Tyske moskeer slog hendes søns radikalisering hen som en fase

»I den moské, jeg oftest brugte til at få hjælp, sagde de, at det med radikalisering var en fase. Vi forældre skulle være tålmodige og kærlige over for ham. Men det var jo helt tydeligt slet ikke nok.«

37-årige Neriman Yaman forsøgte i årevis at få hjælp fra moskeer, sociale myndigheder og politiet til sin stadig mere radikaliserede søn, Yusuf. Politiet slog det hen, socialrådgiverne nyttede ikke, og de henved 30 moskeer, som Neriman Yaman efter eget udsagn kontaktede, mente alle, at det bare var en fase.

Den 16. april i år udførte 16-årige Yusuf og to kammerater så Tysklands første egentlige islamistiske terrorangreb. De detonerede en hjemmelavet bombe ved et sikhtempel i byen Essen kort efter, at 100 personer havde forladt templet efter en bryllupsceremoni. En sikhpræst blev hårdt såret og to andre fik lettere kvæstelser, og det var et mirakel, at der ikke skete mere, sagde tysk politi dengang. 

Det islamistiske netværk, der havde inspireret Yusuf i en radikaliseret salafistisk retning, var det samme, som havde kontakt til attentatmanden fra julemarkedet i Berlin tidligere denne måned.

Information mødte Neriman Yaman nogle uger inden det seneste tyske terrorangreb i forbindelse med lanceringen af hendes bog om sønnens radikalisering. Hendes mål er at hjælpe andre forældre til børn, der er ved at glide ind i et radikaliseret univers. Samtidig vil hun råbe myndighederne op. Hendes egen hjælpeløshed er blevet del af bogens titel:

Mein Sohn, der Salafist, min søn, salafisten, med undertitlen ’hvordan mit barn blev radikal, uden at jeg kunne forhindre det’.

Et uroligt barn

Neriman Yaman anvender som forfatter sit fødenavn og ikke familienavnet. Hun er af tyrkisk oprindelse, men ligesom sin søn er hun født og opvokset i Ruhr-byen Gelsenkirchen i et moderat troende hjem.

Yusufs radikalisering begyndte med, at han som 14-årig besvimede efter at have røget vandpibe. Da han igen blev klar i hovedet, ville han skifte retning.

»Han ville holde sig til islams regler og begyndte at gå i de lokale moskeer i Ruhr-området, hvor han engagerede sig i uddeling af koraner og mødte ældre medlemmer af korangruppen, som han kaldte ’brødre’.«

»Min søn har ADHD og har altid været et uroligt barn, der elskede at være midtpunkt, men som på grund af sit temperament også stødte andre fra sig. Han havde derfor ikke så mange venner,« fortæller Neriman Yaman.

»Først var vi glade for, at han viste sig mere fornuftig, og vi støttede ham i hans søgen mod islam. Jeg sagde, at han skulle lytte til Pierre Vogels prædikener, da Yusuf ikke forstår tyrkisk så godt,« fortæller Neriman Yaman med henvisning til en omstridt tysk salafist, der har fordømt Islamisk Stat og deres terrorangreb i Vesten. 

»Men efter kort tid blev vi bekymrede. Nu ved vi, at han nærmest blev hjernevasket.«

Prædikanten uden ansigt

De ældre såkaldte ’brødre’, tog Yusuf med i baglokalet til et rejsebureau i Duisburg. Det tilhørte salafisten Hasan C., der ifølge den tyske anklagemyndighed har påvirket mange unge i retning af Islamisk Stat.

Han står angiveligt i ledtog med prædikanten Abu Walaa, der igen ifølge anklagemyndigheden går for at være den øverste mand i Islamisk Stat-netværket i Tyskland, og som altså også har stået i kontakt med attentatmanden fra julemarkedet i Berlin, tuneseren Anis Amri.

Abu Walaa har øgenavnet ’prædikanten uden ansigt’, fordi han han på sineYouTube-videoer altid sidder med ryggen til kameraet. På Facebook havde han 25.000 følgere, indtil kontoen i november blev lukket, og Abu Walaa blev anholdt sammen med Hasan C. og en tredje top-salafist i Dortmund, Boban S. Det er netop Boban S., som Berlin-gerningsmanden ifølge Der Spiegel har boet hos i perioder. Angiveligt har Boban S. hvervet unge mænd til IS-aktiviteter i Tyskland i en moské i Dortmund og trænet andre til at tilslutte sig IS-enheder i Syrien og Irak.

Også Yusuf blev taget med i mere radikale moskeer i Ruhr-området, fortæller Neriman Yaman. Han blev mere ekstrem i sine holdninger og truede en jødisk pige på sin skole med at »brække nakken på hende«.

Truslen medførte, at han måtte skifte skole.

»Måske kunne vi have taget mobilen fra ham eller forbudt ham at gå ud. Men jeg var også bange for at miste ham. Det er klart, at vi som forældre ikke har været perfekte. Vi kunne selv have gjort mere,« lyder det fra Neriman Yaman.

Men hun er også skuffet over både moskeerne og myndighederne.

»Jeg forsøgte tidligt at få hjælp, jeg vidste jo ikke, hvem der kunne hjælpe os.«

Det var her, hun forsøgte at få hjælp ved de mange moskeer, der slog radikaliseringen hen som en fase. Derpå kontaktede hun en offentlig enhed, ’Wegweiser’, der hjælper unge ud af radikalisering.

Gift som 15-årig

Yusuf og moren gik dér til møder med socialrådgivere med et par ugers mellemrum, hvor de talte om Yusufs fremtid. Han blev dog stadig mere radikal og begyndte at tale i koranvers. Neriman Yaman var rådvild. Hen over sommeren 2015 fik hun sig endnu et chok.

»Min søn sagde, at han var blevet gift, og at han ville præsentere os for sin kone. Hun var tilsløret af en burka. Man kunne ikke engang se hendes øjne, og hun havde også handsker på. Man kunne intet se af pigen.«

Neriman Yaman ringede til politiet og forklarede, at hendes søn var blevet gift i en moské i Solingen, selv om han kun var 15 år gammel. Politiet foretog sig ikke videre, fordi der ikke forelå nogen anmeldelse om kriminel adfærd.

I januar 2016 fik både politiet og Wegweiser at vide, at Yusuf havde vist en film af en bombesprængning på sin mobil til klassekammerater i skolegården. Yusufs ældre søster Büsra havde set videoen og mente, at det var en testsprængning.

Poliet erkender i dag, at det var en fejl, at man på daværende tidspunkt ikke foretog sig noget, lyder det i en kommentar til stern.de.

Næste politisvigt kom blot få måneder før angrebet på sikhtemplet, da Neriman Yaman så på sin søns computerskærm, at han var i færd med at undersøge, hvordan man laver bomber.

»Jeg fik et nervesammenbrud og kontaktede straks myndighederne og sagde, at jeg ikke kunne overskue det. De måtte tage min søn med sig. Men jeg blev bare sendt hjem igen,« siger Neriman Yaman.

Kørte ham selv til politiet

To dage efter angrebet sad 16-årige Yusuf på sit værelse og fortalte sin mor, at det var ham, der sammen med et par kammerater havde begået bombeattentatet. 

»Yusuf og de to venner havde bestilt materialet til bomben over Amazon og brugt anvisninger på en YouTube-video til at bygge bomben,« fortæller Neriman Yaman.

Lige efter tilståelsen fik hun overbevist sin søn om, at han skulle melde sig. Hun endte med selv at køre ham til politistationen.

De tre anklagede, der alle er under 18 år gamle, har siden siddet i et særligt sikret ungdomsfængsel, mens myndighederne har samlet beviser til retssagen, der begyndte i denne måned i Essen.

»Selv om Yusuf har indrømmet, hvad han har gjort, har myndighederne sendt informanter ind i fængslet for at kunne bevise, om Yusuf nu også virkelig fortryder sine handlinger,« fortæller familiens advokat Burkhard Benecken, der også fører Yusufs sag.

Hovedanklagen lyder på mordforsøg, mens Yusufs advokat hævder, at det var en »leg med sprængstoffer«, der udviklede sig i en uheldig retning.

Opsang til imamer

Burkhard Benecken mener, samfundet skal bruge langt flere penge på at forebygge den salafistiske radikalisering af unge.

»Den sag, der nu føres mod Yusuf, koster flere hundredtusinde euro. De penge kunne bruges bedre på oplysning,« siger Burkhard Benecken.

Neriman Yamans opsang retter sig også mod imamerne.

»Når der er unge og børn tilstede i en moské, så skal der også være en pædagog med forstand på teologi, så de unge også kan få vendt de følsomme spørgsmål, uden at de får de radikale ideer med,« foreslår hun.

Hun håber, at hendes søn kommer ud af fængslet uden for mange men, og at hans sag kan være en advarsel:

»Når jeg søger hjælp, er det, fordi jeg føler mig magtesløs, men det er meget svært, når ingen rigtigt vil anerkende det, når advarselslamperne blinker.«