Analyse
Læsetid: 6 min.

Erdogans tofrontskrig vil eskalere yderligere i år

Tyrkiets politiske ambitioner i Syrien er hovedårsagen til det sidste halvandet års stigning i terrorangreb på tyrkiske mål, senest mod en natklub i Istanbul nytårsnat – og det vil efter alt at dømme kun blive værre
Nytårsnat blev Tyrkiet endnu engang ramt af angreb. Denne gang blev 39 mennesker på en natklub slået ihjel og 62 såret

 

Nytårsnat blev Tyrkiet endnu engang ramt af angreb. Denne gang blev 39 mennesker på en natklub slået ihjel og 62 såret

 

Polfoto

Udland
2. januar 2017

Det er ikke just optimisme, der præger de tyrkiske fremskrivninger af 2017. Reaktionerne efter nytårsnats terrorangreb på et mondænt diskotek i Istanbul, hvor 39 blev dræbt og 62 såret af en (eller flere) stormgeværbevæbnet mand (mænd), går generelt på, at det forløbne års optrapning af terrorangreb på civile og statslige mål vil eskalere i 2017.

»Det bliver kun værre,« lyder de samstemmende kommentarer fra Istanbul og Ankara, og i avisen Hurriyet spår analytikeren Serkin Demirtas, at »Tyrkiets tofrontskrig går hårde tider i møde«.

Han opregner fem »problemområder«: Den indre sikkerhed, den ydre sikkerhed, den tyrkiske regerings anstrengte forhold til EU og NATO, de øgede politiske spændinger ved præsident Recep Tayyip Erdogans beslutning om at ændre forfatningen til præsidentielt system og – som det sidste – økonomien, der svækkes ved et fald i udenlandske investeringer og faldende turisme.

Et sjette problem, der ikke omtales, men som er konkret, er Tyrkiets evne til at yde befolkningen sikkerhed. Den er svækket efter udrensningerne i politi, gendarmeri, efterretningsvæsen og militær oven på det mislykkede kupforsøg 15. juli, som officerer med tilknytning til den eksilerede prædikant Fetullah Gülens netværk anklages for at iværksætte.

Problemets rod: Syrien

Hele problemkomplekset hænger sammen med den tofrontskrig mod henholdsvis PKK, den kurdiske separatistbevægelse, og Islamisk Stat, som indledtes i sommeren 2015.

Indtil da, var der ’ro på bagsmækken’, men da USA pressede Tyrkiets regering til aktiv deltagelse i USA-koalitionen mod Islamisk Stat (IS) med deraf følgende tilladelse til, at koalitionens kampfly kunne lette fra Incerlik-basen nær Adana i det sydlige Tyrkiet, var freden forbi. Indtil da havde Islamisk Stat nydt en vis accept begrundet i to hensyn: For det første landets indre sikkerhed – IS råder skønsmæssigt over 5.000 mand i ’sovende celler’ i Tyrkiet – og for det andet at jihadisterne fører krig mod det syrisk-kurdiske parti, PYD, der er tilknyttet PKK. Og mere perifert at Ankara – i øvrigt fejlagtigt – længe anså IS som en militært allieret i bestræbelsen på at fjerne Bashar al-Assads regime.

Kobane udløste krisen

Sideløbende havde den tyrkiske efterretningstjeneste på vegne af præsident Erdogan gennem flere år ført en dialog med PKK om muligheden for en fredsaftale, der bl.a. fordrede, at PKK trak sine væbnede grupper ud af Tyrkiet.

Men dialogen blev belastet ved Tyrkiets passivitet i 2014, da IS angreb den syrisk-kurdiske by Kobane, og Ankara nægtede PKK-enheder at komme deres syriske fætre til undsætning. Og den blev definitivt afbrudt efter et IS-terrorangreb på en tyrkisk-kurdisk ungdomslejr i Suruc nær Kobane med 34 dræbte.

PKK beskyldte den tyrkiske regering for at være i ledtog med IS og myrdede to politibetjente i den sydøstlige region, hvilket udløste den militære konflikt, der har lagt landsbyer øde efter militæraktioner og bombardementer af PKK-lejre på den irakiske side af Kandil-bjergene.

Det presserende problem for Ankara, som vurderes at eskalere i 2017 er, at såvel PKK som IS har styrker på tyrkisk territorium. Begge terrororganisationer er i stand til at slå til når og hvor, det passer dem. Og gør det.

At angrebet på Istanbul-diskoteket nytårsaften med rimelig sikkerhed kan tilskrives IS, er ud fra analyse af mål og metodik. Det var rettet mod sagesløse civile, og IS tager principielt aldrig ansvar for angreb i Tyrkiet. PKK – eller rettere: dens militante aflægger, TAK (Kurdistans Friheds Falke), angriber sikkerhedsmål, der så vidt muligt skåner civile. Den indre sikkerhed er illusorisk.

Nye alliancer betyder øget terror

For så vidt angår den ydre sikkerhed, er det ildevarslende, at 16 tyrkiske soldater blev dræbt i det tyrkiske militærs nylige forsøg på at fordrive IS fra den syriske by Al Bab. Forsøget mislykkedes, dels fordi de angiveligt allierede syriske oprørere fra FSA (Frie Syriske Armé) smed alt, hvad de havde i hænderne, og løb væk, da de mødte jihadisternes modstand, dels fordi den tyrkiske styrke blev svigtet af USA, da den anmodede om luftstøtte.

Da tyrkiske styrker i august invaderede Syrien havde det flere formål. For det første at forhindre de syriske kurdere i at forbinde ’kantonerne’ Kobane og Afrin mod vest, hvilket ville medføre kurdisk herredømme langs hele den 911 kilomter lange grænse. For det andet at etablere en sikkerhedszone på den syriske side af grænsen, der kunne opsamle flygtninge fra kamphandlinger i bl.a. Aleppo. Og endelig at rette et slag mod Islamisk Stats byer, i første omgang Al Bab og på sigt IS-hovedbyen Raqqa.

I to af de ovennævnte tre problemstillinger er Tyrkiet på kollisionskurs med NATO-partneren, USA. USA er som allieret med den syrisk-kurdiske YPG-milits ikke interesseret i, at tyrkerne tager Al Bab og Raqqa, som YPG er udset til at erobre. Det vil sikre USA-koalitionen et forhandlingskort i en kommende og uundgåelig politisk løsning for Syrien.

Resultatet af disse modsætninger er en ændring i tyrkisk udenrigspolitik. Den er ikke erklæret, men finder de facto sted og er manifesteret i Ankaras nyetablerede alliance med Rusland og Iran. Den sætter USA og dets allierede i Golfen uden for indflydelse i de forhandlinger, der er målet med den nyligt indgåede våbenhvile mellem Assad-regimet og de tyrkisk-russisk-allierede oprørsstyrker.

Tyrkiets politiske ambitioner i Syrien – at hindre en styrket kurdisk enklave og ’neutralisere’ Islamisk Stat med angreb på dens hovedbyer – er rationelt set logiske i lyset af Ankaras krav om at få indflydelse på en syrisk nyordning.

Men prisen for den førte politik er øgede sikkerhedsproblemer i tyrkiske byer – til skade for investeringer og turisme, Eksempelvis er det kun et par uger siden en fynsk fodboldklub valgte Tyrkiet fra som værtsland for en træningslejr.

Angreb i Tyrkiet

  • 20. juli 2015: 34 unge fortrinsvis tyrkisk-kurdiske aktivister blev dræbt og mere end 100 såret i et selvmordsbombeangreb i den sydøstlige by Suruç nær grænsen til Syrien. Den tyrkiske regering udpegede IS som skyldig.
  • 10. oktober 2015: I Tyrkiets histories blodigste terrorangreb blev 109 dræbt og mere end 500 såret af to selvmordsbomber mod en kurdisk politisk fredsdemonstration i Ankara. IS er mistænkt.
  • 12. januar 2016: 11 tyske turister blev dræbt og yderligere 16 blev såret i et selvmordsangreb i Istanbuls Sultanahmet-kvarter i den historiske del af byen. Ekspremierminister Ahmet Davutoğlu gav IS skylden.
  • 17. februar 2016: 29 blev dræbt ved et bilbombeangreb rettet mod militære busser tæt på generalstabens hovedkvarter i Ankara. Kurdistans Friheds Falke (TAK), en gruppe knyttet til PKK, tog skylden.
  • 13. marts 2016: 37 mennesker blev dræbt og snesevis såret i et selvmordsbilbombeangreb i Ankara. TAK påtog sig skylden.
  • 19. marts 2016: Tre israelere og en iraner blev dræbt og snesevis blev såret i et selvmordsbombeangreb i Istanbuls centrum, Istiklal Avenue. IS menes at stå bag.
  • 12. maj 2016: 16 civile blev dræbt, da en bombelastet PKK-lastbil detonerede i Dürümlü, en landsby i den sydøstlige provins Diyarbakır.
  • 7. juni 2016: Mindst syv politifolk og fire civile blev dræbt, da en bombe ramte et politikøretøj nær det historiske centrum af Istanbul. TAK tog skylden for angrebet.
  • 28. juni 2016: Mindst 47 mennesker blev dræbt af tre selvmordsbombemænd i Istanbuls Atatürk Lufthavn. Premierminister Binali Yıldırım udpegede IS som mistænkte.
  • 20. august 2016: 57 civile, heraf 34 børn, blev dræbt i et IS-bombeangreb på et bryllup i Gaziantep nær den syriske grænse.
  • 9. oktober 2016: Ti soldater og otte civile blev dræbt i et PKK-selvmordsbombeangreb rettet mod et militært vej-checkpoint i Şemdinli-distriktet i den østlige provins Hakkari.
  • 10. december 2016: Mindst 38 mennesker, syv af dem civile, og 30 politifolk, blev dræbt og 166 andre blev såret i to bombeangreb uden for Beşiktaş fodboldklubs stadion i Istanbul.
  • 17.december 2016: 14 tyrkiske politifolk omkommer ved bilbombe-angreb i den anatolske by Kayseri
  • 20. december 2016: Ruslands Ankara-ambassadør myrdes af civilklædt politibetjent under åbning af en kunstudstilling
  • 31. december 2016: 39 dræbte og 62 sårede efter terrorangreb på fashionabel natklub i Istanbul

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det bliver mere og mere tydeligt, at anstifteren af alt dette er Erdogan og hans drømme om at blive enehersker over et nyt "osmannisk-sunniitisk" rige. Alle blodsudgydelser startede da han ophævede våbenhvilen med kurderne.
Erdogan troede at hans leg med IS var ufarlig - køb af olie - åbne grænser for nye rekrutter, der ville tilslutte sig IS - IS-krigernes brug af Tyrkiet som retreat og lazaret -smugling af våben fra Tyrkiet til IS - det rammer ham nu som en boomerang, og at IS som tak for Erdogans venlighed bombede kurdiske demonstrationer i Suruc i sommeren 2015.
For da han blev tvunget til at bekæmpe IS, så vendte de sig imod ham, og nu ser vi resultatet i form af de mange terrorhandlinger i tyrkiske byer.

Touhami Bennour

A de 39 døde i natklubben i Istanbul er 25 ifølge avisen, er araber fra saudi Arabien, Jordan, Libanon og Tunesien. Et Tunesisk ægtepar er bland de døde.

Touhami Bennour

Det Osmannsk sunnitisk Rige er i ruiner.Hvis det er rigtig som det står ovenpå i første kommentar.

Touhami Bennour - Det ved jeg godt, det var derfor jeg satte de i gåseøjne. Ikke desto mindre ser det ud til, at Erdogan forsøger at genoplive fortiden, og indsætte sig selv som sultan. Eller ?

Touhami Bennour

Arne Lund
Jeg tror du har læst noget om klovner, Fortiden gentages ikke som den var, det ved Erdogan udmærket. Men man kan altid bliver ved med at forsøge at sætte sammen noget det er gået i stykker, men det bliver ikke på det samme måde. Hvis danskere gav op fordi de er "centripete" som man mener dansker er; det lukker sig inde, det betyder ikke at alle vil det samme. Europa har lavet mange forsøg for enhed, siden Charlemagne (carl den store) det er end med EU og måske det er ikke den sidste.Så please lad folk i fred.

Touhami Bennour - Det jeg mener er, at Erdogan forsøger at genskaber (noget af) det ottomanske rige. Dels holder han med djævlens vold og magt fast på de kurdiske områder, men han forsøger også at få fat på de kurdiske områder udenfor Tyrkiets grænser, bl.a. i det nordlige Irak. Hvorfor skulle han ellers sende tropper ind i Mosul-området - til trods for at den irakiske regering beder ham om at holde sig væk.
Mon ikke hans drømme om et Stor-Tyrkiet går videre end som så. Nylig trykte regeringsvenlige tyrkiske aviser kort, der viste 1923-grænserne, og som bl.a omfatter Mosul. Stopper det her? Nej, det gør han ikke. Erdogan spiller på Tyrkiets fortid som regional stormagt, påkalder historien og referer til dengang Tyrkiets storhedstid begyndte i 1071.
Han er godt klar over, at de grænser, der blev trukket efter 1. verdenskrig er under opbrud, og at et helt nyt Mellemøsten vil fremstå i løbet af en kortere årrække. Og det vil Erdogan være med til at præge.

Touhami Bennour

Arne Lund- Det er gænse problemer i Irak og Syrien. Længere går Erdogan ikke. Men årsagen for det problem er Vesten, først med Sykes-Picot efter WW1 og så USA i 2003- Irak existerer ikke mere, var det ikke det Usa ville? Hvad angår Tyrkiet jeg har ikke hørt noget om skabelse af et Imperium, det er urealistisk og spild af tid, jeg tror ikke det er noget folk er interesseret i. Enig med Irak og Syrien, der vil ske noget. Hvad angår Kurdere, deres status er ikke fastsat endnu, Man skal ikke anvende vold. Både Tyrkiet og Irak har ret at arbejde for enhed af deres lande, det gør alle lande. Kurdere kan også insistere på deres stat og det er normalt; så længe de ikke anvender vold, alt andet kan anvendes, Det gør Spagnien, England, Frankrig og Rusland osv.Hverken Egypten eller nord Afrika har grænser med Tyrkiet og heller ikke Golfstater har. Til slut er der ikke noget med at skabe Et ny Osmannisk Rige. Nutiden kempes for demokratiet og det er ikke slut.

"Både Tyrkiet og Irak har ret at arbejde for enhed af deres lande, det gør alle lande" - Øh....består det i, at Erdogan sender tropper ind i Irak for at deltage i kampene om Mosuls befrielser.
Når pro-Erdogan medier (er der andre tilbage?) trykker gl. kort fra 1923, hvad kan man så lægge andet i det, end et ønske om at revidere de nuv. grænser.
Vi bliver nok ikke enige mht. om kurderne har ret til at bruge vold for at skabe deres egen stat.
For mig at se er der tale om en nationale befrielseskrig, mhp. at samle et Kurdistan, der i dag er besat af fem nationer. Men kan kurderne få deres eget land med fredelige midler, så er det naturligvis det bedste, men er det realistisk?

"Både Tyrkiet og Irak har ret at arbejde for enhed af deres lande, det gør alle lande" - Øh....består det i, at Erdogan sender tropper ind i Irak for at deltage i kampene om Mosuls befrielser.
Når pro-Erdogan medier (er der andre tilbage?) trykker gl. kort fra 1923, hvad kan man så lægge andet i det, end et ønske om at revidere de nuv. grænser.
Vi bliver nok ikke enige mht. om kurderne har ret til at bruge vold for at skabe deres egen stat.
For mig at se er der tale om en nationale befrielseskrig, mhp. at samle et Kurdistan, der i dag er besat af fem nationer. Men kan kurderne få deres eget land med fredelige midler, så er det naturligvis det bedste, men er det realistisk?

"Både Tyrkiet og Irak har ret at arbejde for enhed af deres lande, det gør alle lande" - Øh....består det i, at Erdogan sender tropper ind i Irak for at deltage i kampene om Mosuls befrielser.
Når pro-Erdogan medier (er der andre tilbage?) trykker gl. kort fra 1923, hvad kan man så lægge andet i det, end et ønske om at revidere de nuv. grænser.
Vi bliver nok ikke enige mht. om kurderne har ret til at bruge vold for at skabe deres egen stat.
For mig at se er der tale om en nationale befrielseskrig, mhp. at samle et Kurdistan, der i dag er besat af fem nationer. Men kan kurderne få deres eget land med fredelige midler, så er det naturligvis det bedste, men er det realistisk?

Touhami Bennour

Du skal ikke glemme a Tyrkiet er medlem af Nato og ven med USA, så kan Tyrkiet ikke foretager noget uden det blev diskuteret med Usa. USA også er enig hvad angår Kurdere i det hele taget. Så det ved jeg rigtig hvordan jeg skal forstå
hvad du siger. Der findes international retsorden og statsret osv, hvad gælder for Rusland gælder for Tyrkiet. Hvad angår kortene det er banalt og propaganda og ikke politik, og alle lande gør det. Skole børn i Israel lære et andet kort om Israel end virkligheden er. Vi giver videre sagen til historiker og evt. FN. vi kan ikke hjælpe mere.

Det gør jeg skam heller ikke. Men mon ikke USA er mere end træt af at rode med Mellemøsten. Derfor tror jeg heller ikke - men kan jo ikke vide det - at den dag hvor de nuv. grænser for alvor falder fra hinanden, og Mellemøstenkortet ommøbleres så vil USA og NATO-landene se roligt på, at Tyrkiet overtage dele af det Irak, der er ved at falde fra hinanden. Nok er Erdogan en slyngel, men han er "vores" slyngel.