I Tjekkiet kan en fredsmarch godt få en fuckfinger

ÚSTÍ NAD LABEM – Vi får øje på dem ved grænseskiltet et par hundrede meter længere fremme. De er en halv snes, som står og spejder i vores retning. Da de får kontakt, begynder de at vinke, huje, og råbe: »Welcome!«

Der bliver grinet og klappet. Den smule kolonne, der er over de knap 50 marchdeltagere, går i opløsning, mens de to grupper nærmer sig hinanden, og et hold tyske betjente imens sikrer sig, at ingen rejser ind i Tjekkiet uden papirer.

En kvinde går os i møde med en stor chokoladekage pyntet med tjekkiske flag. Hun kaster sig om halsen på den nærmeste marchdeltager og bryder ud i gråd. Hun holder fast i sin fredsven og klemmer til.

Fredsmarchen Berlin-Aleppo krydser efter 260 kilometers march fra Berlin sin første landegrænse. Ikke alle er så bevægede, som kvinden med kagen, men stemningen er højtidelig.

»Vi har lagt det første land bag os,« siger marchens samlingsfigur, Anna Alboth, i en lille kort improviseret tale.

Det tjekkiske politiopbud – to hollændervogne og to patruljebiler – er ligeglade med vores papirer. De er eskorte, en opgradering i forhold til den tyske side. Petrovice, en aflang grænseby, byder os velkommen. Over et par kilometer konkurrerer stribevis af butikker med, hvad der åbenbart er grænsehandelens slagvarer: Tasker, sprut, smøger, kunstnerisk udførte fuglebrætter, natklubber, tandlæger og hjulkapsler.

Facebook-klikkeri

Vi sidder som sild i en tønde i en sidebygning til kirken i Libouchec ti kilometer fra grænsen. To rum kan varmes op, og her fyrer kirketjeneren på fuld tryk i konvektionsovnen. Der er en døråbning i mellem, og samlet er der 35 kvadratmeter inkl. et lille køkken. Her sidder marchens deltagere og venter på aftenmaden.

Jan, en af de fem tjekkere, som sluttede sig til marchen ved grænsen, giver en lille introduktion til de næste dages march mod Prag.

»Rigtigt mange har sagt, at de vil marchere med, men det er Facebook-klik meget af det,« siger han. Han regner ikke med, at det for alvor bliver en tjekkisk march, før den når Prag og senere Brno.

»Men vi ser tilsagnene som sympati,« siger han. »Vejret er heller ikke til den store tilslutning.«

Den tjekkiske forberedelseskomite har arbejdet i et par uger. Den består af lokale grupper, som har taget kontakt til lokalpolitikere, præster, presse og sportsklubber for at give opmærksomhed og sørge for, at marchen bliver godt modtaget undervejs. Og har steder at sove.

»Modstand har vi ikke mødt, men der er stor modvilje mod alt, hvad der har med flygtninge at gøre. Ikke kun på højrefløjen, men også i mainstreampartierne. De er også populistiske,« siger han.

Moddemonstrationer regner han ikke med. Til gengæld er en fuckfinger fra forbipasserende bilister ikke så sjældent, som det var ned gennem Tyskland.

Krammere for fred

Helga fra Tyskland efterlyser lidt mere kontakt med de byer, marchen går igennem. Hun er mest chauffør på marchens rullende spisekammer, men de dage, hun selv har gået ruten, er der sket for lidt, synes hun. Folk går bare, og det handler for lidt om Syrien.

En kvinde fra Berlin foreslår, at der bliver aftalt nogle sange. Gerda bakker op. Det kan til nød være nogle slagord. Der er lidt mange sprog, men det kan vel klares.

En italiener foreslår, at marchen uddeler knus. Knus for fred. Han har selv deltaget i krammeaktioner i Italien, og det er en god måde at skabe kontakt, siger han. Et par tyske og polske deltagere sætter hælene i: De er helt sikre på, at det er en ualmindeligt dårlig ide at give sig til at gå rundt og kramme tilfældige mennesker på gaden.

»Vi behøver jo ikke overfalde folk,« siger italieneren, »vi kan jo gå med skilte, hvor vi tilbyder knus.«

Emnet synes udtømt. Der er lidt usikkerhed om sovepladserne. Kirketjeneren har meddelt, at der skal soves kønsadskilt. Kvinderne nede i varmen; mændene ovenpå i et par rum, som er under renovering. Det er nok bedst at gøre, som der bliver sagt. Præsten har givet lov til overnatning i sidste øjeblik, og der er ingen grund til, at venligheden giver anledning til sladder i den lille by.

På udebane til Aleppo

Tirsdag eftermiddag når vi Ústí nad Labem. Deltagertallet overstiger Jans beskedne forventninger. Vi ville kunne være i fem-seks taxaer fra centrum og ud til indkvarteringen. Men med megafon og slagord: »Fred i Syrien!« på engelsk og tjekkisk marcherer det lille optog gennem byen ud til kunstgalleriet Armaturka i et forladt industriområde.

Det bliver tre kilometer i skarp kontrast til det smukke, frosne snelandskab af nødtørftigt ryddede bjergveje, hundeglam og lugt af kulrøg fra gårdene, vi er gået forbi et par timer tidligere: Byen bliver grimmere og grimmere, og med trætte ben ad snetunge fortove ender det med at være en udmattet flok, der kravler op ad trappen til varme, te, kaffe, vand og et stort fad med syltetøjsmadder på tykke skiver af mørkt brød med kommen.

Blandt deltagerne er Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA. Mellem jul og nytår besluttede han sig for at rydde sin kalender et par dage og »lægge ben og skosåler til et krav om fred og genopbygning« på Berlin-Aleppo-marchen. Jeg spørger, om han føler sig på hjemmebane eller udebane efter to dage i kulde og krævende terræn.

 »Lidt på udebane. Det er tydeligt, at projektet er drevet af ildsjæle, der sætter i gang, samtidig med at de beslutter. En proceskonsulent ville kalde det at bygge vejen, mens man bruger den,« siger han. »Men de får det jo til at virke. Der er langt til Aleppo, og jeg håber, de lærer undervejs. Både om organisation, men forhåbentlig også om synlighed. De har jo et budskab, som er positivt, om fred og genopbygning, som de skal ud med.«

Beslutningen om at deltage i fredsmarchen – han er her sammen med sektorformand Karen Stæhr – er hans egen. Men han mener, at fagbevægelsen har en rolle i forhold til krigen og en pligt til at se ud i verden:

»Det er jo også vores kolleger på sygehusene, i Læger uden Grænser og Røde Halvmåne, som bliver ramt, når de vælger at bombe sygehusene.«

Han er imponeret over dem, der nu beslutter sig for at gå med, så langt de nu kan.

»Vi har rejst os fra kontoret i to dage, så er vi hjemme igen, det er ikke så stort. Men det er flot, at nogle brænder så meget for det og handler. Det fortjener et stort klap på skulderen og et held og lykke,« siger han.