Læsetid: 9 min.

Hallo Davos, hvor svært kan det være?

Når 3.000 medlemmer af den globale magtelite i morgen samles til World Economic Forum i en schweizisk alpeby, sker det med visheden om, at grunden er ved at skride under systemet. Fordi det er så uretfærdigt. Så det enkle og logiske svar på alle faresignalerne er at gøre verden retfærdig
Den schweiziske alpeby Davos får besøg af 3.000 medlemmer af den globale magtelite, når de i morgen samles til World Economic Forum. Stifter Klaus Schwab mener, at globaliseringskritikken og -bekymringen er de globale lederes største udfordring.

Den schweiziske alpeby Davos får besøg af 3.000 medlemmer af den globale magtelite, når de i morgen samles til World Economic Forum. Stifter Klaus Schwab mener, at globaliseringskritikken og -bekymringen er de globale lederes største udfordring.

AP Photo

16. januar 2017

’I må begynde at tage tilbageslaget mod globaliseringen alvorligt.’

Overskrift i The New York Times på kommentar skrevet af Klaus Schwab, den tyske ingeniør, økonom og stifter af World Economic Forum, der i morgen indleder sit årsmøde nummer 47 i den schweiziske alpeby Davos med deltagelse af 3.000 personer fra klodens absolutte magtelite af virksomhedsledere, politikere og organisationsfolk.

Og Klaus Schwab taler lige ud af posen:

»Den økonomiske globalisering er gået ind i en kritisk fase. En stadig stærkere modreaktion mod dens virkninger, specielt i de industrialiserede demokratier, truer med stærkt ødelæggende konsekvenser for den økonomiske aktivitet og sociale stabilitet i mange lande.«

»Stemningen i disse lande er præget af hjælpeløshed og angst, og det er med til at forklare fremvæksten af en ny type politiske populister. Det kan let ende med revolte.«

Verden af i dag har enorme ressourcer, der er uhyggeligt skævt fordelt. Vi kan gøre det bedre. Kampen mod fattigdom og behovet for en mere sikker og stabil verden kræver det af os. Vi må og skal udvikle en økonomi for mennesker i stedet for markedet, skriver dagens kronikører.
Læs også

Schwab peger på de grænseoverskridende kapitalbevægelser, der sker med lynets hast, og de accelererende teknologiske forandringer, »der har elimineret flere job, end de har skabt«, som globaliseringsfaktorer, der »sætter den sociale sammenhængskraft i demokratierne på en prøve uden fortilfælde«.

»Det er blevet tydeligt, at den kontante megakonkurrence, der er en integreret del af globaliseringen, fører til winner-take-all situationer: De, der har succes, vinder stort, mens taberne taber endnu større. Gabet mellem dem, der er i stand til at ride med på globaliseringsbølgen – især fordi de er videns- og kommunikationsorienterede – og de, der lades tilbage, bliver stadig større nationalt, i erhvervslivet og på det individuelle niveau,« fastslår Davos-lederen.

»Den globale økonomi må ikke blive synonym med ’et grasserende frit marked’, et tog uden bremser, der spreder ødelæggelse omkring sig,« hedder det i kommentaren.

Bill Gates er en af verdens rigeste mænd.
Læs også

»Offentligheden i de industrialiserede lande vil ikke længere stille sig tilfreds med trosbekendelser om den globale økonomis fine egenskaber og fremtidige fordele. Den presser på for at få handling.«

Sådan lyder Klaus Schwabs advarsel til eliten i The New York Times. Dateret 1. februar 1996. For 21 år siden.

Den første globaliseringskritik

Det var Schwab selv, der på en pressebriefing sidste tirsdag om årets Davos-møde bragte den gamle kommentar i erindring.

»Vi håber, at verden nu vil lytte mere til dette budskab, end den gjorde dengang,« sagde han.

For dengang blev globaliseringskritikken og -bekymringen kørt over og afvist af den såkaldte elite – og det er måske selve forklaringen på, at den i dag er tilbage i en skærpet og mere truende form.

Det, Klaus Schwab dengang refererede til, var bl.a. den sociale opstand i Frankrig, som året før, i 1995, førte til flere generalstrejker i protest mod sociale nedskæringer. Og det Schwab forudså, var de globaliseringskritiske bevægelser og manifestationer, der tog fart i 1999 med de voldsomme demonstrationer mod WTO-mødet i Seattle og i årene efter voksede stærkt internationalt og bl.a. inspirerede til Attac-bevægelsen og til rækken af græsrødders sociale topmøder, startende med World Social Forum i Porto Alegre, Brasilien, i 2001 med 12.000 aktivister fra hele kloden.

’En anden verden er mulig’, sagde deltagerne og forlangte en anden globalisering end den neoliberale, kapitalistiske udgave. En ny global økonomi, der prioriterede social lighed og bæredygtighed.

Reaktionen mod den økonomiske globalisering var dengang venstreorienteret, båret af civilsamfundsorganisationer, fagforeningsfolk og studerende. Bevægelsen så alle faresignalerne ved en udemokratisk winner-take-all globalisering, men den var måske for tidligt ude, måske for radikal i sine metoder og krav. Den blev kategorisk afvist og håndfast bekæmpet af det etablerede system og faldt langsomt fra hinanden som samlet bevægelse.

Oprøret fra højre

Nu er globaliseringskritikken så tilbage og det så markant, at Klaus Schwab på pressemødet i sidste uge italesatte den som den største udfordring for de globale ledere. Og denne gang er den tilbage i en ny fremtoning, hvor den venstreorienterede kritik overdøves af vreden og utrygheden hos mennesker, der slutter op om højreorienterede populister og bevægelser, der lover den gamle orden i den trygge nationalstat tilbage. ’Make America great again’, som det lyder i Donald Trumps amerikanske version.

Oprøret mod globaliseringen kommer overvejende fra højre, fordi der er sket netop det, som nogle af de venstreorienterede oprørere advarede om for 20 år siden:

Den finanssektordominerede, neoliberale og globaliserede økonomi evner ikke at skabe en stabil, bæredygtig og socialt retfærdig økonomisk vækst til gavn for de mange – den har tværtimod været præget af krise og lavvækst, som har accelereret ulighederne og polariseringen, fordi den velstående elite har formået at fastholde og udbygge egne privilegier, mens andre har mistet job, forsørgelse og social tryghed.

Samtidig har fattigdom og uligheder på tværs af lande og verdensdele sat forarmede og desperate mennesker på vandring mod Europa og Nordamerika, hvor de ses som en trussel, delvis udløst af en fejlslagen globalisering.

»Vi lever på ny i en æra af skinger nationalisme og fremmedhad,« skrev forleden Financial Times-redaktør Martin Wolf.

»Håbet om en prægtig ny verden af fremskridt, harmoni og demokrati, næret af markedsåbningen i 1980’erne og Sovjet-kommunismens fald i 1989-91, er nu forvandlet til aske.«

Han lægger ansvaret på de politiske ledere, der har begået en stribe fejl i deres forvaltning af globaliseringen og den langvarige økonomiske krise og dermed undergravet menneskers tillid til både politikerne og selve systemet.

Tonedøve ledere

I et af de forberedte oplæg til World Economic Forum 2017 skriver på samme måde Shuaihua Cheng, Kina-direktør ved International Centre for Trade and Sustainable Development, at det er de politiske lederes egen skyld.

»G20-lederne har ikke formået at forholde sig til fremvæksten af antiglobaliseringsstemmerne,« anfører han.

F.eks. sagde G20-lederne fra deres seneste topmøde i Kina i september 2016, at de bekræfter deres »modstand mod protektionisme i enhver form rettet mod handel og investeringer«.

Det er ikke bare imod en del af folkestemningen, det er direkte i strid med de internationale retsregler og ledernes politiske mandat, påpeger Shuaihua Cheng. Det er således ifølge Verdenshandelsorganisationen WTO’s regler fuldstændig legitimt at beskytte den nationale økonomi og offentlighedens interesser ved i en række situationer at sætte restriktioner for handel.

Frem for at efterlade det indtryk, at man vil en fuldstændig liberaliseret verdenshandel, burde G20-lederne have bekræftet og garanteret mulighederne for at beskytte de nationale økonomier.

G20-lederne fejler ifølge Cheng tilsvarende, når de understreger vigtigheden af at kommunikere »mere effektivt til den brede offentlighed om fordelene ved handel og åbne markeder«.

»Folk er ikke idioter, de er bevidste om fordelene ved globalisering, handel og åbne markeder,« understreger Cheng.

Men folk oplever, at de politiske ledere prædiker til dem, oversælger fordelene, fortier de åbenlyse bivirkninger og afviser mennesker, der rammes af disse bivirkninger, f.eks. i form af job- og velfærdstab.

»Når det handler om at ’redde globaliseringen’, har verdens ledere stadig ikke fanget pointen,« skriver Shuaihua Cheng i oplægget til Davos-deltagerne.

Verdensordenen er uretfærdig

Pointen er ellers ganske enkel. Den herskende orden er ikke retfærdig. Punktum.

Næsten alle aktuelle kritikpunkter, næsten alle konflikter og oprørstendenser rettet mod globaliseringen, EU og den såkaldte elite, kan føres tilbage til, at mennesker ikke gives lige muligheder. At nogle fastholder og forstærker egne privilegier, mens andre forarmes eller sættes uden for indflydelse. Over hele linjen er det et simpelt spørgsmål om manglende retfærdighed.

Det gælder den ulige fordeling af verdens rigdom. Udviklingsorganisationen Oxfam offentliggør i dag en rapport, der fortæller, at bare otte mænd – for det er mænd – nu ejer lige så meget som den fattigste halvdel af verdens befolkning, 3,6 mia. mennesker.

»Uligheden er ude af kontrol og fastholder millioner i fattigdom. Ekstrem ulighed river vores samfund fra hinanden og underminerer demokrati og vækst. Det er vanvittigt,« siger Oxfam.

Det gælder også den ulige fordeling i løbende indkomst. I et oplæg til Davos-mødet beskriver John Evans, generalsekretær i Trade Union Advisory Committee der rådgiver OECD, at indkomstuligheden gennem de seneste tre årtier er steget i 22 af de 25 OECD-lande, hvor data foreligger. Efter 2008 steg indkomstuligheden lige så meget på tre år som i de forudgående 10 år. I USA beskrives uligheden på indkomst nu som den højeste i nationens historie.

Stefan Stern, direktør i den britiske tænketank High Pay Centre, viser i et andet Davos-oplæg, hvordan de gennemsnitlige CEO-lønninger hos de store børsnoterede FTSE100-selskaber for 20 år siden var 45 gange højere end gennemsnitslønnen for medarbejdere i samme selskaber – i dag er de 130 gange højere.

I et tredje oplæg til Davos beskriver økonomen Guy Standing, professor ved University of London, hvordan regeringer har givet skattelettelser til de rige, liberaliseret finanssektoren, gennemført såkaldte velfærdsreformer og andre sparetiltag i håbet om at øge konkurrenceevnen i den globaliserede økonomi.

»I alle tilfælde var argumentet, at tiltagene ville sætte fart på den økonomiske vækst, gøre kagen større til gavn for alle. I stedet er næsten hele gevinsten gået til en lille global elite, som – ikke overraskende – har presset på for mere af det samme.«

»Jo længere dette bedrageriske budskab fremføres, desto vredere bliver alle dele af ’prekariatet’. De hæslige politiske konsekvenser turde i dag være tydelige for enhver,« skriver Standing.

Manglende muligheder

Uretfærdighederne handler også om den skæve fordeling – i bred forstand – af muligheder og rettigheder i tilværelsen. Økonomiens globalisering, hvor et par milliarder lavtlønnede arbejdere er trådt ind på scenen, og hvor ny teknologi og automatisering har udraderet en masse job, har i Vesten undermineret det system af aftaler og rettigheder, som arbejderbevægelsen har været historisk drivkraft bag.

Foruden en alt for stor gruppe af marginaliserede langtidsledige er der i dag en voksende gruppe af ’daglejere’, som kun finder beskæftigelse på deltid, i kortvarige aftaleforhold, som freelancere og uden overenskomst, pensions- og sundhedsordning, tryghed og fællesskab og uden organisatorisk mulighed for at forsvare eller tilkæmpe sig rettigheder. Dette er det hastigt voksende ’prekariatet’, og Ubers daglejere er det typiske eksempel.

»Det er nedværdigende og stigmatiserende,« skriver Guy Standing.

Oplevelsen af indskrænkede rettigheder og muligheder som konsekvens af økonomiens globalisering rammer en række andre steder: F.eks. i landdistrikterne, hvor mulighederne forsvinder, fordi den økonomiske aktivitet rykker til metropolerne. Eller i de klimaudsatte regioner, hvor ekstreme vejrforhold undergraver livsgrundlaget og låser mennesker i fattigdom eller tvinger dem til at bryde op som klimaflygtninge.

En fjerde uretfærdighed handler om manglende politisk indflydelse.

I den nationale velfærdsstat hvilede demokratiet på en kontrakt, et kompromis, der nok tillod den økonomisk magt at tjene penge og øve indflydelse, så længe den betalte skat og leverede goder til samfundet.

I dag giver kapitalens fri bevægelighed og den moderne teknologi den økonomiske magt ubegrænsede muligheder for at lægge pres på de politiske beslutningstagere – ’sænk selskabsskatten, eller vi flytter’, etc. Det nærer oplevelsen af, at demokratiet er kuppet af en politisk-økonomisk elite, der holder sammen og plejer egne interesser i utilnærmelige koncernpaladser og fjerne, bevogtede magtcentre som det i Bruxelles.

I vrede vender mennesker systemet ryggen og kaster deres stemme på dem, der vil bryde magtcentrene ned eller tilbyder tryghed med letkøbte søforklaringer: ’Det er de fremmedes skyld’ etc.

Hvis revolten skal undgås

Så når det kommer til stykket, er det hele såre simpelt. Verden kan bringes til at fungere igen, tilliden kan genoprettes, hvis blot systemet gøres retfærdigt.

Alt hvad eliten skal blive enige om, er de tiltag, der kan sikre, at velstand, muligheder, privilegier og indflydelse deles mere lige. Man skal bare lukke skattelyene og indføre – eller genindføre – mere progressive beskatninger.

Man skal gøre op med de eksorbitante overbetalinger af virksomhedsledere og fordele lønkronerne mere ligeligt. Man skal dele arbejdet, så de marginaliserede igen bliver en bidragende del af fællesskabet.

Man skal vedtage fair og bæredygtige regler for den internationale handel, så den – uden at undergrave naturgrundlaget – bliver til gavn for alle og giver de fattige de udviklingsmuligheder, der kan forebygge, at de må bryde op og begive sig på vandring.

De 3.000 medlemmer af den globale elite, der netop nu samles i Davos, er begavede mennesker. De har set alle faresignalerne, hørt protesterne, erkendt at grunden er ved at skride under systemet.

Hvis ikke de sætter sig bevægelse for at skabe en mere retfærdig verden, er det ikke, fordi de er dumme. Så er det fordi, de ikke vil. Ikke vil give afkald på privilegier. Og så kommer revolten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Torben K L Jensen
  • Hans Larsen
  • Steffen Gliese
  • Kurt Nielsen
Mikael Velschow-Rasmussen, Torben K L Jensen, Hans Larsen, Steffen Gliese og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

De vil sikkert godt, men det skal ikke gå ud over deres privilegier.
Nogen må gøre noget, bare det ikke er mig!

Ellers er Davos et vidunderlig skisted, når WEF er overstået og sikkerhedsapparatet er draget derfra.

Carsten Wienholtz og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

De politiske ledere er de værste. Netop fordi de fejler de befolkninger som de er valgt til at tage vare på.

Flemming Berger, kjeld jensen, Egon Stich, Steffen Gliese og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Som overtegnede har råbt i spalterne i nu snart ti ! år, så reagerer disse overpriviligerede først, når der lugter brændt i deres eget nabolag. Og når det tages i betragtning, at disse personager i ly af konkurrencestatsprincippet helt bevidst har tilranet sig privilegier på andres bekostning, er det en kæmpe miljø-og socioøkonomisk forbrydelse, de har begået mod menneskeheden - og ja, dermed også sig selv. Så udover at være griske, så er de, som altså har tilranet sig pengene, magten og dermed ansvaret, ved gud også dumme. Og tiøren falder langsomt i de blindes by ....

kjeld jensen, Carsten Wienholtz, Bjarne Bisgaard Jensen, Egon Stich, Kurt Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese

'Et kvalificeret gæt: de vil godt, men ved ikke, hvordan de skal sætte det i værk.'

= De vil ikke.

- Ellers kan de jo bare spørge dig, ikke?

Man kan jo godt undre sig over, at de beskrevne oprør mod ulighed (for det er jo i sidste ende, hvad det drejer sig om) kommer fra højrefløjen. Burde det ikke komme fra venstrefløjen i stedet? Hvad med "venstrefløjspopulister", der ikke giver indvandrere skylden, men derimod dem, der virkelig bærer skylden for ulyksalighederne?

Niels Ishøj Christensen

De grænseoverskridende pengekapitaler der uhæmmet af nationalstaternes grænser bestandig er på world-wide erobringstoger for at opretholde eller maksimere deres magt på det overjordiske plan - hvordan kan vi bremse dem på deres felttog. En nyt økonomisk system på globalt og nationalt plan? Måske ved at en ny internationale af nationalstater i fællesskab gennem lovgivninger gør større eller mindre områder af deres naturressourcer, råstoffer, jordarealer mm utilgængelig for køb og salg med pengekapitaler som mellemkomst. Disse områder skal tages tilbage som nationalstaternes fælles ejendom og overgå til en direkte administration og demokratisk bestemt fordeling nationalstaterne imellem. Hvis man inden for nationalstaterne territorier ikke formår at lovgive mod pengekapitalernes frie og uhæmmede erobringstogter vil verdens skæve gang gå videre som nu. Sålænge man internationalt anerkender pengenes overjordiske magt på det symbolske plan og anerkender dem som universelle varer hvormed man kan bytte sig til privat ejendomret over større eller mindre områder af den konkrete, jordiske naturkapital vil ingen radikale ændringer af den nuværende globalisering kunne gennemføres. Man vil ikke på globalt kunne reformere sig ud af en tiltagende skævvridning og udbytning af verden uden et samlet oprør fra en større eller mindre gruppe af nationalstater. Englands brexit og udkants USA's oprør med Trump som en populistisk talsmand er klare symptomer på det

mike twardale

Uretfærdigheden næres nok også af måden man har håndteret finanskrisen, hvor toppen blev reddet mens bunden må betale. Og det ser ud til at fortsætte med 'mere af det samme'.

Egon Stich, Kurt Nielsen, Randi Christiansen, Flemming Berger og kjeld jensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg genså filmen om Gandhi i weekenden.
Civil ulydighed og ikke-vold er imponerende som anvendt ideal.
Men i Indiens tilfælde var der en hel verden som kunne fordømme briternes adfærd overfor Inderne.
I tilfældet med de rigeste i verden forsøger hovedparten af menneskende at blive som dem istedet for at ryste dem ned fra piedestalerne.

Jeg tror desværre ikke, at den ikkevoldelige civile ulydighed er tilstrækkelig til at ændre de eksisterende uretfærdigheder nu.

Egon Stich, Flemming Berger og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Den katolske kirke nåede at tilrane sig mellem 1/3 og halvdelen af al jord og gods, før det blev stoppet, ved at en mand hamrede 98 teser op på en kirkemur, reformationen var født.

På fotoet i baggrunden aner jeg et kirketårn. Hallo Davos, hvor svært kan det være?