Vil Obama fortsat være politisk aktiv?

BOSTON - Barack Obamas sidste tale som USA’s præsident.

Blot tanken vil fylde mange amerikanere – selv politiske modstandere – med en følelse af nostalgi og vemod. Kun få andre præsidenter har udvist et så overdådigt oratorisk talent som ham.

I aften kl. 21 amerikansk tid vender Obama og hans familie tilbage til det sted, hvor hans politiske karriere begyndte, og hvor han holdt sin første tale som nyvalgt præsident i 2008 – nemlig Chicago.

I en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus kalder den afgående præsident sin afskedstale »en lejlighed til at takke for den forunderlige rejse, vi har været på, fejre alle de forandringer, vort land har gennemgået og fremlægge nogle ideer til, hvad der nu skal ske«.

Talen finder sted i McCormack Place Convention Center. Billetterne var ifølge Chicago Sun Times udsolgt i løbet af en halv time. 7.000 mennesker stod i kø i timevis i 16-17 graders frost.

USA’s tre store tv-kanaler ABC, CBS og NBC og nyhedsstationer på kabel-tv planlægger at rydde deres programmer og sende talen direkte.

Kilde til inspiration

Der er en lang tradition i amerikansk historie for, at afgående præsidenter i en afskedstale gør status over deres indsats og giver efterfølgeren og befolkningen råd om fremtiden. George Washington startede denne skik i 1796, og den er blevet overholdt af de fleste præsidenter.

Nogle af talerne har ikke alene været mindeværdige, men også tjent som kilde til inspiration for efterfølgende generationer. Det gælder f.eks. Dwight D. Eisenhowers advarsel mod USA’s opbygning af et »militær-industrielt kompleks« i sin afskedstale i 1961.

Ifølge kommentatoren Tom Bowman fra National Public Radio frygtede Eisenhower dengang, at »et våbenkapløb med Sovjetunionen ville berøve USA midler, der ellers burde investeres i at bygge skoler og hospitaler«.

Måske mere presserende for Eisenhower var risikoen for, at forsvaret og våbenindustrien ville forøge deres indflydelse, og at den civile kontrol med det militærindustrielle kompleks derfor kunne svækkes, hvilket ville undergrave de demokratiske institutioner.

Eisenhowers advarsel synes mere aktuel end nogensinde på et tidspunkt, hvor USA’s kommende præsident Donald Trump har indsat tre eksgeneraler som forsvarsminister, sikkerhedsminister og national sikkerhedsrådgiver. De to første er normalt besat af civile.

Det er imidlertid tvivlsomt, om Obama vil pege på dette åbenbare brud med en tradition for at lade civile styre Forsvars- og Sikkerhedsministeriet. Måske mere sandsynligt vil han betone, at Trump endnu ikke har fremlagt en løsning på den åbenlyse interessekonflikt mellem hans ejerskab af en stor forretningskoncern med interesser i udlandet og bestridelsen af præsidentposten.

Det er dog muligt, at Trump under en pressekonference planlagt onsdag formiddag i New York – der endnu ikke er blevet officielt bekræftet – vil have en plan klar. Det er hans første pressemøde siden juli sidste år.

I den sammenhæng vil Obama også kunne gøre opmærksom på, at ingen tidligere præsident har indsat så mange dollarmilliardærer i sit regeringskabinet. En af dem skal være arbejdsminister.

Det er endda kommet dertil, at det republikanske flertal i Senatet søger at fremskynde den traditionelt ret langsomme godkendelse af enkelte ministerkandidater, inden det uafhængige regeringsorgan, Government Ethics Office, har haft tid til at gøre sine undersøgelser færdige.

Magttomrum

For millioner af Obamas tilhængere såvel som det demokratiske partis lovgivere og ledere vil interessen især samle sig om den afgående præsidents planer. Vil han i en alder af 55 år trække sig tilbage fra det politiske liv, ligesom hans forgænger George W. Bush gjorde det i 2008? Eller vil Obama forblive politisk aktiv?

Obama har i flere interviews antydet, at han i forventning om en sejr til Hillary Clinton oprindeligt havde planlagt at koncentrere sig om at skrive sine erindringer og føre en politisk lav profil. Han og hustruen Michelle planlægger at blive boende i Washington i mindst halvandet år, indtil deres yngste datter Sasha bliver student.

Men set i lyset af Trumps choksejr og det republikanske partis bevarelse af sit flertal i Kongressen har Obama antydet, at han kan ændre sine planer. Nominelt har et oppositionsparti ingen formand. De toneangivende partiledere plejer at være mindretalslederne i Repræsentanternes Hus og Senatet, hvilket for demokraternes vedkommende er Nancy Pelosi og Charles Schumer.

Der er således opstået et magttomrum i Det Demokratiske Parti, som Obama let kunne udfylde. Hvis han skulle vælge at påtage sig denne rolle uformelt, opstår der imidlertid en risiko for, at han blokerer vejen for opkomsten af en ny generation af ledere og mulige præsidentkandidater.

En anden risiko, som Obama løber ved at forblive aktiv i den politiske arena, er at bruge så meget krudt mod Trump og republikanerne, at mange amerikanske vælgere finder det urimeligt – ikke mindst i begyndelsen af Trumps præsidentskab – og vender det døve øre til.

Det klogeste, som Washington Post-kommentatoren E. J. Dionne bemærkede for nylig, vil nok være kun at blande sig med kommentarer, når Obama føler, at landets interesser står på spil.