Læsetid: 7 min.

’Det vigtigste, vi har gjort for Syrien, er at skabe håb’

Arbejdet med at redde døde og sårede ud af ruinerne efter det syriske regimes og det russiske militærs angreb i Aleppo kan virke håbløst. Men håbet er måske det vigtigste at redde, siger lederen af den syriske hjælpeorganisation De Hvide Hjelme, som var i Danmark i sidste uge
’Vores pligt er at lede efter overlevende og lede efter liv. Så længe, der stadig er håb om at kunne finde liv, bør vi lede’, siger leder af De Hvide Hjelme, Raed al-Saleh.

’Vores pligt er at lede efter overlevende og lede efter liv. Så længe, der stadig er håb om at kunne finde liv, bør vi lede’, siger leder af De Hvide Hjelme, Raed al-Saleh.

Thomas Nielsen/100HEADS

5. december 2016

Han får spørgsmålet hver dag.

Raed al-Saleh, leder af den syriske hjælpeorganisation De Hvide Hjelme, sidder på en sort Syverstol i Udenrigsministeriets mødelokale 6b 40 i København. I en grå striktrøje med mønstre og med hænderne foldet.

Han har lige været til møde med politikere på Christiansborg for at fortælle politikerne om situationen i Aleppo.

Dagen inden var han til møde med den tyske og den franske udenrigsminister og dagen før i Washington.

Alle steder bliver han spurgt om det samme: Hvordan er situationen i byen lige nu?

»Jeg er ked af at sige det,« siger han.

»Det er det mest ubehagelige spørgsmål. Men jeg kan svare på det ved at citere Stephen O’Brien.«

O’Brien er lederen af FN’s kontor for koordinering af nødhjælp.

»Aleppo er ved at blive forvandlet til en stor gravplads.«

De Hvide Hjelme er en organisation af frivillige nødhjælpsarbejdere, som blev stiftet i 2013 og siden har arbejdet i de oprørskontrollerede dele af Syrien for at redde civile. Organisationen er ifølge dens leder uafhængig og har ifølge egne tal 3.000 aktive redningsarbejdere, der har reddet omkring 75.000 personer. I 2016 blev organisationen nomineret til Nobels fredspris.

Nytteløst?

De seneste måneders belejring af Aleppo og de russiske bombardementer af byen har fået det internationale samfund til igen at rette opmærksomheden mod byen. Det østlige Aleppo har været under belejring i 150 dage, omkring 200.000 er fanget uden adgang til fødevarer eller hospitaler, og bydelen forventes at falde inden for de kommende uger. 

Som Stephen O’Brien sagde, er det østlige Aleppo ved at blive forvandlet til en gravplads.

Men De Hvide Hjelme arbejder videre med at finde overlevende.

– Er det ikke nytteløst?

Raed al-Saleh kigger roligt på tolken, mens han oversætter spørgsmålet.

»Nej,« siger han så.

»Der er vi ikke nået til«

– Kan du forklare hvorfor?

»Fordi vores pligt er at lede efter overlevende og lede efter liv. Så længe, der stadig er håb om at kunne finde liv, bør vi lede. Det ved vi blandt andet, fordi vi på et tidspunkt gravede og ledte i 16 timer under en treetagers bygning, som var styrtet sammen, og til sidst fandt vi et lille barn i live.«

– Men krigen fortsætter og bliver værre …

»Ja, det er rigtigt. Hver dag er værre end dagen før, og antallet af døde stiger. Vores mål er at lindre smerten for folket, men vi kan ikke stoppe krigen, den stopper først, når angrebene på de civile stopper.«

– Men hvorfor forsøge at redde nogle hundrede eller tusinde civile om ugen, når krigen fortsætter med at kræve endnu flere ofre?

»Dem, vi redder, skulle de bare dø? Alle har en pligt, og vores pligt er at redde folk. Det vigtigste, vi har gjort i Syrien, er at skabe håb i befolkningen, og folk ved, at hvis de bliver ramt, eller deres hus bliver ramt, så vil der være folk, der leder efter dem.«

– Så jeres arbejde handler om at skabe håb?

»Ja«

Medlemmer af De Hvide Hjelme hylder vold

Det syriske regime og Rusland forsøger ihærdigt at så tvivl om De Hvide Hjelmes upartiskhed. Senest er De Hvide Hjelme blevet beskyldt af kilder, der er stærkt kritiske over for Vestens intervention i Syrien, for at være »al-Qaeda med en ansigtsløftning«.

Berlingske har gennemgået frit tilgængeligt materiale fra medlemmer af De Hvide Hjelmes facebooksider og fundet belæg for, at nogle af organisationens medlemmer hylder og opfordrer til vold.

I et enkeltstående tilfælde ses en af De Hvide Hjelme slå en krigsfange i en videooptagelse, skriver Berlingske.

I en anden videooptagelse kan to medlemmer af organisationen ses stående oven på ligene af syv syriske soldater på en ladvogn. I det øjeblik bilen kører, laver den ene af organisationens medarbejdere V-tegn.

I en tredje videooptagelse kører medlemmer af De Hvide Hjelme med i en bil, hvor to syriske soldater udsættes for tortur. Efterfølgende lagde en af medarbejderne en video ud på Facebook af den ene soldats henrettelse. Denne video er blevet slettet igen, skriver Berlingske.

Danmarks nye udenrigsminister, Anders Samuelsen, har svaret skriftligt til Berlingske, at Danmark er bekymret for de mere ekstreme medlemmer af De Hvide Hjelme.

»Jeg er bekendt med kritikken af De Hvide Hjelme, herunder beskyldningerne om visse medlemmers sympati for ekstremistiske grupperinger. Først og fremmest vil jeg slå fast, at vi naturligvis tager den slags beskyldninger alvorligt og har rejst sagen med organisationens leder,« skriver udenrigsministeren.

Berlingske har også konfronteret De Hvide Hjelmes leder, Raed al-Saleh, med indholdet fra diverse medlemmer af De Hvide Hjelmes facebooksider og har spurgt, hvordan organisationen forholder sig til den del.

»Der har været nogle sager, og dem har vi taget os af,« siger han i et interview til Berlingske.

Ødelæggelserne overalt

De Hvide Hjelmes første hold af 20 hjælpearbejdere blev oprettet i begyndelsen af 2013 som en reaktion på det syriske regimes bombardementer af områder med civile. De Hvide Hjelme bestod dengang og består stadig af syriske borgere uden baggrund inden for redningsarbejde.

Det er bagere, skræddere, ingeniører, malere, tømrere, bygningsarbejdere, taxichauffører, studerende og lærere, som med beige veste og hvide sikkerhedshjelme med pandelamper og uden våben tager ud til de områder af Syrien og ikke mindst Aleppo, som bliver angrebet med for eksempel tøndebomber, for at hjælpe civile. 

Indtil videre omkring 75.000.

De omkring 3.000 hjælpearbejdere er fordelt på 120 redningshold over hele Syrien, og indtil nu har 141 hjælpearbejdere mistet livet i forbindelse med deres arbejde.

Ud over at have reddet civile arbejder organisationen med at genopbygge infrastruktur som for eksempel el og vand og med at sikre ødelagte bygninger i områder, som er blevet ramt af bomber.

»Den største civilsamfundsorganisation uden for de regeringskontrollerede områder,« skriver organisationen på sin hjemmeside.

– Hvis man går gennem Aleppo i dag, hvordan ser der ud?

»Du ser ødelæggelserne overalt. En af mine venner fortalte om et angreb for nylig, hvor vores frivillige forsøgte at redde en ældre mand, som var blevet fanget i en sammenstyrtet bygning. En boligblok på fire eller fem etager, der var styrtet sammen. Det var en gammel mand, næsten 60 år, og han var alvorligt såret.«

Raed al-Saleh taler roligt. Af og til kigger han ud af de fire vinduer på kontoret på sjette sal, mens tolken oversætter.

Så fortsætter han.

»De tog ham med til hospitalet og nåede frem, men fordi der har været intense bombardementer og et stort antal sårede, kunne hospitalet ikke tage imod ham. Min ven begyndte at råbe og græde: ’Min patient dør, det er alvorligt, vil I ikke godt hjælpe?’«

Raed al-Saleh tager den ene håndflade om til baghovedet for at vise, hvor den ældre mand var ramt.

»Og her,« siger han og fører hånden ned til maven.

»Lægerne tog så manden med på operationsstuen og undersøgte ham, men fandt ud af, at han for at overleve skulle igennem flere operationer. De havde ikke plads på hospitalet eller nok tid eller specialiserede kirurger til at lave de operationer på det tidspunkt, og en af lægerne sagde, at patienten skulle evakueres til et hospital i Tyrkiet, ellers ville han dø inden for få timer,« siger Raed al-Saleh.

Den frivillige fra De Hvide Hjelme spurgte lægen, hvad han skulle gøre med den ældre mand, og lægen svarede, at han desværre ikke kunne gøre noget.

»Han skulle tage manden med igen og lægge ham udenfor og vente på, at han døde,« siger Raed al-Saleh.

»De kunne ikke gøre noget.«

– Hvor almindeligt eller ualmindeligt er dette eksempel?

»I starten var det et enestående tilfælde. Men desværre er det blevet almindeligt. Især i løbet af de sidste to uger, hvor hospitalerne er blevet bombet.«

Protester mod Rusland

De Hvide Hjelme er finansieret af donationer fra private og regeringer.

Lande som Storbritannien og USA har doneret millionbeløb – USA alene 160 millioner – mens Danmark i sidste uge annoncerede, at Udenrigsministeriet gennem det nye regionale stabiliseringsprogram for Irak og Syrien vil bidrage med 20 millioner kroner til De Hvide Hjelmes arbejde i 2016 og forventeligt yderligere 20 millioner i henholdsvis 2017 og 2018.

Hjælpen fra vestlige regeringer har fået flere støtter af den syriske præsident Assad til at beskylde De Hvide Hjelme for ikke at være uafhængige.

Men selv om de vestlige regeringer bidrager med store beløb til De Hvide Hjelme og god vilje, så har ingen i hverken Syrien eller udenfor endnu bidraget med det mest væsentlige, siger Raed al-Saleh.

En løsning.

– Men ingen har en løsning. Har du?

»Jeg tror, at det internationale samfund kan løse problemet i Syrien og ved, hvordan man skal gøre, men der er ikke den politiske vilje.«

– Og hvad er løsningen?

»Det er ikke min ekspertise at fortælle, hvordan man skal gøre det, men man er nødt til at finde en løsning, som vil stoppe drabene på civile.«

– Hvad kunne det være?

»Jeg vil opfordre danskerne til at protestere foran den russiske ambassade og bede dem om at stoppe angrebene på civile.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Information skriver, at det er almindelige syriske borgere, der står De Hvide Hjelme, og i BT kunne man lørdag – under den gribende overskrift ”Krigens ukuelige helte” – i en bisætning læse, at De Hvide Hjelme er skabt af ”en engelsk sikkerhedskonsulent”. Nej, begge dele er ikke videre præcist. De Hvide Hjelme er oprettet i 2013 i Istanbul, og ikke i Syrien, og organisationen er finansieret af det britiske efterretningsvæsen/udenrigsministerium, propagandaorganisationen USAID (der er et instrument for varetagelse af USA’s interesser i hele verden) og bidrag fra andre vestlige lande. Den ”engelske sikkerhedskonsulent” der omtales, og som stod for at udføre det beskidte arbejde i Istanbul, hedder James Le Mesurier. Han er en velkendt militærmand og veteran fra en stribe af USA og NATO’s ”humanitære” angrebskrige lige fra ex-Jugoslavien til Irak. Bl.a. med forbindelser til Blackwater (nu ”Academi”)

De Hvide Hjelme er en vigtig del af USA’s psykologiske krigsførelse.

I propagandaen hævdes det, at De Hvide Hjelme har reddet ikke bare tusinder men titusinder ud af ruinerne. Mærkeligt nok har de syrere, der har haft held med at flygte fra jihadisterne i Øst-Aleppo hverken set eller hørt om De Hvide Hjelme. Men det er desværre heller ikke så mange, der har haft held til at flygte fra jihadisterne i Øst-Aleppo. Jihadisterne – som De Hvide Hjelme arbejder tæt sammen med - skyder nemlig på de syrere, der forsøger at flygte til den befriede, regeringskontrollerede del af Aleppo.

De Hvide Hjelme opfordrer til en optrapning af krigen. Til flere angreb mod den syriske hær. Selv i de dele af Syrien, hvor der ellers nu er fred. De opfordrer tilmed til en ”no fly zone” - præcis som i Libyen, hvilket banede vej for USA og Vestens brutale ødelæggelse af Libyen. I den nuværende situation vil en ”no fly zone” i Syrien kunne udvikle sig til direkte konfrontation med Rusland. På alle områder har De Hvide Hjelme den samme politik over for Syrien, som de lande, der står bag ødelæggelsen af Syrien har – nemlig USA, Saudi Arabien, Qatar og Tyrkiet. De Hvide Hjelme er åbenlyst på samme side som al Nusra og de titusinder af tilrejsende jihadister fra bl.a. Libyen og Rusland.

De Hvide Hjelme er først og fremmest et propagandaredskab beregnet til at dæmonisere Syrien og Rusland. Det er også derfor De Hvide Hjelme vil have folk til at demonstrere foran den russiske ambassade, men aldrig har kritiseret hverken Saudi Arabien, Qatar, Tyrkiet eller USA’s ulovlige og folkeretsstridige indblanding i Syrien.

Enhver der kritiserer De Hvide Hjelme og USA’s Syrien-politik beskyldes automatisk for at gå Ruslands og Assads ærinde. Dét på trods af, at masser af progressive, af venstreorienterede, af moderate, af anti-imperialister, af folk fra fredsbevægelserne ikke mindst i USA osv. HAR gennemskuet alle USA’s løgne om Syrien i almindelighed og De Hvide Hjelme i særdeleshed.

Trist at Information, BT og andre borgerlige medier nærmest ukritisk viderebringer USA’s propaganda. Det er ulideligt at læse Raed al-Saleh – undskyld udtrykket – hælde vand ud af ørerne og ikke mindst se de opstillede fotoseancer, hvor bedårende små børn reddes ud af, hvad der skal forestille at være ruiner i Syrien – og altid med den helt rigtige lyssætning fra den rigtige fotovinkel. Nogle gange er det dog de samme børn der medvirker på flere forskellige arrangerede billeder, og nogle gange er man kommet til at tænde kameraet for tidligt, så hele set-up’et er blevet afsløret.

Og så er det noget svineri, at Danmark nu har bevilget 60 millioner kroner til De Hvide Hjelme – og dermed fortsætter støtten til USA’s imperialistiske angreb på og indblanding i Syrien.

Der er i stedet behov for, at vi vender os imod andre landes illegitime indblanding i Syrien, og lader syrerne bestemme i deres eget land.

PS! For en god ordens skyld: Nej, hvis jeg havde valgret i Syrien, så ville jeg IKKE stemme på Assad. Og nej, hvis jeg havde valgret i Rusland, så ville jeg IKKE stemme på Putin ...

Thomas Carstensen, Hans Aagaard, Bodil Waldstrøm, Jakob Trägårdh, Flemming S. Andersen, Jesper Nielsen, Tom Clark, Peter Jensen, Torben Skov, Tonny Helleskov og erik winberg anbefalede denne kommentar

Artiklens sidste afsnit er vældigt informativ. Det er hvad jeg behøvede at vide om de hvide hjelme.

At de også redder civile er en ringe tak for, at disse er skjolde for oprørerne. I Aleppo, som i Raqqa som i Mosul.

Hans Aagaard, Flemming S. Andersen og Jesper Nielsen anbefalede denne kommentar

Til dem som ønsker mere viden om Syrien enitiativet og White helmet,vil jeg henvise til fredsforskeren
Jan Obergs site,han virker i mine øjne,ganske redelig. Mvh

Det er ikke en sort/ hvid sag, så sammensat som organisationen er - imidlertid er det godt at der reddes mange civile. At der er folk, som er parate til at ofre livet for det...

Det er for billigt at kalde det propaganda - selvfølgelig bliver man berørt af arbejdet og kan reagere på det, hvem ville ikke det.
Her synes man kun at se den enøjede udgave, det er også trættende.

Jeg prøver igen - og håber, at slippe igennem censuren på Information.dk denne gang:

Jeg vil også gerne anbefale de to videoer, som Peter Jensen linker til.

I indslaget fra The Ron Paul Liberty Report fortæller Vanessa Beeley (uafhængig journalist, datter af britisk Mellemøst-diplomat og tidligere fredsaktivist i Gaza) om, hvad der virkelig sker i Syrien.

Om De Hvide Hjelme specifikt er der noget fra ca. 14 minutter inde i indslaget. Vanessa Beeley anslår forsigtigt, at De Hvide Hjelme modtager mindst 100 millioner dollars om året. Altså måske op mod én milliard kroner årligt. Det er et beløb, der bedre passer på en hel hær - end på en lille NGO. De Hvide Hjelme trænes i Tyrkiet, og når de går ind i Syrien sker det - angiveligt - også med masser af militært isenkram, våben og andet udstyr.

Og dét skal vi danske skatteydere nu være med til at betale for. Bl.a. med støtte fra Enhedslisten, der igen (ligesom i forhold til Libyen) tager så grundigt fejl. Enhedslisten forsvarer ‘oprørerne’; stiller krav om en ”no fly zone”; de siger ‘vælt Assad’ og Enhedslisten udtrykker fuld støtte til Anders Samuelsens mange millioner kroner til De Hvide Hjelme:

”Det er positivt at udenrigsministeren nu øger støtten til de Hvide Hjelme, men i de seneste dage har Assad-regimet, med russisk og iransk støtte, erobret store dele af den oprørskontrollerede del af byen og jaget titusinder af civile på flugt,” siger Enhedslistens udenrigsordfører Nikolaj til Arbejderen.

Nej – terroristerne forhindrer civile i at komme ud af Øst-Aleppo. Og husk, hvad der skete, da terroristerne kom til Aleppo omkring 2012 og forsøgte at overtage hele byen, men kun formåede at besætte Øst-Aleppo. Så flygtede ca. 600.000 fra terroristerne i Øst-Aleppo - over til Vest-Aleppo for at få beskyttelse. Vanessa Beeley mener, at der kun er ca. 200.000 tilbage i Øst-Aleppo (og det var i oktober måned), hvor terroristerne står meget stærkt – og hvor de almindelige civile i Øst-Aleppo holdes som gidsler.

Vanesse Beeley fortæller også andre vigtige ting i tv-klippet fra Ron Pauls tv-kanal. Bare ganske kort:

Bl.a. nævner hun, at Pentagon-talsmand Steve Warren tidligere i år kom til at afsløre, at Øst-Aleppo i realiteten er kontrolleret af al Nusra. Vanessa Beeley nævnte dog ikke, at Warren senere trak dette tilbage.

Men det er også mindre væsentligt, om det er al Nusra, FSA eller én af de andre over 20 grupper af jihadister, der har magten i Øst-Aleppo. Det er ikke ”oprørere”, ”frihedskæmpere”, ”moderate” eller ”bare modstandere af Assad”. De opleves af syrerne som rene mordere, der massakrerer uskyldige syrere - uanset religion og politisk opfattelse.

Dette er tilsyneladende terroristerne største og sidste stærke bastion i Syrien, og hvis Øst-Aleppo bliver befriet, så er der håb om fred. Det er uden tvivl derfor USA og Vesten er så desperate for at udsprede vildledende og direkte fejlagtige historier om Syrien i disse måneder, for – for enhver pris at undgå at Øst-Aleppo overtages af den syriske hær. USA’s vigtige endemål er som bekendt ’regime change’ i Syrien, og det bliver svært, hvis terroristerne mister Øst-Aleppo.

Hun refererer også til en syrisk læge i Vest-Aleppo, der til påstanden om, at alle i Vest-Aleppo støtter Assad siger: Det er komplet usandt. Folk i Vest-Aleppo er ikke nødvendigvis Assad-støtter, men til forskel fra terroristerne i Øst-Aleppo, så tror de ikke på, at man skal dræbe andre syrere for at få et bedre Syrien.

Thomas Carstensen, Hans Aagaard, Peter Jensen, Jakob Trägårdh, Flemming S. Andersen og Jesper Nielsen anbefalede denne kommentar

Indlæggene her omkring de hvide hjelme viser hvor problematisk holdningerne er her hvordan pokker må de så være i krigens centrum. Hvor er det tragisk. Ingen kan sige sig fri for blod på hænderne og det på alle sider. Den person eller personer der er i stand til at få våbnene til at tie og tilgivelse mennesker imellem er en eller sande helte.

Jakob Trägårdh, Flemming S. Andersen, Anne Eriksen og erik winberg anbefalede denne kommentar
Thomas Bindesbøll

Pinlig eensidighed fra kommentar sporets faste "die-hards", endnu en gang.

Nå, så nu er også de "Hvide Hjelme" pludselig - allesammen?? - langt være end de usle børne- og hospitalsmordere der fra sikker højde de sidste måneder har dræbt utalige uskyldige civile i øst-Aleppo (og om samme faste "die-hards" her i kommentarsporet IKKE har ofret nogen større sympati for)?

Hvad er det dog for en *gradbøjning* af tingene - og tilsvarendeforvridning af alle de menneskelige lidelsers proportioner ? Og i hvilken "sags" tjeneste ??

Jeg må derfor i mnangel af fornyelse gentage et ofte gentaget ord herinde på kommentarsporet = "suk"! over denne utrolige selektive forvridning af forholdet mellem fakta -- og tilsvarende mangel på simpel empati med ALLE ofrene ?

Forslag: Se f.eks. Nagieb Khajas fremragende dok-.film fra den syriske borgerkrig, inklusive hans film om de "Hvide Hjelme.
Khaja er, udover at være en Hædersmand med stort H , plus en egen baggrund, der rummer mange egne/familiære erfaringer, i besiddelse af den gode egenskab "empati" --- for alle ofre...
Og lige præcis de mange steder han selv har været, og selv sat livet på spil, utroligt modigt og selvopofrende(!) de sidste år !
A day in the life of Aleppo's White Helmets
Filmmaker Nagieb Khaja spent 12 days with a team of rescue workers. In war, he witnessed their special bond.
http://www.aljazeera.com/indepth/features/2016/08/day-life-aleppo-white-...

Gentager: Pinligt at skulle behøve at se alle disse evige *angreb* på ofre og NGO'ere, der samlet set og som organisation dog forsøger at GØRE noget, fremfor blot alle disse fjerne og magelige fordømmende kommentarer, fra lænestolsgeneraler, der ikke aktivt SELV - og omvendt - hverken udtrykker opfordring til aktiv hjælp og/eller medfølelse for alle Alepopos seneste ofre,..

Men Thomas, den "pinlige ensidighed" er kommet med tiden som en modreaktion til Informations unuancerede dækning af den syriske borgerkrig, herunder denne artikel. Kommentatorerne afdækker væsentlige forhold, som du nok ikke få oplyst i denne avis lige p.t.

Jeg gad egentlig godt opleve, at Information, ligesom dens tendentiøse dækning af Aleppo, dedikerede en hel dagsavis til at køre en agenda mod amerikanernes rolle i Nordirak, herunder Mosul (med områder under IS-jihadisternes kontrol), der befinder sig i en ret sammenlignelig situation som Aleppo (med områder under jihadisterne al-Qaeda/al-Nusra + kompagnis kontrol). Men det regner jeg nu ikke med hænder foreløbigt.

Thomas Carstensen, Peter Jensen og Tom Clark anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

Russerne påstår at de hvide hjelme er købt og betalt af USA og vesten. Uanset hvad så gør de jo trods alt noget for de nødlidende civile. Rusland har behov for at stigmatisere dem, og jeg har endnu ikke set bevis for at de hvide hjelme skulle have ageret som "fremmede agenter" ( er det ikke et ofte brugt udtryk i Rusland nu til dags?)

Nu er jeg ikke enig i, at alt hvad russerne siger eller gør - pr. automatik - er forkert, bare fordi det er russerne der siger eller gør noget.

Der er i øvrigt også mange i Vesten, der også ta'r afstand fra De Hvide Hjelme. Bl.a. den norske religionshistoriker og samfundsdebattør Hanne Nabintu Herland, der på Wikipedia beskrives som kristenkonservativ. Hun mener iflg. Arbejderen i dag, at det er mærkeligt, at Danmark - så naivt - understøtter al-Qaedas søsterorganisation, De Hvide Hjelme.

Hun siger, som Vanessa Beeley, at jihadisterne i Aleppo bruger civile som menneskelige skjolde, og fortsætter:

”Jihadist-grupper, herunder ISIS/Daesh-lejesoldater, er ved at miste grebet om Øst-Aleppo, hvor titusinder af civile er ved at blive reddet af Syriens regeringstropper. Har ingen i Danmark set billederne? Får I ikke adgang til andet end censureret materiale? Har I ikke set, hvordan folk, der har været holdt som gidsler i det østlige Aleppo, bliver befriet og omfavner syriske soldater i glæde ved endelig at være frie?”

”At Danmark så ukritisk understøtter Bin Ladens gamle venner og deres kyniske taktik med at udnytte billeder af lidende børn for at vinde støtte i Vesten, viser, hvor stærkt påvirket Danmark er af den skrupelløse propaganda fra USA”.

Hun har som religionshistoriker i over et år fulgt al-Nusra og De Hvide Hjelme, og hun advarer mod mediernes magt forud for en krig:

”Hvad er bedre end billeder af lidende børn. Dette er en koordineret aktion. Vi så det under optakten til Libyenkrigen. Her blev den vestlige presse også fodret med forkerte oplysninger. FN gav grønt lys til en flyveforbudszone, hvilket i praksis betød, at NATO kunne tæppebombe Libyen. NATO hjalp dermed al-Qaida-tilknyttede grupper til magten i Libyen”.

Præcist!!

Thomas Carstensen, Hans Aagaard, Jesper Nielsen, Peter Jensen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Thomas Bindesbøll stiller det helt afgørende spørgsmål: ”I hvilken sags tjeneste”? Ja, i hvilken sags tjeneste er det, at bl.a. jeg helt entydigt – sort/hvidt – kritiserer De Hvide Hjelme, dem der står bag De Hvide Hjelme (= USA og Vesten) og ikke mindst dem der samarbejder med De Hvide Hjelme (jihadisterne i Syrien).

Det skal jeg sige dig. Fordi jeg entydigt er imod USA-imperialismens forsøg på at smadre hele Mellemøsten og underlægge sig ethvert land, der tillader sig at udfordre USA’s krav om hegemoni. Libyen var et tindrende klart eksempel på et land, der udfordrede USA ved at arbejde for afrikansk enhed og afskaffelse af dollaren som betalingsmiddel i Afrika. Syrien er et lige så klart eksempel: USA ønsker Syrien smadret til atomer – med et wahabistisk dikatur i Damaskus og en opdeling af landet i nogle svage småstater. Bl.a. fordi Syrien afviste olierørledningen fra Qatar til Tyrkiet, bl.a. fordi Israel ønsker et svagt Syrien, bl.a. fordi det er fantastisk business for USA’s krigsindustri og bl.a. fordi det ville fjerne Ruslands eneste allierede i Mellemøsten. USA’s plan er klar. Efter Afghanistan, Irak, Sudan, Libyen og snart Syrien er ødelagt – så er næste stop: Iran.

Den udvikling er der nu en chance for at få stoppet, fordi Rusland og Kina har sat foden ned. Rusland og Kina blev snydt så eklatant i forhold til Libyen. Alt tyder på, at denne dyrtkøbte lektie ikke gentages i Syrien.

De Hvide Hjelme er USA’s desperate forsøg på at vende verdensopinionen imod Syrien og Ruslands kamp for at nedkæmpe jihadisterne og lejesoldaterne i Syrien - og måske bane vej for en ’no fly zone’ og dermed et direkte vestlige angreb på Syrien, konfrontation med Rusland og en ny forfærdelig storkrig.

Derfor!

Thomas Carstensen, Hans Aagaard, Jesper Nielsen, Stig Bøg, Peter Jensen, Jakob Trägårdh og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

"Gentager: Pinligt at skulle behøve at se alle disse evige *angreb* på ofre og NGO’ere"

Det er helt afgørende for oplysningsniveauet i de offentlige debatter at de politiske og strategiske dimensioner vendes, herunder at kilder til kritisk information gennemgås. Uden tvivl skrives der af modstandere af de udokumenterede anklager mod det syriske styre/kampagnen for yderligere intervention aggressivt og til tider fordømmende - og jeg skal personligt ikke benægte at have (for)fattet mig i vrede. Tilbage står imidlertid at en lang række meget alvorlige anklager er fremsat mod De Hvide Hjelmes ophavsmænd, organisationens finansielle kilder, medarbejdernes upartiskhed og motiverne bag de gentagne anmodninger om en flyveforbudszone, som med stor sandsynlighed vil optrappe konfliktniveauet i regionen. Det kan altså ikke negligeres som 'evige angreb på NGO'ere'.

Ligesom de mange uafhængige journalisters kritiske udsagn ikke kan ignoreres; hér Eva Bartlett: https://www.youtube.com/watch?v=bUyJV6YaSWY

Thomas Bindesbøll

Jeg tror blot jeg her vil gentage - for 117. gang - udover ordet "Suk"(!!!) , hvorfor dog denne utrolige eensidighed!?

= Det er deprimerende at bevidne disse mærkværdige og rigide "udenomsforklaringer"#

Og hvorfor stadig ikke så meget som ret mange linier (hvis overhovedet??) af i det mindste blot i klartekst & almen empati, at ytre medfølelese for disse ugers hundredevis af nye uskyldigt dræbte civile -- i det snart helt sønderbombede øst-Aleppo? Pkus bloit en lille smuile humanitær holdning til AKTIV hjælp til disse ar ame ofre?

Hvad er det dog for en sær og i sidste ende ganske kynisk "gradbøjelig" forskelsbedømmelse af "civile tab" ? ??

Genkender I - af alle(?) - da ikke det beskidte og kyniske militære begreb, "Collateral damage" ?

Hvorfor er der så ingen empati for alle de sidste ugers hundredevis af totalt uskyldige dræbte civile ofre for samme "collateral damage" , blot nu med *afsender* Assad-Putin-Iran-Hizbollah-style ???

Gentager derfor - også for 117.ende gang: Havde det været USA og vestlige koalitioner, der havde smadret Øst-Aleppo til *Smithereens* og - helt bevidst(!) - havde bombet bla. samtlige bydelens hospitaler, ja så ville der fra samme kommentatorere kun have lydt (rigtige!) ramaskrig om "massive og bevidste overgreb imod civile"...

Nu er det i stedet krigsforbryder Assad og alle hans russiske og iranske Ayatollah-bagmænd (=virkeligt progressive typer, ikke sandt ?) som står for massemordet, og det forsøges så "forsvaret" i en eller anden tåget snak om kampen mod "Jihadister".

Imens omkommer x-antal tusinder af totalt uskyldige dræbte syriske civile, som følge af af Assad-klanens tøndebomber, plus Ruslands high-tech "Vakuum-bomber (der suger lungerne ud af alle i en vis bombet radius):
A New Kind of Bomb Is Being Used in Syria and It's a Humanitarian Nightmare
https://news.vice.com/article/a-new-kind-of-bomb-is-being-used-in-syria-...

Desuden får diktator Assad yderst god "hjælp" fra det fascistiske og religiøst formørkede Præstestyre i Iran og *dengsedrengene i den ligeså "tolerante" Hizbollah-milits, med basis i Libanon.

Alt i alt: En særdeles køn samling "allierede"..

Slutter derfor - med tanke på hvor forfærdeligt helt almindelige arme syriske civile mon har det i Øst-Aleppo, mens dette skrives, med en sætning til almen eftertanke.. Den begyndte for alvor med USA's beskidte krig i Indokina:

"For at redde landsbyen var vi desværre nødt til at udslette den, Hr. General"

Kan I dog ikke - eet eller andet sted - selv se den totale "selektivitet" ift til civile ofre? Også i disse dages totale bombeterror begået ?

Se stadig guttermand Nagieb Khajas glimrende dok-film om dybt ordentlige ENKELTPERSONER, også i de "Hvide Hjelme":
http://www.aljazeera.com/indepth/features/2016/08/day-life-aleppo-white-...

Flemming S. Andersen

Genkender I - af alle(?) - da ikke det beskidte og kyniske militære begreb, "Collateral damage" ?

Måske er det netop det, jo man gør??

Thomas Bindesbøll – jeg kan ikke forestille mig, at der er nogle her, der ikke er dybt berørte over de mange uskyldige mennesker, der bliver dræbt i Syrien. Som f.eks. de to russiske læger, der arbejdede på et nødhospital i Aleppo for at hjælpe flygtninge fra Øst-Aleppo, og som blev dræbt i går af et målrettet, præcisionsangreb på hospitalet af jihadisterne. Det er ganske forfærdeligt. Ligesom det er forfærdeligt, når civile i Øst-Aleppo bliver dræbt under russiske angreb og i forbindelse med den syriske hær fremrykning. Dét vi diskuterer er, hvem der er skyldige – og medskyldige. Du mener entydigt, at det er Rusland, Assad-styret, Iran og Hizbollah – og bruger stribevis af svulstige, nedladende ord om disse. Du foragter tydeligvis alle fire.

Til gengæld virker du blind overfor, hvorfor det er kommet så vidt.

Må jeg minde om, at Wikileaks har afsløret, at USA i mindst ti år ihærdigt har arbejdet for et ’regime change’ i Damaskus. Telegrammer sendt fra USA’s ambassade i Damaskus viser, at USA har opmuntret til og iværksat sekterisk uro og spændinger i Syrien siden 2006 med det erklærede formål at destabilisere landet og vælte præsident Assad.
http://www.globalresearch.ca/decoding-the-current-war-in-syria-the-wikil...

USA er i øvrigt udmærket klar over, at oprørerne først og fremmest består af Al Qaeda, Det Muslimske Broderskab og andre ekstreme salafister (jf. rapport fra ”US Defence Intelligence Agency” 2012).

USA’s strategi i Mellemøsten ”og omegn” fremgår også klart af Wesley Clarks afsløringer i 2007. USA’s plan var, at indtage syv lande på fem år og omstyrte disse landes regeringer: Irak, Syrien, Libanon, Libyen, Somalia, Sudan og til sidst Iran.
https://www.youtube.com/watch?v=9RC1Mepk_Sw

Det er USA, der har initieret krigen mod Syrien. Det er USA, der alene er ansvarlig for ødelæggelsen af Syrien. Og de medskyldige er Saudi Arabien, Qatar, Tyrkiet og en stribe NATO-lande.

Thomas Bindesbøll

John T. Jensen.

Mareridtet for de civile fortsætter:
500 Zivilisten in Aleppo getötet - Rufe nach Waffenruhe
Aktualisiert am Donnerstag, 08.12.2016, 19:25
http://www.focus.de/politik/ausland/islamischer-staat/isis-terror-im-new...

Træt bliver man også af rigide "forenklinger":
USA har ikke "initeret krigen "imod" Syrien.
Vi taler ikke om krige fra en "stat" imod en anden Stat". (USA deltager jo stort set slet ikke i nogen aktiv krig i Syrien p.t., de holder jo mestendels totalt lav profil).
Vi taler om et fra starten grundlæggende oprør mod en diktator, uanset hvor det så ellers ender
Der er tale om en diktator, der ikke på noget tidspunkt har ønsket at indgå i nogen som helst dialog med selv de mest beskedne dissidenter og regimekritikere.
I stedet besvarede Assads "sikkerhedsstyrker" helt tilbage i 2011 fredelige demonstrationer med rå overvold og snesvis af dræbte.

At du ikke inkorporerer Putins totalt egen-kyniske Rusland, plus de reaktionære ayatollah-fascister i Teheran, og Hizbollah-militserne, ikke just kendt for at være særligt "progressive" er mig tillige fortsat en gåde. = en "køn alliance" af sorte kræfter!

Men åbenbart og altid dette trættedne, eensidige billede: USA skal ene bebrejdes for alle ulykker - og alle de andre skurke, fra Putin til Ayatollah'erne, svinges pisken ikke over. Det er for eensidigt. Undskyld mig.
I Aleppo - og i resten af krigsødelagte Syrien - er den store masse af kompet uskyldige ofre nok også ret ligeglade med fjerne "analyser" på vore debat-tråde - thi de arme stakler forsøger blot at overleve.
Var der ikke engang noget der hed "international solidaritet" ?
Især med krigsofrene -