I Trumps Amerika gør borgmestre, politi og aktivister modstand

Reaktionen kom prompte fra borgmestre, guvernører og aktivister, da præsident Donald Trump i sidste uge satte sin underskrift på et lovdekret, der beordrer politistyrker i landets kommuner til at samarbejde med det føderale immigrationspoliti om at arrestere dokumentløse indvandrere.

Forordningen efterfulgtes af en advarsel: Hvis lokalpolitikere og politi nægter at samarbejde, vil forbundsstaten stoppe overførslen af penge fra statskassen til de pågældende kommuner.

Og det vil ramme skoler, sociale bistandsprogrammer og socialt boligbyggeri hårdt. Det kan koste Boston 500 mio. dollar og New York flere mia. dollar.

Borgmestre i  Boston, Chicago, New York, Los Angeles og San Francisco indkaldte straks til pressemøder og lovede at yde modstand – ad politiske kanaler, med sagsanlæg eller på en mere kontant facon.

Disse storbyer og snesevis af andre amerikanske byer har i de seneste år erklæret sig som fristed for dokumentløse immigranter svarende til de katolske kirker, der traditionelt har påtaget sig at beskytte de mest sårbare i lokalsamfundet.

Men hvad kan borgmestre og lokale myndigheder egentlig gøre for at yde modstand mod Trumps indvandrerfjendtlige politik?

I Boston kaldte en meget vred demokratisk borgmester, Marty Walsh, Trumps dekret for »destruktivt og uamerikansk« og »et frontalt angreb på Bostons borgere«. Han lovede at åbne »rådhusets døre og mit eget kontor for dem, der har behov for beskyttelse«.

Adspurgt om han og Bostons politi ville gøre fysisk modstand, hvis det føderale immigrationspoliti skulle prøve at arrestere immigranter, der søger ly på rådhuset, afviste Walsh at kommentere. På rådhuset begyndte man allerede sidst på ugen at gøre sig klar til ankomsten af immigranter.

I mange amerikanske storbyer udløste Trumps lovdekret spontane gadedemonstrationer. Flere steder deltog det lokale politi i protesterne. I Boston holdt politimester William Gross en tale i protest mod den nye præsidents initiativ.

I weekenden og i går brød ligeledes spontane gadedemonstrationer ud i de samme storbyer i protest imod Trump-regeringens tre måneder lange indrejseforbud for borgere fra syv islamiske nationer og et indvandrerstop på fire måneder for flygtninge fra alle lande. Syriske flygtninges indrejse i USA blev udsat på ubestemt tid.

I Washington, D.C. deltog tidligere medlemmer af Obama-regeringen i en demonstration nær Det Hvide Hus. I New York forsvarede guvernør Andrew Cuomo, borgmester Bill De Blasio og senator Chuck Schumer USA’s tradition for at være åbne over for immigranter fra alle lande, uagtet deres religiøse tilhørsforhold. 

I Boston fyldte demonstranter byens største plads. Deres slogan var: No hate! No fear! Immigrants are welcome here.

Fire ’varme’ år

Den spontane protestbølge mod præsident Trumps indrejseforbud og indgreb mod dokumentløse immigranter er efter alt at dømme blot en forsmag på fire ’varme’ år med en republikansk regering, der vil byde på gadedemonstrationer, civil ulydighed, massemobilisering og kampagner på lokalt plan, der skal overtale lovgivere til at lægge hindringer i vejen for Trump-republikanernes politik.

Det er endnu for tidligt at bedømme, hvor omfattende, effektiv og koordineret modstanden mod Trump-regeringen vil blive. Men den er allerede begyndt. Kvindernes march i Washington, D.C. forrige lørdag, der mobiliserede over en halv mio. demonstranter og hundredetusinder i andre storbyer, var det første tydelige tegn på, at der er noget alvorligt i gære.

Flere demonstranter i Washington, D.C. henviste til en håndbog, der blev offentliggjort i december af tidligere medarbejdere for progressive lovgivere i Kongressen.

Manualen hedder The Indivisible Guide og er ifølge forfatterne baseret på ideer og metoder, Tea Party-bevægelsen havde succes med, da de i 2010 hjalp det republikanske parti med at vinde flertal i Repræsentanternes Hus og derved satte en stopper for præsident Obamas reformprogram.

I håndbogen vejledes vælgere, der modsætter sig det »racistiske, autoritære og korrupte Trump-styre«, i, hvordan man lægger pres på kongrespolitikere og senatorer. Hovedformålet er at holde demokratiske lovgivere til ilden og sørge for, at de ikke går på kompromis med Trump og republikanerne.

Hvis de skulle give efter for presset fra præsidenten eller republikanerne, skal de forud advares om, at Demokraternes version af Tea Party vil finde, sponsere og finansiere en modkandidat ved det næste demokratiske primærvalg.

Delstaten Vermonts nyligt valgte viceguvernør, David Zuckerman, har ikke hørt om The Indivisible Guide, men han har gjort sig nogenlunde de samme tanker, siden Trump vandt i november.

»Efter min mening gælder det nu om at kontakte venner og bekendte med e-mails og på Facebook, især i svingstater, og få dem til at engagere demokrater og partiuafhængige vælgere, der undlod at stemme ved præsidentvalget i 2016,« siger Zuckerman, en discipel af Bernie Sanders, der bliver kaldt Vermonts mest progressive viceguvernør nogensinde.  

»Disse vælgere skal ikke udskammes,« fortsætter viceguvernør Zuckerman. »I stedet skal de vide, at de er de mest indflydelsesrige vælgere i USA. At de kan gøre forskellen i det næste valg, hvis de kontakter demokratiske og republikanske lovgivere med budskabet: Næste gang stemmer vi – men kun på politikere, der vender sig mod Trumps reaktionære politik.«

Sofavælgere skal med andre ord ud af hullerne. Det er sådan, magten i Kongressen bliver generobret.

En ’moralsk vækkelse’

Brian Pine, politisk aktivist og tidligere byrådsmedlem i Bernie Sanders’ hjemby, Burlington, er håbefuld, men dog også lidt skeptisk over for denne strategi.

»Modstandskampen er lige begyndt. Jeg tror ikke, at gadedemonstrationer eller ukoordinerede politiske kampagner i stil med Tea Party-bevægelsen vil virke. Der er brug for en landskoordineret massemobilisering, og det er svært, fordi så mange forskellige interesser står på spil,« siger Pine.

Selv oplever han, at venner og bekendte i hans omgangskreds og endda folk, der stemte på Trump, helt uventet er begyndt at tale åbent med hinanden om politik. I USA er det kutyme ikke at tale om religion og politik, medmindre man føler sig sikker på, at samtalepartneren er på samme side som en selv.

»Det giver mig håb, at Trump-vælgere, jeg kender, er i venteposition. De siger, han skal have en chance for at regere; herefter vil de tage endelig stilling.«

Men for den berømte afroamerikanske intellektuelle og filosof Cornel West ville det være en tragisk fejltagelse for amerikansk demokrati, hvis progressive amerikanere tror, de bare kan forlade sig på at mobilisere flere vælgere til at gå ud og stemme i svingstater.

»Vi kan lære noget af vores brødre og søstre på højrefløjen. De organiserede sig på lokalt plan imod Obama. Det skal vi også, men vi skal også massemobilisere for at beskytte de dokumentløse og abortklinikkerne og forsvare os mod politiets knipler og kugler,« sagde Cornel i en forelæsning på Harvard University i sidste uge.

»I USA har vi behov for en åndelig og moralsk vækkelse i lokalsamfundet og i delstaterne, fordi forbundsstaten nu er i hænderne på dybt reaktionære – hvis ikke nyfascistiske – politikere.«

Cornel West, der er professor i filosofi og teologi på Harvard, har i flere årtier været engageret i en social og politisk aktivisme af samme karakter som det 20. århundredes sorte frihedskæmpere, W.E.B. Dubois, Malcolm X og Martin Luther King. I 2015-16 tilbragte han en stor del af sin tid med at føre valgkamp for ’broder’ Bernie Sanders.

I sin forelæsning fortalte han forsamlingen – mange af dem unge – at de må forberede sig på en kamp mod »et brutalt autoritært, populistisk, højrenationalistisk, nyfascistisk styre. I kan selv vælge, hvad I vil kalde det«.

»Broder Trump er en typisk gangsta. Gør jer klar til at konfrontere en repressiv politistat. Nu skal I til at vænne jer til, hvad de kender alt for godt til i Latinamerika, Afrika, Mellemøsten og Asien. I denne modstandskamp må nogle af os være beredt på at bringe det ultimative offer – at dø for sagen,« sagde West i et tonefald, der minder om en prædikants.

»Uden en fast vilje til at bringe ofre er der ingen massebevægelse og intet fremskridt. Det ved vi sorte fra vores egen smertefulde historie i dette land.«