Baggrund
Læsetid: 7 min.

Overklassen ved, at den ikke skal skilte med sin velstand

Vietnams tigerøkonomi har hevet millioner ud af fattigdom, men som i andre postsocialistiske samfund har forskellen mellem top og bund aldrig været større. Alle er klar over, at de rige bliver rigere, men kollektivet lader som om, man ikke kan se det, siger Yale-antropologen Eric Harms
Selv om Vietnam har været i stand til at reducere antallet af mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen (1,25 dollar pr. dag), til omkring 10 pct., så er der fortsat ca. 30 pct. af befolkningen, der lever for mindre end to dollar om dagen

Selv om Vietnam har været i stand til at reducere antallet af mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen (1,25 dollar pr. dag), til omkring 10 pct., så er der fortsat ca. 30 pct. af befolkningen, der lever for mindre end to dollar om dagen

Udland
31. januar 2017

Mr. Dang Minh Truongs ovalformede skyskraber strækker sig langt op i himlen. Jeg er nær ved at falde bagover, da jeg kigger op efter det kontor, hvor jeg skal mødes med rigmanden, der er administrerende direktør for Vietnams entreprenørgigant Sun Group.

En piccolo guider mig ind i en glaselevator, som hastigt stiger til vejrs, mens byen forsvinder underneden. På 26. etage bliver jeg anvist et bord svimlende tæt på glaspanelet. Efter tre kvarters ventetid træder Mr. Truong smilende til og hilser afslappet:

»Undskyld ventetiden, mit fly var en smule forsinket.«

Han er lige kommet tilbage fra øen Phú Quoc syd for Cambodja, hvor han har inspiceret en ny forlystelsespark, hans firma er ved at bygge.

»Vi vil gerne give øen noget spektakulært. Noget, som alle bliver glade for. Der skal blandt andet være en zoologisk have og vandrutsjebaner til ungerne, og så bygger vi også et resort, hvor folk kan slappe af i fred.«

Der er visse praktiske vanskeligheder ved at fragte eksotiske dyr fra hele verden ud til øen, forklarer han. Samtidig bliver han ved med at nævne, at det handler om at give noget tilbage til lokalsamfundet:

»Det er vigtigt for os at skabe noget, som almindelige mennesker også kan nyde gavn af.«

Vokseværket

Under os ligger byen udstrakt. Da Nang er Vietnams tredjestørste by. Da de amerikanske tropper i sin tid gik i land her, var det en fattig fiskerby. Men i løbet af det sidste årti har Da Nang forvandlet sig til en livlig, moderne metropol.

Højhuse skyder i vejret overalt. Langs den brede, hvide sandstrand ligger det ene luksuriøse hotel efter det andet. I løbet af fem år er der blevet bygget tre nye broer over den brune flod, der deler byen i to. Den ene bro er formet som en gigantisk drage, der hver lørdag aften spyer ild ud af munden.

Mr. Truongs præg på byen er en kitschet forlystelsespark med et enormt pariserhjul og en plastikudgave af Angkor Wat i reel størrelse. Hans firma har anlagt finkæmmede og velspringlede golfbaner, indkøbscentre med 3D-biografer og indendørs skøjtebaner. Alle anlæg har til fælles, at de henvender sig til den mest velstående del af middelklassen. Måske er det derfor, han så gerne vil fortælle om denne nye inkluderende forlystelsespark.

»Det her land er på nogle områder vokset alt for hurtigt. Vi har eksempelvis mistet mange af de offentlige strande på grund af alle de nye resorts og hoteller, der bliver bygget.«   

Opskriften på vækst

Da Nang repræsenterer den vilde vækst, der har fundet sted i Sydøstasien. Alene Vietnam har ifølge Verdensbanken løftet omkring 30 millioner mennesker ud af fattigdom på blot to årtier. Fra at være et af verdens fattigste er Vietnam rykket op i middelindkomstgruppen.

Det har blandt andet betydet, at Danmark har udfaset sin udviklingsbistand hertil for i stedet at fokusere på de bilaterale handelsrelationer. Tanken om ’bistand’ virker da også en smule absurd, mens man snakker med Mr. Truong i hans velafkølede kontorbygning.

Økonomer har uden held forsøgt at finde opskriften bag succesen i Sydøstasien. Diskussionen går på, hvorvidt æren bør tildeles den åbne og frie markedsøkonomi, eller de stærke entreprenørstater og deres evne til at udpege de rette vindere.

Professor i udviklingsgeografi fra National University of Singapore Jonathan Rigg mener ikke, at der er en endegyldig forklaring:

»De udviklingsprocesser, vi har oplevet i Sydøstasien, trodser enhver definition. Hvert land har sin historie, og der er et utal af faktorer, der spiller ind både historisk, geografisk og demografisk. Derfor vil diskussionen om markedet versus staten aldrig give et tilfredsstillende svar.«

Vietnam har både et stærkt marked og en stærk stat. Det kommunistiske styre har med den ene hånd gennemført liberale markedsreformer i form at gunstige skatteforhold og omfattende privatiseringer, mens det med den anden hånd har holdt fast i statsejede virksomheder, investeret i infrastruktur og sikret politisk stabilitet.

Mr. Truong mener, at en stor del af æren kan tildeles den vietnamesiske stats evne til både at tilpasse sig det globale marked og støtte nationale virksomheder.

»Jeg tror, en stor del af forklaringen på Vietnams succes skyldes de markedsreformer, som vores regering har gennemført. Vores virksomhed har et rigtig godt forhold til styret,« siger han.

Mr. Truong begynder at kigge utålmodigt på sit ur. Han skal videre i dagens program, men inden han går, når han lige, på sin mest henkastede facon, at invitere til fest på tagterrassen samme aften.

Ulighedens paradoks

Væksten har også skabt tabere. Uligheden er ifølge Asian Development Bank steget i stort set alle lande i Sydøstasien det sidste årti. Selv om Vietnam har været i stand til at reducere antallet af mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen (1,25 dollar per dag), til omkring 10 pct., så er der fortsat ca. 30 pct. af befolkningen, der lever for mindre end to dollar om dagen, påpeger professor Jonathan Rigg. Samtidig bliver mennesker som Mr. Truong rigere og rigere.

I Vietnam har afstanden mellem top og bund aldrig været større, hvilket har resulteret i et interessant paradoks: Hvordan håndterer man stigende ulighed i et land, der hævder at basere udviklingen på socialistiske værdier?

Noget af forklaringen ligger i, hvad man kan kalde »tydelig usynlighed«, mener Yale-antropologen Eric Harms, der har forsket i den vietnamesiske overklasse. Begrebet dækker over det, som vi alle ved, men samtidig kollektivt benægter, og det er særligt karakteristisk for håndteringen af den stigende ulighed i postsocialistiske samfund som Vietnam, skriver Eric Harms i en email til Information.

Alle er klar over, at de rige bliver rigere, men ingen lader til at se det. Det kan blandt andet lade sig gøre på grund af rigdommens diskretion. Overklassen er klar over nødvendigheden af ikke at tydeliggøre dens velstand.

Mr. Truong er heller ikke meget for at snakke om sig selv. Ud over den skjulte stolthed hans stemme røber, når han forklarer om firmaets utallige, ambitiøse byggeprojekter, er han ydmygheden selv.

»Vi har et ordsprog, der siger, ’den, der vandrer i stilhed, vandrer længst’. Her i Vietnam skal man ikke vise sine penge frem. Både af sikkerhedsmæssige hensyn, men også fordi, der hersker en mentalitet om, at rigdom er forbundet med noget skidt.«

Han er selv pænt klædt, uden at være prangende, og han virker ærlig, når han forklarer om sin rolle i firmaet:

»Jeg ville ikke være noget uden mine medarbejdere. Faktisk er jeg uddannet læge, så jeg har ingen særlig viden om ingeniørkundskab eller andre tekniske anliggender. Jeg kan ikke tage en særlig ære for noget. Det her firma bygger på teamwork.«

Bag tonede ruder

Ydmygheden går dog ikke på tværs af generationerne i Vietnam, mener den unge succesrige iværksætter med det franskklingende navn Le Ci, som jeg møder på en lille hip kaffebar.

»Den ældre generation af rige bryder sig ikke om at vise sig frem, fordi størstedelen af deres penge ikke er ’rene’. I stedet bruger de deres penge i skjul. Den yngre generation er anderledes. For dem er socialismen død, og de fører sig frem på en helt anden måde.«

Selv er han dog, ligesom Mr. Truong, diskret med at vise sit forbrug frem:

»Jeg bruger hellere mine penge på at rejse end på at købe dyre drinks og nye biler. Hvorfor skulle jeg vise andre, hvor mange penge jeg tjener?«

Ifølge Erik Harms er denne type tilbageholdenhed ofte blot en facade. Hvis man dykker ned under overfladen, oplever man typisk en anden side af den vietnamesiske overklasse. Han peger på, at der i visse situationer udvises et aggressivt forbrug for at demonstrere magt og status.

»Når vietnamesiske bosser inviterer andre ud at drikke, går det som regel ud på at bunde en dyr flaske whisky så hurtigt som muligt. Det er en måde at cementere magt og status. Den vietnamesiske tilbageholdenhed handler derfor ikke om at skjule sit forbrug, men i stedet om at kontrollere hvem, der ser det, og hvornår og hvor det finder sted,« mener han.

Tydelig usynlighed handler om mere end blot kollektiv fornægtelse af synlige realiteter. Begrebet dækker også over de fysiske rammer, som vi skaber og bevæger os i – som eksempelvis en sort SUV med tonede ruder, der skærer gennem trafikken. Alle kan se rigdommen udefra, men ingen ser ind i den. Rigdommen kommer først tydeligt til udtryk, når den befinder sig bag lukkede døre.

Den moderne postsocialistiske storby er ifølge Harms kendetegnet ved en parallelverden, der på trods af dens synlige facader er fyldt med afspærrede territorier, så som luksuriøse karaokebarer, gated communites og private sportsklubber.

Langt over byens tage

Tilbage i Mr. Truongs højhus træder jeg nogle timer senere ud af elevatoren på tagterrassen på 41. etage. Høj musik og latter strømmer mig i møde. Tjenere i lårkorte nederdele flyver rundt med champagne i isspande, som var de arbejdsbier i et summende stade. Hundredevis af mennesker står i grupper om høje borde, skåler, ler og drikker.

Mr. Truong er ikke at se nogen steder. På en scene svinger en høj, rødhåret kvinde sig akrobatisk om en polestang. Stjernerne på himmelen er dækket af smog, men i stedet funkler gæsternes velplejede tandsæt om kap med Rolex-ure og stramme kjoler med glimmer.

I baren sidder en ung pige med grydefrisure i en tyk sweater på trods af aftenens 30 grader. Hun kigger ned i sin smartphone og virker temmelig uimponeret over hele arrangementet.

Hun er bestyrende manager for stedet og har ansvar for at booke dj’s og artister fra hele verden, fortæller hun. Hun er vokset op i Ho Chi Minh City, men flyttede til Da Nang, fordi der var bedre jobmuligheder i restaurationsbranchen.

Selv om hun mest af alt ligner en moderigtig teenager, så tjener hun sandsynligvis langt mere end den almindelige gennemsnitsdansker. Hun er en af dem, der klarede den.

»Vi arbejder hårdt, og så vil vi gerne vise verden, at det er vores tur til at lykkes.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her