Nyhed
Læsetid: 5 min.

Udviklingen ved polerne får det til at løbe koldt ned ad ryggen på klimaforskere

På én og samme gang er havisen i Arktis og ved Antarktis skrumpet til rekordlavt niveau for årstiden. I nord truer selvforstærkende processer med at få udviklingen til at løbe løbsk. Vi har aldrig set noget lignende, siger forskere
global opvarmning Antarktis Arktis isen smelter

Ved Antarktis mod syd var der midt i november 1,12 millioner kvadratmeter mindre havis end i det tidligere rekordår, 1986. Det kommer bag på klimaforskerne, fordi isen ved Antarktis faktisk er vokset en smule i udbredelse gennem tre årtier

Konrad Wothe

Udland
2. december 2016

Det var et tweet fra Zachary Labe, 2. års ph.d.-studerende ved Department of Earth System Science, University of California, Irvine, der udløste alarmsignalerne på de sociale medier.

En graf dateret 15. november og baseret på dataværdier fundet dybt i den løbende afrapportering af satellitmålinger hos US National Snow and Ice Data Center (NSIDC), fik den unge klimastuderende til at hæve øjenbrynene og smide grafen på twitter.

»This is not normal,« skrev Zack Labe som overskrift til grafen i sit tweet.

Den blev opfanget af en anden klimanørd, meteorolog og klimaskribent Eric Holthaus, der retweetede det, nu med overskriften: »Folks, we’re in a climate emergency. Tell everyone you know.«

Samtidig blev grafen spottet af Bill McKibben, veteran i den amerikanske klimabevægelse og stifter af klimanetværket 350.org. »Something is very, very wrong,« skrev McKibben i et tweet, der siden er blevet delt og anbefalet titusinder af gange.

En ledende klimaforsker og tidligere hovedforfatter hos FN’s Klimapanel, IPCC , Ken Caldeira fra Carnegie Institution for Science, fulgte op med sit eget tweet:

»For første gang ser vi, at havisen i Arktis og ved Antarktis er på rekordlavt niveau samtidig«.

Overraskende sammenfald

Det er dét, der overrasker og foruroliger ved grafen: Når det er mørk vinter højt mod nord, er det forår omkring Sydpolen, og derfor er det normale billede, at havet fryser til og isen vokser i Arktis, alt mens den smelter og skrumper ved Antarktis.

Lægger man værdierne for isareal i nord og syd sammen i én graf, får man på denne årstid typisk et samlet isareal, der vokser. Men den aktuelle, kombinerede graf for de to ismasser viser et helt uventet og dramatisk fald, uden fortilfælde i de knap 40 år, der foreligger satellitmålinger fra.

Faldet i samlet isareal skyldes, at der midt i november på én og samme tid foregik en rekordafsmeltning ved Antarktis og en overraskende afsmeltning i Arktis, hvor tilfrysningen ellers skulle være i gang. Netop nu fryser det igen i Arktis, men isarealet er næsten én million kvadratkilometer mindre end på samme tidspunkt i det hidtidige rekordår, 2012.

 

 

Det overrumplende billede af den globale havis’ nedtur afspejler, at 2016 ifølge klimaforskerne er på vej til at blive det hidtil varmeste år i målingernes historie, men i sig selv er Arktis og Antarktis så vidt vides to uafhængige systemer, der typisk analyseres og beskrives hver for sig.

Så grafen, der er gået viralt på nettet, afspejler ikke ét fænomen, men snarere, at der både højt mod nord og dybt mod syd sker uheldsvangre, uforudsete klimaforandringer.

»Jeg har aldrig set noget som det, der er sket det seneste halvandet år,« siger Mark Serreze, chef for NSIDC, til klimasitet Climate Central.

Stabiliteten i fare

»Det har været et vanvittigt år. Der er ingen is ved Svalbard endnu. I løbet af de seneste få dage er havisen i Beringhavet skrumpet,« sagde i sidste uge professor Julienne Stroeve, ledende klimaforsker ved University College London, til The Guardian.

»Det, vi ser, er både overraskende og alarmerende. Dette går hurtigere end modellerne. Det er alarmerende, fordi det har konsekvenser,« siger samme sted Rasmus Tonboe, klimaforsker ved Danmarks Meteorologiske Institut med speciale i målinger af isen.

En af de ledende forskere på klimaændringer i Arktis, forskningsprofessor Jason Box, GEUS, siger til Information, at de nye data fortæller, at »vi er ved at miste det system, der stabiliserer forholdene på den nordlige halvkugle.«

»Troperne opvarmes som bekendt mere af solen end polerne, og derfor flyder varmeenergien løbende fra troperne mod de kolde poler, hvorfra den afgives til verdensrummet. Men når Arktis varmes op, bliver temperaturforskellen mellem troper og arktiske egne mindre, og det dæmper varmetransporten mod nord og dermed hele cirkulationssystemet af hav- og luftstrømme.«

Fortsætter udviklingen med en svækket varmebortledning, vil også troperne blive stedse varmere.

I det arktiske område er den selvforstærkende mekanisme ifølge Jason Box, at mindre havis på grund af global opvarmning leder til større afgivelse af varme fra havet til atmosfæren, fordi det isolerende låg af is er reduceret.

»En større varmeafgivelse giver således en varmere atmosfære, og den højere temperatur indebærer, at havisen ikke kan dannes så hurtigt, som den plejer på denne årstid.«

Flere steder i det arktiske område har luften i november været op til 20 grader varmere end normalt. Med stedse svagere is til at holde på havets varme kan processen år for år løbe stærkere.

»Konsekvens af denne udvikling er bl.a. mere ekstreme vejrfænomener. Det er blevet forudsagt lige siden den første rapport fra FN’s Klimapanel i 1990. Det, vi har lært siden, er, at systemet er mere følsomt, end vi forestillede os,« siger Jason Box.

»Udviklingen i Arktis har været tydelig i årevis, men den hastighed, hvormed det foregår, er større, end nogen har troet,« siger Julienne Stroeve.

En rapport netop offentliggjort af Stockholm Environment Institute, Arctic Resilience Report, advarer om en række selvforstærkende feedback-processer, der kan tage fart og indebære, at Arktis overskrider en række tipping points, hvor udviklingen med klimaforandringer for alvor løber løbsk.

 

Forskerappel til Trump

Ved Antarktis mod syd var der midt i november 1,12 millioner kvadratmeter mindre havis end i det tidligere rekordår, 1986. Det kommer bag på klimaforskerne, fordi isen ved Antarktis faktisk er vokset en smule i udbredelse gennem tre årtier af årsager, forskerne godt kan forklare, og som ikke strider mod modellerne om global opvarmning.

En sandsynlig forklaring på det rekordlave isdække netop nu kan være stærke vinde, der spreder isen, i kombination med opvarmningen af havet.

Den opsigtsvækkende udvikling ved polerne falder sammen med en nervøs venten på, hvordan USA’s tiltrædende, klimaskeptiske præsident Donald Trump vil forholde sig. Forleden lod han meddele, at midlerne til NASA’s klimaforskning skal skæres bort, ligesom han har varslet en amerikansk udtræden af klima-aftalen fra Paris.

Trump har indsat en fremtrædende klimaskeptiker, Myron Ebell fra den konservative lobbyorganisation Competitive Enterprise Institute, til at forestå en ’omlægning’ af den amerikanske miljøstyrelse, EPA, der af Barack Obama har fået mandat og redskaber til at begrænse CO2-udledningen fra de amerikanske kraftværker.

Mere end 2.300 amerikanske forskere, herunder 22 nobelpristagere, sendte i onsdags et åbent brev til Trump med en appel om, at klimaforskningen og den øvrige naturvidenskabelige forskning fortsat får ordentlige forskningsvilkår og tages alvorligt af politikerne.

 

I den oprindelige version af artiklen var det fejlagtigt angivet, at det lave isdække ved Antarktis bl.a. havde sandsynlig sammenhæng med ferskvand fra smelteprocesser på det antarktiske fastland. red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Randi Christiansen

Det ser ud til, at der ikke rigtig er tid til at fedte rundt med alt mulig andet end akut klimatilpasning. Akut ! Og det ser desværre ikke ud til at være feset ind under tænkehatten i de såkaldt ledende lag. Hvad er vi så? Vi er fucked ....

birgitte andersen, Torben Skov, Benta Victoria Gunnlögsson, john andy houbo Pedersen, Vibeke Hansen, Flemming Berger, Anne-Marie Krogsbøll, Søren Fosberg, John Andersen, Bo Rosenkilde, peter fonnesbech, Anders Barfod, Niels-Simon Larsen, Mona Blenstrup, Klaus Lundahl Engelholt, Arne Lund og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Eller har den ene procent gang i en moderne noahs ark? Til sig selv. Og når så de efter syndfloden skal genopbygge biotop/habitaten, er de fri for alle de socialistiske fjolser, som inden syndfloden forpestede deres tilværelse ....

birgitte andersen, Torben Skov, Benta Victoria Gunnlögsson, Flemming Berger, Søren Fosberg, Mads Kjærgård, John Andersen, Torben K L Jensen, Martin Madsen, Anders Graae, Ervin Lazar, Anders Barfod, Niels-Simon Larsen, Arne Lund, Dorte Nielsen, Torben Skov, Erik Karlsen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

Panikmageri

Randi – måske forholder det sig bare således, at med det mere og bedre måleudstyr, mere præcise klimamodeller, dygtigere forskere etc. opdages flere klimatiske sammenhænge på metaniveau til justering af deres matematiske modeller– akkurat ligesom lægevidenskaben finder flere og flere sygdomme med deres mere og mere præcise måleudstyr uden at fange de langsigtede tendenser …

Ser man på den enkelte røde kurve i ovenstående grafafbildninger er der sandsynligvis bare tale om målefejl de sidste tre måneder – som min gamle fysikprofessor altid mindede os om, når vi mødtes i laboratoriet – ’HUSKAT man kan måle, hvad som helst’ …

Palle Jacobsen, Flemming S. Andersen og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne kommentar

@Randi

Eller har den ene procent gang i en moderne noahs ark

Nemlig!. Det er bare ikke dén ene procent, du tror.
Og så er det nok snarere en promille.

/O.

Trump og hans vælgere er kyskolde i røven over de alarmerende rapporter. Han er blevet valgt til at sætte endnu mere damp under kedlerne, og så er der ikke plads til klimahensyn.
En lign. tendens ses også hos Europas højrepopulister.

Torben Pedersen

I stedet for håndvaskene, vil man stille sig ved det stigende havvand, vaske hænder og sige: 'Hvordan skulle vi have forudset det - der var intet vi kunne gøre.'

Torben Skov, Søren Fosberg og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Jan Weis. Hvordan kan emnet være alvoligt, hvis du ikke mener det eksisterer?

Knud Chr. Pedersen, John Fredsted, Flemming Berger, Søren Fosberg, Torben K L Jensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jeg har ikke læst artiklen endnu, men overskriften føjer sig smukt ind i strømmen af rapporter siden Grænser for vækst, 1972.
Virkelighedsfortrængerne føjer sig også ind i deres strøm, og sådan er alt ved det gamle. Vil man ikke høre, så må man føle, og det sker verden over. 2016 har været det hidtil varmeste år. I Danmark varmer man sig dog ved tanken og siger: "Ih, hvor er det dejligt vejr i dag". Det vil man også gøre i 2017 og i...
"De åd og drak og tog til ægte, lige indtil regnen kom".

Torben Skov, Benta Victoria Gunnlögsson, peter fonnesbech, john andy houbo Pedersen, Bruger 240852, Søren Fosberg og Jens Bryndum anbefalede denne kommentar

Peter Knap - naturligvis eksisterer problemet, der er kun blevet talt om målingerne - iøvrigt 'imponerende' med alle dine 'hits' ... ;-)

Christian Lucas

Gad vide hvad der egentlig skal til for at få vores politikere til at forstå hvor alvorligt det er? Det kræver jo at de holder næsen ude af deres regneark og elendige økonomiske modeller i adskillige TIMER!!

Er der nogen på Christiansborg som er vågne? Der bliver ikke mere vækst i dette paradigme, faktisk skal I ikke regne med ret meget på den front før vi har en ready-to-market fusions reaktor eller endnu noget mere avanceret.

Jan Weiss. Ok så er jeg mere rolig. Man kan så selvfølgelig spørge, hvordan problemet kan erkendes, hvis målingerne er upålidelige. Det skal jeg dog undlade. Hav en fortsat god dag og slut herfra.

Randi Christiansen

Jan, når man nu ved, at menneskets økologiske aftryk skubber meget voldsomt til den klimatiske balance, vi ser meget store klimaudsving med klimaflygtninge til følge, vi ser de voldsomste afsmeltninger i 40 år og deraf følgende trussel om saltvandspumpens nedsmeltning, så mener du ikke, at det giver grund til bekymring og til at overveje, hvorvidt hidtidige klimapolitik har formået at agere passende og ud fra en korrekt vurdering af situationen? Og du mener heller ikke, at den naturvidenskab som du så trofast og tillidsfuldt bekender dig til, har produceret klimaforskere, som vi kan have tillid til, når de med største alvor trykker på alarmknappen og varsler red alert !!! Og så har vi slet ikke talt om den tikkende metanbombe, som med afsmeltning nærmer sig detonering.

Jeg labber din beroligende tale i mig og afventer dens fortsættelse, mens jeg lytter til tidens esoteriske lærere, som fortæller om vort evige liv.

Benta Victoria Gunnlögsson, Janus Agerbo og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Halvt igennem artiklen - i al sin gru. Tænker på, at vi mennesker slet ikke er i stand til at redde os selv i mødet med en ukendt fare af det format. Ud over at vi ikke vil se faren i øjnene, kan vi heller ikke. Vi skal fx lægge vores livsform helt om, tilbage til stenalderen som det altid hedder. Vi kan jo ikke slå en ski., uden at temperaturen farer op over to-gradersgrænsen. Den globale, ansvarlige bevidsthed har aldrig vundet hævd, og det skulle den have gjort på alle niveauer af livet. Ærlig talt tror jeg, at vi alle ville sige, at skulle vi leve på den måde, ville livet ikke være værd at leve. Hvis ikke at vi kan få lov at fræse af sted med 180 i timen, gider vi ikke.
Det mærkelige er, at vi engang levede bæredygtigt. Det var dengang, vi var urfolk og ikke tømte vores område for levemuligheder. Det var et hårdt og ubarmhjertigt liv, men dog et liv. Nu har vi et komfortabelt liv, men hvor længe?

Randi Christiansen

Olivier, hvis det ikke er den økonomiske elite, man normalt refererer til som den ene procent, hvem er det så?

Niels-simon larsen

Vi har sgu aldrig levet bærdygtigt! Selv i den tidligste stenalder har vi allerede klaret at udrydde adskillige dyrearter, og så snart vi begyndte at danne civilisations-samfund gik det stærkt. Romerne har øde-lagt hele regioner ved at plyndre dem for naturressourcer til deres krigsmaskine og storbyer.

Den eneste civilisation der muligvis har levet nogenlunde bæredygtig var måske de Sydamerikanske, i kraft af at de aldrig har udviklet hjulet og det var med til at begrænse deres vækst og spredning.

Men det fik vi jo som bekendt godt styr på.

Niels-Simon Larsen, Flemming S. Andersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det gik for alvor galt med den fossile brændselsøkonomi. Så enkelt er det. Selvom en opvågning er i gang, så er menneskets omverdensbevidsthed stadig underudviklet, og da den fossile brændselsøkonomi opstod som en mulighed, valgte man den som løsning på det sociale problem istedet for at gå langsommere frem og dele jordens gaver.

Bibelens advarsel om ikke at foræde sig på kundskabens træ har vist sig uhyggelig præcis, og det kan frygtes, at en kommende katastrofe er af et omfang, så skyklapper og fars beroligende godnathistorier i afmagt vælges i stedet for redningskransen - som er akutomstilling, som er alle i bådene - nu! Hvilket vil sige, at kun nødberedskabet skal køre. Men med tanke på menneskets fremfærd bare i syrien ser det ikke ud til at være en mulighed. Suk

@Randi

De sagtmodige, som bekendt.

/O

Rune Aa. Hansen

Til Jan Weis. Kig på disse hjemmesider, til almen orientering.
http://arctic-news.blogspot.dk/2016_11_01_archive.html
http://ocean.dmi.dk/arctic/meant80n.uk.php
Du har al mulig ret til at anfægte og benægte fakta og en hel videnskabelig verdens viden på området det er din ret, men ikke en særlig velovervejet eller gennemtænkt.
Panikmageri...........
Jeg er en moden mand med en vis erfaring rundt om i verden. Jeg vil fortælle dig en lille historie som måske kan sætte dette emne lidt i perspektiv i forhold til i dag og for ca. 20 år siden.
Jeg har arbejdet i Grønland i perioden 1988 til 1995 som driftsleder inden for el-, varme,- og vandforsyning i Grønlandske bygder. I perioden 1992 til 1995 var jeg ansat ved Uummannaq Kommune som driftsleder. Jeg rejste meget i området, området er ca, halvt så stort som Jylland, med bil, båd, snescooter, hundeslæde og helikopter.
En af mine mange opgaver var at kontrollere istykkelsen på udsatte steder. Havisen som er i fjordene skal være min. 30 cm tyk før der gives tilladelse til færdsel på isen med tunge køretøjer, biler, lastbiler og lignende. Jeg startede som regel den sidste uge af november, måske lidt før. Der blev som regel givet tilladelse en måned før jul til færdsel på isen. Sådan havde altid været i den tid man kunne huske, der føres logbog på dette. Noget med forsikringer osv.
Jeg husker for nogle år siden en udsendelse fra netop Uummannaq hvor fangerne var begyndt at afvikle deres hundespand, der var vel omkring 1000-1500 hunde i Uummannaq by alene da jeg var der. Der var ikke længere grundlag for at have hundespand fordi isen var udeblevet eller meget ustabil. Det er en udvikling der er forsat.
Desuden følger jeg Grønland via DMI for at følge udviklingen. Klik ind og kig, se efter Ikerasak som er den bygdt i området der ligger nærmest indlandsisen og derfor det koldeste område der, det er her isen lægger sig først. I går på DMI står der ISFRIT MED SKOSSER. Det betyder, ingen havis men små isbjerge.
Det vil sige dit snak, og fra dine lige, er endnu engang gjort til vrøvl og sludder.
Det er det sidste indlæg jeg gider bruge krudt på til folk som dig. TJEK FAKTA.

birgitte andersen, Helle Preisler, Søren Roepstorff, Poul Helge Alsbirk, Jens Thaarup Nyberg, Philip B. Johnsen, Knud Chr. Pedersen, John Fredsted, Niels-Simon Larsen, Benta Victoria Gunnlögsson, Ralph Sylvestersen, john andy houbo Pedersen, Flemming Berger, Anders Barfod, Peter Knap, Kim Houmøller og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Nåh ja olivier, den med 'de sagtmodige der skal arve jorden' - ja, når nu jeg selv har introduceret de bibelske referencer ... og det virker såmænd også plausibelt, men den overtagelsesforretning ligner nu mere og mere om et skrækscenario.

Ja jan, sådan skulle det gerne være, mit spørgsmål var en efterspørgsel af yderligere be-eller afkræftelse af dine beroligelser.

Hysterisk panik er aldrig en hensigtsmæssig tilgang til problemløsning, men når det er sagt, så er jeg egentlig næsten lammet af sorg og skræk og forsøger at tackle det med galgenhumor og eso/ eksoteriske undersøgelser.

birgitte andersen, Torben Skov og Benta Victoria Gunnlögsson anbefalede denne kommentar

Netidioter eller fagfolk - hvem skal man dog tage alvorligt?
puha den er svær...

Der er kun en ting der hjælper og det er at stemme så grønt som man kan. Løkke og Mette Frederiksen får meget bedre forudsigelser om om klima udviklingen og de har uden tvivl længe vist at udviklingen var igang med accerele - som er det vi skal undgå. Jeg vil tro at man kan fylde en hel avis med nye beviser på klima forbedring, hvis ikke en daglig avis så en ugeavis... DET GÅR HURTIGT NU....det går så hurtigt at vi skal til at overveje at strejke og afsætte regeringer, hvis de ikke gør nok for klimaet..... det er andre tider. Nogen bør også ringe DF op og fortælle dem at "de gode gamle dage" er smeltet væk i klima forandringer.

Helle Preisler, Niels-Simon Larsen, Janus Agerbo og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Jeg har lyst til at græde. Der er ingen tegn på at politikerne vil gøre noget seriøst ved situationen. De vil bare have vækst for enhver pris. Og mere centralisering,

Poul Sørensen, Niels-Simon Larsen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Søren Schack Hansen

De enheder, de enheder!
2 steder i artiklen angives arealet til 1,2 millioner kvadratmeter, ét sted til 1,2 millioner kvadratkilometer!
Jeg vil da helst ønske det første, men sandheden er jo desværre nok det sidste! Lidt over 1 kvadratkilometer er for billigt sluppet.

Kiniserne er ved at bygge en kopi at Titanik, det er måske meget symbolsk for vores tid...

Ib Lynæs Hansen

Folket ser ikke atomkrigstruslen gennem Hillary, forgiftningen gennem vacciner og chemtrails og flytrafik i almindelighed. Dyremishandlingen æder det lystigt, aspartam, vi drikker sprøjtet. Det nyder det tidlige forår og drikker latte udendørs her i december. Bekvemmelighedstabet rammer ikke os, sagde statsministeren, og fløj til Seoul for miljøpengene. Og interessere sig for, om det bliver ½ g varmere om 84 år, ha, ha, ha.

Peter Ole Kvint

Hvorfor kan jeg ikke se det manglende isdække på denne hjemmeside?
http://www.aari.ru/odata/_d0015.php?lang=1

Hvorfor var det ikke jordens undergang at ishavet var isfrit, i tidligere perioder af denne mellemistid, sidst under anden verdenskrig?

Kan man lægge isen omkring Antarktisk, som er en ø, sammen med isen i Arktisk, som er et indhav omgivet af kontinenter?

Et helt andet spørgsmål: I tidlig middelalder steg havet hurtigt 2,5m, så vandet stod ind på Kongens Nytorv og ind til Tårnby på Amager. Sandsynligheden for at dette vil ske igen er noget nær 100%, da dette er til tilbagevendende naturfænomen. Spørgsmålet er bare hvornår. Hvorfor forbereder man sig ikke på dette?

Helle Preisler, Flemming S. Andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Peter Ole Kvint. Hvor i al verden har du disse forbløffende oplysninger fra?

Du kan ikke se det manglende isdække fordi det mangler. Der imod kan du ved at betragte lignende diagrammer over en årrække se isens udbredelse blive mindre.

CO2 udgør i dag 0.04% af atmosfæren. Omkring 1880 udgjorde CO2 0.028%. Når vi når 0.056%, kan CO2 forklare en temperaturstigning omkring 1 grad siden 1880. Dette faktum er den videnskabelige andel af teorien om 'klimaforandringerne'. Resten er (over)tro og mystiske feedback processer, som bor oppe i himlen. Hvis vi ønsker endnu en grads opvarmning, skal vi op på en CO2 % på 0.112, men det har vi slet ikke fossile brændsler til.

CO2 indholdet i atmosfæren er en af mange variabler i verdens klima, og hvor mange af dem er kendt i dag ? CO2 indholdet er langt fra at være den knap, vi kan regulere klodens temperatur med, selv om Kong Sensus prædiker det igen og igen.

Også astronomien startede ud som astrologi og udviklede sig over tid ved at skifte (over)troen ud med videnskab.

Klaus Seidenfaden

@Jan Weis:

Jeg undrer mig over, hvordan du på den ene side kan skrive om mere og bedre måleudstyr og dygtigere forskere - og så på den anden side afskrive disse forskeres målinger som forkerte.

Det havde jeg bare lyst til at sige...

Ja og det er sørme godt at Trump vil lukke NASA'S klimaoveråcning. Det er jo ikke at hold ud til at fremsætte gode fornuftige argumenter om klimaets sunde status, endog med videnskabelige belæg, når disse tumbede raket filejser hele tiden fremkommer med dat, der modsiger det.
Og nu henvender langt over 2000 af klodens såkaldte førenye videnskabsmæn, her i blandt 22 nobelpristagere sig til Trump for at få klimaet på dagsordenen. Hvorfor taler de folk dog ikke med danmarks store intelligensen Kruse, Weiss og Hansen.
Så vil de blive beroliget, ophøre med at skræmme os andre og verden kan fortsætte stille og roligt som hid til.

jasper bertrand

fra artiklen:
En sandsynlig forklaring på det rekordlave isdække netop nu kan være stærke vinde, der spreder isen, samt ferskvand fra smelteprocesser på det antarktiske fastland, som fortynder det salte havvand og hæver frysepunktet.
kommentar:
hvis frysepunktet hæves, skulle det give mere is! Håber resten af artiklen er bedre funderet.

ulrik mortensen

'A mathematically representative climate change debate' ;-)
https://www.youtube.com/watch?v=cjuGCJJUGsg

Der er nu noget at komme efter, Jan Weis og Frank Hansen. Jeg har kigget på denne side http://nsidc.org/ og kan ikke validere artiklens resultater. Måske andre kan?
God pointe Kvint.

At livsbetingelserne for menneskeheden bliver krævende med bare en meter vandstandsstigning inden for bare et par hundrede år er uomtvisteligt. At de fleste bare er bedøvende ligeglade skyldes jo afmagt/dumhed. Sjovt bliver det ikke, men helvedes dyrt!

At erhverve sig fast ejendom tæt på de danske kyster er virkeligt modigt eller dumt.

Benta Victoria Gunnlögsson

Randi Christiansen.
"Ikke at foræde sig på kundskabens træ"
Biblen er en klog bog. Jeg tror vi nu er midt imellem "Dansen om Guldkalven" og "Johannes Åbenbaringer"

Åh, Torben,

nu er jeg selv inde på den hjemmeside du nævner.

Som sagt i Artiklen, så vider den Baringhavet nærmest isfri.
Som sagt i artiklen, så viser den Svalbardøerne nærmest isfri.

Og den graf de har om isdække frem til 1. november følger den graf i artiklen ret tæt.

Og den anden interaktive graf viser også det dip i isdække, men så også at det vokser igen. Dog stadigt langt under normal.

Er det ikke frem for alt alle de mennesker, der har appetit på livet, herunder ikke mindst dem, der sætter børn i verden, der fører an i destruktionen af grundlaget for livet? Er det ikke frem for alt alle de mennesker, der mener, at livet er en størrelse, der fortjener at blive taget frivilligt seriøst, der fører an i destruktionen af grundlaget for livet? Såvidt jeg kan se, er svaret et bekræftende ja. Selvmodsigelsen, selv-negationen, er monumental tumpet, udsøgt tumpet. Jeg spørger i stigende grad mig selv: Er noget sådant overhovedet værd at bevare? Eller med andre ord: Vil det være det store tab, hvis vi udsletter os selv?

Bare lige for god ordens skyld: Ovenfor ikke antydet, at alle mennesker med børn fører an i destruktionen; kun antydet, at majoriteten gør.

Grethe Preisler

Jo, Kære John,

Hvis man spørger sig selv om det samme tilstrækkeligt mange gange, ender man alt andet lige med at få det svar, man vil have ...... ;-)

No pun intended - som franskmanden siger ;o)

Michael Kongstad Nielsen

Lad ikke de brovtende livstykker tage modet fra de sagtmodige, for de sidste har vi brug for, og de skal arve Jorden.
http://ordnet.dk/ods/ordbog?query=sagtmodig

Fejlkilder

Der er åbenbart rigeligt med fejlkilder ved sammenkoblingen af satellit- og ubådsmålinger og de statistiske modeller, men ikke mindst hele datagrundlaget siden 1979 åbenbart er behæftet med store usikkerheder, iflg. den aktuelle medforfatter 'Zachary Labe' et al. ...

“Arctic sea ice is an important component in Earth's climate system, contributing directly to the global energy balance. The decrease in the extent of Arctic sea ice has been well observed by satellites since 1979 (Fig 1). However, a satellite record of sea ice thickness (SIT) measurements remains limited to the last decade and is subject to a number of uncertainties including: snow depth on sea ice, age and density of sea ice, and satellite instrumental error” (Sic!). { min kursivering }.

http://sites.uci.edu/zlabe/files/2016/10/ZLabeMagnusdottirStern_DSIposte...

Så mangler vi bare at videnskaben bekræfter (eller højst sandsynligt) afviser, at ’den røde kurve’ dækker over en reel klimaforandring eller noget helt andet – en sjælden diskontinuert proces i en 'konservativ' natur svarende til vulkanudbrud eller jordskælv …

Har lige sendt en mail til Zachary Labe med uddybende spørgsmål i forbindelse med nærværende artikel og for at få et indtryk af, hvor seriøs hele sagen egentlig er ...

Som sagt, man kan måle hvad som helst.
Zack har allerede svaret - it may be an anomaly/noise - eller med andre ord, de aner endnu ikke, hvad det er, de har fået målt og hvorfor grafen ser sådan ud - men de forfølger naturligvis 'the red curve enigma' ...
Så meget for al opstandelse ... ;-)

Grethe Preisler

Den postfaktuelle tidsalder

"Folk burde være, som skriften forlanger:
blide som duer og snilde som slanger.
Men ak mange ærede herrer og fruer
er blide som slanger og snilde som duer"
(Kumbel)

@Kongstad: "Lad ikke de brovtende livstykker tage modet fra de sagtmodige, for de sidste har vi brug for, og de skal arve Jorden."

Hvis man med sagtmodig mener beskeden og hensynsfuld, hvilket vel er tilfældet, så bliver det ganske givet ikke tilfældet, og det er jeg såmænd ganske godt tilfreds med: Dem, der kommer til at 'arve' Jorden, er naturligvis de brovtende og, ikke mindst, de aggressive. Og netop heri er der for en sjælden gangs skyld noget retfærdighed at finde. Disse mennesker kan så nemlig få lov til at slås med hinanden om de rester, der er tilbage på en arret og forarmet planet.

Tilføjelse: Men selvfølgelig er der et problem: Selvom forældrene måtte have opført sig brovtende og aggressivt, i det mindste forbrugsmæssigt, så behøver deres børn ikke nødvendigvis også falde i samme kategori (selvom der bestemt synes at være en afsmittende effekt), men det er dem, altså børnene, der skal slås i en stadig mere ødelagt verden. Det vil der jo så tydeligvis ikke være noget retfærdigt ved.

Jens Thaarup Nyberg

Jan Weis
04. december, 2016 - 05:13
Så den med kurven viste udbredelse af isdækket er der gode måldata for - tykkelsen kan der være lidt usikkerhed om.

Sider