»Efter min mening har Obama ikke gjort en skid for os her«

BOSTON – Jason Smith, en muskuløs sort fyr, er netop blevet færdig med at undervise en gruppe unge drenge i at bokse på en legeplads i en park i det afroamerikanske kvarter Germantown i Philadelphia.

Indtil for fire år siden havde Jason Smith et vellønnet job på flådebasen i byen. Så mistede han sit arbejde, ligesom flere andre af hans kolleger i det entreprenørfirma, han var ansat i. Og trods USA’s økonomiske fremgang har det været umuligt for ham at finde et andet job. Derfor er han begyndt at sælge narko på gaden, fortæller han.

Barack Obama, USA’s første sorte præsident, gør ikke stort indtryk på ham. Nuvel, Jason Smith er stolt af at have levet i en tid, hvor den første afroamerikaner blev valgt til USA’s præsident. Men det har ikke haft den ringeste betydning for hans og andre sorte borgeres tilværelse i Germantown i de sidste otte år.

»Efter min mening har Obama ikke gjort en skid for os her. Han lovede en hel masse, men i vores kvarter står tiden stille. Vi lever stadig i dyb fattigdom. Ledigheden er høj. Her bliver der ikke bygget noget nyt; butikkerne lukker ned eller flytter. I downtown Philadelphia summer det derimod af aktivitet. Det er dem, der har draget nytte af Obamas politik,« siger Jason Smith.

En hård men forståelig dom fra en fattig og arbejdsløs afroamerikaner.

Op til indbyggerne

Smiths syn på Obama deles ikke af den unge sorte fyr og den sorte unge kvinde, der sidder på en bænk inde i parken.

Jordan Welsh og Natalia Lynn er begge 23 og studerende. Deres forældre tilhører middelklassen i Germantown og identificerer sig som Republikanere. De to unge mennesker udtrykker væmmelse ved Trump. Natalia har tidligere på året arbejdet som volontør for Bernie Sanders.

»Der er grænser for, hvor meget en præsident kan gøre for at få et fattigt kvarter som dette genrejst økonomisk,« mener Jordan Welsh.

»End ikke borgmesteren og guvernøren kan løse den opgave. Det er også op til indbyggerne og de uddannede at gå sammen om at starte firmaer og skabe arbejdspladser. Det vi har mest brug for, er penge fra staten til at renovere de mange byggetomter og investere i skolerne.«

Jordan er stødt over, at så mange af kvarterets indbyggere falder tilbage på at leve af madkuponer og anden social bistand fra forbundsstaten og delstaten.

»Der er altså et eller andet grueligt galt, når den berømteste person i Germantown er en rapper, der synger om sin søn, der sælger stoffer på gaden,« siger han.

Natalia tilføjer: »Det er Obamas opgave at udstikke en kurs for landet. Han kan ikke drages til ansvar for, at Germantown er økonomisk nedtrykt. Problemet er, at alle pengene flyder til de velhavende kvarterer, mens Germantown bliver ignoreret. Hvis folk bare gad at gå ud og stemme og engagere sig politisk.«

Ingen tårer for sorte ofre

Tory Russell, 32, er en af de unge sorte amerikanere, der valgte at blive aktivist efter politimordet på Michael Brown i Ferguson, Missouri i 2014. Hans mening om USA’s første sorte præsident kunne næppe være mere anderledes end de to sorte studerendes.

»Jeg arbejdede som en besat for at drive sorte vælgere til urnerne i 2008 og stemme på Obama her i Ferguson. Og ved du hvad? Obama afviste at komme hertil, da vi havde brug for ham i 2014. I stedet blev vi aktivister inviteret til Det Hvide Hus. Jeg sagde nej tak. Han burde være kommet til os,« siger Tory Russell, inden han skal klippes af sin barber.

»Da børn blev myrdet af en galning på Sandy Hook-skolen i Newtown, græd Obama for åben tv-skærm. Hvorfor har han ingen tårer tilovers for de sorte amerikanere, der bor i byghettoer og bliver dræbt hver dag? Det gør ondt på os afroamerikanere.«

Ifølge Tory Russell erkender flere og flere unge sorte aktivister, at racismen fortsætter uændret, uagtet om en præsident er hvid eller sort.

»Jeg er skuffet over denne sorte præsident. Det er, som om vi ikke har haft en sort præsident i alle disse år. En rigtig sort præsident ville være kommet til Ferguson og andre storbyer, hvor politiet myrdede sorte mænd. Efter min mening er Obama ikke afroamerikaner. Han voksede ikke op i et sort hjem. Han forstår os ikke.«

Russells syn på Obama deles formentlig kun af et lille mindretal. Men flere sorte intellektuelle er lige så hårde i deres dom. En af dem er Cornel West, professor på Harvard University.

I en kronik i den britiske avis The Guardian i mandags skrev Cornel West, at han mener, USA’s første sorte præsident er medansvarlig for Donald Trumps valgsucces.

»Obamas styre førte ikke direkte til mareridtet Donald Trump, men det bidrog til det. Og Obamas begejstrede tilhængere, der nægtede at gøre ham ansvarlig, bærer også et ansvar,« skriver West.

Som eksempler på Obamas angiveligt fejlslagne politik og manglende politiske mod nævner West beslutningen om at undlade at rejse retssager mod bankfolk på Wall Street efter finanskrakket i 2007-08.

West taler om de mange civile, der skulle være omkommet i forbindelse med CIA’s droneangreb mod terrormistænkte. Han nævner Obamas manglende sympatitilkendgivelse, da West og aktivister fra Black Lives Matter-bevægelsen blev arresteret og fængslet for civil ulydighed under demonstrationer mod politibrutalitet.

Og hvordan kunne Obama rose New Yorks tidligere borgmester Michael Bloomberg, spørger West. Det var Bloombergs politimester, der gennem flere år lod politiet stoppe folk på gaden (overvejende sorte og latino-mænd), blot fordi de virkede mistænkelige i deres adfærd.

I kronikken affejer West tilmed de positive effekter af Obamas sundhedsreform, der gav sygesikring til 25 mio. amerikanere, overvejende sorte og latinoer.

»Der er stadig 20 mio. uden sygesikring, og ordningen er baseret på en markedsøkonomisk model, som oprindeligt blev udarbejdet af Republikanerne,« lyder Cornel Wests dom.

Den mest intelligente præsident

Det kan godt være, at sorte aktivister fra Black Lives Matter-bevægelsen i USA’s storbyer er skuffede over eller endda bitre på præsident Obama og hans bevidste ønske om at optræde som en raceneutral politiker.

Men de fleste afroamerikanere i sydstaterne og uden for storbyerne synes at have forståelse for Obamas varsomme fremfærd i alt, hvad der handler om racerelationer.

Information mødte Jason Smith, det unge par i parken i Philadelphia og den sorte aktivist i Ferguson under valgkampen sidste år. Reportagerejsen førte også til Jacksonville i North Carolina, hvor den ældre sorte dame Sheila Blue bor i et lille hus. Hun opfatter Obamas valgsejr i 2008 som en bibelsk åbenbaring.

»Det var opfyldelsen af Martin Luther Kings drøm, at en sort mand en dag kunne blive valgt til præsident,« fortæller hun.

Blue anerkender, at Obama konstant er løbet ind i en mur af modstand fra Republikanerne, og derfor ikke har haft held til at opfylde alle sine valgløfter.

»Men jeg tror ikke, det skyldes racisme. Bill Clinton var udsat for samme behandling. Problemet er, at hvide amerikanere aldrig lærer at forstå, at vi sorte holder sammen. Det har vi været nødt til for at overleve siden slaveriets dage,« siger den ældre sorte dame, der bor på en stille villavej.

Hun tror, at en årsag til Republikanernes og mange hvides antipati mod Obama er hans høje intelligens.

»Ingen hvid præsident i vores historie har været så intelligent som Obama,« fremfører Blue.

Hendes slægtning, baptistpræsten Doris Petteway, mener ganske enkelt, at Republikanerne anså præsidenten for at være en fremmed.

»De var bange for Obama,« siger hun og fortsætter: »Jeg er glad for, at Obama og hans familie er sluppet fra denne oplevelse med livet i behold. Han har gjort sin pligt og tjent sit land. Han arvede et synderligt rod, da han tiltrådte og fik ryddet op efter Bush i sin første embedsperiode. En fantastisk præstation.«

Trods divergerende meninger om betydningen af Obamas politik for befolkningsgruppen på 42 mio. sorte amerikanere synes der at være bred enighed om, at alene valget af den første sorte præsident i USA’s historie i sig selv er en historisk milepæl. Det til trods for at drømmen om et samfund uden racekonflikter skulle vise sig at være en illusion.

For mange amerikanere har det faktisk været et chok, at landet skulle opleve raceoptøjer og  yderligere polarisering mellem sorte og hvide under en sort præsident. Hvorfor tjente Obama med sin enestående baggrund – med en hvid mor fra Kansas, en far fra Kenya, en opvækst på multietniske Hawaii og i muslimske Indonesien og gift ind i en afroamerikansk familie fra Chicago – ikke som en forenende skikkelse, kunne man spørge.

Amerikas oprindelige synd

I Obamas egen optik udgjorde hans blandede etniske baggrund med en bred kulturel indflydelse netop et løfte om et Amerika, hvis ultimative styrke er forskelligartethed fremfor homogenitet.

Men det skulle hurtigt vise sig, at raceproblemets betydning i amerikansk historie er langt større end en enkelt person eller leder. I sin vigtigste tale om USA’s racehistorie i Philadelphia i foråret 2008 gjorde Obama selv opmærksom på, at »slaveriet er vor nations oprindelige synd«, og den tidligere republikanske og sorte udenrigsminister Condoleezza Rice har påpeget, at racismen er nationens »misdannelse ved fødslen«.

I den nyligt udgivne bog, The Black Presidency: Barack Obama and the Politics of Race in America, bemærker Michael Eric Dyson, at »mange amerikanere med forskellige hudfarver mener, at race på en fundamental måde definerer Amerika, og at race deler os som en blodbefængt tråd trukket henover nationens moralske kort.«

Dyson er professor i sociologi på Georgetown Univeristy i Washington, D.C. I bogen hævder han, at »den kulturelle betydning af Obamas magre, sorte kropsbygning vil stå længere end alle de partipolitiske diskussioner om hans politiske karriere«.

Forfatteren giver herefter sin samlede vurdering af den sorte præsidents eftermæle:

»Obama har ændret selve præsidentembedet. Landets mest magtfulde embede har nu været bestridt gennem otte år af en mand, hvis krop på den mest konkrete måde symboliserer vores værdifulde demokratiske idealer.«

»Obama gav Uafhængighedserklæringen sorte ben at gå på og forfatningen et sort ansigt. Obamas sorte præsidentskab vil aldrig kunne blive slettet af nogen politisk kraft, selv om Kongressen stadig forpurrer hans lovinitiativer.«

De hvides uskyld

Et symbolsk afgørende øjeblik i Obamas første embedsperiode fandt sted, da den berømte sorte Harvard-professor Henry Louis Gates blev arresteret af en hvid politibetjent i sin villa i Cambridge, Massachusetts. Gates, der går med stok, var vendt hjem efter en rejse og havde besvær med at låse hoveddøren op. En sort taxachauffør hjalp ham.

En hvid nabo på den prominente gade i byen fattede mistanke om et indbrud og ringede til politiet. Da betjenten ankom, var chaufføren væk og professoren inde i huset. Gates afviste at træde udenfor. Han blev derefter arresteret og taget med på stationen.

Efterfølgende sagde Obama:

»Jeg var ikke til stede, så jeg ved ikke, hvilken rolle race spillede i anholdelsen. Men det ville være rimeligt at sige, at vi alle ville være ret vrede over den behandling. Det var ret dumt af politiet at arrestere en person, når han kan bevise, det er hans hjem. Dertil må man lægge, at politiet altid har været mere tilbøjeligt til at gå efter afroamerikanere og latinoer.«

Det skulle Obama tilsyneladende ikke have sagt, selv om han havde mærket den type diskrimination på sin egen krop. Dagen efter viste en intern meningsmåling, at hans støtte var faldet med 10 procentpoint blandt hvide vælgere, mestendels mænd.

I et nyligt interview med The New Yorker Magazine undrede Obama sig over, at han med sin afbalancerede bedømmelse af hændelsen havde sendt en del af sine hvide tilhængere over i »et hjørne«.

»Jeg talte bare almen fornuft. Siden har jeg lært, at langt de fleste amerikanere føler sig krænket af stereotype beskrivelser, uagtet om det rammer dem eller andre. Så for mig har det handlet om at neddæmpe de andres (mindretal tiltrukket af Trumps retorik, red.) stammereflekser og finde måder at styrke vores gode sider på.«

Den sorte forfatter og kritiker, Ta-Nehisi Coates, konkluderer i et essay i The Atlantic Monthly, at netop Obamas tilbøjelighed til at fremhæve det gode i amerikanerne sikrede hans politiske overlevelse i en verden domineret af hvide politikere. Men bagsiden er, at han derved tilskyndede hvide amerikanere til at tro, at de er renset for nationens oprindelige synd og derfor føler sig »uskyldige«.

Coates beundrer Obama for hans intelligens. Trods det fremhæver forfatteren, at Obama havde den luksus at vælge at blive afroamerikaner – et privilegium, der ikke er sorte født i det kontinentale USA forundt. Spørgsmålet er, om det er sandt. Kunne Obama have valgt at blive hvid i et USA, hvor blot en dråbe sort blod i familiens slægt identificerer en borger som sort? Næppe.