Læsetid 8 min.

’12 var nok for Jesus, så måske er tallet ikke et problem’

Berlin-Aleppo-marchen synes indhentet af mangel på overvejelser om mål og behov. Behovet for flere deltagere er åbenlyst – men organisationen kan næppe bære et stort rykind. Information tager en pause fra marchen
Efter fire ugers march er stemningen på lavpunktet blandt de knap 20 marcherende i Civil March For Aleppo, der nu har forladt Prag.

Efter fire ugers march er stemningen på lavpunktet blandt de knap 20 marcherende i Civil March For Aleppo, der nu har forladt Prag.

Jon Jørgensen

23. januar 2017

Zruč nad Sázavou – Tre deltagere er ved at dreje skafterne af fire i hast indkøbte gulvmopper, så de kan bruges til flag og bannere.

Tre andre sidder om en pc og designer løbesedler til uddeling på vejen. Fem flyder i en rundkreds og øver teksten til »Blowin’ in the Wind«, melodien er de heller ikke helt stive i.

De kunne ligne en gruppe gymnasieelever på vej til demonstration mod nedskæringer. Men de 11 på gulvet i gymnastiksalen i Ondrejov 40 km syd for Prag er svar på et spørgsmål: Hvordan får vi flere med. Stillet aftenen før af marchens frontfigur, Anna Alboth, da det stod klart, at Prag ikke blev den saltvandsindsprøjtning, der er så hårdt brug for.

De 11 udgør halvdelen af marchen, som den har set ud siden Prag. Inklusive chauffører – og presse.

Nede i styrke

Det er ikke kun Anna Alboths spørgsmål, der viser, at størrelsen er kritisk. På Civil March For Aleppo’s Facebook-side var onsdagens marchbillede ikke fra dagens march med den lille snes mennesker i den tjekkiske sne, men fra dagene før Dresden med omkring 100 deltagere.

»200 ville kunne overnatte i en gymnastiksal,« siger Anna Alboth, da jeg spørger hende, hvad den ideelle størrelse er – et »typisk journalistspørgsmål«, som hun siger. Hun drømmer om 1.000, men medgiver, at det ville give problemer med overnatning uden for de store byer.

To dage før har marchen overnattet i et borgkloster i Rataje nad Sázavou fra det 13. århundrede. Hele marchen kunne lige klemme sig ind på gulvet i de to eneste opvarmede rum. Resten af borgen stod vintertom med en udetemperatur, der om natten nåede ned på 16 minusgrader. Anna Alboth tøver lidt, inden hun indrømmer, at et større antal havde givet problemer.

»Måske vil jeg kun se de positive muligheder,« siger hun.

Ikke krise – alarmklokker

Hvis der pludselig stod 100 næste morgen med rygsæk og godt humør klar til at slutte sig til marchen, ville det så være et problem eller en succes? Jeg spørger i og uden for ledelsen.

Og bortset fra Anna Alboth, som mener, at det entydigt ville være en succes, er eneste variation i de øvriges svar antallet af sekunder fra spørgsmålet bliver stillet, til bekymringen melder sig.

Helga ler først. Så holder hun en pause, og så: »Det ville være godt – for sagen. Men hvis de skulle have sovepladser – det ville vi ikke kunne klare. Vi kan lige klare dem, vi er nu.« To dage før jul besluttede hun sig for at tømme sin gartnerbil og tilslutte sig marchen fra dag ét.

Inden optoget var ude af Berlin, var hun og bilen en del af marchens logistik, det rullende spisekammer. Bortset fra en tid som husbesætter i 80’ernes Freiburg har hun ingen aktivistiske erfaringer.

»Det var spontant, følelsesmæssigt og nysgerrigt. Jeg har ikke brug for så mange spørgsmål,« siger hun.

Eftertanken må komme, og den er der først blevet tid til her den sidste uge, forklarer hun. I takt med, at marchen er skrumpet i størrelse, har hun i stigende grad luftet sin frustration over, at den ikke gør mere for at få kontakt med de mennesker, den passerer. Hun vil ikke bruge ordet krise, men siger, at »der er alarmklokker«, der begynder at ringe.

»Det er mere og mere tydeligt, at initiativtagerne ikke har haft nogen klare forestillinger om, hvad de ville, hvad målet er, og hvilke krav det stiller. De er måske lidt som mig. Men det rammer os nu. Vi laver løbesedler, men vi udvikler ikke indholdet. Og så kan man ikke sige ret meget eller give så meget fra sig.«

Vi kan bare smile og vinke

Valentin er 20 år, fra Zürich og skal efter marchen i gang med at studere fysik. Han steg på i Dresden og går med til Wien. Også han havde troet, at marchen ville få et boost, når den nåede Prag.

»Vi oplever en enorm gæstfrihed blandt tjekkerne, men der er ikke rigtigt nogen ud over arrangørerne selv, som går med os. Jeg ved ikke, om det er noget tjekkisk, at man ikke går på gaden,« siger han. Han synes, at et antal på under 20 er et problem.

»Men der er svært at se løsningen. Når vi går gennem en by, kan vi ikke rigtigt gøre noget. Vi kan bare smile og vinke.«

Antoine, 52 år, grafisk designer, fra Frankrig. Har gået med siden Luckau i Tyskland lige før nytår og har tænkt sig blive ved mange måneder endnu. Han syntes, at marchen »på alle måder talte til det , jeg selv vil«. Han var »lykkelig« over at nogen organiserede »den vrede, vi alle sammen har« over det, der sker i Syrien og med flygtningene i Europa, siger han.

»Men efter tre uger stiller man spørgsmål. Krise eller problemer – jeg ved ikke, hvad det rigtige ord er. Antallet rører for mig ved spørgsmålet: ’Gør jeg det her for mig selv eller for andre? Hvad laver jeg her?’ Det giver en kæmpe mening for mig, men er det nok til at holde en march kørende? Det er jeg i tvivl om,« siger han.

»12 var nok for Jesus, så måske er tallet ikke et problem. Det er værre, at vi nu kun er hvide europæere og ikke har kraft til at tale uden for vores egen kreds. Vi har et desperat behov for at forklare almindelige mennesker, at denne her krig også er deres problem, og det er jeg ikke sikker på, at vi kan,« siger han.

Opløsning

Politiet har sendt marchen gennem skoven af sikkerhedsgrunde. Man aner hjulspor under sneen. Det er længe siden, nogen har kørt her, og ryddet bliver her ikke. Afstanden er mindre, men det er væsentligt hårdere. Terrænet er kuperet, og det er hårdt at komme over bakkerne – ikke kun for min aldersgruppe.

Flokken viser flere tegn på opløsning. Der er konstant en eller anden, som skal tisse. Dagens marchleder, en ung tysker, har ingen gennemslagskraft. To andre prøver at tage føringen, men de trækker i hver sin vej. De udsteder retningslinjer, ingen lytter til, og resultatet er, at de knap 20 mennesker nu går spredt over en strækning på 5-600 meter. Stemningen er plumrådden.

Scenen er en af flere lignende de seneste dage. Første natlogi efter Prag blev først nået klokken halv otte om aftenen, og den primære årsag var lavt marchtempo. Det udmatter og tømmer deltagerne for energi.

Jeg spørger Anna Alboth om, hvordan hun vurderer tilstanden i gruppen.

»Bedre og bedre. Jeg føler mig mere og mere hjemme i det. Hvis vi var 100 mere, ville jeg ikke have kontakt med alle, det har jeg nu. Jeg har en fornemmelse af, at vi er ved at bygge teamet for fremtidens march. For en større gruppe. Men jeg kan sagtens have overset noget.«

Hvad kan de tilbyde?

Men når udskiftningen er stor, og der er omkring 20 deltagere? Alle spørgsmål om fremtiden ramler konstant ind i praktiske problemer. Det stemmer ikke. Jeg spørger igen.

»Det handler om, hvorfor vi gør det her. For at ændre verden og nå til Syrien er vi slet ikke nok, jeg ved heller ikke, om 3.000 ville være nok. Men folk forandrer sig her, og mange af dem bliver til aktivister efterfølgende. Det er vigtigt. Har vi gjort 100 aktive, er det stort.«

Malika, jurist og skribent, fra Frankrig, har været med siden Berlin. Først ville hun gå til Dresden, så til Prag, nu siger hun Wien. Undervejs har hun sat sig et personligt mål. Hun vil have et møde med den franske præsident Francois Hollande for at få ham til at stoppe eksport af franske våben.

Vi taler – halvt i sjov – om, at hvis marchen gik gennem Frankrig, kunne hun danne støttegrupper blandt unge for at få præsidenten i tale. Det kunne være en måde at engagere sig i marchen på for alle dem, som synes om ideen, men ikke har mulighed for at gå på landevejen.

Jeg spørger Anna Alboth om, hvad hun kan tilbyde dem, som ikke kan gå med, men ser marchen som noget, de gerne vil være en del af.

»Hvis jeg var lærer her i området, ville jeg bruge en dag eller et par timer på at gå med. For en gymnasieklasse ville det være en fantastisk måde at beskæftige sig med emnet. Og det ville gøre dem til en del af bevægelsen.«

Afsked med marchen

Jeg får også talt med Iris, med Jan, med Magda, med Janusz, med Marek, med Alex … Og jo længere jeg stopper det lille hundetegn med marchens logo og ordet PRESS på ned i lommen, des lettere er det at komme i kontakt med den tvivl, flere af dem har inde bag engagementet.

På Facebook kan man se, at en af hovedkræfterne bag den østrigske del af marchen er droppet ud. Årsagen fremgår ikke, men af debatten får man indtryk af organisatorisk kaos. På marchen tales der ikke om det. Den officielle melding er, at der er gode planer for Østrig. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om ledelsens utålmodighed med snart at få testet det store telt med varmeanlæg, som vi hidtil er sluppet for, hænger sammen med usikkerhed om, hvad der sker i Østrig.

Det bliver ikke min hovedpine. Efter en tur på fire uger fra Berlin til Zruč nad Sázavou syd for Prag er jeg ved at tage afsked. Stadig mere usikker på, hvad der egentligt er marchens appel. ’For Aleppo’ har ikke fået meget mere indhold efter knap 500 kilometer.

Menneskeligt har jeg stort set ikke mødt nogen de sidste fire uger, som ikke brænder for at være med, marchdeltagere, værtsfamilier … men er hver enkelt lille ild, som Antoine spørger, nok til at holde en march kørende? Det ser ikke sådan ud lige nu.

Malika tror ikke et sekund på, at marchen når Aleppo. Det er derfor, hun har sat sig sit eget mål.

»Jeg har kun forventninger til mig selv, derfor bliver jeg heller ikke skuffet,« siger hun. Hun lover at sende mig sit brev til præsidenten, når det er færdigt.

Antoine ser det som positivt, at marchen er nået så langt. Om den fortsætter, ved han ikke. »Det er ikke noget, jeg vil indgå væddemål om,« siger han.

Helga er sikker på, at marchen er en god ide. Men det nytter ikke, hvis der kun er fem, når den når frem til Østrig. »Der er ikke flere helligdage eller juleferier, der kan give os flere folk. Så nu må vi til at spørge, om det er her, det begynder at blive overskueligt – eller om det er her, det slutter,« siger hun.

Følg med i fredmarchens rute på kortet og klik dig ind på flere artikler fra turen:

Fredsmarch til Aleppo

Anden juledag startede en fredsmarch fra Berlin med kurs mod Aleppo. Mod strømmen ad den rute, flygtningene fra den syriske borgerkrig har rejst gennem de seneste år: Fra Tyskland, ned gennem Centraleuropa, Balkan, Grækenland og Tyrkiet til Syrien.

’Vi er dem, bomberne skulle skræmme væk,’ siger arrangørerne, der tæller folk fra bl.a. Tyskland, Polen, Finland, Belgien.

Informations Jon Jørgensen gik med den første måned fra Berlin til syd for Prag. Marchen dækkes herefter lejlighedsvis. Følg med i avisen og her på information.dk.

Læs mere om marchen på civilmarch.org.

Seneste artikler

  • Fredsmarch i tre udgaver: Den store, den lille og den hemmelige

    27. marts 2017
    Med en demonstration gennem den bosniske hovedstad, Sarajevo, er Civil March for Aleppo nu nået en tredjedel af vejen til Syrien. Uafklaret om, hvorvidt den vil være en massebevægelse eller en pilgrimsfærd. Drømmen om, at de to smelter sammen, tror ingen rigtig på længere
  • Fredsmarch til Aleppo: ’Et skrig har ikke noget succeskriterium’

    7. marts 2017
    Med en reduceret organisation og et deltagerantal, der sjældent når 50, indkalder Berlin-Aleppo-marchen til international aktionsdag den 22. marts. Problemer ved grænsen ud af Schengenområdet giver forsinkelser
  • Dissidenterne fra Prag

    19. januar 2017
    Fredsmarchens bedste venner er også nogle af dens skarpeste kritikere. Afgangen fra Prag reducerer på ny marchen voldsomt og starter med et skænderi
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik L Nielsen

12 var ikke det tal der fulgte Jesus. Det var hans nærmeste mandelige følgesvende. Og det er relevant fordi det viser at marchen nu er inde i seriøse problemer med at få det til at hænge sammen og betyde noget.

Og det er en rigtig skam. For initiativet er godt. Men for at det skal betyde noget skal der være mere en 12 der når frem.

Men har de overhovedet overvejet hvilke problemer de kan rende ind i når de rammer Syrien? Bliver de lukket ind? Hvad med de kampe der stadig foregår og har de overvejet risikoen for kidnapning og halshugning for rullende kamera?

Jeg ønsker dem alt vel og håber at de kan få flere med på marchen, og at de får den hjælp, der skal til for at nå sikkert frem.