Læsetid: 5 min.

Uhellig alliance om nej til Renzis reform

Hvordan kan fortalerne for principperne bag Italiens republikanske og eksplicit antifascistiske forfatning fra 1948 være på linje med nyfascisterne inden søndagens folkeafstemning om en forfatningsreform?
Iagttagere frygter, at et ja til forfatningsændringerne i Italien vil bane vej for populisten Beppe Grillo. ’Udsigten til, at Grillo bliver statsminister, valgt af et mindretal og støbt ind i embedet med cement takket være Renzis reform, finder mange italienere – og en stor del af Europa – foruroligende,’ skriver magasinet The Economist.

Iagttagere frygter, at et ja til forfatningsændringerne i Italien vil bane vej for populisten Beppe Grillo. ’Udsigten til, at Grillo bliver statsminister, valgt af et mindretal og støbt ind i embedet med cement takket være Renzis reform, finder mange italienere – og en stor del af Europa – foruroligende,’ skriver magasinet The Economist.

Gregorio Borgia

3. december 2016

Gamle fjender har fundet fælles fodslag inden søndagens folkeafstemning om forfatningsreformer i Italien.

Nejsigerne, der afviser ministerpræsident Matteo Renzis forslag til 47 ændringer i forfatningen, omfatter såvel den kommunistiske fagbevægelse som nyfascister, separatisterne og EU-modstanderne i Lega Nord, syditalienske monarkister, venstrefløjen i og til venstre for regeringspartiet PD, den forhenværende ministerpræsident Silvio Berlusconi og hans efterfølger, den tidligere EU-kommissær Mario Monti samt protestpartiet MoVimento 5 Stelle (M5S).

At modstanderskaren er så broget, bruges som et selvstændigt argument for reformen. For hvad kan de indædte forsvarere af principperne bag den republikanske og eksplicit antifascistiske forfatning fra 1948 have til fælles med Mussolini-nostalgiske grupperinger som CasaPound?

»Vi ved, at en del af venstrefløjen ikke stemmer for forfatningsreformen og dermed indtager samme standpunkt som CasaPound, og vi stemmer ikke sammen med CasaPound,« har Renzis reformminister, Maria Elena Boschi, sagt i løbet af valgkampen.

Men der er »en afgrundsdyb forskel« på at stemme »sammen med« og »stemme ligesom«, minder to italienske politologistuderende i USA ministeren om i en artikel i La Voce di New York:

»Ja, vi stemmer ligesom CasaPound, men ikke mere end demokraterne (PD, red.) stemmer sammen med Verdini,« skriver Andrea Pesce og Luca Rizzotti.

Fragmenteret system

Denis Verdini er en tidligere koordinator i Berlusconis Forza Italia, som har dannet en ny gruppe i parlamentet, ALA, for at støtte Renzis regering. Han er en kontroversiel person, der ligesom Renzi stammer fra Firenze, og som er involveret i fem verserende retssager for bl.a. korruption.

Allerede inden Renzi i 2010 blev borgmester i byen, havde Verdini et godt øje til ham, og Verdinis mandater har været afgørende for forfatningsreformens vedtagelse i parlamentet.

Derfor indtræder ALA formentlig i regeringen i tilfælde af et ja ved folkeafstemningen. Forfatningsreformen er ifølge nogle iagttagere skræddersyet til et hegemonisk midterparti, som kan blive en realitet, hvis venstrefløjen i PD og Renzi bryder med hinanden.

Læs også: Splittelse er det eneste sikre resultat

Renzis reform, der øger regeringens magt, minder også på flere punkter om de forfatningsændringer, Berlusconi forgæves forsøgte at få vedtaget:

»Selvfølgelig er han i dag kandidat for PD, men hvis alt på et tidspunkt bliver kastet op i luften, vil jeg ikke udelukke, at vi kan udrette noget sammen,« udtalte Verdini om Renzi i 2008.

Berlusconi står med to fødder i én sko inden folkeafstemningen. Forza Italia anbefaler et nej, men yder en efter Berlusconis standarder meget afdæmpet indsats, da hans tv-kanaler ikke er sat ind i valgkampen.

På den ene side er der virksomhedens interesser, som for tiden bedst beskyttes med Renzi i statsministeriet, og på den anden side er der Berlusconis kamp mod den unge Matteo Salvini fra Lega Nord for at bevare sin lederposition på højrefløjen:

»Hvis Salvini skulle reformere forfatningen, ville han skrive det stik modsatte af, hvad vi ville skrive, fordi han har et helt andet syn på samfundet,« påpeger Pesce og Rizzotti, »Renzi og Verdini har derimod tydeligvis det samme syn på staten, hvilket burde mane til eftertanke. Desværre er der nødvendigvis kun to positioner ved en folkeafstemning, hvilket i et så fragmenteret politisk system kan skabe afskyelige alliancer.«

Afgørende stemmer

Nejkampagnen har på forhånd meddelt, at resultatet vil blive indklaget for domstolene, hvis reformen bliver godkendt. Det skyldes risikoen for uregelmæssigheder i forbindelse med valgkredsene uden for landets grænser.

Siden omkring fem mio. italienske udvandrere og deres slægtninge for 10 år siden fik valgret, har disse stemmer været afgørende ved to parlamentsvalg. En ministeriel rapport, som for nylig kom frem, konkluderer, at der er store huller i sikkerheden omkring uddelingen af valgkort og optællingen af stemmerne i udlandet.

Samtidig er PD’s kampagne for et ja kommet under anklage for at overtræde reglerne for persondatabeskyttelse ved at bruge adresseoplysninger i vælgerregistreret til at fremsende propagandamateriale til udlandsitalienerne.

Opbakningen til reformen ser ud til at være størst blandt de mest privilegerede. Fagforbundet CGIL skønnede for nylig, at Renzi-regeringens jobstøtteordninger har kostet 18 mia. euro, men kun skabt få permanente arbejdspladser.

Regeringen har sværest ved at overbevise syditalienerne om, at den kan forbedre deres vilkår. Under krisen har en mio. mennesker, heriblandt mange højtuddannede, forladt den sydlige del af landet, og tendensen er ikke vendt under Renzi, fastslår forskningscentret SVIMEZ i sin seneste rapport.

Til gengæld har Romano Prodi – PD’s stifter, tidligere regeringsleder og EU-kommissionsformand – meddelt, at han – »også selv om de foreslåede reformer ikke har den nødvendige dybde og klarhed« – agter at stemme ja.

Stærk mand

Det er ikke mindst udsigten til, at et nej til forfatningsændringerne kan skabe politisk ustabilitet og bringe M5S til magten, der har fået også EU-kommissionen og magtfulde ministre i den tyske regering til offentligt at støtte reformen.

I en valgvideo hævder M5S’s stifter og lederfigur, komikeren Beppe Grillo, at regeringens øgede beføjelser i den ændrede forfatning vil ende med at give multinationale selskaber frit spil til at udnytte i Italiens ressourcer.

M5S, der er opstået og blevet landets næststørste parti under eurokrisen, har argumenteret for en folkeafstemning om Italiens medlemskab af euroen. Men så vidt kommer det næppe foreløbig. I betragtning af at et stort flertal i Italien trods alt stadig er EU-tilhængere, er det tvivlsomt, om M5S virkelig vil insistere på det.

Det er i første omgang også mere sandsynligt, at et nej udløser en overgangsregering – med eller uden Renzi – som får den bundne opgave at gennemføre en ny valglov, der kan modvirke M5S’s magtovertagelse. Selv om det italienske erhvervsliv støtter forfatningsreformen, anbefaler The Economist italienerne at stemme nej:

»Risikoen ved Renzis plan er, at den primært vil gavne Beppe Grillo,« skriver det liberale ugemagasin, der frygter, at ændringerne kan bane vejen for »en stærk mand« i et stort europæisk land, der flere gange før har vist sig at være »bekymrede sårbart over for populisme:

»Udsigten til, at Grillo bliver statsminister, valgt af et mindretal og støbt ind i embedet med cement takket være Renzis reform, finder mange italienere – og en stor del af Europa – foruroligende.«

Der er forbud mod at offentliggøre meningsmålinger i to uger inden afstemningen. De seneste målinger viste et solidt og stigende forspring til nej-siden, gennemsnitligt på omkring seks procent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu