Læsetid 3 min.

Sparer Danmark for meget på energien?

EU sætter energisparemålet op, den danske regering sætter det ned, og Danmarks energieffektivitet faldt i 2016
11. januar 2017

Vi skal mindske energispild og udnytte energi mere effektivt, siger EU-Kommissionen, som i en ny lovpakke foreslår at hæve effektiviseringsmålet fra 27 til 30 procent i 2030 og gøre målet bindende. Lovpakkens mål for udbygning med vedvarende energi er uændret 27 procent i 2030.

Mere fokus på effektivisering og energibesparelser er en glimrende idé. Potentialet er enormt, og det går bare trægt med at realisere det.

En af grundene er nok, at vindmøller og solpaneler er mere spændende at beskæftige sig med. I dem er der kraft og ’køreglæde’, som bilreklamerne kalder det. At udnytte energien effektivt via rettidig omtanke, tætning og varmestyring er knapt så sexet. Men selv den grønneste energiforsyning er jo en omvej sammenlignet med at skære selve energibehovet ned.

Også jobperspektivet taler for energieffektivisering, fordi der her er flere opgaver for ufaglært arbejdskraft – f. eks. efterisolering, renovering og reparationsarbejder.

Det vigtigste er dog klimamålet. Uden en bedre udnyttelse af energien kan Paris-aftalens tograders-mål ikke realiseres. Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) kræver det effektivitetsstigninger på 2,2 til 3,7 procent årligt frem til 2030. I 2015 steg den globale energieffektivitet med 1,8 procent: Kinas med 5,6 procent og resten af verdens med 1,4 procent, rapporterer IEA.

Herhjemme gik det den forkerte vej i 2016: Energieffektiviteten faldt med ca. 1 procent, viser foreløbige tal fra Danmarks Statistik og Energistyrelsen for 1.-3. kvartal. Energiforbruget steg med 1,8 procent, mens produktionen kun steg halvt så meget.

Et enkelt tilbageskridt kunne vel tåles, hvis den politiske retning og fremdrift ellers var i orden. Men det er ikke tilfældet. Man kan nærmest blive i tvivl om, hvorvidt den danske regering vil være for eller imod Kommissionens lovpakke med de hævede ambitioner, når den skal forhandles i Ministerrådet.

Fornuftigt med sund skepsis

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) har netop aftalt, at landets energiselskaber kan skrue ned for effektiviseringstakten frem til 2020 og nøjes med at spare 10,1 petajoule (PJ) om året mod tidligere 12,2 PJ. Det er han glad for, står der i pressemeddelelsen, fordi »et lavere sparemål alt andet lige vil reducere de samlede energispareomkostninger«. Energiforbruget øges, »spareomkostningerne« reduceres, og klimaministeren er glad. Men det bringer os jo væk fra Parisaftalens mål, ikke nærmere.

Det Konservative Folkeparti har sat et grønt fingeraftryk i regeringsgrundlaget, men i klimapolitikken har Lars Chr. Lilleholt mere til fælles med Liberal Alliance:

»Jeg tror på, at det kan være fornuftigt med en sund skepsis, og det har Liberal Alliance jo også bragt ind i debatten. Vi skal passe på, at klimadebatten ikke bliver for elitær, og at det kun er lovligt at mene én ting«, siger han til Politiken 10. december 2016.

Det passer næppe Lilleholt, at regeringsgrundlaget eksplicit nævner at ville inddrage anbefalinger fra Klimarådet – et uafhængigt, ekspertorgan med økonomiprofessor Peter Birch Sørensen som formand. Den seneste anbefaling fra Klimarådet drejer sig om dansk landbrug, som kører helt på frihjul og står for ca. 20 procent af Danmarks drivhusgasser.

Rådet foreslår, at man bør begynde at måle udslippet fra de enkelte landbrug. Rimeligt nok, kunne man synes, men klimaministeren bifaldt det ikke: »Klimarådet er jo en part i det her.« (Politiken d. 16. december 2016).

Han selv forekommer at være modpart til at løse klimaudfordringerne. En, som bagatelliserer dem og behovet for at gribe ind. Når Danmarks klimaminister advarer, så er det mod at klistre »skræmmebilleder« op:

»Når man lytter til nogen, så lyder det som om, at hvis vi ikke gør noget, så falder det hele fra hinanden«.

Nu er vi advaret.

Nils Enrum er lektor, cand.polit.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
    Niels-Simon Larsen
  • Brugerbillede for jørgen djørup
    jørgen djørup
Niels-Simon Larsen og jørgen djørup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu