Læsetid: 8 min.

Neil Kinnock: ’Vi skal være partiet for de 100 procent’

Selv om Storbritannien efter sommerens Brexit-afstemning synes opdelt i en Leave- og en Remain-lejr skal Labour fortsat forsøge at være partiet for de 100 procent. Hverken de 52 eller de 48 procent stemte for at blive fattigere eller for større usikkerhed, og det forener dem, påpeger den tidligere Labour-formand Neil Kinnock
’Problemet er, at vi i Storbritannien har gjort det sværere for os selv ved at beslutte at forlade samarbejdet. Det betyder, at det nu er mindre sandsynligt, at de argumenter, vi skulle have fremført i EU og vundet forståelse og opbakning for, vil blive lyttet til. Nu vil de andre lande ikke give os indrømmelser af frygt for, at det vil give næring til populismen i deres egne lande,’ siger Neil Kinnock.

’Problemet er, at vi i Storbritannien har gjort det sværere for os selv ved at beslutte at forlade samarbejdet. Det betyder, at det nu er mindre sandsynligt, at de argumenter, vi skulle have fremført i EU og vundet forståelse og opbakning for, vil blive lyttet til. Nu vil de andre lande ikke give os indrømmelser af frygt for, at det vil give næring til populismen i deres egne lande,’ siger Neil Kinnock.

Christopher Furlong

6. januar 2017

Det britiske Labour-partis to vælgergrupper – arbejderklassevælgerne i provinsen og kosmopolitterne i storbyerne – har muligvis aldrig stået længere fra hinanden som efter sommerens EU-folkeafstemning.

Mens mange i den første gruppe føler, at de har fået sat en stopper for truslen mod deres job og kulturelle identitet, føler den anden gruppe sig frarøvet dens kulturelle og økonomiske fremtidsmuligheder.

Og det har givet Labour-partiet et svært dilemma. Skal det gå efter at blive partiet for de 48 procent, der fulgte dets opfordring og stemte for at forblive i EU – især i lyset af spirende beviser for, at de nu fristes af Liberaldemokraternes antibrexitretorik?

Eller skal det ændre tone og modsætte sig fri bevægelighed for at tækkes de 52 procent, der i folkeafstemningen sendte et signal om, at de ønsker færre EU-migranter?

For den forhenværende Labour-formand Neil Kinnock er der en tredje udvej.

»Vi bør forsøge at blive partiet for de 100 procent, hvilket inkluderer de 48 procent, der ikke ønskede at forlade EU, og inkluderer en meget stor andel af de 52 procent, som ikke stemte for at gøre dem selv og deres børn mindre sikre og mindre velstående. Jeg mener, at det er muligt klart at artikulere dette,« siger den 74-årige Kinnock over en cappuccino i Overhusets terum med udsigt til den vintergrå Themsen.

Her har han været medlem siden 2005 efter 25 år i Underhuset og ni år som EU-kommissær i Bruxelles.

Mange i Labour-partiet frygter, at partiet – som det skete i Skotland efter folkeafstemningen om selvstændighed – også vil miste mange af de arbejderklassevælgere, der i sommer ikke fulgte partiets anbefaling om at stemme Remain, og som i mellemtiden har opdaget UKIP.

Efter den skotske folkeafstemning mistede partiet 40 af sine 41 skotske mandater til det Skotske Nationale Parti. Sker noget lignende i nogle af de 64 procent Labour-kredse, hvor der var flertal for Leave, vil det gøre det umuligt for partiet af vinde magten i landet.

Selv om Kinnock ikke ser lyst på partiets chancer ved næste valg, så mener han, at sammenligningen med Skotland er en »oversimplificering«, når der er tale om England og Wales.

»Jeg er sikker på, at folk, der stemte for at forlade EU, stemte for en afgang uden at have en særlig klar idé om, hvad destinationen var, så vi må blive ved med klart at fremsætte argumentet: Selv om du stemte for at forlade EU, så stemte du ikke for økonomisk frit fald, og derfor må vi nu sikre den bedst mulige aftale. Det er dér, argumentets fokus bør være,« siger Neil Kinnock.

Han påpeger, at tilhængerne af en såkaldt ’hård Brexit’ i regeringen inderst inde ønsker en fuldstændig udmeldelse af både EU’s indre marked og toldunion og i stedet handle efter WTO’s regler.

»Det ville skabe økonomisk frit fald. Ikke mindst fordi næsten 80 procent af vores økonomi og 40 procent af vores eksport nu er serviceydelser, og WTO dækker ikke serviceindustrien. Så at lukke vores servicesektor ude fra adgangen til EU … jeg får den faldende følelse bare ved tanken,« tilføjer han og kalder den situation, landet befinder sig i uden skyggen af en Brexit-plan, for »helt ufattelig«.

»Hvis du skrev det nuværende scenario som en roman, ville forlaget sende den retur med kommentarerne: Stærk karakterisering, godt plot, men gør den lidt mere realistisk, for ellers vil der ikke være nogen læsere.«

Ro på

Lord Kinnocks ønske om fokus på, hvilken type Brexit-aftale landet skal gå efter, er også det fokus, det parlamentariske Labour-parti har anlagt. Men indtil videre har indsatsen fra partiets nye Brexit-ordfører, Keir Starmer, primært handlet om at afkræve regeringen en plan for Brexit og sikre parlamentarisk indflydelse på indholdet og processen.

Partiet har gjort det klart, at det ønsker fortsat adgang til EU’s indre marked, men derudover er der endnu ikke kommet nogle konkrete bud på, hvordan partiet mener, det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien skal se ud.

En gruppe menige Labour-parlamentarikere, der bl.a. tæller Neil Kinnocks søn – og Helle Thorning-Schmidts mand – Stephen Kinnock, arbejder dog på at udvikle ny politik på området.

I det hele taget er der faldet ro på efter en traumatisk sommer for partiet med endnu en formandsvalgkamp, der endte med genvalget af Jeremy Corbyn. Situationen er nu »mindre dårlig«, mener Kinnock.

»I kølvandet på formandsvalgkampen har parlamentarikerne indset, at Corbyn vil være partiets leder i længere tid, hvilket er årsagen til, at to ting finder sted: Den offentlige kritik af Corbyn er stilnet af, og de menige Labour-parlamentarikere har skruet op for det hårde arbejde med at forsøge at formulere appellerende, realistiske politikker, som der er råd til. Ikke kun i forhold til Brexit, men også i forhold til migration, den fremtidige økonomi og en lang række andre områder, hvor partiet må skabe en troværdig politik, for den vil ikke komme fra Corbyn,« siger han.

»Det er den situation, vi nu er i. Men det giver os naturligvis en ulempe, fordi denne proces bør i befolkningens øjne føres af partiledelsen, og vi ved, at det er fandens svært at få tilstrækkelig med offentlig opmærksomhed og forståelse for spirende politikker, der kommer fra andre end partiledelsen.«

Partiets finansordfører, John McDonnell, har dog markeret sig med én opsigtsvækkende udtalelse; nemlig da han under en debat beskrev Brexit som »en enorm mulighed«.

Neil Kinnock holder en lille tænkepause, mens han overvejer, om der er noget om påstanden.

»Jeg skulle til at give dig et politikersvar om, at ’det er meget vanskeligt at se’, men jeg vil i stedet sige dig sandheden: Nej. Jeg ved ikke, hvordan en intelligent mand som McDonnell kunne producere en sætning, som gør Brexit til ’en stor mulighed’. Havde han sagt ’en stor udfordring’, ville jeg give ham ret. Men når vi trækker os fra et nabomarked, som aftager næsten 50 procent af vores totale handel, toldfrit, så er det umuligt at se, hvordan det skaber så store muligheder, at de kan opveje de massive ulemper.«

Fri bevægelighed

Partiets største problem, når det skal lægge sig fast på en politik i forhold til Brexit, er en intern splittelse i forhold til, om det skal ændre holdning til fri bevægelighed.

Traditionelt har Labour afvist restriktioner og har i stedet fremført de positive økonomiske argumenter for immigration. Men en del af partiet er nu begyndt at moderere dette synspunkt, hvilket imidlertid ikke støttes af partiledelsen.

Neil Kinnock mener, at det er korrekt at argumentere for det, han kalder for en »opdatering« af reglerne for fri bevægelighed.

»Den store splittelse er mellem corbynistaerne, som er filosofiske tilhængere af ’åben dør’-migration, og andre i Labour-bevægelsen, der siger: Ideelt set vil vi gerne have det; realistisk set bør vi argumentere for ’forvaltet migration’, som dels anerkender de enorme fordele ved arbejdskraftens bevægelse, men som forsikrer offentligheden om, at sådanne bevægelser kan håndteres,« siger han.

»Splittelsen mellem de to holdninger er ret dyb. Men hvis argumentet for ’forvaltet migration’ var blevet fremsat over længere tid, så tror jeg, at det kunne det have gjort en forskel den 23. juni, for folk ville have forstået, at deres bekymringer var blevet hørt, men også anerkende virkelighedens verden og virksomhedernes afhængighed af migration,« siger den tidligere EU-kommissær, der også tror, at EU-kollegerne ville have lyttet til argumentet, hvis det var blevet fremsat under andre omstændigheder.

»Jeg tror, at det ville have været muligt at nå til enighed om en holdning til, at det betyder fri bevægelighed for arbejdere. Reglerne blev skrevet, da der kun var 11 medlemmer, og vi har holdt fast i den samme tolkning af fri bevægelighed i den markant ændrede virkelighed efter udvidelsen til 28 medlemmer. Argumentet burde være: Lad os fastholde fri bevægelighed, men i en ændret virkelighed. Lad os opdatere reglerne,« siger han, men frygter, at det nu er for sent.

»Problemet er, at vi i Storbritannien har gjort det sværere for os selv ved at beslutte at forlade samarbejdet. Det betyder, at det nu er mindre sandsynligt, at de argumenter, vi skulle have fremført i EU og vundet forståelse og opbakning for, vil blive lyttet til. Nu vil de andre lande ikke give os indrømmelser af frygt for, at det vil give næring til populismen i deres egne lande.«

Øget samarbejde

En af ideerne fra de menige rækker i parlamentet er, at partiet skal argumentere for et Storbritannien, der efter Brexit skal optrappe samarbejdet med EU frem for det modsatte; et land der kigger udad frem for indad. Neil Kinnock mener, at det er en vigtig pointe.

»En del af det socialdemokratiske argument må altid være, at vi respekterer og forstår fortiden, vi tjener nutiden, vi planlægger for fremtiden. Det bør være mottoet på vores T-shirts, og med det i tankerne betyder ’at tjene nutiden’, at vi anerkender vores økonomiers indbyrdes afhængighed og integration. Derfor må vi gentage det, som den spirende Labour-bevægelse gjorde: Se globaliseringen i øjnene og udvikle international forståelse og forbindelser, der hjælper os med at civilisere den. Vi skal drage fordel af den voksende handel og den specialisering, den har skabt, men sikre, at der er fælles regler, fælles standarder, respekt for miljøet – ting der ganske enkelt ikke kan realiseres alene,« siger han.

»Hvis vi kan fremme det argument, at det er internationalisme, der er realistisk, og isolationisme, som er fantasi, så tror jeg, at vi kan vinde det argument over de næste 10-20 år. Men hvis vi giver efter for indadvendthed, for nogen form for nationalisme, så vil man ikke kunne skelne os (Labour, red.) fra de andre.«

Han erkender dog, at det ikke bliver let.

»Vi må energisk fremføre argumentet om, at arbejdende folks dagligdagsinteresser vil være bedst tjent ved at skue udad, og at de vil blive forrådt ved at skue indad. Det er ikke et let argument at fremføre, men det er den uundgåelige sandhed.«

Tendensen både i Storbritannien, USA og andre europæiske lande har imidlertid været den modsatte i 2016. Og med et fortsat splittet Labour-parti, som er faldet yderligere i meningsmålingerne siden Brexit-afstemningen, har Labour-veteranen svært ved at se lyst på fremtiden.

»Jeg har altid følt, at det eneste passende tankesæt for en demokratisk socialist er – og her citerer jeg Antonio Gramsci – intellektets pessimisme og viljens optimisme. Det har jeg altid klynget mig til. Jeg har altid følt, at med lidt mere hårdt arbejde og en lidt større indsats og lidt frisk tænkning, var det muligt for os at grave os ud af problemerne, og generelt har det også været sandt. I dag ved jeg ikke engang, hvor skovlen står,« siger han og tilføjer, at konklusionen gør ham ekstremt trist, fordi det samtidig betyder »langvarig, ufortjent konservativ styrke«.

»Men vi bliver ved med at kæmpe,« lover han. »Det er det eneste, vi kan gøre.«

Serie

Labour og Europa

Det politiske landskab i Storbritannien efter Brexit-afstemningen i juni er splittet mellem Remain og Leave. Hvilke udfordringer stiller det Labour over for?

Er der ‘enorme muligheder’ for partiet i Brexit, som partiets finansordfører har sagt? Og hvilket EU bør partiet stræbe efter, hvis det igen skal tiltrække de britiske vælgere?

Information har talt med tre af partiets veteraner om, hvor Labour står ved indgangen til 2017: ‘Den Tredje Vej’-sociologen Anthony Giddens, ‘post-demokrati’-sociologen Colin Crouch og den tidligere Labourformand og EU-Kommissær Neil Kinnock.

Seneste artikler

  • Labours forspildte chance

    11. januar 2017
    Labour misser chancen for at overbevise vælgerne om, at Brexit kan skabe momentum for partiet igen. Frem for at udfordre de konservatives påstand om, at landet kan blæse og have mel i munden, har partiet valgt at anlægge samme linje – blot mere mudret formuleret
  • Topsociolog om Brexit: ’En sten er blevet løftet, og alle mulige ubehagelige væsener er kravlet frem’

    4. januar 2017
    Afstanden mellem venstrefløjens to vælgergrupper øges som følge af den xenofobi, der er blevet sluppet løs og legitimeret – særligt under den britiske EU-folkeafstemning. Det er problematisk i en ny politisk virkelighed, hvor vælgerne først og fremmest identificerer sig som Leave- eller Remain-vælgere, siger den anerkendte sociolog Colin Crouch om Labours seneste udfordringer
  • Anthony Giddens: Labour må forny sig omkring de nye kulturelle og økonomiske skel

    23. december 2016
    Hvis det britiske Labour-parti skal genvinde sin relevans, må det igennem endnu en fundamental fornyelsesproces i stil med den, partiet gennemgik for 20 år siden, siger sociologen bag ’Den Tredje Vej’, Anthony Giddens
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nu må det med Skotland altså høre op! Labour i Skotland må lukke (men åbne for, at de meget partitro kan melde sig ind syd for grænsen), og så må der indgås en alliance med det i realiteten langt rødere skotske nationalistparti: SNP er nødt til at blive Labours alliancepartner i Skotland.

Lasse Glavind

Det er sgu lidt imponerende, at det lykkes journalisten at interviewe en socialdemokrat over en cappucino i Overhuset i London (af alle steder), der har været partiformand (og tabt adskillige valg), været EU-kommissær i ni år (udnævnt af de konservative såmænd og fortsat under Blair), har sagt ja til at blive adlet som baron i det notoriske klassesamfund, han ellers har gjort karriere på at hævde, han vil forandre, er kendt for at være notorisk illoyal modstander af Corbyn - uden at stille ham et eneste kritisk spørgsmål til hans egen politik og historiske rolle - ikke et eneste... Den 74-årige 'S-baron' Kinnock fremstår i stedet som nyfalden sne og vis nestor.

Jeg tror godt, vi efterhånden har forstået, at journalisten har det rigtig, rigtig svært med Leave, men please altså...

Anders Hede, Ole Bach, Torben K L Jensen og Børge Rosenberg anbefalede denne kommentar
Børge Rosenberg

Du glemte,at han og fruen er blevet hovedrige på deres pampertilværelse og at sønnike nu følger i deres fodspor.

Torben K L Jensen

Der bliver ved med at dukke mølædte kaniner op af den slidte kapitalisthat - Hvad med at bruge fantasien og få et interview med skurken selv - Jeremy Corbyn?