Læsetid 3 min.

Trumps energiminister udpeget: Endnu en klimaskeptisk oliemand

Texas-guvernør Rick Perry foreslog under en tidligere præsidentkampagne, at Energiministeriet skulle nedlægges – dog kunne han ikke huske, hvad det var, han ville nedlægge. Nu skal han være energiminister, og han er aktionær i firmaet bag rørledningen gennem Standing Rock
Oliemanden Rick Perry skal nu være USA’s nye energiminister. Med præsidentambitioner i 2011 foreslog han samme ministerium nedlagt.

Oliemanden Rick Perry skal nu være USA’s nye energiminister. Med præsidentambitioner i 2011 foreslog han samme ministerium nedlagt.

Jose Luis Magana
15. december 2016

Donald Trump har nu også fundet sin mand til den centrale post som energiminister. Det bliver den kontroversielle, tidligere guvernør i Texas, Rick Perry, endnu en person med interesser i den fossile energiindustri med stærk skepsis omkring menneskeskabte klimaændringer.

Perry forsøgte selv at blande sig i kapløbet om præsidentposten under det republikanske partis proces frem mod en kandidat i 2015, men forlod hurtigt kapløbet – måske fordi hans renommé led skade efter en tiltale for magtmisbrug som følge af Perrys veto mod finansiering af Texas’ offentlige korruptionsanklagere.

I går udnævnte USA’s kommende præsident John Kerrys efterfølger. Ny udenrigsminister bliver den 64-årige bestyrelsesformand og CEO for olieselskabet Exxon Mobil, Rex Tillerson. En mand, hvis selskab siden slutningen af 1970’erne har haft – men skjult – intern viden om global opvarmning som konsekvens af CO2-udledning ved fossilt energiforbrug.
Læs også

Perry skal nu lede det ministerium, som han under de forrige primærvalg i 2011 selv foreslog nedlagt. Texas-guvernøren med præsidentambitioner vakte dengang opsigt, da han under en tv-debat foreslog tre ministerier nedlagt: Handel, uddannelse og … Perry kunne ikke huske, hvad det tredje overflødige ministerium var.

Efter tv-debatten forklarede han journalister, at det tredje ministerium på hans liste var energiministeriet.

»I morgen vil enhver forstå, at vi er nødt til at afskaffe energiministeriet,« sagde Rick Perry.

Ingen faglig baggrund

Det er det ministerium, han nu skal lede og dermed forvalte ansvaret for ikke blot den amerikanske energipolitik, men også USA’s atomvåbenprogram, der hører under energiministeriet. I modsætning til de to energiministre under Barack Obama, der begge er respekterede fysikere, er Perry uden faglig baggrund i sit nye resortområde. Han har været fragtpilot i luftvåbnet, bomuldsproducerende landmand og siden 1984 fuldtidspolitiker.

Som sin nye chef, Donald Trump, giver Perry ikke meget for klimatruslen. I sin bog Fed Up! fra 2010 harcelerer han mod de politikkere, der tror på »den såkaldte videnskab« om klimaændringer og påstår, at »vi har oplevet en tendens mod afkøling.«

Donald Trump har udpeget den kontroversielle guvernør fra Indiana, Mike Pence, som vicepræsident. Pence har flere gange udvist skepsis over for global opvarmning og kæmper i højere grad for kulindustriens overlevelse end for klodens. 
Læs også

I 2012 sagde han om klimaforskningen, at »der er et betydeligt antal forskere, der har manipuleret data for at få dollar til at rulle ind til deres projekter«.

Det var en gentagelse af et synspunkt fremsat ved et vælgermøde i New Hampshire i 2011.

»Vi ser næsten hver uge eller hver dag forskere træde frem og anfægte den oprindelige ide, at menneskeskabt global opvarmning fører til klimaændringer. Jo, vort klima ændrer sig. Det har ændret sig, lige siden Jorden opstod. Men jeg godtager ikke en gruppe forskere, som i nogle tilfælde er blevet taget i at manipulere data.«

Rick Perry tilføjede, at omkostningerne ved at skifte fra den fossile energiforsyning ville løbe op i milliarder, hvis ikke billioner af dollar.

»Som jeg ser tingene, tror jeg ikke, jeg ønsker USA inddraget i at bruge så mange penge på en videnskabelig teori, som ikke er bevist, og som, ud fra mit perspektiv, drages mere og mere i tvivl.«

Interessekonflikt

Den nye energiminister – forudsat han som Trumps øvrige ministeremner godkendes af kongressen – er ikke imod vedvarende energi, som Texas har satset meget på. Man han ser en fortsat fremtid for fossil energi i USA.

Selv sidder Perry i bestyrelsen for Energy Transfer Partners, selskabet der står for at realisere den omstridte olierørledning Dakota Access Pipeline til en pris af 3,8 milliarder dollar. Siden i sommer har rørledningen været genstand for protester, ikke mindst via teltlejren ved indianerreservatet Standing Rock, hvor tusinder af indianere, miljøaktivister og amerikanske krigsveteraner har holdt stand mod myndighederne.

Den øverste chef for Energy Transfer Partners, milliardæren Kelcy Warren, gav i 2015 penge til Perrys kortvarige præsidentkampagne, ligesom han har støtte Donald Trumps kampagne økonomisk.

»Guvernør Perry befinder sig i en alvorlig interessekonflikt, som bør diskvalificere ham for jobbet. Han er på lønningslisten hos det selskab, som angreb indfødte folk i forsøget på med magt at konstruere Dakota Access Pipeline,« siger direktør for miljøorganisationen Friends of the Earth, Ben Schrieber, der i en pressemeddelelse kalder Rick Perry for »i enestående grad uegnet til at lede energiministeriet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Såvidt jeg har hørt, vil det tage op til 4 år at komme ud af den igen. Så det bliver jo et kapløb med præsidentperioden.