Læsetid: 4 min.

Tragedie eller farce – historien om et primærvalg på den franske venstrefløj

På Frankrigs venstrefløj tegner sig to skarpe fløje – socialdemokraterne og surmulerne. Prominente socialister erklærer dog allerede inden primærvalget, at de ikke nødvendigvis vil støtte den vindende kandidat
Manuel Valls er en af favoritterne til at blive de franske socialisters præsidentkandidat, men venstrefløjen er så splittet, at den ikke forventes at have en chance, når valget skal afgøres i april og maj.

Manuel Valls er en af favoritterne til at blive de franske socialisters præsidentkandidat, men venstrefløjen er så splittet, at den ikke forventes at have en chance, når valget skal afgøres i april og maj.

ERIC FEFERBERG

21. januar 2017

En historisk ydmygelse synes nu at være en reel mulighed: At de franske socialister ser sig nødsaget til at trække sig fra præsidentvalget, allerede inden det er begyndt.

Det peger politiske iagttagere i Frankrig på som den mulige konsekvens af det igangværende primærvalg på den franske venstrefløj.

I dagene op til første valgrunde, der finder sted søndag, har flere fremtrædende socialister i forblommede vendinger luftet tanken om, at de ikke som en selvfølge vil støtte den vindende kandidat.

I stedet stiller de sig måske bag den fremstormende outsider Emmanuel Macron, der ligesom Jean-Luc Mélenchon fra den yderste venstrefløj stiller op som uafhængige kandidater til præsidentvalget. Sker det, bliver primærvalget på venstrefløjen aldeles ligegyldigt.

På venstrefløjen stiller fire socialistiske, to økologiske og én radikal kandidat op. Tre af deltagerne i primærvalget skiller sig ud i samtlige meningsmålinger. Det er socialisterne Manuel Valls, Benoît Hamon og Arnaud Montebourg, der fordeler stemmerne næsten lige mellem sig og efterlader 25 pct. til de resterende kandidater. Dermed tegner sig to skarpe fløje.

Reformfjendtligt

Som repræsentant for den linje, der i Frankrig kaldes ’socialdemokratisk’, står den nyligt afgåede premierminister Valls, der stilles til regnskab for socialisternes politiske resultater de forløbne fem år under den kolossalt upopulære præsident Hollande.

Valls kritiseres for den arbejdsmarkedsreform, der i efteråret blev gennemført pr. dekret. Brugen af dekret er i sig selv omstridt, da det sikrer, at et lovforslag kan gennemføres uden om parlamentet, hvis der ikke rejses mistillidsvotum mod regeringen.

Læs også

Skiftende højre- og venstrefløjsregeringer har gjort flittig brug af dekreter, som forsvares som nødvendig i et reformfjendtligt Frankrig, hvor strejker og demonstrationer følger lovforslag til døren.

Men skillelinjerne hos socialisterne var allerede tydelige inden gennemførelsen af arbejdsmarkedsreformen. Præsident Hollandes første regering med Jean-Marc Ayrault i spidsen blev stærkt kritiseret af visse socialister for sin nedskæringspolitik, der forsøgte at efterleve Bruxelles krav.

Surmulerne

Den anden fløj kaldes les frondeurs – et kælenavn, sammensat af front og grondeur, surmuler – hvor Benoît Hamon og Arnaud Montebourg står med de bedste chancer. De mener, at regeringens politik er gået stik imod Hollandes løfter om at genforhandle aftalen med Bruxelles og gennemføre offentlige investeringer.

Med Valls regering i 2014 og hans langt mere stride attitude end Ayraults, udkrystalliseredes konfrontationen med les frondeurs.

I april 2014 nægtede 41 socialistiske parlamentsmedlemmer at stemme for Valls' besparelser på 50 milliarder euro. Blandt de protesterende var to af Valls egne regeringsmedlemmer, nemlig undervisningsminister Benoït Harmon, og minister for økonomi, genoprettelse af produktivitet og IT Arnault Montebourg.

Ved Valls’ dannelse af en ny regering i august 2014 røg de to ministre ud. Efterfølgeren til Arnault Montebourgs ministerpost, med en lidt anden titel, skulle blive en vis Emmanuel Macron.

Alt dette skal man have i tankerne, når man følger primærvalgets debatter. Måske var det allervigtigste spørgsmål, journalisterne stillede de syv deltagere i den anden tv-debat, hvorvidt kandidaterne vil støtte den vindende kandidat?

»Ja,« lød svaret, med tilføjelser, der alle lød uldne.

Delt i to

Detaljer, som hvem der går ind for fri cannabis eller måske borgerløn i en fjern fremtid synes at være røgslør. Selv forskellen mellem Montebourgs protektionisme og Hamons EU-visioner er underordende.

En tyk streg deler socialistpartiet i to i spørgsmålet om, hvad partiets økonomiske politik skal være. Dermed er primærvalget blevet det, mange advarede mod: en socialistisk partikongres for åben skærm.

Emmanuel Macron, Frankrigs tidligere økonomiminister, er feltets sorte hest i kampen om at blive Socialisternes præsidentkandidat, Han kører sin helt egen kampagne på en reformistisk platform uden egentligt partiapparat i ryggen, men med opbud af ungdommelig charme – han er kun 38 år.
Læs også

Så hvem bliver venstrefløjens kandidat? Til vurderingen af procenter skal lægges endnu en faktor, som tydeligt har vist sig i debatterne og opsummeres i en af franskmændenes elskede forkortelser: TSV. Tout sauf Valls – alt andet end Valls.

De grønne har været skuffede over Valls’ indsats, den lovede afvikling af de aldrende franske atomkraftværker er udsat, og indsatsen for at fremme vedvarende energiformer har været svag. I sidste ende bliver det derfor efter al sandsynlighed en ’surmule’ der vinder.

En tredje vej

Prominente socialister som den tidligere præsidentkandidat Ségolène Royal, men også Hollandes første premierminister Jean Marc Ayrault, lufter imidlertid tanker om slet ikke at støtte venstrefløjens udpegede kandidat.

En masse vælgere er allerede gået ad den ’tredje vej’, som Macron omhyggeligt undlader at kalde sin nye bevægelse, En marche. Det vil Valls’ vælgere sandsynligvis også gøre, hvis han taber.

Indtil nu ser det franske præsidentvalg ud til at være et skuespil i tre akter.

Først blev den stærkt konservative Francois Fillon overraskende valgt som højrefløjens kandidat, der stillede sig op på startstregen med Marine Le Pen fra Front National helt til højre.

Næste søndag afgøres det så endeligt, hvem der bliver venstrefløjens kandidat, men altså uden fuld støtte.

Spændingen er udsat til tredje akt 23. april, hvor første runde af selve præsidentvalget afvikles. Det ser i øjeblikket ud til at udspille sig mellem Le Pen, Fillon og Macron.

Ligesom det er sket før, i 2002, kan antallet af tidligere og nuværende kandidater fra venstrefløjen se ud til at spænde ben for hinanden og blive afgørende for, om det bliver Le Pen eller Macron, der når frem til anden runde.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror, Frankrig trænger til en pendant til Podemos, Syriza, Sanders. der har de startskuddet i Mélenchon.