Læsetid 8 min.

Standing Rock er kampen om tidsånden

I både USA og Canada finder den indianske befolkning, miljøorganisationer og kritikere af det politisk-økonomiske establishment sammen i bestræbelsen på at kvæle den fossile energiindustri og bane vej for en ny, bæredygtig økonomi
Den kamp, som Standing Rock er blevet et kraftfuldt symbol på, kan siges at handle om ’den fossile æras tidsånd’ med dens ret til at tilsidesætte minoriteter og svage grupper, miljø og klima for at genskabe traditionel vækst, beskytte bestemte politisk-økonomiske interesser og fastholde det gamle industrisamfund og dets arbejdspladser

Den kamp, som Standing Rock er blevet et kraftfuldt symbol på, kan siges at handle om ’den fossile æras tidsånd’ med dens ret til at tilsidesætte minoriteter og svage grupper, miljø og klima for at genskabe traditionel vækst, beskytte bestemte politisk-økonomiske interesser og fastholde det gamle industrisamfund og dets arbejdspladser

Nima Taradji
13. december 2016

»Aktivisters virkelige mål er altid tidsånden.«

En enkelt sætning i en artikel forleden i magasinet The Nation om olieledningsprotesten ved indianerreservatet Standing Rock, North Dakota. Nedfældet af Bill McKibben, veteran i den amerikanske miljøbevægelse, stifter af det globale klimanetværk 350.org og forfatter til en lang række bøger om miljøkrisen og -kampen.

Ved bredden af Lake Oahe på grænsen til Standing Rock-reservatet har indfødte amerikanere siden i sommer boet i telte i Camp of the Sacred Stones for at hindre den olierørledning, selskabet Energy Transfer Partners vil føre under søen. Indianerne siger, at rørledningen vil krænke deres hellige begravelsespladser og true drikkevandet, som de henter fra søen.

Miljøaktivister fra hele USA, veteraner fra den amerikanske hær og mange andre har sluttet sig til lejren, der gennem efteråret er vokset til flere tusind mennesker. Amerikanske kulturpersonligheder har meldt sig med støtte, det samme har en række senatorer, borgmestre og fagforeninger, og rundt om i verden har hundredtusinder via Facebook erklæret deres solidaritet med folkene i teltlejren, der netop nu er ramt af snestorme og ned til 20 frostgrader.

Under indtryk af modstanden meddelte US Army Corps of Engineers sidste søndag, at det ikke kan give godkendelse til at føre rørledningen, Dakota Access Pipeline, under Lake Oahe, der ligger på den store Missouri River ved udspringet af bifloden Cannonball River.

Hærens ingeniørkorps er godkendende myndighed, når det gælder olierørledningers passage af vandveje, og skal derfor forholde sig til i alt 202 krydsninger af vandveje på sammenlagt 60 kilometer af den planlagte, delvist anlagte rørledning med et samlet løb på næsten 1.900 kilometer.

Aktivister har netop krydset Missouri-floden. Kort forinden forsøgte politiet at trænge dem væk ved at skyde med plastkugler og gas. Der har været aktivister ved Standing Rock siden 1. april 2016.
Læs også

Jo-Ellen Darcy, ansvarlig for sagen hos den militære myndighed, skriver i sin afgørelse fra sidste søndag, at der skal foretages »en mere robust analyse af alternativer« til den planlagte linjeføring i form af en grundig miljøvurdering, før der kan tages endelig stilling i sagen. 

Altså er det ikke en endelig afvisning af den kontroversielle olieledning, men for indianerne en stor symbolsk sejr, der straks gav anledning til bevægede glædesscener og -ceremonier i teltlejren og til en strøm af lykønskninger på de sociale medier.

»Det føles, som om der omsider og for første gang i historien over århundreder er nogle, der lytter til os (…) Jeg blev meget overrasket. En sag som denne er aldrig før faldet ud til vores fordel,« sagde lederen af Standing Rock-reservatet, lakota-indianeren Dave Archambault, til tv-stationen Democracy Now efter meddelelsen fra den militære myndighed.

De dybere motiver

Op til den forgangne weekend meddelte koordinatorerne af teltlejren, at nye sympatisører ikke skal komme til Standing Rock, og at de, der allerede er i lejren, bør overveje at rejse hjem. Det handler imidlertid ikke om, at slaget er vundet, men om at der netop nu ifølge koordinatorerne er »arktiske vejrforhold« i denne del af North Dakota, livsfarlige for især ældre og børn.

Sagen er, at de ikkevoldelige protester ved Standing Rock, der flere gange er blevet mødt med politiets gummikugler, peberspray, vandkanoner, hunde og pansrede køretøjer, ikke kun handler om indianske rettigheder til drikkevand og hellige begravelsespladser. Standing Rock-aktionen er del af en langt dybere konflikt og udtryk for en mobilisering af stemmer i befolkningen, som vil en anden vej end det politisk-økonomiske establishment.

På begge sider af den konkrete konflikt fremfører iagttagere, at dette er en sag med mere grundlæggende dagsordner og vidtrækkende perspektiver.

Hos det amerikanske handelskammer, US Chamber of Commerce, udlægges sagen af Sean Hackbarth, digital redaktør med en fortid som medarbejder hos den tidligere konservative præsidentkandidat og klimaskeptiker Fred Thompson.

»Eftersom rørledninger har eksisteret i årtier og har en stærk sikkerhedsstatistik, og eftersom Dakota Access Pipeline blev indgående undersøgt, før den fik sine tilladelser, må man spørge, hvad disse protester i virkeligheden handler om,« skriver Hackbarth og når frem til, at protesterne »handler om at obstruere den infrastruktur, der kan understøtte den fortsatte udvikling af olieressourcerne«.

At stoppe rørledningen »er et redskab på vejen til deres radikale mål om at eliminere energiforbrug i USA«, konkluderer handelskammerets redaktør.

Klimakampens frontlinje

På den anden side af konflikten skriver Bill McKibben, veteran i miljøbevægelsen, at de indfødte aktivister i Standing Rock-lejren »er i allerforreste linje af klimakampen«.

»Jeg kan garantere, at vi vil kæmpe i alle hjørner af kloden og med alle de ikkevoldelige midler, vi har til rådighed,« anfører McKibben i The Nation.

Han omtaler de succesfulde protester mod en anden planlagt rørledning, Keystone XL-ledningen fra de canadiske tjæresandsfelter til raffinaderier i Texas og Illinois, som begyndelsen på en kamp med civil ulydighed i centrum mod den fossile energiindustri og dets trussel mod klimaet. Kampagnen mod Keystone XL i årene 2011-15 resulterede i, at præsident Obama bremsede rørledningen, og det har skabt den tro på, at forandring er mulig, som nu har fået yderligere et moralsk rygstød ved Standing Rock.

En anden fremtrædende amerikansk aktivist, forfatteren og kulturhistorikeren Rebecca Solnit, skriver i The Guardian, at Standing Rock-aktionen antageligt er »den største samling nogensinde af indfødte nordamerikanere, fra Canada såvel som USA«, med stor betydning for de indianske folks kulturelle identitet og selvbevidsthed.

Solnit er på linje med Frank White Bull, medlem af Sioux-stammerådet i Standing Rock, der til Washington Post siger, at »dette har gjort os hele igen. Det har gjort os til én nation – vi er ikke alene«, med henvisning til at 200 forskellige indianske stammer i Nordamerika bakker op om teltlejren.

Et særlig bevægende udtryk for at indianerne ikke er alene, kunne bevidnes sidste mandag, da en gruppe amerikanske krigsveteraner i deres uniformer knælede for de indianske stammeledere og bad om tilgivelse for de overgreb, amerikanske soldater gennem historien har foretaget på nationens oprindelige befolkning.

Rebecca Solnit tilføjer i The Guardian, at Standing Rock-aktionen har bekræftet, at de oprindelige folk er i forreste række af klimakampen, og at miljø- og menneskerettighedsbevægelser her har vist sig uadskillelige.

»Mange ting, som vi ikke kan forudse, kan vokse ud af denne samling og dens visioner, taktik og kraft,« påpeger hun og ser et andet USA komme til syne, hvor mennesker skrider til fælles handling i forsvar for de svage, for racelighed, demokrati og miljø.

Tidsånden

Bill McKibben påpeger, at Donald Trump er kommet til magten ved at appellere til én tidsånd, som trives blandt amerikanere. En tidsånd, der afspejler dyb mistillid til det etablerede politisk-økonomiske system, men samtidig kalder på den stærke mand og appellerer til selvtilstrækkelighed og intolerance. Andre amerikanere deler systemkritikken og ønsker også et opgør med den herskende model og et nyt paradigme, men ser den trump’ske tidsånd som en fejltolkning af situationen og en del af problemet.

»Aktivisters virkelige mål er altid tidsånden,« skriver McKibben.

Den kamp, som Standing Rock er blevet et kraftfuldt symbol på, kan siges at handle om ’den fossile æras tidsånd’ med dens ret til at tilsidesætte minoriteter og svage grupper, miljø og klima for at genskabe traditionel vækst, beskytte bestemte politisk-økonomiske interesser og fastholde det gamle industrisamfund og dets arbejdspladser.

Derfor er der nu udsigt til skærpede konfrontationer mellem den brede bevægelse, der har hentet næring og selvbevidsthed i Standing Rock, og det politisk-økonomiske establishment, der fra 20. januar repræsenteres af Donald Trump og hans ministre og magtapparatet i Det Hvide Hus.

Og konturerne af den skærpede konfrontation kan allerede anes.

Olieindustrien slår tilbage

I den konkrete sag om Dakota Access Pipeline har selskabet bag projektet, Energy Transfer Partners, straks efter meldingen fra den militære myndighed anklaget præsident Obama for at være ude i en ren politisk aktion og meddelt, at man er »fast besluttet på at sikre, at dette vitale projekt bringes til færdiggørelse samt med bestemthed forventer at gennemføre konstruktionen uden nogen ny linjeføring i og omkring Lake Oahe«.

Selskabet har den tiltrædende præsident bag sig. Donald Trump ejer selv en mindre aktiepost i Energy Transfer Partners og har under sin valgkamp modtaget en donation på godt 100.000 dollar fra selvsamme selskab. Trump har netop haft møde med bl.a. det republikanske kongresmedlem Kevin Cramer fra North Dakota.

»Jeg tror, vi kan håndtere dette temmelig hurtigt under Trumps regering. Han kan sikre selskabet tilladelsen, så det kan starte konstruktionen på et tidspunkt i første halvdel af 2017,« sagde Cramer til amerikanske medier efter mødet med den tiltrædende præsident.

Hans lokale partifælle i Kongressen, John Hoeven, tilføjede efter samtaler med Trumps folk, at »vi må forbedre godkendelsesprocessen, så vi ikke kommer i situationer som den, vi har fået med Dakota Access Pipeline«.

Foreløbig er Energy Transfer Partners uden tøven gået til domstolene for at få kendt udskydelsen af tilladelsen ugyldig.

Foruden hos den ny præsident har selskabet aktiv støtte hos The Midwest Alliance for Infrastructure Now (MAIN), en koalition af erhvervsinteresser, heriblandt olieselskaber, der arbejder for udbygning af rørledningen. På sin hjemmeside bringer MAIN artikler, der beskylder Standing Rock-lejrens deltagere for vold, sabotage og mordforsøg, og tilsyneladende har MAIN introduceret en række falske twitterkontoer, hvor robotter har genereret tweets rettet mod aktivisterne i Standing Rock. Ifølge klimabloggen DeSmog er det sket med hjælp fra PR-firmaet DCI Group, der har olie- og gasindustrien som sin tredjestørste indtægtskilde. DeSmog kom på sporet af de falske twitter-kontoer – som nu alle er forsvundet – fordi samtlige profilportrætter viste modellignende, flirtende kvinder med ikkeeksisterende navne. 

Næste konfrontation i Canada

På den anden side af konflikten vokser modstanden mod olieindustrien og dens projekter. I Iowa har indianerorganisationer, miljøgrupper og andre indledt en kamp mod den sydlige del af rørledningen, som her skal føres under Mississippifloden.

Og nordpå, i Canada, synes nu at forestå en større konfrontation mellem civilsamfundet og de selskaber, der udvinder olie fra tjæresandsfelterne i Alberta og har brug for at få den ført til udskibning i Vancouver via udbygning af den 1.150 km lange Trans Mountain Pipeline. Rørledningsprojektet til en pris af 6,8 mia. dollar forestås af Texas-selskabet Kinder Morgan, der vil give rørledningen en kapacitet på 890.000 tønder om dagen, næsten det dobbelte af Dakota-projektet.

For to uger siden gav Canadas premierminister Justin Trudeau grønt lys til to rørledningsprojekter med Kinder Morgans som det ene, og han er øjeblikkelig løbet ind i modstand. Borgmester Gregor Robertson i Vancouver – partifælle til Trudeau – protesterer, miljøorganisationer som Greenpeace, Sierra Club og Raincost Conservation gør det, og klimanetværker 350.org har allerede trænet 1.000 aktivister til civil ulydighed mod projektet. På de sociale medier er yderligere mobilisering i gang.

»Det er Standing Rock North,« siger Cam Fenton, kommunikationschef hos 350.org til Seattle Times.

Den indianske Tsleil-Waututh-stamme ved kysten, hvor rørledningen skal munde ud, har annonceret en retssag som første skridt for at bremse den.

»De begår en stor fejl. Vi vil ikke tillade denne rørledning at blive anlagt,« siger en talsmand for indianerne, Charlene Aleck.

»At tillade to rørledninger til daglig transport af yderligere godt en million tønder tjæresandsprodukter er ikke en måde at løse klimakrisen på. Ingen kan for alvor tro på, at mere olie vil hjælpe os ud af olieafhængigheden. Det er for grotesk overhovedet at overveje,« supplerer høvding Stewart Phillip, formand for indianerne i British Columbia.

Justin Trudeau har sagt, at produktionen af olie fra tjæresand må øges for at sikre Canadas økonomiske vækst, og at nye pipelines er nødvendige for at få olien frem til kunderne. De mange modstandere svarer, at de vil bane vej for en ny, klimavenlig og bæredygtig økonomi ved at kvæle den miljøtruende olieindustris forbindelseslinjer til markedet.

Det er den gamle orden mod den nye.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ole Falstoft
    Ole Falstoft
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Roselille Pedersen
    Roselille Pedersen
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Peter Jensen
    Peter Jensen
  • Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
    Niels-Simon Larsen
  • Brugerbillede for Dina Hald
    Dina Hald
  • Brugerbillede for Jan Weis
    Jan Weis
Ole Falstoft, Lise Lotte Rahbek, Roselille Pedersen, Flemming Berger, Peter Jensen, Niels-Simon Larsen, Dina Hald og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer