Læsetid: 4 min.

Syrisk journalist: ’Det er ikke længere vores revolution’

Assad-regimet har haft held til at bilde hele verden ind, at borgerkrigen blot er et opgør med et virvar af militante islamistiske militser. Det siger den 37-årige syriske journalist Lilas Hatahat. Hun understreger dog, at det sekulære, folkelige oprør stadig findes
Flygtninge fra det østlige Aleppo ankommer til et checkpoint uden for byen på vej mod et sikkert område.

Flygtninge fra det østlige Aleppo ankommer til et checkpoint uden for byen på vej mod et sikkert område.

Sebastian Widmann/Anadolu Agency/Getty Images

20. december 2016

Verden kan ikke længere få øje på det folkelige oprør mod diktatoren Bashar al-Assad. De tror, at der ikke længere findes en demokratisk syrisk opposition, men intet kunne være mere forkert. En del er blevet dræbt, og resten er spredt for alle vinde, men der er masser af gode folk, som er parat til at tage over, når krigen en dag er slut.

Det siger den 37-årige tidligere pressechef for Operahuset i Damaskus, Lilas Hatahat. For fem år siden gik hun på gaden og krævede demokratiske reformer sammen med hundretusindvis af andre almindelige syrere. Et år senere var hun på flugt med sine to små børn, først til Egypten og siden til Danmark.

Fra sit lille hus i Assens har hun time for time fulgt Ruslands og det syriske regimes sønderbombning af oppositionshøjborgen Aleppo, mens hendes hjerte har blødt for de mange civile ofre og for den drøm om et demokratisk Syrien, som synes lige så knust som Aleppos ruiner.

Jeg flygtede ud af Syrien for fire år siden. Men oprøret, kampen og vores knuste drømme sidder stadig i min krop. Krigens billeder kører i ring på Facebook, mens jeg glemmer gadernes navne i min hjemby og min bedstemors ansigt
Læs også

»Prisen for vores drøm om frihed har været ekstremt høj. Men det er har den jo været mange gange i historiens løb, tænk bare på den franske revolution eller østeuropa« siger Lilas Hatahat. »Men hvem er jeg til at sige til dem, der stadig befinder sig i Syrien, at den er for høj. Hvem er jeg til at sige til mine landsmænd i Aleppo, Homs eller Idlib, at de skal give op og vælge fred i stedet for frihed. Jeg befinder mig jo selv i sikkerhed og har ikke mistet mine børn, sådan som mange af mine landmænd har,« siger den syriske journalist, der nu arbejder for International Media Support, en dansk NGO, der støtter journalister og medier i konfliktområder.

Tæt på at give op

Selv er Lilas Hatahat indimellem tæt på at opgive håbet om et demokratisk Syrien.

»Jeg føler mig så uendelig trist. Jeg græder både udvendigt og indvendigt over hver eneste blodsdråbe som udgydes. Det er mine landmænd, der dør, mit folk der myrdes, mit hjemland der lægges i ruiner. Jeg er hele tiden ved at opgive håbet, for der er efterhånden ikke meget tilbage af den sekulære, demokratiske revolution, jeg drømte om.«

Og det var netop demokrati, ytringsfrihed og respekt for menneskerettighederne, der fik Lilas Hatahat til demonstrere i 2011.

»Det var det, vi råbte om i gaderne; vi ønskede os et demokratisk, sekulært land. Men den drøm har Assad knust. I dag er de unge demokrater enten dræbt, flygtet til udlandet som mig selv eller endt i Assad-regimets fængsler«, siger hun.

»Den demokratiske opposition er meget svær nu, efter tabet af Aleppo. Det er ikke længere, de demokratiske stemmer, der taler. Det er kun våbnene og militserne,« understreger Lilas Hatahat, der selv måtte flygte efter den syriske efterretningstjeneste havde fængslet og afhørt hende om en række kritiske artikler, hun havde skrevet for udenlandske medier og truet med at fjerne hendes børn.

En kapret revolution

Det værste er imidlertid, at det folkelige oprør, som Lilas var med til at starte, er forsvundet.

»Verden kan ikke længere få øje på det demokratiske, folkelige oprør, jeg var med til at starte. På fem år er det  lykkedes for Assad-regimet at overbevise omverdenen om, at krigen kun handler om at bekæmpe et kaotisk sammenrend af islamistiske militser. Han har simpelthen kapret vores revolution,« siger hun og mener, at det netop har været den syriske diktators strategi, siden han i 2012 begyndte at løslade de mange militante islamister, som sad i de syriske fænglser.

»Det syriske oprør startede uden våben. Vi mødtes i moskeerne, før vi gik på gaden, men det var ikke, fordi vi var religiøse. Moskeen var bare det eneste sted, hvor det var tilladt at samle mere end 50 mennesker. I dag har Assad fået hele verden til at tro, at han bekæmper islamistiske terrorister – og det er jo en kamp, hele verden går ind for. Det er en vanvittig situation,« siger Lilas Hatahat.

Pro-Assad militser fotograferet i Aleppo søndag 11. december. Den syriske hær kontrollerer nu næsten hele byen
Læs også

I det hele taget forstår hun ikke, hvorfor Vesten går mere op i at bekæmpe Islamisk Stat end Assad-regimet, der har hundredetusindvis af liv på samvittigheden.

»Hele verden ignorerer, at civile bliver mejet ned i Syrien; børn, kvinder, gamle mennesker. Det virker som om alle er ligeglade. Politikerne ved udmærket, at Assad bruger tøndebomber, kemiske våben, kloringas, alt muligt mod civile,  men end ikke en humanitær indsats, kan verden enes om.«

 Klar til freden

Selv om situationen i Syrien ser meget håbløs ud, forsøger Lilas Hatahat at holde fast i håbet.

»Den syriske borgerkrig handler ikke længere om os. Den udkæmpes af alle mulige andre lande, der hver især har deres egne interesser i mit land. Når de interesser en dag er blevet afklaret, slutter krigen. Når det sker må vi være klar med et demokratisk, sekulært alternativ,« siger hun.

Den syriske eksiloppostion, som bl.a. Danmark samarbejder med, har hun imidlertid ikke megen fidus til.

»Vi har verdens værste opposition, som ikke kan enes om noget som helst. Men der er masser af dygtige folk, bl.a. her i Danmark, i Tyskland, i Frankrig, som gerne vil medvirke til at bygge et demokratisk, sekulært Syrien op og er i gang med at organisere alt fra fagforeninger til demokratiske institutioner, der kan overtage den dag, Assad er væk.«

»Selv om jeg bliver grebet af håbløshed, kan jeg ikke tie. Og det er vi mange, der ikke kan. I øjeblikket giver det ikke mening at tale om demokrati i Syrien. Lige nu handler det om at hjælpe de civile syrere, der stadig befinder sig i Allepo og andre belejrende områder, med at overleve.«

»Jeg kan ikke spørge en far i Aleppo, der har mistet sin kone og børn, om han stadig tror på demokrati. Han vil smække røret på med det samme. For ham hander det om at overleve. Demokrati er et luksusspørgsmål, som vi først kan tale om igen, når det er lykkedes at stoppe det blodbad, vi er vidne til lige nu.«

Serie

Efter Aleppo

Den syriske borgerkrig står ved en skillevej efter regimets erobring af oppositionshøjborgen Aleppo. Forsøget på at vælte den syriske diktator Bashar al-Assad har haft enorme omkostninger for den almindelige befolkning. Mere en ti millioner mennesker er på flugt og op mod 500.000 har mistet livet. Information har spurgt en række herboende syrere, hvad der efterhånden er vigtigst, fred eller frihed?

Seneste artikler

  • ’Ingen bekymrer sig om frihed, hvis de er ved at dø’

    7. januar 2017
    ’Vi prøver at finde en måde at fortsætte kampen for frihed på, men lige nu handler det om at overleve,’ siger den syriske forfatter Odai al-Zoubi. Ligesom mange andre regner han med, at Assads sejr i Aleppo blot er et midlertidigt tilbageslag
  • Vi skal genopbygge Aleppo hurtigst muligt

    29. december 2016
    Den syriske aktivist og akademiker AlHakam Shaar arbejder for en rekonstruktion af det sønderbombede Aleppo. Venter man for længe med at genopbygge byen, bliver syriske flygtninge fremmedgjorte og vender måske aldrig tilbage, mener han
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • Jakob Trägårdh
  • Viggo Okholm
Robert Ørsted-Jensen, Jakob Trägårdh og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Man kan ikke vinde en revolution - hvis man flygter fra den. Bum. Sorry.

Spørgsmålet er så om det er fair at kalde begivenhederne i 2011 i Syrien for en revolution?
Hvad var kravene - bortset fra Assads afgang?
Hvem påtog sig ledelsen af revolutionen?

Vi skal også her i Danmark konstant kæmpe for ikke at få smadret vores demokrati, og udfaldet af den kamp kan ingen spå om. Sammenhold og solidaritet er nøglen til sejr.
Spredt fægtning der imod - vil (som hovedregel) altid blive slået ned (eller kapret). Sorry.

I min optik foregår der en stedfortræderkrig for den virklige krig, og alle disse krigsaktører har kapret dagsordenen. Ikke bare Assad.

God dag der ude

Torben Skov, Peter Jensen, Mette Poulsen, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jesper Nielsen, Hans Aagaard og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

"organisere alt fra fagforeninger til demokratiske institutioner, der kan overtage den dag, Assad er væk"

Hold nu op. Det er virkelighedsfjerne drømmerier, som krigen ser ud i 2016. Den dag Assad er væk, så er drivkræfterne bag oprørerne altså salafi jihadi Jabhat al-Nusra/al-Qaeda i Syrien og islamistiske Ahrar al-Sham, der vil udnytte magttomrummet til at indføre en intolerant wahhabistisk saudisk klientstat. Det er nogle kønne "demokratiske, frihedselskende" oprørere, der samarbejder åbent med føromtalte grupper. Hvis de ikke kan klare sig uden al-Qaedas og Ahrar al-Shams assistance, så er det ikke noget vi i Vesten skal røre med en ildtang. Hvis "oprørerne" får overtaget, så bliver det meget slemt at være alawit, shia, druser, kristen eller en anden minoritet i Syrien.

Torben Skov, John T. Jensen, Jakob Trägårdh, Anders Barfod og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
John Christensen

Robert, Lenin var revolutionær leder i Rusland i begyndelsen af 1900 tallet.
I Syrien er folket jo flygtet.

Oplys mig om hvad den progressive dagsorden gik ud på tak, og hvorfor den så - ikke - har større folkelig opbakning?

USA (Vesten) har mig bekendt aldrig (som i aldrig) i hele menneskehedens historie - støttet en revolution.

Når du nu refererer til saglig Lenin, så prøv at forstå hans definition af - hvornår der forefindes en revolutionær situation.
Hvis du ikke kender den definition - kender du intet til marxismens teorier. Bum. Derfor bør du anvende dem - med større forsigtighed. ;-)