Først mod slutningen blev Obama for alvor grøn

Med blot en måned tilbage ved magten nåede præsident Barack Obama lige akkurat at sætte et sidste vigtigt aftryk på USA’s miljø- og klimapolitik, da han den 20. december underskrev et dekret, der i al fremtid forbyder salg af rettigheder til at bore efter olie og gas i størstedelen af de amerikanskkontrollerede områder af Arktis og Atlanterhavet.

En lov fra 1953 giver præsidenten mulighed for – uden kongressens accept – at blokere for fremtidige boringer, og selv om USA’s kommende præsident, Donald J. Trump, formentlig vil forsøge at annullere præsident Obamas beslutning, bliver det en lang og besværlig juridisk proces, der de facto sætter et stop for salg af nye olie- og gaskoncessioner.

»En sejr for alle, der kæmper for Arktis,« skrev Greenpeace øjeblikkeligt i en pressemeddelelse, og tilsvarende rosende toner lød fra andre amerikanske og internationale miljøorganisationer.

Til trods for dette markante punktum har præsident Barack Obamas otte år i embedet ikke været lutter miljø- og klimapolitiske sejre. Kritikere hæfter sig ved, at Obama har været for langsom til at sætte afgørende ind på klimaområdet, og de frygter, at hans resultater er så skrøbelige, at de vil blive rullet tilbage under Trump.

Det tror præsident Obama dog ikke selv. I et interview med New York Times i september medgiver han, at der er en risiko, men mange af miljø- og klimatiltagene blive svære at lave om, fordi de simpelthen viser sig at være gode løsninger:

»Man må huske på, hvad der sker, når vi laver intelligent politik og lovgivning, der viser sig at virke. Så har det en tendens til at sætte sig fast, og det bliver sværere at rulle tilbage.«

»Så alle de her større og mindre skridt, vi har taget (på miljøområdet, red.), de låser os fast på en bestemt kurs (…) derfor handler det ikke længere om at rulle tilbage, hvad jeg har gjort, men om at rulle noget tilbage, som en masse folk kan se er godt,« sagde Obama til New York Times.

De første år og nederlag

Selv om Barack Obama i sine to første år som præsident havde flertal med demokraterne i kongressen – og fra start lovede et kursskifte i amerikansk klimapolitik – fejlede han i netop den periode.

Med den globale finanskrise som bagtæppe var hans demokratiske partifæller i især de midtamerikanske industristater mindre optaget af at få USA med på det hold af lande, der aktivt gjorde noget ved de stadigt mere åbenlyse klimaudfordringer. Obama løb allerede i forsommeren 2009 ind i et afgørende nederlag i forsøget på at sætte en ny klimapolitisk kurs.

Obamas såkaldte cap and trade lovgivning, der ved kvotehandel skulle begrænse udledningen af CO2 fra industri, transport og kraftværker, blev stemt igennem Repræsentanternes Hus, men inden lovforslaget nåede til afstemning i Kongressens andet kammer, Senatet, måtte præsident Obama lade forslaget falde.

Opbakningen til en ny og klimaprogressiv lovgivning var hos både republikanere og fra afgørende demokratiske senatorer svundet ind i takt med, at fokus blev rettet mod at sikre økonomien, skabe arbejdspladser og holde ro på Main Street.

Da Obama tabte sit flertal i Kongressen ved midtvejsvalget i 2010, forsvandt miljø og klima stort set fra den politiske dagsorden, og under præsidentvalgkampen imod Mitt Romney i 2012 nævnte Obama knap spørgsmålet om klimaproblemerne.

Som Daniel Kammen, der er grundlægger og leder af Renewable and Appropriate Energy Laboratory ved Berkeley universitet i Californien, siger til webmediet Inside Climate News:

»Den første (embeds-)periode var rent spild. Den anden periode er en helt anden historie.«

Uden om Kongressen

Efter fiaskoen med det faldne cap and trade-lovforslag valgte Obama en ny strategi for at få gennemført politisk upopulære tiltag på miljø- og klimaområdet. Med konstruktive, juridiske konstruktioner og præsidentielle dekreter er det lykkedes Obama at sætte en slutspurt ind, der redder hans eftermæle på det grønne område – og som sætter afgørende aftryk på USA’s klimapolitik.

I august 2015 annoncerede præsident Obama sin Clean Power Plan, der sætter faste mål for de amerikanske kraftværkers reduktioner i udledninger af CO2. Planen, der er den første af sin art i USA, gennemførte Obama som et juridisk tillægsstykke til den eksisterende clean air act under det amerikanske miljøministerium, EPA.

Ledende republikanere har beskyldt Obama for at strække lovgivningen ud over det forfatningsmæssig forsvarlige, og den kommende præsident Trump har allerede annonceret et opgør med EPA’s beføjelser.

På samme måde beskyldtes Obama for at gå ud over sit mandat, da han uden om Kongressen valgte at ratificere klimaaftalen fra Paris, ligesom Obamas beslutning om at stoppe den planlagte konstruktion af Keystone XL olie- og gasledningen fra Canada til Texas, udfordres af republikanerne.

Pletter på eftermælet

En anden spidsfindig juridisk manøvre fra Det Hvide Hus har været at kræve et stop for salg af statslige koncessioner til udvinding af kul ved at nedsætte en kommission, der skal undersøge kulindustriens miljøpåvirkninger og foreslå nye – og højere – satser for de royalties, selskaberne betaler for at hente kul op af jorden.

Kommissionens arbejde, der betyder et foreløbigt stop på tre år for nye koncessioner på statslig jord, bekymrer kulindustrien, der frygter udsigten til statslige krav om højere royalties.

Præsident Obamas forsøg på at begrænse kulindustrien i USA skæmmes dog af, at den statslige Eksport-Import bank, EX-IM Bank, der har til formål at støtte amerikansk eksport og sikre arbejdspladser, i perioden under Barack Obama har investeret mere end tre gange så meget årligt i fossile investeringer end under præsident George W. Bush. Det viser en større journalistisk undersøgelse lavet i samarbejde mellem det britiske dagblad The Guardians amerikanske redaktion og Columbia Universitets Energy & Environmental Reporting Project.

Ifølge undersøgelsen har banken siden 2009 foretaget investeringer i 70 kul-, olie- eller gasprojekter i lande som Saudi Arabien, Mexico og Sydafrika, og de samlede udledninger af CO2, når samtlige projekter er færdiggjort, er på mere end 163 mio. ton hvert år. Det svarer ifølge undersøgelsen til udledningerne af CO2 fra samtlige 95 kulkraftværker i de amerikanske delstater Ohio, Pennsylvania og Oklahoma.

»På et tidspunkt, hvor vi skal omstille os fra fossile brændsler til energieffektive løsninger og vedvarende energi, er det sidste, vi bør gøre, at tilbyde statsstøtte til nogle af planetens største forurenere,« siger senator og tidligere primærvalgskandidat for Demokraterne, Bernie Sanders til The Guardian.