Læsetid: 4 min.

’Den socialdemokratiske kapitalisme er en nostalgisk venstrefløjsvision, som er gået bankerot’

Det er ingen naturlov, at det er Trump og højrepopulisterne og ikke venstrefløjen, der lukrerer på kapitalismens legitimitetskrise, siger den amerikanske sociolog William I. Robinson. Men venstrefløjen må holde op med at afvise transnationale platforme, hvis den vil drage nytte af krisen
24. januar 2017

Der hersker en illusion på venstrefløjen i Europa og USA om, at vi kan vende tilbage til den gamle socialdemokratiske kapitalisme: Pumpe nationale industrier op, indføre sociale programmer og opkræve skatter af selskaberne på nationalstatsniveau.

Men enkeltlande kan ikke ændre et system, der grundlæggende fungerer transnationalt, siger den amerikanske sociologiprofessor William I. Robinson fra University of California.

»Vi kan ikke rulle globaliseringen tilbage. Man kan ikke nedbryde de kommunikationslinjer, som har forbundet menneskers bevidsthed og deres oplevelse af integration i et større globalt samfund,« siger William Robinson.

Man kan for eksempel ikke afmontere den måde, biler produceres på, hvor hver enkeltdel fremstilles i forskellige lande, bliver samlet i et andet land og markedsført i et tredje, siger sociologen.

»Den globale fragmentering og decentralisering af økonomien kan ikke brydes op igen og omdannes til individuelle nationaløkonomier. Det er en myte, en nostalgisk venstrefløjsvision, som er gået bankerot.«

I Danmark er globaliseringskritikken senest kommet til udtryk i en debatudveksling mellem SF’s Holger K. Nielsen og Enhedslistens Pernille Skipper om, hvorvidt man går populisternes ærinde, når man taler imod EU.   

Mens SF taler for at reformere EU indefra, taler Enhedslisten for en tredje vej for et andet og progressivt internationalt samarbejde. For Robinson er det vigtigt, at venstrefløjen satser på et folkeligt, internationalt samarbejde.

De fattigste er blevet fattigere

William I. Robinson tilhører en lille, men socialt engageret amerikanske universitetsvenstrefløj. Hans udredning af den moderne transnationale kapitalistiske klasse, der opstod i 1970’erne, da kapitalen frigjorde sig fra nationalstatens bånd, har høstet roser hos radikale tænkere som Noam Chomsky og Michael Hardt.

For Robinson er Donald Trump og de europæiske højrepopulisters fremgang udtryk for en legitimitetskrise hos eliterne. Denne krise, mener han, bunder i den økonomiske stagnation og de uhørt store uligheder på verdensplan.

Robinson taler om en nyt global apartheid, hvor 20 pct. af menneskeheden kontrollerer 95 pct. af al verdens rigdom, mens 80 pct. kun har 5 pct.

»Dele af den hvide arbejderklasse har med neoliberalismen oplevet fald i levestandard, underbeskæftigelse eller arbejdsløshed, lønpres og usikkerhed efterhånden som industrijob er afløst af job i servicesektoren. Derfor forkaster de den globale kapitalisme. Og med rette! Kapitalismen er skyld i destabiliseringen af flertallets sociale og økonomiske forhold.«

Robinson giver heller ikke meget for Verdensbankens fortælling om, at den hvide arbejderklasse i Vesten blot har betalt prisen for de fattiges økonomiske fremskridt i vækstlande som Kina og Indien.

»Det er absurd at påstå, at de fattigste har vundet på neoliberal globalisering. Verdensbanken måler velstand som indkomst pr. indbygger. Tager vi Nigeria, så dividerer man landets BNP med 200 millioner, og det giver indkomsten pr. indbygger. Men det tager ikke højde for, at der er multimilliardærer og -millionærer og transnationale selskaber i fremgang på den sydlige halvkugle. I Asien, Afrika og Latinamerika er der middelklasser med forbedrede forbrugsmuligheder, men de udgør kun 15-20 pct. af befolkningerne. De fattigste er blevet fattigere.«

I stedet oplever folk destabilisering og migration i takt med, at landdistrikterne forvandles til storindustri, og bondestanden og de små landbrug forsvinder. I Kina har 300 mio. mennesker ifølge Robinson opnået bedre forbrugsmuligheder, mens 900 mio. oplever økonomisk usikkerhed, deklassering og destabilisering.

»Selv hvis man kan for eksempel kan købe en mobiltelefon eller et statussymbol som en Gucci eller hvad det hedder-taske, er det ikke ensbetydende med, at man er løftet ud af fattigdom og undslipper hyperudnyttelse, overarbejde og sygdomme.«

Venstrefløjens udfordring

Årsagen til, at det er Trump og højrepopulister, der lukrerer på kapitalismens legitimitetskrise, er, at de folkelige kræfter fortsat er splittede på tværs af grænser, siger Robinson.

»I USA har vi ikke rigtig en traditionel venstrefløj af betydning og i Europa har den været i krise. Socialdemokratiet, som før var venstrefløj, er nu del af en global mainstreamkapitalistisk blok.«

Siden 1990’erne har radikale kræfter konstant mobiliseret for en global retfærdighedsbevægelse med blandt ATTAC-bevægelsen, der begyndte som en modstand mod valutaspekulation og en sårbar verdensøkonomi.

Bevægelsen nedefra genopstod efter det økonomiske kollaps i 2008, siden fulgte Det Arabiske Forår i 2011, venstredrejningen i Latinamerika, Occupy Wall Street og massebevægelser i Europa, specielt Grækenland og Spanien.

»Vi har brug for to ting på venstrefløjen: Vi har brug for politiske organisationer, som kanaliserer alle de mange kampfronter ind i et alternativt program, som kommer nedefra og udgør et levedygtigt alternativ til kapitalismen og højrefløjspopulisme. Og for sociale massebevægelser, som kan presse de politiske organisationer, så de ikke falder til føje.«

Magt over nationalstaten

På trods af populistisk retorik vil Trump forværre neoliberalismen med privatiseringer, siger Robinson. Venstrefløjen skal finde et modsvar.

For Robinson er det her et problem, at de radikale spontane bevægelser har reageret imod autoritetsstrukturer og afvist fælles platforme, så alle kommer med hver sine krav.

»Vi har brug for transnationale programmer. Occupy Wall Street kunne f.eks. have krævet nationalisering af banker eller 20 dollar-minimumsløn. Et sæt af programkrav som kunne modsvares af lignende krav på Tahrir-pladsen i Kairo.«

Samtidig skal fagforeningernes rolle gentænkes:

»Historisk har fagforeninger organiseret fuldtidsarbejdere. Men arbejdere rundt på kloden er i stigende grad del af prekariatet, de er migrantarbejdere eller arbejdsløse. Den globale arbejderklasse skal være hjertet i en global modstand, som skal operere nedefra.«

Når socialistiske massebevægelser tidligere havde held til at presse omfordeling igennem, var det netop, fordi kapitalismen var begrænset af nationalstaten. Det var sådan velfærdsstaterne blev til, siger Robinson. Men den nye transnationale kapitalistiske klasse har strukturel magt over nationalstaten. Det er derfor, at venstrefløjens drøm om at vende tilbage til den socialdemokratiske kapitalisme er en illusion:

»Det betyder ikke, at venstrefløjen ikke kan gøre rigtig meget på nationalstatsniveauet for arbejderklassens og de fattiges forhold, hvis den kommer til magten. Det kan den med socialpolitik og så videre. Men det skal have forbindelse til et transnationalt program.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Anders Graae
  • Niels Duus Nielsen
  • Philip B. Johnsen
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Torsten Jacobsen
Mikael Velschow-Rasmussen, Anders Graae, Niels Duus Nielsen, Philip B. Johnsen, David Zennaro, Ejvind Larsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Follow the money.

De få superrige, har kun kunne blive superrige i dette absurde omfang, fordi vores politikere helt grundlæggende, har sviget befolkningerne, for det er helt klart for alle mennesker på jorden, at nogle har bedre evner, 'men' også bedre betingelser, for at tjene penge og denne fortrinsret til velstand, har intet med egen fortjente indsats at gøre, men er resultatet af og kan kun tilskrives systemets opbygning.

Nogle eksempler:

Kapitalakkumulation.
"I denne sammenhæng defineres kapital som penge eller et financielt aktiv der investeres med det formål at lave og ophobe (akkumulere) endnu flere penge, om det er i form af profit, rente, leje, royalties, kapitalafkast eller andre former for afkast."
wikipedia.

Arv.
Når en person dør, vil dennes formue gå i arv.

Fake news.
Når konstant publiceret løgn bliver udlagt, som mainstream fakta, så er det et kæmpe problem, når f.eks. en sprit ny Donald Trump løgn også bliver udlagt, som også værende en mainstream sandhed, det udfordre politikere og de der profitere på ulighed, af den førte politik, for tænk hvis f.eks. EU, blev forholdt fakta om de menneskeskabte klimaforandrings konsekvenser, af såkaldt 'frihandel' og global samlet set økonomisk forbrugsdrevet vækst.

Hvor højt skal vandet stå?

Poul Sørensen

Det køre virkeligt godt med vores nuværende form for kapitalisme, de svagest i samfundet skal skæres ned i fattigdom og de rige spekulere samfundet ind i verdensomspændende kriser ca. hvert syvende år....Jeg er IRONISK i min kommentat og jeg råber ikke hurra for det etablerede system - Tænk på at det etabelerede system er nødt til køre klimaet i afgrunden, hvis ikke både Kina, Japan, EU, USA skal gå i recession....
- Vores enste håb er at enhedslisten kommer om en ny politik som vi kan føre for at undgå, at det etablerede ikke køre alt i sænk og det gælder både økonomien og klimaet.