Læsetid: 9 min.

’Duterte er en gangster, men han er vores gangster’

Et halvt år inde i sin regeringsperiode er Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, stadig populær. De tusindvis af udenomretslige drab i præsidentens ’krig mod narko’ møder dog i stigende grad kritik – fra de få, der tør sige det åbent
I Dutertes første halve år ved magten er der blevet begået omkring 6.000 såkaldt udenomretslige drab. Omkring 2.300 af dem har politiet taget ansvar for under overskriften ’krig mod narko’. De resterende er ’under efterforskning’.

I Dutertes første halve år ved magten er der blevet begået omkring 6.000 såkaldt udenomretslige drab. Omkring 2.300 af dem har politiet taget ansvar for under overskriften ’krig mod narko’. De resterende er ’under efterforskning’.

Jes Aznar/Getty Images

3. januar 2017

METRO MANILA/DAVAO CITY – Det er som at finde vej ind i et netværk under jorden: Man skal kende nogen, der kan sige god for en. Kritikerne går stille med dørene, og næsten ingen vil lægge navn til kritik af den filippinske præsident Rodrigo Duterte, også kendt under øgenavnene Roa, The Killer, Rody, The Punisher, Digong eller Tatay Digong (far Digong).

Han nyder fortsat opbakning fra næsten 80 procent af filippinerne – både blandt dem, der bor i ø-staten, og blandt dem, der bor uden for landets grænser. I historisk perspektiv er han lige så populær som Corazon Aquino – der blev valgt efter diktatoren Marcos’ fald i 1986 – et halvt år inde i sin regeringsperiode.

Maher Mangahas fra meningsmålingsinstituttet Social Weather Stations har dog peget på, at filippinske præsidenter ofte nyder stor opbakning i det første års tid, hvorpå deres popularitet styrtdykker, når folks forventninger undergraves af hverdagens realiteter.

Det nye er altså ikke præsidentens popularitet som sådan. Det nye er, at folk er decideret bange for at udtrykke sig kritisk.

Det skyldes blandt andet, at der i Dutertes første halve år ved magten er blevet begået omkring 6.000 såkaldt udenomretslige drab. Omkring 2.300 af dem har politiet taget ansvar for under overskriften ’krig mod narko’. De resterende er ’under efterforskning’. Blandt de dræbte påståede narkokriminelle er også fagforeningsfolk, sociale aktivister og journalister.

Dette sted findes

I Davao City, hvor Duterte var borgmester i godt to årtier, hænger der bannere og plakater til støtte for ham overalt. Kunstner og aktivist Carlos Celdran, der er vokset op i Davao – og valgte at føre kampagne for det Liberale Partis præsidentkandidat Mar Roxas, da det viste sig, at Duterte ville stille op – siger om præsidentens popularitet i hjembyen:

»Det er ikke tilladt ikke at elske Duterte i Davao Ciy, så det er svært at sige, hvor stor hans popularitet er i praksis. Og døde mennesker kan som bekendt ikke sige noget.«

I researchen til denne artikel har studerende og undervisere, fagforeningsfolk fra fremstillingsindustrien og den uformelle sektor, ngo-arbejdere og folk fra den katolske kirke bidraget.

Få vil stå frem med navn, og for dem, der bor i Davao City, er det også vigtigt, at der ikke optræder geografiske eller organisatoriske detaljer, der kan gøre det muligt at identificere dem, hvis nogen skulle få lyst til det.

En af de få Davao City-indbyggere, der indvilligede i at indgå i artiklen med navn, er Irene Tabada fra Archdiocesan Commission on Prison Welfare (ACPW). Den 12. december inviterede hun til julekoncert i Davao City Jail, hvor en gruppe præstestuderende fra Redemptoristernes seminarium skulle synge for de godt 3.000 indsatte, hvoraf over halvdelen sidder på anklager om narkokriminalitet.

Irene Tabadas filosofi er, at rehabilitering er noget, som ikke kun de indsatte, men også samfundet som sådan har brug for. Derfor forsøger hun at bygge bro mellem dem inden for og dem uden for fængselsmurene.

»Folk skal kende til det liv, der leves her,« siger hun, før vi går ind i fængslet, hvor der ikke må tages billeder eller fraterniseres med de indsatte.

»Folk skal vide, at dette sted findes. Her oplever de indsatte sig tilmed som heldige – mange har allerede mistet venner, der er blevet skudt ned på gaden.«

Statskriminalitet

Davao City Jail ligger i udkanten af byen, omkranset af mure med pigge. Fra parkeringspladsen bag porten fører en smal betontrappe op til øverste niveau af celler, der udgøres af betongulve og metalgitre.

Fænglet er som helhed under åben himmel, og cellerne har rustne metalplader som tag. Den mindste ’enhed’ er på fire gange fem meter, hvor 20 indsatte bor sammen og sover på måtter på gulvet. Cellerne er forbundet af smalle betonstier og -broer med pigtråd omkring.

Bagest på fængelsområdet er en stor overdækket basketballbane, hvor der i anledning af julekoncerten er opsat en scene og rækker af træbænke. De indsatte, der er klædt i shorts, klipklappere og gule T-shirts, sidder bænket eller står i rækker foran scenen. De råber begejstret, da de præstestuderende korsangere tager opstilling, og en transkønnet indsat introducerer aftenens program.

En af dem, der sidder fængslet, er en kollega til ’Gerry’. På Gerrys opfordring meldte han sig selv til politiet som stofbruger for at undgå at blive slået ihjel.

»I stedet for at tilbyde ham behandling tog politiet ham på falske anklager om at sælge stoffer,« fortalte Gerry inden besøget i fængslet.

Gerry arbejder i den uformelle sektor og organiserer urban poors i fagforening. Han flyttede til Davao City i 1988, samme år som Duterte blev valgt til borgmesterposten. Dengang var Gerry stor fan – også af borgmesterens hårdhændede metoder.

»Jeg boede i et af de fattigste områder i Davao City, et slumkvarter, og i mit lokalmiljø betød udrensningen af stofbrugere og pushere et øjeblikkeligt fald i den dagligdags kriminalitet. Den slags er et stort problem, når man i forvejen ingenting har,« forklarer Gerry.

Men med tiden blev han mere skeptisk.

»Drabene holdt jo aldrig op. Og den dag i dag kan man købe stoffer overalt i byen, ikke åbenlyst, men der er masser i omløb. At slå folk ihjel er ikke en måde at stoppe kriminalitet, det er at udøve statskriminalitet,« siger Gerry.

Det var, da han mistede en fagforeningskammerat første gang, at Gerry for alvor holdt op med at tro på Duterte.

»Drabet på min kammerat blev fremstillet som narkorelateret, men narko havde intet med sagen at gøre. Han blev slået ihjel, fordi hans fagforeningsarbejde havde genereret de forkerte,« siger Gerry.

De fleste i hans familie støtter stadig Duterte.

»Duterte er en gangster, men han er vores gangster, sådan er holdningen her,« siger Gerry.

Når han og hans kammerater er ude for at organisere eller uddanne deres medlemmer, er de derfor påpasselige med, hvordan de formulerer sig.

»Vi siger aldrig, at vi er imod Duterte, det er vi heller ikke. Men vi er imod hans politik og især de udenomretslige drab,« siger Gerry. »Vi forsøger lige så stille at plante kritiske tanker hos folk. Det virker, men det går meget langsomt.«

Frygt og ængstelse

Udenomretslige drab er ikke noget, Duterte har fundet på. Det er en praksis, Filippinerne har arvet fra skiftende koloniherrer. Ofrene er typisk folk, der organiserer arbejdere eller bønder, miljøaktivister og kritiske journalister.

Under den foregående præsident, Benigno Aquino III, søn af Corazon Aquino, blev anslået mindst 300 slået ihjel uden om retssystemet, hvilket dog var væsentlig færre end under den foregående administration.

Ikke desto mindre er extra judicial killings, som det hedder på engelsk, forblevet så udbredt et fænomen, at det blot omtales som EJK’s.

Duterte-loyalister har derfor med en vis succes slået tilbage ved at fremstille kritikerne som hykleriske yellowtards – en nedsættende betegnelse for Aquino-dynastiet og dets støtter.

På bloggen viraldutertenews argumenteres der bl.a. med budskaber om, at »narko-politikerne, narkosyndikaterne og det korrumperede retssystem er de virkelige mordere hertillands«, og at »millioner er blevet afhængige – hvilket har konsekvenser for atter millioner andre, ofre for rusdrab, voldtægter, tyveri, væbnet røveri – og har spredt frygt og ængstelse.«

Personer af interesse

Befolkningen er dog muligvis ved at nå et ’mætningspunkt’, hvad angår drabene, som en demonstrant formulerede det under en manifestation ved Mendiola, Manila, på International Human Rights Day den 10. december. End ikke den maoistiske del af venstrefløjen, CPP-NPA, der indtil videre har valgt at støtte Duterte i håb om en fredsaftale og sociale reformer, kan længere lægge låg på kritikken inden for egne rækker.

Aktivister fra menneskeretsgrupper og organisationer, der forbindes med CPP-NPA, gik også på gaden 10. december med krav om at stoppe både de udenomretslige drab og den lov, der skal genindføre dødsstraffen samt nedsætte den kriminelle lavalder til ni år.

Filippinernes præsident Rodrigo Duerte (midten) tordnede nok en gang mod landets kriminelle, da han i går holdt sin første tale til nationen, siden sin tiltrædelse. Her hilser han på medlemmer af parlamentet.
Læs også

»Kritikken af krigen mod narko vokser, men ikke så hurtigt og ikke så meget, som vi kunne ønske,« siger Rose Trajano, der er leder af gruppen Philippine Alliance of Human Rights Advocates (PAHRA).

Selv om Trajano er et kendt ansigt og det ville vække en del opsigt, hvis hun blev slået ihjel – i modsætning til de anonyme unge mænd i slumkvartererne – er det ikke risikofrit for hende at stå frem med kritik.

»Jeg blev advaret for to måneder siden af kilder inden for politiet,« siger Trajano. »De havde set seks navne på menneskeretsaktivister, heriblandt mit, på en liste over ’personer af interesse’.«

Er man i den kategori, er man et potentielt drabsmål.

Det virkelige Manila

Den katolske kirke i Filippinerne er for nylig gået ud med skarp kritik af drabene. Ifølge Social Weather Stations er omkring otte ud af ti filippinere bekymrede for, at nogen, de kender, vil blive ofre, mens omkring 70 procent faktisk ikke mener, at stofbrugere bør slås ihjel. Alligevel er mange fortsat villige til at acceptere drabene.

Carlos Celdran, der som ung flyttede fra Davao City til Manila og i dag bl.a. lever af at vise rundt i megabyen, mener, at det har at gøre med splittelsen i det filippinske samfund, særligt i hovedstaden.

»Der findes et isoleret, beskyttet Manila, og der findes et virkeligt Manila. Der findes de rige og de fattige; dem der lever bag mure, og dem der lever uden for murene. Inde bag murene, hvor bevæbnede vagter bemander indgangene, forekommer krigen mod narko lige så langt væk som Aleppo eller Tyrkiet. De bevæger sig kun rundt i byen i airconditionerede biler med privatchauffør og tonede ruder, og politiet kommer aldrig til at banke på deres dør med lister over mistænkte stofbrugere,« siger Carlos Celdran og tilføjer:

»Jeg bor uden for murene, men jeg bliver næppe slået ihjel, for jeg har en stemme. De dræber kun dem, der ingen stemme har.«

At mange af de tavse fattige accepterer drabene, skyldes, at de har den modsatte erfaring end dem, der bor inden for murene, siger Carlos Celdran.

»I de nabolag, hvor folk bliver slået ihjel, er situationen som sådan ikke ny. Deres liv har altid været potentielt overflødige; de er vant til, at døden ikke er langt væk. Det er bare mere ekstremt nu, men ikke grundlæggende anderledes, end det hele tiden har været.«

Forandringen er her

Også i Davao City er afstanden mellem rig og fattig markant efter to årtier under den angiveligt socialistiske Duterte. Fortællingen om ’mønsterbyen’ bliver til stadighed udfordret af statistikker, der viser, at Davao City har landets fjerdehøjeste kriminalitetsrate og højeste mordrate.

Mindstelønnen i Davao Region er på mellem 315-340 peso om dagen – tæt på det nationale gennemsnit. Det er ganske vist højere end i regionen Muslimsk Mindanao, en af landets fattigste, men væsentlig lavere end i hovedstaden, hvor mindstelønen ligger på  454-491 peso om dagen.

Selv efter to årtier med Dutertes version af krig mod narko, har omtrent 10.000 stofbrugere meldt sig selv for at undgå at komme på drabslister i den by, Duterte tidligere var borgmester for.

I Davao City Jail bliver der danset, klappet og nynnet med til de katolske og traditionelle filippinske julesange. Enkelte står ubevægelige og fortrækker ikke en mine under koncerten, men ser intenst op mod scenen.

Der er også to bands i fængslet, som med støtte fra den katolske kirkes fængselsarbejde har bygget deres egne instrumenter. Mens de spiller, åbner himlen sig i et voldsomt skybrud, der hamrer ned mod metaltaget, så man knap kan høre musikken.

Lyset går, og da det kommer igen senere, er vandet begyndt at stige på basketballbanen. Gæsterne bliver gelejdet op på scenen og derfra ind i et kapel, mens de indsatte bygger broer med træbænkene, så deres gæster kan komme tørskoede ud. Langs de interimistiske broer står indsatte i vand til knæene og tilbyder en hånd til hjælp og siger »merry Christmas« og »salamat«, ’tak’.

På muren ud mod parkeringspladsen hænger et stort plastikbanner med Dutertes portræt og hans knytnæveikon, der smadrer gennem en durianfrugt. Med store bogstaver står budskabet:

’Change is here @ Davao City Jail’.

Irene Tabada døde pludseligt 22. december af en hjerneblødning. 26. december blev hendes kiste bragt til Davao City Jail, så de indsatte kunne tage afsked.

'Gerry' ønsker at være anonym, da han har modtaget flere dødstrusler i forbindelse med sit fagforeningsarbejde. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu