Læsetid: 6 min.

Davos: Mens Vesten famler nervøst, rykker Kina kapitalismen til undsætning

Den forsamlede magtelite på World Economic Forum har i ugens løb luftet sin bekymring over populisme, ulighed, manglende vækst og globaliseringsskepsis. Men viljen til at ændre spillereglerne synes fortsat at mangle. Til gengæld strutter Kina af selvtillid og globaliseringsentusiasme
21. januar 2017

Hvis man ugen igennem har fulgt World Economic Forum (WEF) på afstand og ikke ladet sig distrahere af champagne, kaviar og stjernestøv i alpebyen Davos, så lejrer der sig et forstyrrende billede:

Vestens politisk-økonomiske elite er dybt foruroliget over den populistiske modvilje mod en globalisering, der ikke leverer de ønskede resultater, men samme elite går i en stor bue uden om de nødvendige svar på udfordringen, fordi svarene truer elitens privilegier.

Over for denne rådvilde fornægtelse fremstår Kina mere og mere som den nye dynamiske kraft, der med beslutsom energi er ved at overtage rollen som kapitalismens globale bannerfører.

Den schweiziske alpeby Davos får besøg af 3.000 medlemmer af den globale magtelite, når de i morgen samles til World Economic Forum. Stifter Klaus Schwab mener, at globaliseringskritikken og -bekymringen er de globale lederes største udfordring.
Læs også

Op til Davos-mødet offentliggjorde WEF en stribe artikler og oplæg, som roterer om globaliseringens skæve fordeling af goder og muligheder og den mistillid til systemet, det har udløst. Og flere tunge aktører holdt fast i temaet under mødet.

Således ikke mindst Christine Lagarde, direktør for den Internationale Valutafond IMF, der deltog i en paneldebat om ’middelklassens krise’. For mens stadig flere mennesker i vækst- og udviklingslande rykker op i middelklassen – defineret ved en indkomst på 10-20 dollar pr. dag – så skrumper middelklassen rundt om i Vesten.

»Middelklassen i USA er skrumpet fra i størrelsesorden 60 pct. til i størrelsesorden 50 pct. som et resultat af, at mere velstand akkumuleres i toppen, samtidig med at folk falder ud i bunden,« sagde Lagarde.

Samtidig udviser middelklassen »tegn på mistillid, mangel på håb og desillusion i forhold til mange af de principper og visioner, mennesker havde for deres fremtid«, og når det kombineres med lavere økonomisk vækst, mere ulighed samt en tydeligere udstilling via diverse medier af tingenes tilstand, så har man ifølge Christine Lagarde »ingredienserne til det, der nu identificeres som middelklassens krise i ilandene.«

Populismens ofre

Hun blev suppleret af Ray Dalio, formand for investeringsfirmaet Bridgewater Associates, verdens største hedgefond, der påpegede, at utilfredsheden ikke kun skyldes økonomisk ulighed, men også følelsen af, at nationens værdier er truet, af ikke at have kontrol over tilværelsen og af ikke at være repræsenteret af f.eks. Davos-eliten.

En kombination af økonomisk usikkerhed, social usikkerhed og kulturel usikkerhed har grebet mange mennesker, sagde en anden WEF-deltager, Brendan Cox, direktør for det britiske More In Common-initiativ.

»Vi er måske ved et punkt, hvor globaliseringen slutter, og hvor provinsialisme og nationalisme bider sig fast,« advarede en bekymret Ray Dalio.

Provinsialisme og nationalisme er kendetegnene for den populisme, Dalio ser som tidens største trussel – på linje med populismen i 1930’erne.

Læs også

Samme holdning indtager USA’s tidligere finansminister og Harvard-rektor, økonomen Larry Summers, der også deltog i paneldebatten.

»Historiens lære er overvældende: Klassisk populisme er altid kontraproduktiv for dem, i hvis navn den tilbydes som politik. De mennesker, der bliver en populistisk politiks ofre, er lavindkomst- og middelklassepersoner, i hvis navn denne politik føres ,« sagde Summers.

Han påpegede det paradoksale i, at amerikanere, der føler sig svigtet af eliten, nu har indsat milliardæren Donald Trump som deres præsident.

»USA har netop valgt verdens klareste symbol på højprofileret forbrug. Det er en bizar manifestation af en bekymring for ulighed.«

Omfordeling

Helt tilbage i 2013 holdt Christine Lagarde en åbningstale på årets Davos-møde, hvor hun advarede om konsekvenserne af en stigende ulighed.

»Jeg blev mødt med stærk modstand, især fra økonomer som sagde, at det ikke rigtig var deres opgave at bekymre sig om den slags,« fortalte IMF-chefen under paneldebatten.

»Det er i orden, at de (politiske ledere) ikke lyttede til min åbningstale i 2013, men hvis de får samme reaktion fra deres vælgere, så er de altså nødt til at tænke det igennem.«

Typisk for de mange debatter, pressemøder og interviews streamet fra årets Davos-møde er imidlertid det stærke fokus på at få gang i den globale vækst ved at presse på med innovation, automatisering, deregulering, nedbrydning af handelsbarrierer og opgradering af arbejdskraften.

»Folk taler om, hvordan ulighed er et alvorligt problem, den største trussel mod globaliseringen og den globale økonomi,« sagde i Davos den amerikanske økonom og nobelpristager Joseph Stiglitz til The New York Times, »men jeg har endnu ikke hørt en god diskussion om, hvordan en ændret globalisering vil håndtere uligheden.«

Bekæmpelse af skattely, et mere retfærdigt skattesystem, restriktioner på kapitalbevægelser er således emner, det har været meget svært at få øje på i Davos.

Omfordeling »er en dagsorden, der er en pestilens for mange Davos-mænd og -kvinder,« mener Stiglitz, og faktisk var Christine Lagarde en isoleret stemme i den vestlige elites kor på det punkt.

At håndtere middelklassens krise »forudsætter formentlig en større omfordeling, end vi ser i øjeblikket,« bemærkede hun forsigtigt.

Hvor blev pengene af?

Til gengæld talte deltagere fra Kina klarsprog om samme emne.

»Det handler ikke om, at andre lande stjæler amerikanske job. Det handler om jeres strategi: at I ikke har fordelt pengene på en ordentlig måde,« sagde Jack Ma, den stenrige kinesiske grundlægger af e-handelsselskabet Alibaba, under en dialog i Davos.

Han forklarede, hvordan store amerikanske selskaber som IBM, Cisco og Microsoft tjente enorme summer til sig selv og USA under globaliseringsbølgen fra 1980, hvor de outsourcede deres aktiviteter til Kina, Indien, Mexico m.m.

»Men hvor blev pengene af,« spurgte Jack Ma og svarede, at USA i de sidste 30 år har brugt 14,2 billioner dollar på 13 krige. En anden del af pengene gik til Wall Street, hvor de blev tabt i 2008.

»Hvad hvis man havde brugt en del af de penge på at opbygge infrastrukturen og dermed havde hjulpet funktionærer og arbejdere. Man forventes at bruge pengene på sit eget folk,« sagde den kinesiske forretningsmand.

Den nye kapitalistiske kraft: Kina

Hans præsident, Kinas leder Xi Jinping, var hovedtaler på førstedagen i Davos og påpegede, at kritikken af den økonomiske globalisering bl.a. hænger sammen med, at den globale økonomi ikke vokser så markant længere.

»Økonomisk globalisering er et tveægget sværd. Når den globale økonomi presses nedad, er det svært at gøre den globale økonomis kage større. Den vil måske ligefrem skrumpe, og det vil presse forholdet mellem vækst og fordeling, mellem kapital og arbejde, mellem effektivitet og lighed,« sagde Xi Jinping.

For den kinesiske leder er det ikke et argument for at dæmpe globaliseringen, lukke protektionistisk af, sådan som hans modpart i USA synes at ville. Tværtimod.

»Hvad enten man bryder sig om det eller ej, så er den globale økonomi det store hav, man ikke kan undslippe. Ethvert forsøg på at bremse strømmen af kapital, teknologier, produkter, industrier og mennesker mellem økonomier og kanalisere vandet i havet tilbage i lukkede søer og åer er simpelthen umuligt.«

Så for Kina handler det om at forfølge en globalisering, der holder den rette balance mellem effektivitet og lighed og er mere inkluderende, mere bæredygtig. Men afgørende er det at få fart på den vækst, der p.t. er på det laveste niveau i syv år, mener Xi Jinping, der erkendte, at vejen dertil »fortsat er vanskelig at få øje på.«

Han påpegede, at 80 pct. af den globale vækst i dag skabes af vækst- og u-lande, og at det derfor er nødvendigt at ændre de globale spilleregler, så de afspejler denne nye økonomiske styrkefordeling og samtidig sikrer omfordeling for at afværge forstærket social uro.

Xi Jinping varslede, at Kina, der allerede er verdens næststørste økonomi, vil kaste sine kræfter ind i processen med at styrke globaliseringen, åbne den kinesiske økonomi yderligere, arbejde for nye frihandelsaftaler etc.

»I de kommende fem år ventes Kina at importere varer for otte billioner dollar, tiltrække udenlandske investeringer for 600 milliarder dollar og foretage investeringer i andre lande for 750 mia. dollar,« sagde præsidenten.

»Historien skabes af de modige. Lad os løfte selvtilliden, skride til handling og marchere arm i arm mod en lys fremtid,« lød den kinesiske udgangsreplik på talen til Davos-eliten.

Og således tegnede World Economic Forum et billede af et Vesten, der er ramt af splittelse og nervøsitet, i tvivl om vejen frem og tilsyneladende endnu ikke parat til at ændre på privilegier og magtforhold – over for et Kina, der selvbevidst og energisk er klar til at buldre ud på det globale marked. Eller som udtrykt i Davos af den amerikanske økonomiprofessor Nouriel Roubini:

»Vi har i denne uge i Davos set billedet af lederen af det af navn stadig kommunistiske Kina som forkæmperen for frihandel, globalisering, fri markedskapitalisme – og det på et tidspunkt, hvor den tiltrædende leder i det største kapitalistiske land i verden taler, som om USA er bange for konkurrence, globalisering og handel.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Lindegaard
  • Philip B. Johnsen
Torben Lindegaard og Philip B. Johnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Jørgen Steen Nielsen

Vi lader lige citatet af Nouriel Roubini stå et øjeblik:

»Vi har i denne uge i Davos set billedet af lederen af det af navn stadig kommunistiske Kina som forkæmperen for frihandel, globalisering, fri markedskapitalisme – og det på et tidspunkt, hvor den tiltrædende leder i det største kapitalistiske land i verden taler, som om USA er bange for konkurrence, globalisering og handel.«

Håbet er, at Kina kan samle TPP, Trans-Pacific Partnership op.

TTIP, Transatlantic Trade and Investment Partnership er vist stendød -
hvert fald hvis det står til Donald Trump.

Selvfølgelig er det bøvlet at få tilpasset NAFTA, North American Free Trade Agreement og CAFTA, Central American Free Trade Agreement med EU's bestemmelser for det indre marked, og FTAA, Free Trade Area of the Americas skal også indtænkes i TTIP.

Al det gider Donald Trump ikke.
Han vil forhandle mellemstatsligt og bilateralt.
Så er han mere tryg ved, at America First slår fuldt igennem.

Jamen altså - det tegner slet ikke lyst.

Philip B. Johnsen

Man høster som man sår.
"Der findes et ordsprog som hedder, at "man høster som man sår". Som man nok kan regne ud, så forholder det sig sådan, at hvis en landmand - eller for den sags skyld, en hvilken som helst anden mand - er flittig med at så sin jord, så vil der også være meget at høste, når høsttiden kommer. Hvis man derimod ikke har sået særlig meget, så vil der jo så heller ikke være særlig meget at høste.

Ordsproget, man høster som man sår, har dog ikke noget at gøre med hverken at så eller høste afgrøder. Det skal snarere forstås i overført betydning.

Hvis en person er flittig med at arbejde for at forbedre sine egne muligheder for fremtiden, så vil vedkommende som regel også gå gode tider i møde sidenhen. Tilsvarende gælder, at hvis man ikke gider bekymre sig om fremtiden, så vil der heller ikke være noget at nyde godt af sidenhen - eller med andre ord, man høster som man sår."
Link: http://ser-man-det.blogspot.dk/2011/04/man-hster-som-man-sar.html

Det er farligt, at opfinde en alternativ virkelighed, der bogstavligt talt ikke holder vand.
Se link: https://www.information.dk/comment/1193016#comment-1193016