Læsetid 4.0942857142857 min.

Fjolset, der plantede træer

I den vestlige Gansu-provins bor en mand, som har plantet træer hele sit liv for at gøre Kinas golde bjerge grønne. Engang stred det imod det store socialistiske projekt, hvor bønder skulle indvinde landbrugsjord. De kaldte ham et fjols. I dag bliver han hyldet som en helt
Xu Zhiqiang drømmer om at få lavet en rigtig dæmning og en bro her ved kløften, der deler landsbyen over i to dele.

Xu Zhiqiang drømmer om at få lavet en rigtig dæmning og en bro her ved kløften, der deler landsbyen over i to dele.

Lu Bin
11. januar 2017
Delt 37 gange

XUJIABUZI — Bussen standser ved en ensom kiosk på bjergryggen midt i Kinas Løss-plateau. Nu i den tidlige vinter er landskabet goldt. Kun de smalle marker, der er udhugget som terrasser op ad bjergskråningerne, vidner om menneskelig aktivitet. De er arven fra det store socialistiske projekt under Mao Zedong, hvor bønder over hele Kina blev tilskyndet til at indvinde ny landbrugsjord.

Det regner sjældent. Men når det gør, kan det have ødelæggende konsekvenser for veje, marker og menneskeliv, nu hvor der ikke længere er træer og krat til at holde på den løse jord.

For seks år siden blev 1.500 mennesker begravet i mudder i naboamtet Zhouqu efter en periode med kraftig sommerregn.

Men her bor en mand, der er gået imod landbrugsudviklingen og har plantet træer hele sit liv for at minimere risikoen for mudderskred.

68-årige Xu Zhiqiang tager imod ved busstoppestedet i det begyndende tusmørke og følger os de sidste kilometer ned ad en smal jordvej til landsbyen Xujiabuzi, halvanden times gang fra lægehjælp og indkøbsmuligheder.

Xu Zhiqiang viser os, hvor vi skal sætte fødderne. Flere steder langs vejen har regnvandet lavet faretruende sprækker i bjergsiden, og de lokale myndigheder har spændt plastik ud langs vejkanten for at holde på jorden. Den indsats giver Xu Zhiqiang ikke meget for.

Efter tre kvarter når vi den lille allé af pinjetræer, der fører ind til hans hus.

»Da jeg begyndte at plante pinjetræer, sagde folk, at jeg var en idiot. De sagde, at den slags træer aldrig ville kunne vokse her. Men nu har de været her i flere årtier. De vokser godt.«

Træerne

Xu Zhiqiangs hus ligger på en skråning, der ender i en kløft med et lille vandløb. På den anden side af kløften var der store træer, da han var barn, forklarer Xu Zhiqiang og peger. Han arvede 70 træer fra sin far – store træer hvis rodnet hjalp med at holde fast på den løse jord. De blev fældet i 1960’erne, da bjergskåningerne skulle inddrages til landbrugsjord. Nu er der kun det 100 år gamle pæretræ midt i gården tilbage.

I forsøg på at gøre Kina selvforsynende med fødevarer blev landbefolkningen i 1960’erne sat til at sprænge klipper, udtørre søer og rydde skovarealer under slagordet om at prioritere ’korn først’, yi liang wei gang.

Selvforsyning af fødevarer har været en konstant hovedpine for Kina, der i dag skal brødføde en femtedel af verdens befolkning på det, der svarer til godt 10 procent af den samlede landbrugsjord.

Under Mao Zedong hed det, at mennesket ikke skulle være underlagt naturen. I stedet måtte naturen tæmmes, så den kunne tjene det politiske projekt, fortæller Stig Thøgersen, der er professor i Kinastudier på Aarhus Universitet og i flere år har arbejdet med udviklingen af Kinas landområder:

»Natursynet på det tidspunkt var, at naturen var nogle fjendtlige omgivelser, som man skulle bekæmpe. Hvorimod ideen om naturlige balancer og økologi var helt forsvundet.«

Xu Zhiqiang tror stadig på, at naturen kan formes, som mennesket ønsker det. Men han gjorde modstand, da den politiske iver tog overhånd, og de gamle træer blev fældet:

»Vi kunne se, at regnen begyndte at skylle jorden væk, lave huller og store sprækker i bjerget. Det var farligt. Det var derfor, min bror og jeg gik i gang med at plante træer.«

Dengang måtte han og hans bror plante træer i det skjulte, når dagens forpligtelser med at dyrke markerne sammen med resten af landsbyen var overstået.

Under Kulturrevolutionen fra 1968-1978 blev Xu Zhigang beskyldt for at plante træer for egen vindings skyld. Han blev udpeget som kapitalist. Men han viste, at han gjorde det for landsbyens skyld, og anklagerne blev frafaldet.

»Jeg tror på, at man kan gøre alt, hvis man vil det nok og kæmper for det,« siger han i dag.

Fjolset, der ville flytte bjerge

Siden er det blevet til omkring 100.000 træer, og han behøver ikke længere snige sig ud i månens skær for at plante.

Nu skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua om Xu Zhigang og hans brors bedrifter. De er blevet sammenlignet med den gamle kinesiske legende om ’Fjolset, der ville flytte bjerge’, yu gong yi shan, der handler om en gammel mand, der ville fjerne de bjerge, der blokerede foran hans hus. Legenden optræder i Maos Lille Røde med en påmindelse om, at alt er muligt for den, der er vedholdende. Xu Zhiqiang og hans bror bliver i dag omtalt som nutidens fjolser, der gør det umulige, dangdai yu gong.

I et forsøg på at redde den ødelagte natur og forhindre jordskred gik Kina i 2002 den modsatte vej af Mao og iværksatte et landsdækkende projekt, ’Gør kornmarker til skov’, tui geng huan lin, der kompenserer bønder, som planter træer på deres landbrugsjord. Den årlige kompensation er på omkring 1.500 kroner pr. mu – eller det der rundt regnet svarer til en tyvendedel af en fodboldbane.

Men hverken landsbyboerne i Xujiabuzi eller Xu Zhiqiang har nogensinde modtaget kompensation eller økonomisk støtte for at plante træer. I stedet fortsætter han sit arbejde på eget initiativ, lige som han har gjort i de sidste 48 år sammen med sin tvillingebror.

Ud over træplantningen har Xu Zhiqiang også sit lille landbrug at tage sig af. Selv om han ikke skal ud på marken i vintermånederne, er dagen alligevel fyldt op med gøremål. Han passer sine bistader, fodrer hestene, holder huset ved lige og ser til sine spirer og små træer.

Majs til hestene hænger til tørre i de høje pinjetræer i gården, og langs alle væggene står runde bistader af ler. Alt har sin plads i en simpel orden.

Xu Zhiqiang har skabt det hjem, han gerne vil have. Han kunne ikke forestille sig at flytte herfra, og den årlige tur ind til byen Longxi er aldrig noget, han ser frem til.

12 nye lufthavne

Hans bror bor i huset ved siden af, og begge hans døtre har giftet sig med mænd i landsbyer i området. Men hans søn er flyttet væk og arbejder nu i Xinjiang.

Sønnen har fulgt samme tendens som resten af landsbyens yngre mænd og kvinder – en udvikling, der betyder, at der bortset fra et par børn i vuggestuealderen kun er midaldrende og gamle tilbage i landsbyen.

Infrastrukturen er en stor udfordring for afsidesliggende kinesiske landsbyer som Xujiabuzi. Over de næste fem år vil Gansu-provinsen bruge det, der svarer til 500 milliarder kroner på udviklingen af infrastrukturprojekter. Efter planen skal der bygges 60.000 kilometer veje og 12 nye lufthavne. Det er et vigtigt skridt i udviklingen af den nye økonomiske silkevej, der skal kæde Kina bedre sammen med nabolandene.

Men de store investeringer ændrer ikke på, at der fortsat vil være mangel på arbejdspladser og uddannelsesmuligheder i området.

Xu Zhiqiang forstår godt, at unge rejser væk for at få en uddannelse og tjene penge. Men udviklingen går alt for stærkt, og han er bekymret for, om alle har forstået konsekvenserne for deres familier, siger han:

»De unge, der ikke får succes inde i byen, spilder ikke kun deres egen tid og energi. De mister også deres børns mulighed for at bo i landsbyen, for de lærer ikke at dyrke jorden.«

Xu Zhiqiang fører os igennem gården og ned over bjergskråningen til sine træer på den anden side af kløften. En smal primitiv dæmning fungerer som bro over det lille vandløb.

Her drømmer Xu Zhiqiang om at få lavet en rigtig dæmning og en bro, så landsbyen kan få vand til markerne, og indbyggerne lettere kan komme over kløften, der deler landsbyen i to. For ham er en dæmning løsningen på mange af landsbyens problemer, selv om den skaber andre problemer længere nede ad vandløbet og ligefrem øge risikoen for erosion.

I dag planter flere træer

Han ved, hvor han skal træde for ikke at skride i det fedtede underlag op ad bjergskråningen. Det har ikke regnet siden begyndelsen af september, men jorden er endnu fugtig her. Det er det, han gerne vil vise os:

»Der, hvor der er store træer, bliver fugten i jorden.«

Den fugtige jordbund har med tiden overbevist Xu Zhiqiangs naboer om, at det møjsommelige arbejde med at indsamle frø, dyrke stiklinger og plante små træer ud i området ikke er forgæves.

»Nu er de andre i landsbyen selv begyndt at plante træer på deres egen jord.«

For Xu Zhiqiang handler det ikke kun om at sikre kløften mod erosion, det handler lige så meget om at skabe en lille grøn oase, hvor han med egne hænder har formet naturen, så den passer til hans smag.

Til at begynde med plantede han nyttetræer, som kunne bære frugt, der kunne sælges. Senere ønskede han at genskabe den naturlige skovvækst, men i de sidste år har han fokuseret på æstetikken.

Det er derfor, han planter stedsegrønt, så det er smukt hele året, forklarer han:

»Jeg har ladet mig inspirere af Sydkina. Det er så grønt og smukt der. Nu skaber jeg mit eget Sydkina i Gansu.«

I Kinas bagland

Engang bragte handelsrejsende velstand til Kinas vestlige bagland langs den gamle Silkevej. Handelsruten skabte mulighed for kulturelle møder mellem øst og vest. Men i dag er Kinas vestlige provinser plaget af fattigdom, menneskeskabte naturkatastrofer og ulmende minoritetskonflikter.

Seneste artikler

  • Sikkerhedsstyrker værner om det nationale sammenhold i Xinjiang

    6. februar 2017
    Gentagne angreb på civile i den selvstyrende region Xinjiangs hovedstad Urumqi har ført til en opdeling mellem han-kinesere og uighurer. Men midt imellem sikkerhedstjek og patruljevogne forsøger unge uighurer at finde økonomisk velstand uden at miste deres kultur
  • I Lanzhou lever Kinas Huimuslimer efter egne regler

    17. januar 2017
    Frygten for islamisering har fået tag i Kina. Det rammer også Kinas huimuslimer, som ellers regnes for gode, velintegrerede muslimer, der taler det kinesiske sprog. Information har besøgt det muslimske kvarter i Gansu-provinsens hovedstad Lanzhou midt i Kinas koranbælte. Her lever muslimer efter egne normer og regler
  • Hun opgav livet som migrantarbejder og rejste hjem for at gifte sig med ham, hun mødte i nattoget

    9. januar 2017
    Hvert år rejser millioner af unge fra Kinas landområder for at knokle sig til et bedre liv i byerne. Den unge kvinde Wang Baoxia er nu rejst den anden vej. Hun har opgivet livet som migrantarbejder og er flyttet tilbage til provinsen for at blive gift med den mand, hun mødte på sin vej ud for at finde lykken
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

AJOUR

Kina inddrager mere jord til landbrug

Med et landbrugsareal, der skrumper på grund af erosion, overudnyttelse og byvækst, og en befolkning, der opgiver landdistrikterne, rykker til byerne og ændrer kostvaner i retning af større kødforbrug, er Kina konstant udfordret på sin fødevaresikkerhed.

Det er en grund til, at kinesiske selskaber med statslig opbakning har travlt med at opkøbe landbrug, jord og landbrugsvirksomheder i lande som Australien, Argentina, Brasilien, USA og Østeuropa, men også grunden til at den kinesiske regering søger at udvide landbrugsarealet i Kina. Ifølge Reuters planlægger den kinesiske regering nu at udvide det dyrkbare areal med 1,3 millioner hektar over de næste tre år. Det er næsten det dobbelte af Sjællands areal og ca. en pct. af det eksisterende dyrkbare areal i Kina.

jsn

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Klaus Seistrup
    Klaus Seistrup
  • Brugerbillede for jens wolff
    jens wolff
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Kristen Carsten Munk
    Kristen Carsten Munk
Klaus Seistrup, jens wolff, David Zennaro og Kristen Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer