Læsetid: 4 min.

’Det bedste ved Tyskland er, at der er regler for alt’

Flygtninge, kirke og højrefløjsfolk tog imod Berlin-Aleppo-marchen på årets første dag, og to marchdeltagere fik mødt en side af deres land, de kun havde hørt om
Flygtninge, kirke og højrefløjsfolk tog imod Berlin-Aleppo-marchen på årets første dag, og to marchdeltagere fik mødt en side af deres land, de kun havde hørt om
Udland
4. januar 2017

GROßRÂSCHEN - Vi slap for at sove i telt på årets første dag. Nogle af os er blevet indkvarteret privat, og sammen med to tyske kvindelige fredsmarchdeltagere sidder jeg om morgenen i stuen hos Marina, inden vi skal videre.

»Det er den længste samtale, han har haft med jævnaldrende tyskere i det år, han har været her,« siger Marina.

Hun er malaysisk indvandrer i Tyskland, og hun taler om sin unge ven Abdulrahman, en 21-årig syrer, studerende, flygtning. Han har ingen familie i Tyskland.

Marina og hendes to børn på 13 og ni og deres hus fungerer som reservehjem for ham. Han har nøgle til huset, så han kan komme og gå, som han vil. Ofte overnatter han, fordi han ikke synes, det er rart at være alene.

På et borgermøde sidste år meldte Marina sig til at hjælpe tre flygtninge med at finde sig til rette. Abdulrahman er en af dem. Her til morgen er den unge syrer taget afsted, inden vi er stået op.

En alt for lille by

Aftenen forinden er snakken gået på engelsk; tysk bruger han ikke rigtigt. Han har ikke noget at bruge det til, siger han. Han omgås mest folk, der er bedst til engelsk: andre udenlandske studerende.

Tyske medstuderende har han ingen kontakt med. Byen er for lille, siger han. Vil han studere med tyske studerende, skal han flytte til Berlin eller en anden større by, hvor udlændinge ikke er upopulære, siger han. Jeg spørger, hvorfor han ikke prøver at komme til en større by. Han trækker på skulderen og siger, at han først skal læse færdigt og få sig et arbejde.

De to tyske fredsmarchdeltagere, der næppe er meget ældre end ham, siger, at de godt ved alt det, Abdulrahman fortæller om deres land og deres landsmænd. Om diskoteker, der er lukkede for udlændinge, om hvor lukkede samfundene er uden for de større byer, om diskrimination og social isolation, om unge som ham, der ikke bare kan leve et almindeligt ungdomsliv med kærester og fester.

De har bare aldrig mødt en, der fortæller personligt om det.

Marina er glad for at kunne hjælpe ham, men synes, det ville være bedre for ham at kunne omgås tyskere på hans egen alder. Ud over de to hjemmeboende har hun en større børneflok og to børnebørn i Malaysia.

Jeg spørger hende, hvad det bedste ved at bo i Tyskland er. At der er regler for alt, svarer hun. Når tyskerne er så dårlige til at åbne sig for udlændinge, må der være regler i stedet for, siger hun. Tyskerne tror, at integration er noget, udlændinge skal gøre, siger hun.

Bag vagter og sikkerhedshegn

På denne årets første dag har to grupper taget imod fredsmarchen på torvet i Großräschen: en gruppe af byens omkring 70 flygtninge – og en lille gruppe højreekstremister.

De sidste er her mest for at markere og holde øje. Da jeg går over og spørger dem, hvad de synes om fredsmarchen, bliver jeg til luft for dem. De vender sig mod hinanden og giver sig til at snakke indbyrdes som for at ignorere mig.

Mellem flygtningene står en ældre tysk kvinde og taler i telefon. Hun synes ikke, at marchdeltagerne skal sove i telt som bebudet. Det er frost, og ingen ved, om højregrupperne har planer om mere end bare at glo. Siden den store strøm af flygtninge drog op gennem Europa i 2015, har de flere gange demonstreret i den lille by med omkring 8.000 indbyggere, og enkelte gange har de hentet forstærkninger fra Cottbus knap 60 km væk.

Så hun ringer til sit netværk i byens evangeliske frikirke og til folk i bystyret, alt imens hun giver hånd til alle, og flygtninge og marchdeltagere hilser på hinanden. På årets første dag er antallet af overnattende marchdeltagere nede på 50, så kvinden med telefonen ånder lettet op: Byrådet sørger for, at en gruppe kan sove i boldklubben, og resten kan indkvarteres privat.

Syrerne i kirkekøkkenet

Der er trængsel i frikirkens menighedshus. Marchens medbragte berlinerbænke og -borde bliver hentet fra lastbilen, så alle kan få en plads. Den ene halvdel er nu indkvarteret i boldklubben bag stålhegn og med tilkaldte sikkerhedsvagter. Resten har deres bagage med og skal fordeles blandt flygtningefamilierne. Det er dem, der har lavet mad: arabisk kylling med ris og grøntsager og to meget søde kager til dessert.

De flygtninge, der ikke er i køkkenet, bliver sat for bordenderne, så der er flygtninge ved alle bordene, og så marchdeltagerne ikke lukker sig inde med deres ømme tæer og anekdoter fra dagens rute. Det fungerer ikke lige godt ved alle bordene, fordi sprogbarriererne blandt nogle er for store.

Det går også lidt trægt med at få udnyttet gæstfriheden. En gruppe unge fyre øjner muligeden for at kunne drikke lidt sen øl i boldklubben, hvis de, der vil tidligt i seng, bliver indkvarteret privat. Omvendt er nogle så trætte, at de ikke kan overskue at skulle hjem til nogle fremmede mennesker og samtale, og vil derfor helst sove i klubhuset.

Jeg er foreløbig den eneste, der har takket ja til Marinas invitation, og hun er tydeligt skuffet, da hun hører, at jeg ud over at være den eneste bare er journalist og ikke ’rigtig’ marchdeltager.

To unge kvindelige deltagere fra Tyskland er ved at koble sig på ølholdet, men et par vabler på den enes hæle, som trænger til at blive håndteret, trækker dem i sidste øjeblik med ind i Marinas bil og hjem til bad og fred og ro.

Det er jeg glad for, så kan jeg nøjes med mest at lytte. Jeg er selv for træt til at snakke.

Følg med i fredmarchens rute på kortet og klik dig ind på flere artikler fra turen:

 

Serie

Fredsmarch til Aleppo

Anden juledag startede en fredsmarch fra Berlin med kurs mod Aleppo. Mod strømmen ad den rute, flygtningene fra den syriske borgerkrig har rejst gennem de seneste år: Fra Tyskland, ned gennem Centraleuropa, Balkan, Grækenland og Tyrkiet til Syrien.

’Vi er dem, bomberne skulle skræmme væk,’ siger arrangørerne, der tæller folk fra bl.a. Tyskland, Polen, Finland, Belgien.

Informations Jon Jørgensen gik med den første måned fra Berlin til syd for Prag. Marchen dækkes herefter lejlighedsvis. Følg med i avisen og her på information.dk.

Læs mere om marchen på civilmarch.org.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her