Læsetid: 5 min.

Meteoren, der tager sig ud som den perfekte præsidentkandidat

Den tidligere økonomiminister Emmanuel Macron, der stiller op uden for de klassiske partier, er ung, smuk, lynende intelligent og ryster koderne i det franske præsidentvalg
Den kun 39 år gamle Emmanuel Macron er en mand, som plejer sit image og storytelling og har en utrolig sans for iscenesættelse. Han var økonomiminister i premierminister Manuel Valls’ socialistiske regering i to år, men trak sig for at hellige sig kampen for at blive Frankrigs næste præsident.

Den kun 39 år gamle Emmanuel Macron er en mand, som plejer sit image og storytelling og har en utrolig sans for iscenesættelse. Han var økonomiminister i premierminister Manuel Valls’ socialistiske regering i to år, men trak sig for at hellige sig kampen for at blive Frankrigs næste præsident.

Cem Genco

16. januar 2017

»Det system, vi lever i, er ved at være slidt op,« forklarer Emmanuel Macron alvorligt med hånden under hagen som Rodins tænker i dokumentarfilmen Meteorens strategi , der blev vist på FR3 i efteråret.

Inden da er han blevet filmet på vej til det møde, hvor han i 2016, mens han stadig var omstridt økonomiminister, lancerede sin politiske bevægelse ’En marche’ – på vej.

Med afsæt i bevægelsen stiller han til april op som uafhængig kandidat til det franske præsidentvalg. Hans folkelige opbakning har været unik og gør ham til den ubekendte faktor, der kan true forhåndsfavoritterne fra højrefløjen.

Dokumentarfilmens begyndelse ligner de første scener i en spionfilm, med en usædvanlig smuk og travl mand filmet i profil, der ordner sager på hele to mobiltelefoner på bagsædet af en bil. Billedet er holdt i en nærmest tidløs stil, der giver påmindelser om både James Bond og Robert F. Kennedy.

Den kun 39 år gamle Emmanuel Macron er en mand, som plejer sit image og har en utrolig sans for iscenesættelse.

I løbet af sine to år som økonomiminister i premierminister Manuel Valls’ socialistiske regering havde Macron hele tre presseattacheer. Under den nuværende kampagne har adskillige kommunikationsselskaber haft til opgave at dokumentere hvert skridt hos den mand, der måske en dag bliver præsident.

Demokratisk ilddåb

Ambitioner skorter det ikke på. Inden Macron i august 2016 gik af som minister for at hellige sig sin egen politiske bevægelse, skulle det på to år lykkes ham at blive en af regeringens mest populære ministre. Det på trods af, at den reform, der bærer hans navn, blev gennemført pr. dekret.

Macron-loven, der omhandler vidt forskellige områder af det franske samfund, udgør en vækstpakke med liberaliseringer af fag, der ellers har været underlagt stramme regler i Frankrig. Det sendte en skønsom blanding af demonstranter på gaden – advokater og notarer var truet på professionen, butikspersonale af ændringer i lukkeloven. Men loven havde tilhængere langt ovre på højrefløjen.

Så hvor i det politiske spekter befinder Emmanuel Macron sig egentlig?

Selv påstår han at ville opløse den sædvanlige venstre-højretænkning. Han har aldrig været folkevalgt, det forestående præsidentvalg bliver hans demokratiske ilddåb. Foreløbig udgør essayet Révolution, der udkom i november umiddelbart inden primærvalget på højrefløjen, det eneste bud på et mere præcist politisk program.

’En marche’ udgør en spørgende bevægelse, der vil hente programmet fra folk selv. I Révolution beretter Macron især om sin opvækst, uddannelse, kærlighedsliv og lynkarriere.

Den unge Emmanuel voksede op som lægesøn i Amien i Nordfrankrig. Det var bedstemoren, som var skolelærer, der gav ham smag for det sociale engagement gennem litteraturen – Macron beskriver sig selv som en af »Balsacs unge ulve«. I gymnasiet satte han teaterstykker op og forelskede sig i sin dramalærerinde, den 24 år ældre Brigitte Auziere, gift og mor til tre børn.

Efter at han havde erklæret hende sin kærlighed, sendte hun ham til Paris for at få det umage forhold på afstand. Det blev indgangsbilletten til det prestigiøse Henri IV-gymnasium. At Macron gennemfører, hvad han sætter sig for, understreges ved, at han i 2007 blev gift med Brigitte. Deres kærlighedsliv har inden for det seneste år kunne følges med hele tre forsider på Paris Match, hånd i hånd på stranden, gaden eller på de bonede gulve.

Lynkarriere og milliardhandler

Macron søgte ind på Ècole Normale Superieur, institutionen, der har udklækket tænkere som de Beauvoir og Sartre, men fejlede. Samtidig skrev han på to romaner, der aldrig udkom. Macron valgte filosofi og var i to år Poul Ricæurs assistent. Dernæst søgte han ind på administrationsskolen ENA, der uddanner folk til statsadministrationen – og til politikere. Enarker er et af det yderste højres og venstres hadeobjekter.

Macron har da også gjort en typisk enark-karriere og mere til. Efter job i den statslige finansinspektion – en enark skylder den franske stat ti års tjeneste – valgte han i 2008 en karriere i den private sektor og måtte betale skolepengene tilbage. Det blev til en lynkarriere i Rothschild-banken, hvor han efter to år blev tilbudt partnersskab og i 2012 var med til at gennemføre en milliardhandel mellem Nestlé og Pfizer, der sikrede ham selv en formue.

På trods af sit arbejde som bankmand har Macron altid haft partikort hos socialisterne. Fra 2010 blev han François Hollandes personlige rådgiver og sprang i 2012 tilbage til den offentlige sektor tilknyttet præsidenten og Élyssépalæet.

Macron står blandt andet bag den meget udskældte ’pakt’ mellem erhvervslivet og den franske stat, der blev iværksat i 2014 og nedsatte erhvervslivets sociale ydelser til gengæld for jobdannelse. Det sidste har ladet vente på sig. Arbejdsløsheden ligger fortsat på næsten ti pct. i Frankrig, et af præsident Hollandes allerstørste nederlag. Pakten har været stærkt kritiseret for ikke at indeholde konkrete forpligtelser til erhvervslivet.

Er han overbevisende?

Alligevel er det lykkes Emmanuel Macron at skabe en veritabel bevægelse omkring ’En marche’. Den karisma, der har styret ham gennem livet, fornægter sig ikke. I en videooptagelse fra gymnasietiden spiller Macron fugleskræmsel. Ved det første vælgermøde som præsidentkandidat den 11. december formåede han at samle 15.000 tilhængere.

Det er mere, end nogen af de andre kandidater formår at gøre i øjeblikket. Macron står i den forstand som ’den tredje mand’, efter Le Pen og Fillon, ved første runde af præsidentvalget. Og dermed stadig med anden runde uden for rækkevidde. Vælgermødet sluttede med en råbende Macron, der næsten mister stemmen og slår ud med armene som en kristusfigur. Fugleskræmslet er vækket til live, men er det overbevisende?

I Le Monde konstateres det tørt, at et præsidentprojekt uden politisk bagland aldrig er lykkedes i Den Femte Republik.

Den stærkeste kritik kommer fra Emmanuel Macrons mentor, Jacques Attali, der var Mitterrands nærmeste rådgiver. Attali mødte Macron, da han tog sine første skridt i statsadministrationen, og blev som så mange andre øjeblikkelig betaget af den unge mands begavelse. Det er gennem Attali, Macron blev introduceret til både Hollande og Rothschild.

Nu betragter Attali med beklagelse Macron som en ’Fugl Føniks’, narcissist eller »en ballon, som kan springe«. »Macron repræsenterer tidens politiske tomrum,« udtalte han ved en kongres i efteråret.

Som det forklares i slutningen af Meteorens strategi, brænder en meteor oftest op i atmosfæren. Når den igennem, kan den til gengæld skabe enorme omvæltninger for planeten.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Helle Walther
  • Kurt Nielsen
Helle Walther og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Bækgaard

"Den tidligere økonomiminister Emmanuel Macron, der stiller op uden for de klassiske partier, er ung, smuk, lynende intelligent og ryster koderne i det franske præsidentvalg"
Det er jo kendetegnende ved nutidig journalisme at man hæfter sig meget ved en politikers udseende.Form frem for indhold. Herhjemme startede det med en overhaling af Villy Søvndal og Mogens Lykketoft, som begge gik fra at have deres måde at fremstå på til at komme en tur igennem make over maskinen i forsøg på at fremme deres vælgertække. En tendens som måske har været anvendt tidligere i udlandet og måske også herhjemme, men jeg bed først mærke i det dengang de to herrer ændrede markant udseende. Begge to politikere jeg er uenige i, men altid har respekteret for deres holdninger - det er indholdet fremfor udseendet. Derfor kunne jeg ikke helt sluge kamelen da de skulle være hippe med de unge.
Denne artikel kunne være begyndt på en mere saglig måde :"Den tidligere økonomiminister Emmanuel Macron, der stiller op uden for de klassiske partier,lynende intelligent og ryster koderne i det franske præsidentvalg". BUM så er det vigtige skrevet som det burde.
Politikere som Erhard Jacobsen og Mogens Glistrup ville ikke have en chance i dag. Måske Erhard for han havde åbenbart et vist kvindetække jf. Mimis beskrivelse af den politiske horebuk...

Bjarne Bisgaard Jensen

Hvis jeg forventede at blive klogere på hvad manden vil, udover at blive præsident, så glimrer artiklen i sit indhold aldeles ikke i forhold til min vel legitime forventning.
Det er en underlig blanding af tabloid-journalistik, ung og smuk, og så nogle meget spæde forsøg på en beskrivelse af mandens personlighed.
Skuffende.

Tja, Peter Bækgaard, det er nu ikke alle de folkevalgte danske politikere der er en fryd for øjet... og tænk på Trump i USA. Han ligner noget, der er trådt ud af en tegneserie.

Kritik af artiklen er egentlig meget beskrivende for Macron. Han er kommet i politik lidt ligesom man gør i Kina. Ingen poltisk baggrund, men 'anbefalet af Attali efter en lynkarriere i Rochild/Goldman Sacks. Samme Attali der som ultrazionist offentligt erklærer ønske om Jerusalem som verdens hovedstad(og er så sikker på kapitalens magt at han tør udtale at han allerede ved hvem som vil være President efter denne periode - nej, i visse kredse, som i politofinatielle verden, tæller befolkningens vilje ikke). For de magtfulde er befolkningens stemmer og demokrati kun redskaber til magt, som de siger hos Rochild:' Vi lærer også lidt om manipulation med den off. mening.'
Det gør Macron med at lancere sin kampagne med en video som rammer ham som en bomerang. Billederne i videoen er af amerikanere og de fleste er kopieret og photoshoppet fra Bernie Sanders kampagne. Ups!
Alt er facade, for Macron er trods sin En Marche-forsøg på at kopiere en folkelig bevægelse, alt andet. Han forstår og kender slet ikke den brede befolkning. Hans lancering foregik på en mekanikerskole hvor eleverne blev genet bort så der kun var journalister. I et forsøg på at være socialt indigneret fortæller at der på en virksomhed med flest kvinder(GAD), er mange som er analfabeter og uden kørekort(de blev med rette vrede). Han forklarer at folk i udkanten lider fordi de ryger og drikker.
Han er ingenting, men han vil fremme højre liberalismen A la USA uden racismen. Han går ind for atomkraft, Uber og høj fleksibilitet. Han er imod(forstår ikke) fagforeninger og er imod strejkeretten.
Nej Macron kommer ikke med noget nyt, men er ulven som iklæder sig Bernie Sanders fåreklæder. Ulven vil blot mere af det samme, selv om verden siger stop.

Jesper Lykke Jacobsen

Informations korrekturlæser ser tilsyneladende ikke de franske navne efter i sømmene. Den nævnte højere læreanstalt skrives "École Normale Supérieure", den omtalte filosof hedder "Paul Ricœur" (poule betyder en høne), og det franske præsidentpalads er vist stadigvæk "Palais de l'Élysée". I øvrigt en forholdsvis uinteressant artikel, som kun skraber lidt i overfladen af fænomenet Macron.

Peter Bækgaard

Marie Jensen der er ingen regler uden undtagelse, men på dennpolitiske scene er det mere form nu end tidligere. Hvor mange spindoktorer havde Anker Jørgensen og Poul Schlüter? Jeg kan ikke huske at de havde nogen. I dag kan en politiker ikke slå en prut inden en spindoktor skal godkende lugten og fortælle politikeren hvilken lyd den havde.
Form uden indhold.

Touhami Bennour

En marche Macron, det er kun ham der kan udfordre Trump- Med ham vil han udgøre en challenger til Trump. Det er længe siden vi har set En stærk vestlig lederpå csenen alene næsten uden challenger. Det er område som fransk politiker ikke gode til,det kaldtes "intendance"forvaltningen" også De Gaulle kunne ikke lide den. Macron ville også støde på den. Men han ville sikkert modstår også Trump planer at mishandle de svage nationer, og vise muskler for en stormagt af anden rang, som Kina og skåne Rusland. Det er ikke spændende og også hvis man tilføje "Islamofobi" som menes han vil lege med. Det er ikke heltmodig og kun for de syge.. Jeg foretrækker i det tilfælde Bush jr, han taler om at bruger alle midler. Det sagde Trump ikke.

Steffen Gliese

Frankrig er med tyve års forsinkelse ved desværre at få sin 3. vej - lige netop når alle har indset, hvilket fuldkommen total fadæse, den er.

Tak Sus for pletskuddet.
Også jeg er dødtræt af politiske shooting stars og wonderboys a la Tony Blair, Matteo Renzi - de har kort holdbarhed, og ender altid et sted på højrefløjen.,

Touhami Bennour

Med Macron er det ikke mere plads i verdens politik for "extremisme" og og akutte løsninger skal findes rationnelt og bland de mange aktører i verden. på længere sigt skal der diskuterws nye aftaler. Alt andet vil betyde at fortsætte i den samme blindgyde som i det sidste 30 år.