Læsetid 7 min.

’Sidst, jeg var her, var til en march imod Vietnam-krigen’

Flere end dobbelt så mange mennesker, som fredag hyldede hans indsættelse, var lørdag samlet i Washington for at marchere imod præsident Trump. Mange vil blive politisk aktive for at fjerne ham fra magten, andre vil bare udstille hans megalomaniske dumhed, der igen i går kom til udtryk
Flere end dobbelt så mange mennesker, som fredag hyldede hans indsættelse, var lørdag samlet i Washington for at marchere imod præsident Trump. Mange vil blive politisk aktive for at fjerne ham fra magten, andre vil bare udstille hans megalomaniske dumhed, der igen i går kom til udtryk

Pascal Giese

23. januar 2017

Et døgn efter indsættelsen af USA’s 45. præsident er den fire kilometer lange plæne foran kongresbygningen i Washington forvandlet til et hav af lyserøde kattehuer med ører.

De strikkede såkaldte pussyhats er et direkte symbol på den moderne kvindes politiske magt i Amerika i en æra, hvor den nye præsident i sin tidligere karriere som koncernejer og showman har følt sig berettiget til at gribe tilfældige kvinder i barm og underliv.

En politiker, der også i valgkampen offentligt har talt groft nedsættende om kvinders udseende og kroppe, hvis de havde kritiseret ham, havde afsløret hans sexchikane af dem eller modsat sig hans vilje.

Det er den chauvinistiske magt, som en halv million mennesker – de fleste kvinder – er samlet for at marchere imod til Det Hvide Hus. Til sammenligning overværede 200.000 tilskuere indsættelsen på plænen fredag.

»Det er virkeligt for meget, når man tænker på det,« sukker den grafiske designer Rachel Nelson.

Hun er rejst fra Philadelphia til Washington og står i nærheden af Højesteret med tre veninder fra sin gymnasietid i Los Angeles.

»Alt det, Trump siger om kvinder og etniske mindretal, giver tydeligt indtryk af, at han har mistet fatningen; han lider af en eller anden mental sygdom. Efter min mening medfører det, at andre personer vil komme til at styre vort land. Det magter han simpelthen ikke,« siger hun.

Pascal Giese

Folks manglende respekt for USA’s nye præsident er alarmerende tydelig i det hav af skilte, som marchdeltagerne har medbragt. Nogle skilte bruger samme fornærmende sprog mod Trump, som han benytter mod sine modstandere.

Andre kalder folket til forsvar for deres forfatningsrettigheder, mens andre igen opfordrer til dyb refleksion over, hvad der er sket med USA, og hvordan man ændrer situationen.

Landet over

I mange andre storbyer i USA – New York, Boston, Chicago, San Francisco og Los Angeles – strømmer titusinder af indbyggere også ud på gader og torve i løbet af lørdagen for at protestere mod den nye præsident og hans regering. Mange steder i et større tal end forventet.

I Washington giver protesten sig udtryk i en blanding af karnevalsstemning, højstemthed og dyb alvor. Kendte feminister, kvindelige politikere samt Hollywoodstjerner og sangerinder holder taler.

Også tidligere udenrigsminister John Kerry har i dag taget sin hund på en lang spadserertur fra sit afsidesliggende hjem i Georgetown og går demonstrativt tværs over plænen til hyldestråb og klapsalver fra tusinder af demonstranter.

Kerrys protest og solidaritet er afdæmpet. Han ytrer ikke et ord, ej heller lader han sig interviewe af journalister, men går lige forbi Informations udsendte. Han nøjes med at vinke, trykke hånd og smile.

Pascal Giese

Mange i mængden er tydeligt frustrerede og vrede over at skulle regeres i de næste fire år af en mand, der hver dag sætter løgne i omløb og personligt fornærmer mennesker, grupper og institutioner.

Hans anden dag i Det Hvide Hus er ikke nogen undtagelse.

Lørdag går Trump til angreb på journalister, som han under et møde i CIA’s hovedkvarter kalder »de mest uærlige mennesker på denne jord«. Deres brøde skal have været at rapportere, at billeder taget fra luften af plænen under indsættelsen kun viste en folkemængde på 200.000, mens der var 1,8 mio. til at hylde Obama i 2009.

Ifølge Trump skal der have været 1,5 mio. til hans indsættelse, »det største antal nogensinde«.

Trumps talsmand Sean Spicer bliver endda sendt ud til en pressebriefing, hvor han ifølge flere aviser og CNN fremsætter »en række løgnagtige udtalelser« om tilskuertallet fredag og beskylder medierne for at ville splitte landet med falske oplysninger på et tidspunkt, hvor Trump skal forsøge at forene det.

Spicer forlader briefingsalen uden at svare på spørgsmål.

’Jeg ved alt om skilte’

I marchen har en slank, midaldrende kvinde stillet sig på kanten af et bassin, der kaldes Reflecting Pool. Hun holder et skilt over sit hoved, der skal imitere Trumps megalomaniske tilbøjeligheder:

»Jeg ved alt om skilte. Mit skilt er ENORMT. Mit skilt er rødt. Det er enormt populært. Folk fortæller mig hele tiden, hvor populært det er.«

Kvinden reciterer i en stemmeføring, der kunne minde om Trumps, en kort sætning efter en anden.

»Jeg vil bygge de bedste skilte. Jeg betaler enormt meget i skat. Ingen kan se min skat på grund af mit skilt. Alle elsker mit skilt. Jeg vil bygge en mur af disse skilte. Jeg har fået et mandat til at bygge flere skilte. Jeg kommer til at tjene milliarder af dollar på disse skilte. Vi vil skabe mange jobs ved at lave skilte.«

Omkring hende står en stor skare demonstranter og skraldgriner for hver sætning, hun affyrer.

I nærheden har to kvindelige designere fra Austin Texas, Hal Wuertz og Jordan Shade, udklædt sig i hvide stramtsiddende buksedragter. De deler flerfarvede post-it-noter ud og beder folk skrive nogle ord om deres håb eller frygt for fremtiden. Noterne klistrer de to kvinder til deres kroppe.

»Vi ønsker at fremme en samtale i det offentlige rum, hvor folk opfordres til at føre en dialog med dem, de ikke kender eller måske aldrig vil møde,« forklarer Jordan Shade.

Pascal Giese

Veninden Hal Wuertz tilføjer: »Der er utrolige mange gode og dårlige vibrationer. Vi mener, det er vigtigt at visualisere det, og det blev så på vores kroppe.«

Frygten

Tilsammen tilkendegiver den kolossale menneskemængde en dyb længsel og trang til at gøre civil modstand mod Trumps styre og bringe det Amerika, de har levet i under Barack Obama, tilbage.

Denise Minter er rejst hele vejen fra San Francisco med sin veninde Linda Friend. Det er seks timer med fly.

Pascal Giese

De to ældre kvinder har givet sig ud på så lang en rejse, fordi de ikke føler sig sikre på, at det ville blive muligt i fremtiden at benytte sig af ytrings- og forsamlingsfriheden i USA.

»Hvis der sker et eller andet tragisk, er der risiko for indførelse af krigsretstilstand,« siger Denise Minter.

Hun har som mange andre kvinder, Information taler med under marchen, besluttet sig at gå aktivt ind i politisk arbejde for at besejre Trump og republikanerne i midtvejsvalget i 2018 og præsidentvalget i 2020.

»Jeg har et velbetalt arbejde i et firma i San Francisco, jeg vil opgive. Jeg håber at finde et job som social og politisk aktivist. Vi kan klare os med min mands indkomst,« fortæller hun.

En gruppe aktivister har kort efter præsidentvalget udarbejdet en drejebog for politisk organisering, hvis principper til en vis grad er inspireret af Tea Party-bevægelsens succes siden 2009 med at sabotere præsident Obamas politik.

Manualen, ’The Indivisible Guide’, udstikker retningslinjer for borgernes større engagement i det politiske arbejde: Det skal først og fremmest ske ved at overvåge og øve pres på lokalpolitikere, kongresmedlemmer og senatorer.

Liberale Californien

Men San Francisco og store dele af Californien styres af liberale demokrater, der sammen med guvernør Jerry Brown allerede har bebudet, at de vil gøre modstand mod Trumps initiativer.

»Et større politisk engagement i Californien vil næppe gøre en videre forskel for hele landet. Derfor tænker jeg at rejse til andre delstater en gang imellem,« siger Linda Friend, der er bedstemor til en pige på fem år og en anden på fem måneder.

Hun har medbragt et skilt tegnet af sit femårige barnebarn.

»Jeg bliver snart 70 og er her i Washington mere for mine børn og børnebørns skyld end for mig selv. Sidst, jeg var her, var til en march mod Vietnamkrigen i 1970.«

Flere af marchdeltagerne udtrykker ønske om snart at starte en dialog med kvinder i deres omgangskreds og venner, der stemte på Donald Trump.

»Jeg bor i en liberal oase i Los Angeles og vågnede op til et chok den 9. november. Det tog mig et stykke tid at reflektere og komme frem til, at vi bliver nødt til at lytte til folk på den anden side. Det kan altså ikke nytte noget at putte dem i dummeboksen,« fortæller fysioterapeuten Malora Azbill.

»Vi må prøve at finde ud af, hvorfor folk er så bange. Frygter de sorte og brune? Er det, fordi hvide mænd ikke længere har al magten?« spørger hun sig selv.

Pascal Giese

Hendes veninde fra college, Natalie Beglau-Pueyo, er til sin første demonstration nogensinde. Hun bor i Baltimore.

Pascal Giese

»Jeg har altid nøjedes med at stemme til valg og støtte politikere med penge. Nu kan jeg se, det ikke er nok. Jeg har tænkt mig at blive mere involveret i lokalpolitik og holde vores folkevalgte til ilden,« siger hun.

Fremfor alt vil Beglau-Pueyo prøve at starte en samtale med alle de mennesker, hun kender, der stemte på Trump.

»Mange af dem holder jeg meget af. De er vidunderlige mennesker. Jeg troede, at vi delte de samme værdier. Det har virkeligt bragt mig i vildrede. Jeg er vrede på dem, men det nytter jo ikke noget. Vi bliver nødt til at tale sammen og prøve at forstå hinanden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Vilvig
  • Kristen Carsten Munk
Jørn Vilvig og Kristen Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men den gang havde vi også musikken - den er nu forstummet og vores tid, ca.1945-2017, eller deromkring, har fundet en brat afslutning, som overrasker alle, en ny truende virkelighed har meldt sit indtog ...