Læsetid: 6 min.

I Uganda kan de bevise homoseksualitet

Tvungne analundersøgelser bliver i Uganda brugt til at bevise homoseksualitet, angiveligt for at forebygge mod hiv. Men den uvidenskabelige metode skal betragtes på linje med tortur, mener kritikere. I praksis dømmer metoden de undersøgte til et liv i forfølgelse. Advokat Nicholas Opiyo forbereder lige nu en forfatningsretssag for at få tvungne analundersøgelser forbudt
Homoseksuelle gør sig klar til en pride et hemmeligt sted i Kampala. Uganda er et af de 36 lande i Afrika, hvor homoseksualitet er ulovligt, og ifølge Human Rights Watch et af de otte lande på verdensplan, hvor tvungne analundersøgelser er praksis.

Homoseksuelle gør sig klar til en pride et hemmeligt sted i Kampala. Uganda er et af de 36 lande i Afrika, hvor homoseksualitet er ulovligt, og ifølge Human Rights Watch et af de otte lande på verdensplan, hvor tvungne analundersøgelser er praksis.

Edward Echwalu

24. januar 2017

Det var tidligt om morgenen, da Jackson Mukasa blev vækket af råbene »Homoerne er derinde«.

»Vi åbnede døren, og der var politi og mennesker overalt. Det lokale byrådsmedlem råbte: ’Ud med homoerne, I skræmmer folk, der bor her’. Jeg har stadig ar, efter at de bankede os – folkene uden for huset. Politiet stod der bare, det er da ulovligt at banke folk,« siger Jackson Mukasa på en skrattende telefon fra Ugandas hovedstad Kampala. Et farligt sted at være homoseksuel.

Uganda er et af de 36 lande i Afrika, hvor homoseksualitet er ulovligt, og ifølge Human Rights Watch et af de otte lande på verdensplan, hvor tvungne analundersøgelser er praksis.

Efter at være blevet gennembanket af pøbelen tog politiet Jackson med til afhøring, der endte i en tvungen analundersøgelse.

»Vi blev afhørt, banket igen, tvunget til at tilstå homoseksualitet. Dagen efter tog de os til Mayfair-klinikken i Kampala, hvor vi blev analundersøgt. Det gør så ondt. Lægen fører en maskine op i rektum. Det er så smertefuldt, og der er blod. De tog os tilbage til en celle; der var vi en uge. Dét ved jeg er ulovligt. Så til retssalen, hvor de læste sagen op for os, og så tilbage til fængsel i to uger. Så den samme procedure igen, men denne gang fængsel i to måneder,« forklarer Jackson med bævende stemme.

Jackson Mukasas lægejournal fra Mayfair-klinikken i Kampala, Uganda.

Jackson er et af ofrene for tvungne analundersøgelser. Et torturmiddel der ifølge nogle ugandiske embedsmænd er en valid og lovlig måde at bevise homoseksualitet.

Forfatningsretssag på vej

Advokat Nicholas Opiyo forbereder lige nu en forfatningsretssag for at få tvungne analundersøgelser forbudt. Han mener, at hiv-forebyggelsesloven på ulovlig vis bliver brugt til at foretage medicinske undersøgelser uden tilsagn – for at bevise homoseksualitet – under dække af at bevise eventuel positiv hiv-smitte og derved forebygge sygdommen.

»De bruger loven som undskyldning for at lave undersøgelserne. Vi vil have undersøgelserne ulovliggjort. I alle de sager, vi har haft med at gøre, bliver folk anholdt og bragt til nogle bestemte læger. De bliver bedt om at lægge sig på bordet. De bliver klædt af. Får en finger op i rektum, hvilket skulle kunne bevise, om anus er blevet penetreret tidligere,« siger han.

Jacksons sag blev droppet på grund af manglende beviser, men han føler sig anklaget og dømt, og han afsoner nu en anden straf end den juridiske.

»Jeg har mistet mit job på grund af sagen. Folk ved, hvem jeg er, jeg kan ikke gå uden for en dør. Jeg kan ikke tage en taxa, jeg kan ikke få arbejde, alt sammen på grund af sagen. Jeg bor på et herberg, og jeg kan intet gøre.«

Skyldig

Sager som Jacksons er ikke til for at få homoseksuelle dømt i retten; de er, ifølge Nicholas Opiyo, til for at stigmatisere.

»De bliver ikke brugt som bevisførelse, de bliver brugt som et redskab til at dehumanisere,« siger han.

Er man først blevet sigtet og undersøgt, er man også blevet stemplet. En stempling som myndighederne, i samarbejde med pressen, sørger for bliver offentliggjort.

»I nogle sager er analundersøgelserne lækket til pressen, og de mistænkte bliver stemplet som alle mulige ting. De holder endda pressekonferencer om det,« fortæller Nicholas Opiyo.

Disse anklager har de ugandiske myndigheder ikke taget stilling til, på trods af adskillige henvendelser fra Information.

En af de aviser, der dækker emnet, er den ugandiske avis The Red Pepper. De offentliggør ofte homoseksuelles navne, adresser og arbejdspladser, og så er der ingen vej tilbage. Jackson Mukasa er ikke blevet ’outet’ på forsiden, det er der ingen grund til. Alle kender til hans sag og seksualitet.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg kan ikke gå på gaden, jeg kan ikke få adgang til medicin, jeg har ingen penge. Jeg kan ikke få offentlige ydelser, fordi jeg er homoseksuel,« siger Jackson Mukasa.

Man forstår Jacksons frygt – i 2011 blev homo-aktivisten David Kato dræbt, efter at The Red Pepper havde ’afsløret’ ham på forsiden af avisen.

Traumatiserende tortur

Undersøgelserne har ifølge flere eksperter hverken medicinsk eller juridisk holdbarhed.

»Der er ingen værdi i sådanne undersøgelser til dette formål. Det er latterligt for det medicinske samfund, at det skulle have nogen værdi, det har ingen værdi,« siger Dr. Vincent Iacopino, Medical Director fra ngo’en Physicians for Human Rights.

Ifølge ham kan undersøgelserne være meget traumatiske.

»Hvis det er ydmygende, under trusler, og uden samtykke, så er det en meget traumatisk oplevelse. Ud over det kan det være meget smertefuldt og forårsage blødning.«

Undersøgelserne er ifølge Iacopino uetiske, skadelige og – med reference til internationale standarder – ondskabsfuld behandling, og i visse sager tortur. Han mener, at medicinfaget bliver brugt til at kriminalisere seksualitet.

Hans danske kollega, Asger Kjærum, der er Director for Advocacy i det Internationale Center for Rehabilitation af Torturofre, giver ham ret.

»Udover, at der er tale om en praksis, der ikke er valid, er der også tale om en overtrædelse af forbuddet mod tortur og umenneskelig behandling,« skriver han i en mail til Information.

Han mener, at der er tale om en global kontekst af anden medicinsk praksis, som ingen videnskabelig værdi har, men bliver brugt mod udsatte grupper, og som ofte kan kategoriseres som tortur og umenneskelig behandling – »omvendelsesterapi ift. homoseksuelle, mødomsprøver af kvinder, behandling af folk med mentale handicap«.

Tilbage til helvede

I første halvdel af 2016 har Udlændingestyrelsen givet asyl til fem ugandere og afslag til 12 ansøgere, 10 af dem mænd, oplyser styrelsen i en mail til Information.

I Udlændingestyrelsens afgørelser kan man læse, at det langtfra er alle ugandiske asylansøgere, der opgiver frygt for forfølgelse på grund af homoseksualitet som begrundelse for asylansøgning, men i juli fik tre angiveligt lesbiske ugandiske kvinder i Danmark deres asylansøgninger afvist, og dermed stod de til hjemsendelse til Uganda.

To af sagerne står nu til genbehandling, den tredje kvinde står til hjemsendelse, og det er ikke lysere tider for homoseksuelle, der venter i Uganda.

Homoseksualitet har været forbudt siden 1952, men tilfældene af overgreb mod homoseksuelle er, ifølge Nicholas Opiyo, steget de seneste par år. Dels på grund af hiv-loven, dels fordi Ugandas parlament stemte for indførelsen af livstidsstraf for homoseksualitet i 2013, og fordi præsidenten underskrev den i 2014. En lov, der blev dømt ugyldig af forfatningsdomstolen.

Nu prøver Nicholas Opiyo at få samme domstol til at gøre noget ved analundersøgelserne.

»Baseret på det argument, at analundersøgelser er en form for tortur, at det er en krænkelse af den ugandiske forfatning, det afrikanske charter og internationale menneskerettigheder. Vi vil have dem bandlyst,« siger han.

Han forklarer, at samtlige hiv-smittede i det ugandiske kriminalsystem vil blive udsat for anal-undersøgelser. At det er måden, politiet fastslår homoseksuelles seksualitet.

»For det ugandiske politi er der ingen forskel mellem sodomi og analundersøgelse. Politiet antager, at er man blevet anal-undersøgt, så er man homoseksuel,« siger han.

Inden Jackson afbryder forbindelsen, har han et spørgsmål:

»Hvordan kan I hjælpe mig,« spørger han uden at definere, hvem I er. Han er desperat. For nok blev sagen mod Jackson afvist af dommeren med henvisning til manglende beviser, men han fortæller, at han alligevel har fået en livstidsdom. Han har ingen penge. Han kan ikke få et arbejde. Han tør ikke gå på gaden. Han har ikke råd til at forlade Kampala, og slet ikke Uganda.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,« siger Jackson med desperation i stemmen, inden han lægger på.

De ugandiske myndigheder har trods adskillige forsøg ikke svaret på Informations henvendelser.

*Jackson Mukasa har skiftet navn, navnet er kendt af redaktionen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Klaus Lundahl Engelholt
David Zennaro og Klaus Lundahl Engelholt anbefalede denne artikel

Kommentarer