Læsetid: 2 min.

Israel sætter turbo på bosætterbyggeri

Tusindvis af nye bosætterboliger er på vej i Østjerusalem og på den besatte Vestbred. FN og EU fordømmer de ulovlige byggerier. USA er tavs
28. januar 2017

Israel er i fuld gang med at udnytte magtskiftet i Det Hvide Hus i forventning om, at præsident Donald Trump vil være væsentlig mindre kritisk over for den israelske regerings bosættelsespolitik, end Obama var.

I dagene efter Trumps indsættelse har de israelske myndigheder godkendt tusindvis af nye bosætterboliger, både i den palæstinensiske del af Jerusalem og på den besatte Vestbred.

Sidste weekend gav Jerusalems byplanlægningsafdeling grønt lys for 566 nye bosætterboliger i Østjerusalem. I tirsdag annoncerede det israelske forsvarsministerium opførelsen af 2.500 nye bosætterboliger på den besatte Vestbred.

Og torsdag meddelte Jerusalems viceborgmester, Meir Turgeman, at han har godkendt byggeriet af yderligere 153 boliger i bosættelsen Gilo i Østjerusalem  og meddelte, at myndighederne planlægger ikke mindre end 11.000 nye bosætterboliger i den kommende tid.

»Jeg agter at give tilladelse til tusindvis af boliger i Jerusalem i de kommende måneder,« sagde Tugeman ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Satser på Trump

Både FN og EU er dybt alarmeret over den israelske ekspansion, der er den mest omfattende siden 2013. Begge organisationer betragter byggeriet af bosættelser på besat område som ulovligt ifølge international ret. Og derudover mener både FN og EU, at bosættelserne udgør den største forhindring for den tostatsløsning, som de begge bekender sig til.

»For FN’s generalsekretær er der ikke noget alternativ til tostatsløsningen,« sagde generalsekretær Antonio Guterres talsmand, Stephane Dujarric, til tv-stationen Al-Jazeerah. »Enhver ensidig handling, som kan være en forhindring for en to statsløsning giver anledning til dyb bekymring.«

Israels beslutning om at sætte turbo på byggeplanene i de besatte områder, sker i forventning om, at USA’s nye præsident vil være væsentlig mere positivt indstillet over for Israels ekspansionspolitik end præsident Barack Obama var.

Ifølge nyhedsbureaet AFP har de netop godkendte byggeplaner i Østjerusalem netop været lagt på is på grund af tidligere præsident Obamas modstand mod yderligere bosætterbyggeri.

Eller som Meir Turgeman udtrykker det ifølge AFP:

»Spillets regler er ændret efter Donald Trumps tiltrædelse. Vores hænder er ikke længere bundet som under Barack Obama. Nu kan vi endelig bygge.«

USA’s nye præsident har endnu ikke offentliggjort sin officielle politik over for Israel, men iagttagere hæfter sig ved, at USA ikke har reageret på den israelske bosætteroffensiv. Baseret på Trumps udtalelser under valgkampen, herunder hans udnævnelse af en bosætteraktivist som ny amerikansk ambassadør i Israel, ventes Trump at blive den hidtil mest proisraelske amerikanske præsident.

Blandt Trumps kampagneløfter er bl.a. en meget kontroversiel flytning af den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, hvilket vil indebære en amerikansk anerkendelse af byen som landets officielle hovestad.

Palæstinenserne betragter ligeledes byen som deres legitime hovedstad, men hidtil har det været det internationale samfunds holdning, at dens endelige status skal afgøres ved forhandlingsbordet.

  

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad var det nu for et udtryk, der blev brugt for 75 år siden, da det nazistiske Tyskland "udvidede sine bosættelser" - "Lebensraum". Det må vel være det, Israel har lært af, selv om de jo egentlig burde fornægte det til evig tid.

David Henriksen, Flemming Berger og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Som enhver der husker Israels agerende på FN-resolutioner sker dette naturligvis igen. Ingen respekt eller anerkendelse for den lige før jul vedtagne resolution for stop for bosættelser i sikkerhedsrådet. Ingen reagerer, også som forventet. Israel demonstrerer hermed at de de facto ikke ønsker nogen 2-stats løsning på konflikten, men nærmere drømmer om et stor-israel, en endnu mere dominerende magt i regionen

David Henriksen

Hvornår stopper vi med at handle med den slyngelstat? "Det eneste demokrati i Mellemøsten" min bare r.. de tyvstjæler jo landet. Har palæstinenserne ikke snart betalt nok?

Jeg håber de yngler sig i et massivt overtal inde i Israel så de endelig kan stemme sig til selvbestemmelse.