Læsetid: 4 min.

’Ingen bekymrer sig om frihed, hvis de er ved at dø’

’Vi prøver at finde en måde at fortsætte kampen for frihed på, men lige nu handler det om at overleve,’ siger den syriske forfatter Odai al-Zoubi. Ligesom mange andre regner han med, at Assads sejr i Aleppo blot er et midlertidigt tilbageslag
’Det er sørgeligt, at vi har tabt, men sådan er det. Ingen kan bekæmpe Rusland. Det har vi hverken mandskab eller våben til. Selvfølgelig taber vi,’ siger den syriske forfatter Odai al-Zoubi.

’Det er sørgeligt, at vi har tabt, men sådan er det. Ingen kan bekæmpe Rusland. Det har vi hverken mandskab eller våben til. Selvfølgelig taber vi,’ siger den syriske forfatter Odai al-Zoubi.

Sille Veilmark

7. januar 2017

Den syriske forfatter Odai al-Zoubi følger intenst med i nyhederne fra sit nye hjem i Danmark. Nyhederne om de sidste busser, der forlod Aleppo. Om syvårige Bana, der blev verdensberømt for sine tweets fra den belejrede by, og blev modtaget som æresgæst hos den tyrkiske præsident, Erdogan. Om situationen efter slaget om byen.

Med de sidste oprørere ude af Syriens største by er Assads sejr uomgængelig, og Odai al-Zoubi overvejer ligesom så mange andre syrere rundt omkring i verden, hvad der efterhånden er vigtigst: fred eller frihed.

»Det er noget, jeg hele tiden diskuterer med mine venner, både her i Danmark og i Aleppo. Det er meget sørgeligt, at vi overhovedet behøver at vælge mellem fred og frihed. Men det er det, mine venner gør lige nu i Aleppo,« siger Odai al-Zoubi.

»De bliver ikke evakueret, sådan som hele verden hævder. De bliver simpelthen tvunget til at forlade byen. De har ikke noget valg; enten forlader de Aleppo, eller også bliver de dræbt. Det er et spørgsmål om at overleve.«

Et umuligt valg

Uanset om man befinder sig i Syrien eller i relativt trygt eksil i Libanon, Jordan, Tyrkiet eller Danmark, er det et nærmest utænkeligt valg at opgive kampen for frihed, understreger den syriske forfatter og filosof. 

»Hvis du havde spurgt i 2011 eller 2012, om fred eller frihed var vigtigst, ville vi alle sammen have sagt frihed. Uden at tøve. Vi var så optimistiske. Vi var en del af det arabiske forår, og ingen af os anede, at vi to år senere havde mistet alt, hvad vi ejede. I dag er det anderledes. Lige nu handler det om at overleve. Der er jo ingen, der bekymrer sig om frihed, hvis de er ved at dø,« siger Odai al-Zoubi.

’Jeg har læst mig til, at det ene sprog i princippet ikke er sværere end det andet. Men måske vil danskerne ikke vide af det faktum, så jeg trækker gerne min påstand tilbage. Den skal ikke stå i vejen for min lange vej mod ’integration’,’ skriver dagens kronikør, forfatter Odai Al Zoubi
Læs også

»I øvrigt kan fred og frihed ikke sammenlignes. Selv om det vigtigste lige nu er at overleve, betyder det jo ikke, at vi har opgivet kampen for frihed. Lige nu er det vigtigste at skaffe mad, rent vand og tag over hovedet til alle de internt fordrevne i Syrien, men det betyder ikke, at revolutionen er slut. Den er blot sat på pause.«

Det er ikke et enten eller, understreger han. 

»Men der kommer et tidspunkt, hvor man ikke kan fortsætte, hvor vi må sige, at vi har kæmpet med alle midler for friheden – og tabt.«

»Det er i hvert fald den situation, vi har i Aleppo. Det er sørgerligt, at vi har tabt, men sådan er det. Ingen kan bekæmpe Rusland. Det har vi hverken mandskab eller våben til. Selvfølgelig taber vi,« siger han og fortæller, at udfaldet af krigen har stået klart for ham, lige siden Rusland begyndte at bombe den syriske opposition i sommeren 2015.

Kun en mellemregning

»Vi befinder os nu i samme situation som palæstinenserne og kurderne. De er så mange gange blevet slået tilbage til start. I 1982 måtte palæstinenserne f.eks. evakueres fra Beirut. Og kurderne har gang på gang måttet starte forfra på deres kamp for et land, både i Tyrkiet, Irak og Syrien,« siger han.

Odai al-Zoubi understreger, at det ikke er første gang, syrerne gør oprør mod Assad-regimet.

I 1982 rejste befolkningen i provinsbyen Hama sig i protest mod den politiske og religiøse undertrykkelse, men oprøret blev slået hårdt ned. Ifølge syriske menneskerettighedssorganisationer blev et sted mellem 30.000 og 40.000 civile dræbt, og et ukendt antal smidt i fængsel, hvorefter en periode med næsten 30 års »tavshed« fulgte – indtil oprøret igen brød ud i 2011, inspirereret af det arabiske forår i bl.a. Tunesien og Egypten.

»Vi prøver at finde en måde at fortsætte kampen for frihed,« siger Odai al-Zoubi, der bl.a. er aktiv i en kulturel forening, der arbejder for et moderne, demokratisk og sekulært Syrien.

Børn forsøger at holde varmen i Aleppo, mens de venter på at blive evakueret fra den belejrede by. Hvorfor finder Danmark det mere interessant at være del af en koalition imod IS end at beskytte civile syrere imod Assads regime?
Læs også

For Odai al-Zoubi personligt betyder Assads foreløbige sejr, at han bliver i Danmark sammen med sin danske kone og deres nyfødte barn.

Beslutningen om at satse på et liv i Danmark har ikke været let, fortæller han. I første omgang forsøgte han at klare sig som flygtning i Tyrkiet i håbet om at kunne vende hurtigt tilbage til sit hjemland.

»Det var svært at klare sig som flygtning i Tyrkiet, så min kone og jeg besluttede os for at blive gift og prøve at leve et normalt liv i Danmark – så normalt, som det nu kan blive, når man konstant har sit hjemlands frygtelige skæbne i bevidstheden.«

Odai al-Zoubi understreger, at der ikke vil være mange syrere i Europa, som vender tilbage til Syrien i den nuværende situation, heller ikke selv om våbnene på et tidspunkt tier.

»Alle min venner har betalt en meget høj pris for deres drøm om frihed. De har forladt Syrien og kan ikke vende tilbage, end ikke for at begrave deres familiemedlemmer. Som aktivist kan du kun vende tilbage til Assads Syrien, hvis du er villig til at stille dig frem på nationalt tv og indrømme, at du har taget fejl helt fra starten og sværger altid at være loyal over for regimet,« siger han.

Anderledes ser det ud for de flygtninge, der ikke har været aktive deltagere i oprøret, mener han. Og dem er der mange af, især i nabolandene Libanon, Jordan og Tyrkiet. Her er der mange helt almindelige børnefamilier, som er flygtet på grund af kampene, men ikke har noget udestående med regimet. De kan godt vende hjem, hvis kampene stilner af.

»Efter fem år i en ussel flygtningelejr, vil mange af dem meget gerne hjem,« siger han. Men sådan er det ikke for Odai al-Zoubi selv.

»Jeg kan ikke vende hjem, så længe Assad sidder ved magten. Jeg har kritiseret regimet, og det glemmer de aldrig,« siger han. 

Serie

Efter Aleppo

Den syriske borgerkrig står ved en skillevej efter regimets erobring af oppositionshøjborgen Aleppo. Forsøget på at vælte den syriske diktator Bashar al-Assad har haft enorme omkostninger for den almindelige befolkning. Mere en ti millioner mennesker er på flugt og op mod 500.000 har mistet livet. Information har spurgt en række herboende syrere, hvad der efterhånden er vigtigst, fred eller frihed?

Seneste artikler

  • Vi skal genopbygge Aleppo hurtigst muligt

    29. december 2016
    Den syriske aktivist og akademiker AlHakam Shaar arbejder for en rekonstruktion af det sønderbombede Aleppo. Venter man for længe med at genopbygge byen, bliver syriske flygtninge fremmedgjorte og vender måske aldrig tilbage, mener han
  • Syrisk journalist: ’Det er ikke længere vores revolution’

    20. december 2016
    Assad-regimet har haft held til at bilde hele verden ind, at borgerkrigen blot er et opgør med et virvar af militante islamistiske militser. Det siger den 37-årige syriske journalist Lilas Hatahat. Hun understreger dog, at det sekulære, folkelige oprør stadig findes
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kan godt sætte mig ind i at leve i et samfund hvor ønsket om forandring, kritik og frihed er forbundet med stor fare, fængsel og måske død. (Tænk blot på kvinder i Saudi Arabien).
Det sagt, har oprørerne i Syrien selv del i den manglende vedvarende støtte fra vesten. At ligge ud med pathos med den omdiskuterede Bana, som fik en Twitter skønt hun er under 11, som først efter generobringen af Aleppo indrømmede at det var moren som skrev, hvis far lader sig fotografere i fuld militær udrustning formand et isis flag, er symptomet på alt hvad der er galt i den krig for frihed. Et andet eksempel er de hvide hjelme, men den lader vi ligge.
Efter talrige demokratiseringskatastrofer i Mellemøsten, med propaganda på fuld skrue som senere har vist sig at være af meget tvivlsom journalistisk kvalitet, skulle Syrien ikke blive undtagelsen.
ISIS som rykker hele bataljoner gennem ørkene uden at være skydeskive. Milliarder af dollars, af våben og udstyr kritikløst til alle som vil bekæmpe Assad, er opskriften på endnu en katastrofe for et helt lands befolkning, og for en klar stillingtagende til hvem som er de gode, de onde og de grusomme.
Krig for deres stemme, er for dem med uddannelse, med overskud og penge. De kan have ret. Men giver det dem ret til at kaste nation efter nation ud i bombardementer, ødelæggelse, død og flugt?
Har de ikke en forpligtigelse til at være forsigtige med at hidkalde udenlands forstærkning, som uvilkårligt, med de erfaringer der ligger, er dømt til at ende i en katastrofe?
Jeg beundre vedholdenhed i modstandere af tyranniske regimer, men strategien skal være klog, langsigtet og ærlig. Ærlighed kan f.eks. Udtrykkes som indenrigs, ligesom omvæltningerne i Europas lande. Heldigvis er en samlet vilje fra alle borgere stadig i stand til at tvinge en statsmagt i knæ, så lykke til med en klogere strategi uden propaganda og interesser. Det er befolkningens liv og vel det handler om.

John Christensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Aagaard, Jesper Nielsen, Preben Jensen, Torben Skov og Ture Nilsson anbefalede denne kommentar

Hvis dagens oprørsgrupper i Syrien skulle vinde, kan jeg ikke se "et moderne, demokratisk og sekulært Syrien." vokse frem af ruinerne.
Nærmere sekterisme, krigsherrer, vold og ballade, indtil én af krigsherrerne er stærk nok til at nakke de andre, og blive en ny "Assad".

Jeg tror ikke, at man kan holde sammen på et relativt fredeligt Syrien, uden en centralmagt, som Assadstyret. Så for mig at se er der kun ét acceptabelt udfald for Syriens børn:fred i Syrien.
Og så er det egentlig ligegyldigt, om regimet er godkendt af den syriske intelligentsia i København.

Assadproblemet er egentlig amerikansk. Hverken USA eller Saudiarabien kan ikke lide alliancen mellem Syrien, Rusland og Iran, og tog chancen ved at tonse våben ned til hvad der blev en flok internationale ballademagere. Al-Qaeda et al.

Styret valgte at skyde mod demonstranter. Det gjorde politiet i København også for ikke så længe siden.

John Christensen, Gustav Alexander, Hans Aagaard og Jesper Nielsen anbefalede denne kommentar
John Christensen

UDEN FRED - INGEN FRIHED!

Frihed for hvem og til hvad?

Fred er mere - end blot fravær af krig.

Jeg har hørt om mange forskellige militser i den syriske krig, men jeg har aldrig set en artikel som stikker dybere end blot at konstatere - det startede med "Det arabiske Forår".

Forår efterfølges af sommer, så der er noget der ikke helt stemmer i fortællingen om baggrunden for konflikten.

Det faktum at omkring halvdelen af befolkningen tillige er flygtet intern/eksternt - siger jo alt om opbakningen til projektet.
Et samlet folk kan aldrig trampes ned!

God søndag der ude