Topsociolog om Brexit: ’En sten er blevet løftet, og alle mulige ubehagelige væsener er kravlet frem’

Sidste års britiske Brexit-afstemning har rippet op i en xenofobi, der »altid har været der hos en del af arbejdervælgerne«, og det har som resultat øget afstanden mellem det britiske Labour-partis to vælgergrupper – arbejderklassen i provinsen og kosmopolitterne i storbyerne, siger den britiske sociolog og forfatter Colin Crouch i et interview med Information.

»Aldrig før er Labours proeuropæiske standpunkt kommet op imod de xenofobiske tendenser i befolkningen. Selv om der aldrig har været nogen entusiasme for Europa, og der har været problemer med immigration, så har de xenofobiske bevægelser i Storbritannien tiet stille, indtil Brexit slap xenofobien løs som en legitim form for diskurs. Hvis nogen politikere inden Brexit havde forsøgt det, ville de være blevet ekskluderet af hele den politiske klasse,« siger Crouch og påpeger, at »angreb på udlændinge og racistisk sprogbrug er vokset siden Brexit«.

»Det er, som om en sten er blevet løftet, og alle mulige ubehagelige væsener er kravlet frem. Da min kone og jeg kom solbrændte hjem fra Italien i sommer, sagde nogle bekendte til os: ’I ligner et par ’pakier’ (groft racistisk udtryk brugt om pakistanere og andre af asiatisk udseende, red.). Folk har ikke brugt det ord i årevis, og en af dem sagde til min kone: ’Mal en rød plet i panden, så får du en offentlig bolig’,« fortæller Crouch, der er internationalt kendt for blandt andet sin teori om, at de vestlige stater er trådt ind i en postdemokratisk tilstand.

Han mener, at xenofobien dækker over en »bredere misfornøjelse med dele af den moderne verden, som dels handler om multikulturen, globaliseringen, nye holdninger over for seksuel forskellighed, kvinders rettigheder«.

Labours kosmopolitiske vælgerbase ser imidlertid den samme udvikling som positiv, og det har efter Brexit-afstemningen skabt en debat internt i partiet om, hvordan partiet skal forholde sig til EU’s fri bevægelighed, som arbejdervælgerne opfatter som en trussel, men som den urbane vælgerbase anser for et gode, der åbner nye muligheder.

Colin Crouch mener ikke, at løsningen for partiet er at vende sig imod fri bevægelighed i et forsøg på at vise, at det tager folks bekymringer alvorligt.

»Der er ikke noget, man kan gøre omkring europæisk immigration, der kan få briter til at stoppe med at føle, at de kan begynde at hade folk fra Pakistan igen,« argumenterer Crouch.

»Der er en kamp mellem forskellige dele af modernitet, og det inkluderer neoliberalismen, som er den måde, venstrefløjen gerne vil se det. Men det inkluderer også liberalismen mere generelt,« siger han.

»Det er interessant at se, hvordan ’liberal’ er blevet et skældsord i dette land, som selv premierministeren bruger.«

Problemerne var der før

Labour havde unægtelig store problemer inden Brexit-afstemningen sidste sommer. Det havde tabt de seneste to parlamentsvalg, og ved det seneste i 2015 tabte partiet hele Skotland, hvor det blev reduceret fra 41 til kun et mandat. Men begivenhederne op til og efter den 23. juni har tilføjet endnu et lag til partiets udfordringer, siger Colin Crouch.

»Labour er ikke så dybt splittet over Europa som De Konservative, men der er en splittelse, og det gør det næsten umuligt at finde ud af, hvad det skal stille op i øjeblikket,« siger han med henvisning til resultatet af folkeafstemningen, hvor omkring 40 procent af Labours kernevælgere stemte for Leave imod partiledelsens anbefaling, og hvor mange af de 60 procent Remain-vælgere er dybt utilfredse med partiets kampagneindsats.

»Partiet havde allerede rigelig med problemer på grund af uoverensstemmelserne mellem dets højre- og venstrefløj, men dette har nu nærmest givet dem mundkurv på, så de stort set ikke kan sige noget. Det er den måde, Brexit har påvirket dem,« tilføjer han.

Hvad der gør splittelsen mellem partiets to vælgergrupper særlig alvorlig for partiet er, at politik i Storbritannien siden den 23. juni stort set ikke handler om andet end Brexit.

Og både meningsmålingerne og en række suppleringsvalg har vist en øget polarisering blandt vælgerne med voksende opbakning til UKIP og Liberaldemokraterne, der står for yderpositionerne i forhold til Brexit. Leave og Remain ser ud til at være blevet vælgernes nye ledestjerne.

»Det har drevet en kile ned gennem landet som overtrumfer partitilhørsforhold. Jeg føler dette personligt. Jeg har været medlem af Labour, siden jeg blev voksen, i over 50 år, og jeg føler nu en stærkere loyalitet i forhold til at forblive i Europa end til Labour,« indrømmer Crouch, der er professor Emeritus ved University of Warwick.

Han mener, at det på nuværende tidspunkt »er svært at vurdere, hvilke implikationer det vil få for fremtidige parlamentsvalg«.

»Delvist fordi vi ikke kan forudse, præcis hvordan Brexit vil komme til at se ud – fra ideens totale sammenbrud til en ekstrem hård Brexit eller noget midt imellem. Vi ved det ikke, men resultatet vil få indvirkning på partiernes stabilitet og de emner, vi kommer til at diskutere – det vil få enorm indflydelse på partierne,« vurderer han.

Labours chance?

Måske fordi britisk politik – og landets position i verden generelt – i øjeblikket er så usikker, er der dem, der ser muligheder for Labour. Partiets finansordfører, John McDonnell, der befinder sig på partiets yderste venstrefløj, sagde for nylig i en debat, at Brexit er en »enorm mulighed for at omforme vores land«.

Colin Crouch er ikke uenig, men mener også, at der er risici for det internt splittede parti, når det skal beslutte, hvordan dette skal foregå.

»John McDonnell brugte næsten de samme ord som Liam Fox (den konservative minister for international handel, red.) om, at Brexit er en stor mulighed. Dette betyder naturligvis det stik modsatte for Liam Fox og John McDonnell. For Fox betyder det at udsætte den britiske økonomi for fuld globalisering. For McDonnell betyder det en tilbagevenden til en tidligere dagsorden med en protektionistisk økonomi, hvor du opsætter tariffer og opfordrer til britisk egenproduktion. Dette er tættere på Trumps og Le Pens tankegang,« siger han og påpeger, at denne politik vil møde stor modstand i store dele af Labour-partiet.

»Labour har aldrig været protektionistisk. Der har eksisteret en protektionistisk venstrefløj inden for partiet, men denne har aldrig før haft mulighed for at dominere. Hvis Storbritannien ender med at forlade EU fuldstændigt, så kan vi få denne konflikt mellem enten fuld globalisering, hvor vi prøver at lave handelsaftaler med dele af det gamle imperium, og et protektionistisk Labour. Og i så fald vil jeg skyde på, at partiet vil gå midt over.«

Opsplitning?

Talen om en splittelse af Labour har været konstant siden veteranen Jeremy Corbyn blev valgt som formand. Når det endnu ikke er sket, hænger det dels sammen med partimedlemmernes loyalitet overfor det, Crouch kalder for »Labour-stammen«, dels hænger det sammen med, at det er næsten umuligt for små partier at blive valgt til parlamentet under det britiske valgsystem.

Hvis fremtidige uoverensstemmelser ender med en opsplitning, forventer han derfor i stedet en »gentagelse af de tidligere 1980’ere, hvor en gruppe Labourfolk slog sig sammen med de liberale«.

Imidlertid er det ikke kun den liberale del af Labour, der er blevet presset ud på en sidelinje; det samme er tilfældet i de andre partier.

»På en måde er hele den liberale del – på tværs af de politiske partier i England – meget svag i øjeblikket. Labour er splittet, det konservative parti er blevet meget anti-liberal, og det liberale parti er svagt,« siger han.

»Men vi taler om omkring 48 pct. af befolkningen, og det er svært at se, hvordan så stor en andel af befolkningen kan forblive urepræsenterede i særlig lang tid.«

Progressiv alliance

Liberaldemokraterne, der i øjeblikket kun har ni mandater i det 650 mand store Westminster, gør i øjeblikket alt for at blive det foretrukne valg for de 48 pct. og har modsat Labour sagt, at partiet vil stemme imod aktiveringen af Artikel 50 – der aktiverer udmeldelsesforhandlingerne med EU – medmindre regeringen lover en ny folkeafstemning om den endelige aftale med EU.

Den klare proeuropæiske holdning har vist sig populær, men kan næppe kopieres af Labour, fordi så stor en del af partiets arbejderklassevælgere stemte for Brexit.

Koblet sammen med partiets øvrige problemer – et splittet parlamentarisk parti og tabet af Skotland – står partiet derfor lige nu i en position, hvor partiet – ifølge meningsmålingerne – vil tabe stort, hvis et valg bliver udskrevet i nærmeste fremtid.

»Det største håb for den britiske centrum-venstre-fløj er faktisk en genrejsning af det liberale parti. Enten som noget, socialdemokrater kan slutte sig til, eller som en koalitionspartner,« mener Colin Crouch.

»Det, der stadig eksisterer, er den såkaldte ’progressive alliance’ af Labour, Liberaldemokrater og De Grønne, som vi så i suppleringsvalget i Richmond,« tilføjer han med henvisning til, at De Grønne ikke opstillede og i stedet opfordrede deres vælgere til at stemme på den liberale kandidat imod den konservative kandidat.

Labour opstillede en kandidat, men mange Labourvælgere valgte at stemme på den liberale kandidat, som derved vandt.

På trods af en tendens i hele Europa til at folk søger mod de politiske yderligheder, tror Colin Crouch nemlig ikke på, at et flertal af briterne på samme måde vil søge mod et mere yderligtgående venstreorienteret Labour.

»Corbyn er associeret med den yderste venstrefløj, og det er meget let for medierne at gøre ham ekstrem upopulær ved at forbinde ham med Sovjetunionen osv. Denne fløj i Labour – og Corbyn er et godt eksempel – har desuden store vanskeligheder med at tale til den brede befolkning. Den yderste vestrefløj taler hovedsageligt til sig selv. Det er en social bevægelse mere end et parti, som faktisk afviser ideen om at nå ud til hele landet som forræderi,« siger Crouch, der dog anerkender, at Brexit kan udvikle sig så problematisk for landet, at vælgerne fravælger De Konservative.

»Hvad vil der ske, hvis Storbritannien forlader EU uden nogen handelsaftaler med resten af verden? Det er muligt, at landet vil opleve en meget, meget svær tid, hvor den normale politiske logik fungerer, og hvor en regering, der sidder ved roret i svære økonomiske tider, taber valg.«

Dertil er der én ting, han mener, at Labour kan gøre for at blive talerøret for de 48 pct., hvis bedste håb lige nu er et af landets mindste partier uden skyggen af magt.

»Labour bør arbejde meget tættere sammen med deres socialistiske søsterpartier i Europa. Hvis der eksisterer et problem, har briterne aldrig været villige til at sige: ’Vi kan løse dette sammen med resten af Europa’. Det ville du aldrig høre en politiker sige i Storbritannien. Generelt er EU blevet ignoreret eller simpelthen angrebet. EU bliver aldrig opfattet som et sted, hvor vi kan gøre noget sammen med andre,« pointerer Crouch.

»Det kan Labour ændre. Partiet kan ændre retorik,« tilføjer han med henvisning til, at Brexit- afstemningen trods alt også for første gang har produceret åbenmundede, proeuropæiske grupper i landet.

Hvad angår xenofobien, som mange af de liberale Remain-vælgere er dybt bekymrede over, kan Labour også gøre en indsats ved at »argumentere og generobre den moralske overhånd«.

»Siden Hitlers fald har folk, der modsatte sig xenofobi, haft det moralske fortrin. Xenofober har altid skullet være flove over deres holdninger. Problemet med Brexit-afstemningen er, at det har legitimeret diskursen, ligesom Trump har legitimeret den i USA og Le Pen i Frankrig. Vi bliver simpelthen nødt til at generobre den moralske overhånd,« siger han og mener, at der er meget Labour og andre grupper kan gøre på »værdi- og debatniveauet«.

»Det betyder, at du ikke giver det mindste efter. For hver eneste centimeter du giver, vil de tage en mere. Når Angela Merkel siger: ’Måske skal vi forbyde burkaen’, så legitimerer hun ideen om, at der er noget mærkeligt ved muslimer. Så man må ikke gå på kompromis. På det punkt er jeg ekstremist,« siger Crouch.