Læsetid: 2 min.

Tsipras deler ud af Grækenlands overskud

Tspiras’ regering er blandt vælgerne så upopulær som nogensinde, og i udlandet har Grækenland netop skuffet sine kreditorer med en overraskende julegave til landets trængte pensionister
Premierminister Tsipras har lovet i en talepå græsk tv torsdag, at totredjedele af landets pensionister hver får en ekstra pensionsudbetaling på 830 euro op mod jul, eller hvad der svarer til 6.225 kroner.

Premierminister Tsipras har lovet i en talepå græsk tv torsdag, at totredjedele af landets pensionister hver får en ekstra pensionsudbetaling på 830 euro op mod jul, eller hvad der svarer til 6.225 kroner.

Polaris Images

10. december 2016

Flere end 10.000 grækere gik på gaden torsdag i Athen i protest mod den græske finanslov for 2017, der ligesom alle forudgående finanslove i dette årti indeholder nedskæringer i pensionerne og skatteforhøjelser. Denne gang for knap 19 milliarder kroner.

Finansloven skal efter planen vedtages lørdag, og de omfattende strejker landet over har lammet tog, færger, medier og sygehuse, men de kan dog have haft en effekt.

Overraskende har premierminister Tsipras lovet i en tale på græsk tv torsdag, at totredjedele af landets pensionister hver får en ekstra pensionsudbetaling på 830 euro op mod jul, eller hvad der svarer til 6.225 kroner.

Før krisen var det kutyme, at landets pensionister fik en ekstra pension ved årsskiftet, og den er nu kommet igen.

Tiltaget koster den græske stat knap 4,6 mia. kroner og tages fra det overskud på knap 1,5 procent af det samlede budget, som staten har oparbejdet.

Samtidig skal de tidligere varslede momsforhøjelser ikke gælde for øer med mange flygtninge, primært Lesbos, siger Tspiras ifølge Süddeutsche Zeitung.

Disse udmeldinger sker i samme uge, som landets kreditorer på et EU-finansministermøde har stillet Grækenland mindre omstruktureringer i statsgælden i udsigt.

Der bliver ikke skåret ned på gælden, men droslet ned på rentebetalingerne. Dette er ifølge den græske regering ikke omfattende nok til at gøre en forskel på landets muligheder for at komme på fode igen.

Disse mindre gældslettelser får også kun effekt, hvis der opnås en aftale mellem EU-partnerne og Grækenland om, hvordan den græske stats økonomi skal udvikle sig efter 2018. Især med de ekstra pensionsudbetalinger vil det næppe være realistisk, at parterne kan finde hinanden.

Striden går på, hvordan de græske statsbudgetter skal udvikle sig over de kommende ti år. Tyskland og Holland presser på for et overskud på 3,5 procent årligt frem til 2028. Det mener både Den Internationale Valutafond (IMF) og den græske regering er langt mere end muligt. De regner derimod med 1,5 procents overskud, som det er i dag. 

Kreditorerne er således fortsat i konflikt med hinanden. Tyskland insisterer på, at IMF skal være en del af den tredje hjælpepakke på 86 mia. euro, der blev vedtaget i 2015. Mens IMF insisterer på, at Grækenland skal have større gældslettelser end det lovede – og altså mindre strenge krav til overskuddet.

Den græske finansminister Euklid Tsakalotos ønsker ikke at skære yderligere ned på de offentlige udgifter. Det kan hænge sammen med de føromtalte demonstrationer og regeringens udprægede upopularitet blandt vælgerne. Syriza har i meningsmålingerne 15 procentpoint lavere tilslutning end det konservative Nyt Demokrati.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer