Læsetid 4 min.

’På landet kan de huske os længe’

I Prag demonstrerede Aleppo-marchen ved to ambassader, mindedes John Lennon og Jan Palach – og voksede betragteligt
En lille halv snes deltagere i marchen – herunder Informations udsendte – kan nu sætte et flueben ud for ’Berlin-Prag, til fods’. 

En lille halv snes deltagere i marchen – herunder Informations udsendte – kan nu sætte et flueben ud for ’Berlin-Prag, til fods’. 

Jon Jørgensen

16. januar 2017

PRAG – Midt på ugen var tallet nede på under 30 ved morgensamlingen, i dag står knap 100 klar ved børnekulturhuset Roztoc i Prag-forstaden Roztoky. Huset har været vært for Berlin-Aleppo-marchen den sidste nat inden den tjekkiske hovedstad.

De fleste har været indkvarteret i grupper hos lokale familier, og godt 30 har overnattet på gulvet i klubhuset. Da marchen det seneste døgn uventet voksede til mere end dobbeltstørrelse, forhørte klubben sig hos brugerne, om de kunne have nogen overnattende.

»Alle ville gerne hjælpe,« fortæller Martina, der er lærer og frivillig i Roztoc. »Mange af os rejser jo ud i verden og nyder godt af gæstfrihed der. Og mange af os ser også støtte til Aleppo-marchen som en lille protest mod regeringens fjendtlige holdning til flygtninge,« siger hun.

Anna fra Tyskland har sovet hos en familie med blandet muslimsk-jødisk baggrund. »Den private indkvartering er en chance for at møde mennesker, man ellers ikke ville kunne tale sig ind på,« siger hun.

Nede ved torvet står yderligere en gruppe klar til at slutte sig til marchen, og inden vi er ude af Roztoky ad skovvejen på vej de sidste kilometer mod Prag, tæller marchen knap 200. De fleste nye er tjekker, men også et par belgiere, tre hollændere og en dansker bliver budt velkommen inden afgang.

Det er en hård vej gennem skoven op over den knold, der sammen med Moldau skiller Prag fra Roztoky og naturligt forhindrer de to byer i at smelte sammen. Nattefrosten har mange steder gjort den ellers optøede jordvej spejlglat, og man skal holde øje med, hvor man sætter fødderne, for der er stejlt, og mere end en gang skal nogen hjælpes på benene igen. Men på toppen er udsigten over et solbadet Prag klatreturen værd.

Politiske markeringer

Prag er en markering. Marchen er nu for første gang gået fra hovedstad til hovedstad, og en lille halv snes – herunder Informations udsendte – kan sætte et flueben ud for ’Berlin-Prag, til fods’. Men især har den tjekkiske forberedelsesgruppe sørget for at lægge mest muligt indhold i ruten.

Ved den syriske ambassade slutter yderligere et halvt hundrede sig til marchen, og lidt færre står klar ved den russiske ambassade.

På Jan Palach-pladsen i centrum bliver der afholdt en lille højtidelighed. I dag, mandag, er det 48 år siden, at den 20-årige student Jan Palach satte ild til sig selv i protest mod den sovjetiske nedkæmpelse af Pragforåret et halvt år tidligere. Under kommunismen blev Palach et illegalt ikon, det var markeringen af 20-året for hans død, der mindre end et år før fløjlsrevolutionen i 1989 gav den senere præsident Vaclav Havel en fængselsdom. I dag er Palach tjekkisk frihedshelt.

Marchen slutter med fælles afsyngelse af John Lennons »Imagine« ved Lennon-muren på Velkopřevorské náměstí. Muren opstod som et mindested efter mordet på Lennon i 1980. Frem til 1989 var stedet et stykke tålt subkultur, i dag er det en anerkendt seværdighed.

Ondrej, 38, er ved siden af sit lærerjob ved at færdiggøre et studie som etnograf. Han har kun tid til at deltage i marchen i gennem Prag, så han synes, hans deltagelse mest er »for sjov«.

Han kalder sin deltagelse for et »lille slag mod ligegyldigheden«. Der har været skrevet en del i tjekkiske medier om marchen, og han er sikker på, at selv om mange opfatter den som en march for flygtninge, vil mange også komme til at tænke mere over Syrien.

En af de ældste

Han er på linje med Bernd fra Dresden. Det er hans niende dag, og han har nået sit mål – at gå fra Dresden til Prag. Han er 73 år. Siden han blev pensionist, har han i stigende være aktivist i sociale og pacifistiske aktiviteter.

»Uden fred ingen social retfærdighed – og omvendt,« siger han.  

Han har ikke været i tvivl om, at han kunne gennemføre marchen. »Kun hvis jeg faldt eller kom til skade, kunne jeg blive nødt til give op,« siger han.

Han er i god form. Flere af os taler anerkendende om, at han går ruten flere gange. Han tager konstant billeder og bevæger sig derfor frem og tilbage i optoget – og om nødvendigt tager han den gennem sneen ud på marken for at få den rigtige vinkel. Han er matematiker og var softwareudvikler i DDR, men har altid holdt sig i form ved at vandre og cykle i sin fritid.

I 2003 var han en af de fire, som gennemførte hele fredscykelløbet fra Paris til Moskva på 3.700 kilometer over halvanden måned. For fem år siden var han også med, men ’kun’ de sidste 2.600 km fra den tysk-polske grænser via Vilnius til Moskva, fortæller han.

Vi taler sammen flere gange undervejs fra Dresden. Han er en af de deltagere, der kan huske 80’ernes store fredsbevægelse i Vesteuropa mod misilopstillinger. Han har et stofbadge med en fredsdue fra de år på sin rygsæk.

»Det var en stor bevægelse, men raketterne blev stillet op alligevel. Det skal man huske,« siger han. Nytter det så ikke noget, spørger jeg ham? »Jo, det nytter, fordi det får folk til at tænke. Det minder dem om noget, de jo egentligt godt ved.«

Jeg spørger ham, om han er tilfreds med den beskedne kontakt, marchen har haft med de mange landsbyer, den går igennem.

»Det kunne godt have været forberedt bedre. Men man skal ikke undervurdere det, at vi overhovedet kan ses. I de store byer er vi bare endnu en demonstration, dér er vi hurtigt glemt. Men på landet kan de huske os længe,« siger han.

Følg med i fredmarchens rute på kortet og klik dig ind på flere artikler fra turen:

 

Fredsmarch til Aleppo

Anden juledag startede en fredsmarch fra Berlin med kurs mod Aleppo. Mod strømmen ad den rute, flygtningene fra den syriske borgerkrig har rejst gennem de seneste år: Fra Tyskland, ned gennem Centraleuropa, Balkan, Grækenland og Tyrkiet til Syrien.

’Vi er dem, bomberne skulle skræmme væk,’ siger arrangørerne, der tæller folk fra bl.a. Tyskland, Polen, Finland, Belgien.

Informations Jon Jørgensen gik med den første måned fra Berlin til syd for Prag. Marchen dækkes herefter lejlighedsvis. Følg med i avisen og her på information.dk.

Læs mere om marchen på civilmarch.org.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Steen Sohn
Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu