryde sammen. Fremtiden er skræmmende, for alt kan ske.«

Paul Richardson er en glad og optimistisk mand forud for skilsmisseforhandlingerne med EU: ’Vi burde ikke være afhængige af det dårligt udstyrede EU,’ siger han.

Paul Richardson er en glad og optimistisk mand forud for skilsmisseforhandlingerne med EU: ’Vi burde ikke være afhængige af det dårligt udstyrede EU,’ siger han.

Ulrik Hasemann

’Vi er en del af historien’

Han skød på, at 90 procent af Boltons indbyggere ville stemme for Leave ved EU-folkeafstemningen i juni. Det endte med 58 procent.

»Som passioneret Leaver var jeg nok tilbøjelig til at være overoptimistisk. Men det var svært at finde nogen Remain-støtter, hvorimod der var et væld af Brexit-folk, når vi var på gaden,« fortæller Paul Richardson, der er byrådsmedlem for UKIP i den lille Manchester-forstad.

»Men jeg er ikke skuffet. Når jeg tænker over den globale betydning, er det ret overvældende. Det er en global tendens. Vi er en del af historien,« tilføjer han og beskriver stadig her seks måneder efter sig selv som »lettet og optimistisk«.

Da Information mødte Richardson i hans hjemby i juni, var han ikke overbevist om, at han og hans meningsfæller ville vinde afstemningen i hele landet, men han var sikker på, at de ville vinde i Bolton og mange andre nordengelske valgkredse, som er blevet endestation for mange af de asylansøgere, den britiske regering har taget ind.

Han fik ret. Og han stoler på, at den nye Theresa May-regering vil gennemføre Brexit på trods af den store modstand fra de 48 procent af befolkningen og det flertal af landets parlamentarikere, der stemte Remain.

»Jeg morer mig med at følge visse gruppers forsøg på at fornægte resultatet og deres tro på, at det kan gøres om eller udvandes. Det tror jeg ikke vil ske af én grund: Diskussionen om kontrollen med vores grænser er det centrale mere end noget andet, og det kan ingen benægte,« siger han med henvisning til, at britisk kontrol med immigrationen fra EU er uforenelig med fuldt medlemskab af det indre marked.

»Jeg har stadig tillid til regeringen. Den går langsomt frem, men retningen er den rigtige.«

Han erkender, at der er andre på Leave-siden i byen, der synes, at det går for langsomt, og at regeringen bør »komme i gang og forlade EU i morgen«. Og han mener, at tempoet »giver for meget plads til remoanerne« – Brexit-tilhængernes øgenavn for de Remain-vælgere, der beklager resultatet.

Ikke desto mindre er Paul Richardson en glad og optimistisk mand forud for skilsmisseforhandlingerne med EU.

»Man taler om, at Storbritannien skal betale for adgang til det europæiske marked, men for mig er spørgsmålet: Hvor meget skal EU betale for adgang til det britiske marked? Hvism man fortæller de tyske bilfabrikanter, at de ikke kan få adgang til det britiske marked, så vil de sige til Angela Merkel: ’Du kan godt glemme alt om at ødelægge vores forretning’,« siger han og gætter på, at landet vil »være ude af EU i april 2019, hvis man ser bort fra projekter, som løber til 2020«.

»Der vil være et par hængepartier, men det britiske parlament vil have fået kontrollen tilbage fra de europæiske domstole. I værste fald vil samhandlen fortsætte efter WTO-regler, men så kan vi bare lave bilaterale handelsaftaler. Det handler om egeninteresser. Meget af det, der kommer fra EU, er blot positionering,« mener formanden for det lokale UKIP, der på to år er vokset fra nul til fem mandater i Bolton Byråd.

UKIP består

Paul Richardson tror på, at der er potentiale for, at partiet kan vokse yderligere i de kommende år, selv om der er dem, der mener, at UKIP får svært ved at overleve uden den karismatiske Nigel Farage. Men i dét regnestykke indgår det splittede Labour-parti ikke, påpeger han, og netop Labour er under UKIP’s nye formand, Paul Nuttall, officielt blevet partiets hovedmål.

»Der er et element af infiltrering af Momentum (Labourformand Jeremy Corbyns støtteorganisation, red.) i Labour, der arbejder på at få fjernet lokale Labourfolk. Jeg mødte selv en ung Momentum-vælger forleden, som spurgte, hvordan de skulle få fjernet den nuværende Labourleder. Hvis de lokale Labourafdelinger – ligesom Labour på nationalt plan – maler sig selv op i et venstreorienteret hjørne, kan det kun blive til vores fordel. Mange vil komme til UKIP,« vurderer Richardson.

Han er slet ikke bange for, at UKIP skal blive marginaliseret, nu hvor partiet har opnået sit hovedmål: Brexit.

»Spørgsmålet: ’Hvad nu med UKIP’ er blevet besvaret. Vi har fået vores land tilbage; nu skal vi have vores politik tilbage, for Westminster-boblen er stadigvæk afkoblet fra manden på gaden. Og vi er manden på gaden,« siger han.

Paul Richardson forstår ikke al den snak i landet om, hvilken type Brexit regeringen skal gå efter. Han synes slet ikke, at der er nogen tvivl om, hvad de 52 procent af befolkningen stemte for.

»Det synspunkt, at folk ikke forstod spørgsmålet på stemmesedlen, driver mig til vanvid. Det betyder: At forlade EU. Vi får kontrollen med vores grænser tilbage, med vores juridiske system, med vores love, og så gør vi det, så godt vi kan på handelsområdet. Men handel kommer som nummer fire på listen,« siger han og mener, at det »blev gjort fuldstændig klart under valgkampen, at vi ville forlade det indre marked«.

»Jeg forstår slet ikke, hvorfor folk kører sig selv op i en spids over, at vi forlader det indre marked. Vi burde ikke være afhængige af det dårligt udstyrede EU. Vi bør vende blikket mod resten af verden. Og nu ser vi globalt en styrkelse af populistiske bevægelser – Trump vandt,« siger han og mener, at det giver grund til at se lyst på fremtiden.

»Vi skal væk fra den retning, de blåøjede liberale idealister har ført landet i. De er lidenskabelige i deres syn på verden. Det ligger i deres natur. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men meget af det, de vil, er ikke særlig praktisk. Men nu har det tavse centrum-højre-flertal fået nok. Det er det, der er sket,« mener UKIP-politikeren.

»De er nu en gnist, som tillader folk igen at tro på deres eget land. Det vil være en positiv måde at anskue tingene på – vi vil igen være STORbritannien – ikke blot EU’s 28. stat.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

David Henriksen

Brexidioterne vil altid hævde at det går pissegodt efter brexit men vi går jo heller aldrig at vide hvor godt det ville gå med alternativet