Læsetid 4 min.

Italiens femstjernebevægelse slår sig efter europapolitisk kolbøtte

Efter at have været allieret med højrefløjens EU-modstandere har det italienske protestparti MoVimento 5 Stelle forsøgt at blive optaget i de varmeste EU-tilhængeres gruppe. Men den ideologiske tvetydighed, som partiet profiterer på i Italien, bliver opfattet som uacceptabel i Bruxelles
Det italienske protestparti MoVimento 5 Stelle forsøgte mandag at forlade den EU-modstandergruppe, der også omfatter Brexit-forkæmperen Nigel Farages UKIP, for i stedet at tilslutte sig ærkeeuropæerne i Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa. På billedet partiets grundlægger og frontfigur, komikeren Beppe Grillo.

Det italienske protestparti MoVimento 5 Stelle forsøgte mandag at forlade den EU-modstandergruppe, der også omfatter Brexit-forkæmperen Nigel Farages UKIP, for i stedet at tilslutte sig ærkeeuropæerne i Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa. På billedet partiets grundlægger og frontfigur, komikeren Beppe Grillo.

Fabio Frustaci
11. januar 2017

Hvordan vil resten af Europa reagere på en italiensk regering under ledelse af den såkaldte Femstjernebevægelse, MoVimento 5 Stelle (M5S)?

Det fik man en forsmag på mandag, da protestpartiets 17 repræsentanter i Europa-Parlamentet gjorde ansats til at forlade den EU-modstandergruppe, der også omfatter Brexit-forkæmperen Nigel Farages UKIP, for i stedet at tilslutte sig ærkeeuropæerne i Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa (ALDE).

M5S’ grundlægger og frontfigur, komikeren Beppe Grillo, havde dagen inden uden forvarsel indkaldt partiets medlemmer til en internetafstemning om skiftet. Den endte med, at 78 procent af de 40.000 afgivne stemmer bekræftede en beslutning, som i realiteten allerede var truffet.

Med aftalen med M5S kunne ALDE’s leder, den tidligere belgiske premierminister Guy Verhofstadt, gøre sig forhåbninger om at blive valgt som ny parlamentsformand. Men den umage alliance vakte så stor utilfredshed internt i ALDE, at Verhofstadt straks blev nødt til at annullere aftalen. I stedet for at skaffe M5S indflydelse i Bruxelles endte den europapolitiske kolbøtte altså som et strategisk Waterloo:

»Vi har fået systemet til at skælve som aldrig før,« lyder (bort)forklaringen på Grillos blog, hvor det europæiske establishment beskyldes for at have stillet sig i vejen. Den overraskende tilnærmelse kom således til at forstærke såvel reelle som indbildte modsætningsforhold mellem EU’s tilhængere og modstandere, føderalister og populister, eliten og folket.

Sammenflettede niveauer

For at forstå forløbet må man rette blikket mod italiensk politik. Det europæiske niveau er flettet sammen med både et nationalt og et kommunalt plan. I 2013 blev M5S valgt ind i det italienske parlament som det næststørste parti, men har siden været isoleret som følge af et regeringssamarbejde mellem centrumvenstrepartiet PD og dele af højrefløjen.

Denne situation var med til at skubbe M5S i armene på pariaen Farage, til mange italienske vælgeres store frustration. Ikke desto mindre ser M5S ud til at kunne konkurrere med PD om at blive det største parti i Italien efter det næste parlamentsvalg, som senest skal afholdes i foråret 2018.

I mellemtiden har M5S erobret borgmesterposten i Rom, hvormed evnen til at forvandle sig fra en vred protestbevægelse til pålidelige og effektive forvaltere af magten er blevet sat på en hård prøve. Den eksamen har Roms borgmester, Virginia Raggi, foreløbig dumpet.

Blandt romerne er det blevet en udbredt opfattelse, at hovedstadens i forvejen fremskredne forfald er accelereret under Raggi. Det skyldes ikke kun mediernes ekkokammer, hvor M5S fremstilles som en trussel mod det bestående samfund, men også Raggis inkompetence. Hun har arvet en umulig situation i en kommune på fallittens rand, men også selv bidraget med en række ukloge beslutninger. Hendes nærmeste medarbejder er blevet varetægtsfængslet i forbindelse med en sag, hvor han beskyldes for at have misbrugt sin position til at tjene store summer på boligspekulation.

For at aflede opmærksomheden fra den situation har Grillo i de seneste uger overgået sig selv med en række stadig mere bizarre påfund. M5S adskilte sig især fra de andre italienske partier i kraft af en regel om, at deres repræsentanter automatisk skulle gå af, hvis de blev sigtet for kriminelle forhold. Men den regel risikerede at ramme Raggi, så Grillo fik gennemtvunget en ændring for at undgå en nedsmeltning i Rom, som ville hæmme M5S muligheder på nationalt plan.

Som reaktion på kritikken om, at M5S nu var begyndt at opføre sig som de korruptionsplagede magtpartier, har Grillo foreslået, at der skal oprettes en slags folkedomstol til at vurdere mediernes sandfærdighed. M5S’ forsøg på at få indflydelse i EU via ALDE er måske derfor især udtryk for en erkendelse af, at ærlig amatørisme ikke rækker til at vinde regeringsmagten.

Uden for kategori

M5S er på alle måder et parti helt uden for kategori. Det er opstået på baggrund af en dyb tillidskrise og har tiltrukket vælgere fra alle dele af det politiske spektrum. Grillo har konsekvent udfordret sondringen mellem højre- og venstrefløj for at maksimere partiets potentiale. Denne tvetydighed kan betale sig i italiensk politik, men skaber forvirring og bekymring på europæisk niveau.

Det er således forståeligt, at føderalisterne i ALDE var skeptiske over for et samarbejde med et parti, der insisterer på at gennemføre en (forfatningsstridig) folkeafstemning om Italiens medlemskab af euroen. Hvad angår det europæiske projekt, er der lige nu ikke plads til tvetydighed: Enten er man for, eller også er man imod. Verhofstadt, som også er EU’s forhandlingsleder i forbindelse med Storbritanniens udtræden, har nok forspildt sin chance for at blive formand for Europa-Parlamentet, men har til gengæld skabt splittelse i EU-modstandernes lejr.

De italienske vælgere har også fået en advarsel om, at Italien risikerer at blive betragtet som en ubærlig belastning for fællesskabet, hvis M5S kommer til magten. Men samtidig er en uventet mulighed for at inddæmme protesten mod EU i eurozonens tredjestørste økonomi gået til spilde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Dumt af Grillo at gå efter ALDE, men typisk, for at demonstrere, at de ikke identificerer sig med hverken højre- eller venstrefløj. Den går nok ikke i længden, eller også går M5S ikke i længden.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Hvor er jeg glad for ...

at Kongstad har et brugbart alternativt til EU.

For de mange mennesker, hvis økonomiske dagligdag afhænger af de politiske beslutninger, er det opløftende, at Kongstad garanterer for deres velfærd. Jeg bliver helt flov, når jeg tænker på, at verden ville have været meget bedre med Kongstad ved roret. Men nu har han andre forslag, tak for det.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Jeg forstår ikke hvad du mener, Mihail, men jeg fornemmer en afstandtagen, som er politisk begrundet. Det er fint nok, Særligt hvis du alligevel forstår hvad jeg mener. Det tvivler jeg dog på, at du gør.

Hans Larsen, Flemming S. Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

EU's betonliberalister er ude af stand til at tage kritikken op, men bider sig indædt fast i det projekt, som har tilgodeset dem som elite så rigeligt.

De protesterende? EU garanterer for deres velfærd. Hvorfor mon populisterne så har vind sejlene blandt netop "de hvis økonomiske dagligdag afhænger af de politiske beslutninger?"

Det interessante i den vending verdensbilledet tager i disse måneder, er liberalisternes måde at gribe udfordringen an på - de fortsætter med at gemme sig bag kapitalisternes tilsvinende mediemonopol. Dialog, uha, ikke på vilkår.

Det historien ikke har kunnet lære liberalisterne, samt den intellejtuelle elite, er at kapitalismen overlever, nu blot med populisterne ved roret. Og populister bryder sig mærkelig nok ikke intellektuel snak.

Men når en intellektuel ikke forstår socialismens mest enkle og reelle teser, så er der ingen redning.

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Når hjemlige EU-modstandere vil booste deres betydning på europæisk plan, nævnes bl.a. den italienske Femstjerne-bevægelse. I denne artikel bliver det synligt, at denne bevægelse har et mildt sagt labilt grundlag.

Hvorfor gør nogen sig den anstrengelse at bortforklare dette?

Det er på tide, at socialister i Danmark sorterer i de forbundsfæller, de påberåber sig i kampen mod EU.

Brugerbillede for Jan Weis

M5S v/Grillo smider bare noget lokkemad ud i Bruxelles - og nyder sikkert splittelsen i ALDE ...

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Mads Freses artikel er (som sædvanlig) god, og den giver baggrund for en vis nedtoning af 'forhåbningerne' til M5S. Ud over ikke at ville 'bekende kulør' (det vil Alternativet herhjemme dog), ser det ud til, at beslutningerne træffes betænkeligt tæt på Grillo, der også stiller forslagene. Borgmesteraffæren i Rom tror jeg ikke man skal lægge for meget i. Det er et enormt prestigetab for de gamle partier at miste posten til M5S, og derfor vil Virginia Raggi blive forfulgt også for de fejl, der ikke er, men det bliver vigtigt for den 'rigtige' venstrefløj herhjemme at følge med i, hvad der sker i Italien, efter den stigende euroskepsis og nedstemningen af Renzis forslag til forfatningsændring.

Brugerbillede for Jes Enevoldsen
Jes Enevoldsen

Det har været et rigtig skidt efterår for M5S og Grillo, men bemærkelsesværdigt så betaler de kun i meget begrænset omfang for deres "fejl": et par procent i følge de seneste undersøgelser. De har tilsyneladende stadig et forspring i "moralsk troværdighed" i forholde til de gamle partier. Raggi som borgmester i Rom har været et skidt valg. Hun kommer fra et elendigt miljø (af og til tæt på Berlusconi). Det er lykkedes Grillo at udrense en del af kredsen omkring hende, men det er ikke let at undsige en kandidat, som er valgt ved intern afstemning og som fik 2/3 af stemmerne i anden runde af borgmestervalget. - For mig at se, er det rigtig ærgerliget, hvis de ikke formår at udnytte posten til at vise, hvad de kan. På trods af alle "fejl", er deres intentioner om bla. at rydde op i korruptionen stadig et af de bedste bud på at skabe et bedre Italien.

Michael Kongstad Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Ja, liberalisternes og de intellektuelles parløb med kapitalen, specielt finanskapitalen, er ved at være et afsluttet kapitel, og vi ser de sidste krampetrækninger i disse måneder. Liberalisterne og de intellektuelle benytter deres position i samfundet til at sende en kaskade af smuds og beskyldninger ud over populisterne ...og naturligvis - som vanligt - over socialisterne. Dialog om årsager til folkets utilfredshed er ikke mulig, det er de liberalintellektuelle for apolitiske til. Jeg har mødt liberalintellektuelle, der stadig efter mange år i en humanistiske stillinger på universitet ikke kan skelne mellem "international kapital" og "national kapital". Eller ikke kan se forskellene mellem Weimarrepublikkens sammenbrud og situationen i dag. Mihail Larsen er ikke den eneste, men en arketype på tilstanden.

Samarbejde er er muligt, men det det bliver svært.