Baggrund
Læsetid: 8 min.

Da Obama sagde nej til endnu en krig

Måske bliver det vigtigste udenrigspolitiske eftermæle, som præsident Obama efterlader sig, hans beslutning om ikke at intervenere militært i Syrien efter Assad-styrets brug af giftgas mod civile i august 2013
Kun ved at styrke USA på hjemmebanen, kunne supermagten USA ifølge Obama genvinde noget af den indflydelse, der var blevet formøblet under de mislykkede krige i Afghanistan og Irak. De skulle afsluttes så hurtigt som muligt. Under Obamas lederskab har USA forsøgt at undgå den slags krigseventyr i den islamiske verden, med mindre dets sikkerhed var direkte truet.

Kun ved at styrke USA på hjemmebanen, kunne supermagten USA ifølge Obama genvinde noget af den indflydelse, der var blevet formøblet under de mislykkede krige i Afghanistan og Irak. De skulle afsluttes så hurtigt som muligt. Under Obamas lederskab har USA forsøgt at undgå den slags krigseventyr i den islamiske verden, med mindre dets sikkerhed var direkte truet.

Alik Keplicz

Udland
17. januar 2017

Det var fredag den 30. august 2013 og over en uge siden, at de rædselsvækkende billeder af over 1.000 syriske civile dræbt af kemiske våben i en forstad til Damaskus var blevet vist på tv-skærmene. Verden ventede i åndeløs spænding på, hvad præsident Barack Obama ville gøre.

Ville han følge op på sin trussel om at straffe Syriens præsident Assad, hvis han anvendte giftgas mod sine egne borgere? USA’s allierede i Mellemøsten var sikre på, at USA ville føle sig tvunget til at bombardere militære mål i Damaskus. Det samme gjorde briter og franskmænd. Selv udenrigsminister John Kerry og Obamas sikkerhedsrådgivere troede på det.

Hvis han ikke handlede, ville det betyde, at USA fremstod som en papirtiger og ville miste global statur.

Den augustdag i 2013 er utvivlsomt den vigtigste udenrigspolitiske begivenhed i Obamas tid som præsident. Ugen igennem var han af rådgivere, generaler, kongrespolitikere, den udenrigspolitiske elite og USA’s allierede blevet drevet mod den tilsyneladende uundgåelige beslutning, at der intet alternativ var til et amerikansk luftbombardement af den syriske stats kemiske våbenstyrker.

Men Obama gerådede i tvivl, fortalte journalisten Jeffrey Goldberg i The Atlantic Monthly i april 2016, hvori han havde interviewet præsidenten om den såkaldte Obama-doktrin.

Obama fortalte Goldberg, at han fredag eftermiddag havde bedt sin stabschef, Denis McDonough, om at gå en tur i Det Hvide Hus’ have.

En time senere kaldte han sine rådgivere sammen i Det Ovale Kontor og bedyrede, at han alligevel ikke ville beordre et bombeangreb. I stedet ville han ligesom sin britiske modpart – premierminister David Cameron – søge Kongressen om en bemyndigelse. Det skulle senere vise sig, at lovgivere i Kongressen, der havde opfordret præsidenten til at lade missiler regne ned over Damaskus, ikke ønskede at tage et politisk medansvar.

Nogle uger senere indgik Rusland og USA en aftale om at evakuere og tilintetgøre alle kemiske våben i den syriske hærs besiddelse.

Ingen kan med sikkerhed vide, hvilke konsekvenser et amerikansk luftangreb ville have haft for den syriske borgerkrigs videre forløb. Vi ved derimod, hvad der skete, efter at den forventede amerikanske gengældelsesaktion udeblev.

Siden den dag i august 2013 er flere hundredetusinde syrere døde, Islamisk Stat har vundet fodfæste i store dele af Syrien, bykvarterer i Aleppo og andre syriske storbyer ligger i ruiner, landets infrastruktur og økonomi er knækket, Syriens naboer – Jordan, Libyen og Tyrkiet – er blevet destabiliseret af millioner af syriske flygtninge og højrepopulismen i Europa har fået luft under vingerne.

Jeffrey Goldberg beskriver i Atlantic Monthly to mulige historiske domme:

»De historiske annaler vil måske registrere den 30. august 2013 som den dag, da Obama sørgede for, at USA ikke trådte ind i endnu en muslimsk borgerkrig og den dag, han fik fjernet truslen om et syrisk giftgasangreb mod Israel, Tyrkiet eller Jordan. Eller den vil blive husket som den dag, han lod Mellemøsten slippe ud af USA’s greb og glide ind i hænderne på Rusland, Iran og Islamisk Stat.«

’Don’t do stupid shit’

Under den mindeværdige valgkamp i 2008 pegede ganske lidt i Obamas taler på, at han ville blive en præsident, der satsede stort på udenrigspolitiske bedrifter. Hans fokus var at »genopbygge« USA’s økonomi og infrastruktur, forbedre og udvide det sociale sikkerhedsnet og samle en politisk polariseret nation.

Kun ved at styrke USA på hjemmebanen, kunne supermagten genvinde noget af den indflydelse, der var blevet formøblet under de mislykkede krige i Afghanistan og Irak. De skulle afsluttes så hurtigt som muligt. Under Obamas lederskab ville USA i fremtiden undgå den slags krigseventyr i den islamiske verden, med mindre dets sikkerhed var direkte truet.

»Don’t do stupid shit,« skal Obama på et tidspunkt have sagt til sine rådgivere.

Den eneste undtagelse var Libyen, hvor Obama lod NATO stå i spidsen for luftangreb mod regeringsstyrker med henblik på at stoppe en massakre på civile i Benghazi. Operationen så ud til at være relativt let, FN’s sikkerhedsråd gav mere eller mindre grønt lys, Libyen var et relativt lille land og Ghadaffi en torn i øjet på USA. Samtidig frygtede europæerne, at borgerkrigen ville sprede sig til nabolandene og give udslag i en bølge af flygtninge, der ville ankomme til Sydeuropas kyster.

Men selv denne lille væbnede intervention i marts 2011 gik hurtigt i koks. Håbefulde spådomme om dannelsen af et nyt civilt og stabilt demokratisk styre blev gjort til skamme af en libysk stammekrig efter mordet på Muammar Ghadaffi.

Så da Syrien-krisen tilspidsede halvandet år senere med Assad-styrets anvendelse af giftgas, var Obama i kraft af erfaringerne fra Libyen allerede blevet bekræftet i sin skeptiske holdning til væbnede humanitære interventioner i Mellemøsten. Der skulle meget til for at overbevise ham om at indblande USA i en ny krig i den islamiske verden.

Langt de fleste udenrigspolitiske eksperter i USA, samtlige republikanere og nogle demokratiske høge, som Hillary Clinton, kæder Obamas beslutning den dag i august 2013 sammen med Ruslands og Irans indtog på scenen som de to nye magtspillere i regionen.

De fremfører, at et luftbombardement af Assads kemiske våbenstyrker kunne have afskrækket ham fra at bruge tøndebomber mod civilbefolkningen og derved styrket den af Vesten støttede væbnede modstandsbevægelse. Måske ville det have stækket IS’s erobning af territorium, lyder deres argument.

»Det er sådan set enkelt nok. Man kan bare se, hvad der er sket i Syrien i det sidste års tid. USA er ikke den dominerende magt i regionen længere. Det er Rusland og Iran,« siger James Traub, der underviser i amerikansk udenrigspolitik på New York University og skriver for magasinet Foreign Policy.

USA’s moralske autoritet

Traubs kritik af Obamas Syrien-politik er repræsentativ for de såkaldte liberale interventionister, men deles også – i nogle tilfælde med andre motiver – af nykonservative republikanere samt af høge i begge partier.

De nykonservative og høgene fokuserer fremfor alt på tabet af USA’s dominerende globale magtstilling. Obama skal have undergravet USA’s frygtindgydende militære kapacitet til at afskrække rivaler og fjender ved at lade Assad krydse den »røde linje« uden at blive straffet.

De liberale interventionister er derimod mere bekymrede for USA’s tab af moralsk autoritet. De lægger størst vægt på konsekvenserne af Obamas afvisning af at gribe ind for civile syrere, hele regionen og Europa.

»Obama frygtede selvfølgelig de uforudsigelige konsekvenser af et luftbombardement,« vedkender Traub.

»Men vi ved også, at konsekvenserne ved et manglende indgreb var langt værre. Det kan godt være, at et nålestiksangreb ikke ville have gjort nogen forskel for det endelige udfald af borgerkrigen, men et bombardement af Assads artilleristyrker og flyvevåben ville helt sikkert have formindsket hans kapacitet til at dræbe så mange civile,« mener Traub.

Han tilføjer: »Fra et moralsk og strategisk synspunkt er følgerne af USA’s passivitet katastrofale. I valgkampen i 2008 talte Obama om nødvendigheden af at handle, når man står ansigt til ansigt med ubeskrivelige uhyrligheder. Da han som præsident befinder sig i præcist sådan en situation, smider han denne moralske overbevisning over bord.«

»I Obamas øjne ville det have været uansvarligt og tankeløst at intervenere i Syrien militært. I interviewet i Atlantic Monthly får man indtrykket, at han nærmest føler sig som en helt, da han sætter sig op imod hele den udenrigspolitiske elite i august 2013 og hævder at være den eneste, der er motiveret af almen fornuft,« mener Traub.

Som præsident gennem otte år har Obama taget mange beslutninger, hvis virkninger vil overleve hans regeringstid og selv hans liv på denne jord. Hertil hører åbningen mod Cuba, atomaftalen med Iran, samarbejdet med Kina om en international klimaftale, sanktionerne mod Rusland efter annekteringen af Krim-halvøen og anvendelsen af dræberdroner til at føre krig mod terrorgrupper udenfor USA.

Ingen af dem synes at have været så svære at tage som hans beslutning 30. august 2013 om at lade Assad-styret være ustraffet for en eklatant overtrædelse af international humanitær lov.

Den realistiske skole

De eneste udenrigspolitiske tænkere i USA, der bifaldt Obamas valg, var den såkaldte realistiske skole – et mindretal indenfor den udenrigspolitiske elite. Måske er Obama ikke en ægte realist, men han er en beundrer af den første præsident George Bush, hvis hovedrådgiver Brent Scowcroft regnes for at tilhøre den realistiske skole.

Gordon Adams, der arbejdede i Clinton-regeringens forsvarsministerium og er professor emeritus i udenrigspolitik på American University i Washington, D.C., regnes for at være en realist. I mangel af bedre kalder han Obama for »den modstræbende kriger«.

»Det er ikke, fordi Obama afviser at anvende militær magt. Det demonstreres tydeligt af hans valg af droner til at dræbe terrormistænkte. I den forstand er han ikke en ægte realist. Han er naturligvis slet ikke nykonservativ, ej heller isolationist eller en liberal interventionist,« siger Adams.

Ifølge Adams afspejler Obamas beslutning 30. august 2013 en doktrin, der lægger vægt på en omhyggelig overvejelse af USA’s nationale sikkerhedsinteresser i den pågældende konflikt. En analyse af de uforudsigelige konsekvenser af en militær intervention og en bedømmelse af, hvordan andre stormagter med sikkerhedsinteresser i Syrien vil reagere (Rusland og Iran).

»En præsident bliver nødt til at tænke mange runder frem. Hvad sker der efter bombeangrebet? Han kan ikke sigte mod de kemiske våbenlagre af frygt for at sprede giftgassen over civile områder. Hvad nu hvis Assad bliver siddende, selv om han ikke længere har styrker til at bruge de kemiske våben,« pointerer Adams.

Det betyder, siger professor Adams, at Obama kunne blive presset til at følge op på sin oprindelige udtalelse fra 2012, at USA støtter oprørernes bestræbelse på at vælte det syriske styre. Det fører til en anden runde.

»Nu bliver Obama nødt til at sigte efter militære strategiske mål i Syrien. Efter en rum tid sidder Assad der stadig. USA har tabt ansigt. En landinvasion af Syrien kommer på bordet og pludselig ligner det Bagdad i 2003,« forudsiger Gordon Adams.

En anden ukendt variabel er præsident Vladimir Putins reaktion på en amerikansk militær intervention? Rusland har en militær base i Syrien. Landet er den eneste tilbageblivende russiske allierede i et Mellemøsten, hvor Sovjetunionen havde spillet en næsten ligeså vigtig rolle som USA under Den Kolde Krig.

»Putin kunne have truet med at skyde et par amerikanske krigsfly ned. Han kunne have lavet et eller andet nummer et andet sted i verden, som truede amerikanske sikkerhedsinteresser,« siger Adams.

Hvad Obama forstod den dag i august 2013 var, at verden så anderledes ud end i de første år efter afslutningen på Den Kolde Krig i 1991. Efter USA’s fejlslagne og bekostelige krigseventyr i Afghanistan og Irak var Rusland, Kina, Indien, Iran og Tyrkiet pludselig blevet magtfulde spillere på den internationale scene.

»En amerikansk præsident kan ikke længere forvente, at andre lande vil hoppe i, hvis han råber: Spring! Han må acceptere, at der sker ting og sager i verden, som USA ikke har kontrol over. i dag gælder det for USA om at tilpasse sig den nye globale magtbalance uden at give afkald på en indgroet amerikansk selvopfattelse af at være udvalgt nation til at lede.«

At Donald Trump nu skal være præsident er ifølge Gordon Adams et tydeligt signal om, at amerikanerne endnu ikke er nået til den erkendelse om USA’s begrænsede magt, som lå til grund for Barack Obamas beslutning i 2013 om at afholde sig fra at starte en ny krig i Mellemøsten.

Serie

Arven efter Obama

Han kom til magten i 2009 som den første sorte præsident og i en stemning af eufori, og han har nu regeret USA i otte år. Men hvilken forskel gjorde han egentlig? Information kortlægger præsident Obamas bedrifter, uindfriede løfter og nederlag i en serie op til hans afsked den 20. januar.

Seneste artikler

  • Der var håb. Var der andet?

    14. januar 2017
    Han talte til det fineste, det højeste og det bedste i den liberale verden. Men alt det, Obama står for, er ved at bryde sammen
  • »Efter min mening har Obama ikke gjort en skid for os her«

    11. januar 2017
    De fleste sorte amerikanere troede efter valget i 2008, at USA’s første afroamerikanske præsident ville have et særligt øje for det sorte mindretal, der har overlevet flere århundreder med slaveri og raceadskillelse, og som stadig udsættes for racisme. Men det var først i Obamas sidste to år i embedet, han for alvor begyndte at fokusere på forskelsbehandling af afroamerikanere
  • Først mod slutningen blev Obama for alvor grøn

    4. januar 2017
    Barack Obama svigtede sin egen grønne dagsorden i sin første præsidentperiode. Men i de sidste fire år har han formået at sætte afgørende aftryk på amerikansk klimapolitik, der bliver svære at rulle tilbage
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sagen er at bevisbyrden mod det syriske styre var ualmindeligt svag, i hovedsagen var det amerikanske og britiske postulater på baggrund af internetrygter og voldsomt overfortolkede efterretningsrapporter, som også smurtes af på FN. Amerikanerne hævdede, som tilfældet var med Husseins påståede besiddelser af WMD, at man havde beviser, at man vidste hvordan sagen hang sammen ... men vi har aldrig set beviserne. Ligesom vi heller aldrig har set de satellitbeviser, som amerikanerne hævdede at have for 'prorussiske separatister's nedskydning af MH17.

Vi hører altså amerikanske myndigheder gentagne gange anklage diverse politiske modstandere for forbrydelser, amerikanerne har ualmindeligt vanskeligt ved at bevise. Og vi hører omtale af beviser, som aldrig ser dagens lys - heller ikke mange år senere.

Muligvis var det en klog Obama, og ikke alt for vanvittige rådgivere, som bidrog til at amerikanerne afstod fra terrorbombning af Syrien, muligvis var det det russiske initiativ til Assad's overgivelse af Syriens kemiske våbenarsenaler, muligvis var det frygten for endnu en Irak-historie om falske flag og et falsk krigsgrundlag, som bidrog. Måske var det en kombination. Men præmissen om at det syriske styre havde forrettet en krigsforbrydelse, kemisk angreb på egen befolkning blot få dage efter at Obama offentligt havde tordnet løs om den tynde, røde linje, er uantagelig. Den kan højest være spinkel teori for de frelste.

Carl Martin Jørgensen, Hans Aagaard, Jacob Jensen, Jesper Nielsen, Thomas Petersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Der er altid nogle (gamle) skrivebordsstrateger der mener, de kan løse problemer med en rask krig, men oftest undlader de at opremse alle de mulige scenarier efter krigen. Skrivebordsstrategerne er selv for gamle til at være soldater i en krig. Selv Anders Fogh Rasmussen har nu indrømmet, at indsatsen i Irak efter Saddam Hussein blev en katastrofe for der var aldrig nogen plan for Iraks fremtid.
Bombningene i Libyen skulle være "piece of cake", styrte Gadaffi og fremme demokrati, men nu er Libyen endt i det rene anarki og kaos.
Tak til Obama for ikke at starte flere krige, som mennesker skal leve i årtier.

Henning Kjær; man kan med et vist belæg anskue krige som forretning, og ikke som forsøg på at løse egentlige problemer. Alle kapitalhavere, som investerer i krigene, eller allerede har betydelige investeringer i våbensystemer, facilitering, sikkerhedssystemer, genopbygning og markedsudvikling (og de findes i pænt antal), har betydelig økonomisk fordel af krige. Investering i krig er mere driftssikker end f.eks. casinospil på verdens børsmarkeder - og hvis man i forvejen har etableret sig med et stærkt politiker- og lobbynetværk, således at den gode vilje(s usynlige hånd) kan råde, er der business på den høje klinge cirka 24/7 året rundt, sålænge at krigene raser - mens politikere og opinionsdannere leverer passende fraser.

Martin Madsen

Obama - Dronedrab og deporteringer

Ib Christensen

Tænk hvis Hillary Clinton havde vundet valget. Så havde der stået en kæmpe hær i grænselandet til Putin, under hendes ledelse. Tæt op af Ukraine hvor H.C. er kendt for kvinden der "investerede" milliarder af dollars i demokratiet.
Hvis dumme russere angriber Ukraine i nærmeste fremtid, så råber jeg false flag attack!

Hvis Obama vil fred, skulle han nok ikke have brugt sin sidste tid som øverstbefalende til, at muliggøre det scenarie af en krudttønde.

Anders Barfod, Peter Jensen, Jacob Jensen, Thomas Petersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar