Læsetid: 7 min.

’Vær venlig ikke at slå os ihjel’

I et af Metro Manilas fattige kvarterer, hvor krigen mod narko udkæmpes dagligt, ser to ældre kvindelige beboer vidt forskelligt på drabene. Den ene håber, at det vil afskrække de unge fra stofferne, den anden kan ikke se det rimelige i at slå folk ihjel. Hun har selv mistet sin yngste søn
Fra juli 2016 til slutningen af januar 2017 harsammenstød mellem fillipinsk politi og narkokriminelle angiveligt kostet 2.500 mistænkte livet, mens35 politibetjente er blevet dræbt.

Fra juli 2016 til slutningen af januar 2017 harsammenstød mellem fillipinsk politi og narkokriminelle angiveligt kostet 2.500 mistænkte livet, mens35 politibetjente er blevet dræbt.

Jes Aznar/Polfoto

1. februar 2017

PASAY CITY, METRO MANILA - En december-eftermiddag i et fattigt kvarter i Pasay City er to ældre damer mødt op ved the barangay hall, det lokale bydelskontor. De bor i et af de områder i filippinernes hovedstad, Metro Manila, hvor krigen mod narko kræver så mange ofre, at der afholdes massebegravelser.

Men i dag er det onsdag, og de skal både have forberedt julefest og deltage i den ugentlige dans for ældre medborgere i barangay hall’ens tilstødende multifunktionsrum, der består af et cementgulv omkranset af et højt jerngitter og bliktag henover.

På gulvet står en motorcykel, nogle højttalere og et par klapstole, og uden for gitteret løber børn og hunde rundt mellem de motorcykler med sidevogne, de såkaldte tricycles, der fragter folk fra den larmende hovedvej EDSA og ind gennem de små snirklede gyder, der er blevet til i løbet af årtierne, efterhånden som folk har bygget deres huse op.

Der er omkring 1.800 husholdninger i denne barangay, og de er alle såkaldt informal settlers. En del har ganske vist boet her i mere end et halvt århundrede, men jorden er ejet af staten, og ingen af beboerne har papir på, at de må være her.  

Den ene ældre dame, der er i grånistret nederdel og lysblomstret kortærmet skjorte, kom til kvarteret i 1978 fra provinsen. Det var under Marcos’ militærdiktatur. Hun husker dog primært én ting fra den tid: Ris var billig. Siden er alle basisvarer blevet dyrere år for år.

Læs også

Hun vil gerne fortælle om, hvordan krigen mod narko ser ud til hverdag i kvarteret, men vil helst ikke have sit fulde navn på tryk.

»Man ved aldrig, hvad der kan ske nu om dage,« siger hun.

Vi kan kalde hende ’Nanay’ (der betyder ’mor’ på tagalog), det bliver hun også kaldt af folk i kvarteret.

De fattige og de døde

Nanay kom til Pasay City i sin tid, fordi hendes kusine boede her og havde fortalt om området. Dengang var der ingen veje, men mudder, græs og bambus. Sammen med sin mand har hun bygget sit hus selv, lidt efter lidt, efterhånden som de fik fat på materialer at bygge af.

Hun elsker sit kvarter, men det har altid været plaget af fattigdom, sygdom og slåskampe. Faktisk var det blevet virkelig slemt for nogle år siden, men kvarteret har artet sig, siden en ny kvindelig barangay captain fra et af de uafhængige venstrefløjspartier tog over, fortæller Nanay.

Den nye barangay-leder blev kendt i kvarteret efter at have ført an i en strejke på en lokal fabrik, der siden lukkede ned. De fleste beboere arbejder i den uformelle sektor som tricycle-chauffører eller gadesælgere, de har små butikker, vasker tøj, er daglejere i byggeindustrien eller husarbejdere i mere velhavende dele af byen.

»Vores nye barangay captain holdt en masse møder med beboerne, lod folk tale sammen om deres problemer, arbejdede sammen med beboerne om at finde løsninger, og indførte en åben ledelsesform, hvor folk føler, at deres sager faktisk bliver taget hånd om. Det har hjulpet meget, nu er her for det meste ordentligt og fredeligt,« fortæller Nanay.

En god del af narkokrigens mange drab er imidlertid begået i Pasay City, herunder i Nanays kvarter.

Nanay er gammel og går ikke længere på arbejde – hun har tidligere ernæret sig ved bl.a. tøjvask – men hjælper i stedet til med fællesopgaver i barangay’en. En typisk dag starter med bøn, derpå laver hun morgenmad og spiser med sin mand, gør rent, og går i gang med dagens opgaver afbrudt af samtaler med naboerne.

»Vi taler om fattigdom, om hvordan de unge kan finde arbejde, om hvordan vi kan hjælpe vores familier.«

Indimellem taler de også om de døde. Både dem, der afgår naturligt, og dem, der f.eks. bliver fundet i floden.

Skudt i selvforsvar

Af Nanays fem børn bor de tre stadig i kvarteret. Den ene er tricycle-chauffør, den anden er arbejdsmand og den tredje er lokal ejendomsmægler.

Jeg spørger, hvordan livet i hendes kvarter har forandret sig, efter at Duterte kom til. Det har det ikke, svarer hun.

»Der er intet sket. Jeg havde håbet, at der ville komme flere job til de unge. Arbejdsløshed er det største problem her, der er meget få stabile job. Det er derfor folk bliver involveret i narko.«

Men noget er alligevel sket, fortæller Nanay: Kort efter Duterte var tiltrådt, kom politiet ud i barangay’en og bad folk om at melde sig, hvis de tog stoffer eller var involveret på nogen måde. En måneds tid senere kom de tilbage for at tjekke, om folk holdt sig fra stofferne. Hvis de ikke havde rettet ind, blev de skudt.

I Dutertes første halve år ved magten er der blevet begået omkring 6.000 såkaldt udenomretslige drab. Omkring 2.300 af dem har politiet taget ansvar for under overskriften ’krig mod narko’. De resterende er ’under efterforskning’.
Læs også

»Politiet siger bare nanlaban, men det passer ikke altid,« siger Nanay.

Udtrykket nanlaban sila betyder, at den mistænkte gjorde modstand under anholdelsen, og at politiet har skudt i selvforsvar.

»Nogle gange ved vi, at den person, der er blevet skudt, ikke havde noget våben,« siger Nanay.

»Vi bor tæt og kender hinanden godt.«

Hun husker det sådan, at stoffer blev et stigende problem under den foregående Aquino-regering, men hun ved ikke hvorfor eller hvordan. Hun kunne bare konstatere, at der pludselig var flere af hendes naboer, der var begyndt at sælge eller tage stoffer, eller begge dele.

Nanay ved ikke helt, hvad hun skal mene om Dutertes krig mod narko, hun håber bare, at den virker.

»Der er kun ét af mine børn, der har prøvet at tage stoffer, men nu er han blevet bange og gør det ikke mere. Jeg håber, at drabene kan virke afskrækkende på de unge,« siger Nanay.

Men mest af alt håber hun på alternativer til den økonomi, som stofferne udgør.

Folk håber

I bydelen bliver mange af de sociale problemer forsøgt løst lokalt via mægling. Barangay-lederens assistent fortæller, at beboerne kommer til dem med alt fra voldssager, seksuelle overgreb og vold i familien til banale nabostridigheder.

De statslige sociale myndigheder og retssystemet fungerer så dårligt, at de fleste foretrækker at få bydelsledelsen til at mægle selv i de groveste sager. Ofte er der narko involveret.

»Stoffer er ikke årsagen til problemerne, men kan få ting til at eskalere og blive voldsommere,« siger assistenten.

Hun er årgang 1980, og de fleste af hendes gamle klassekammerater er migreret, enten til andre dele af landet eller til udlandet for at finde arbejde. For hende var det lokale myndighedsjob en drøm, selv om det er nærmest umuligt at udfylde rollen.

»Folk er ikke altid tilfredse med vores indsats, de håber sådan, at vi kan løse deres problemer, men vi kan kun gøre vores bedste,« siger hun.

En af de opgaver, der er meget vanskelige at løse, er når nogen savnes og sidst er set i politiets varetægt.  

Fundet i floden

Mens nogle sælger stoffer i mangel på arbejde, tager andre til gengæld stoffer for at kunne arbejde. For eksempel for at kunne holde til de lange arbejdsdage i byggeindustrien. Eller som Nanays nabos søn, der var kok på en restaurant i Makati City, hovedstadens forretnings- og finanscentrum.

»Jeg vidste ikke, at han tog stoffer, før vi fandt ham i floden,« siger hans mor, der kun vil have sit fornavn Lidia med. Hun har boet i kvarteret endnu længere end Nanay, siden slutningen af 1960’erne.

»Og jeg tror ikke på, at han også solgte. Hvorfor skulle han det? Han tjente penge, og hans kone tjener også penge. Hun har en supervisor-stilling. De mangler ikke indkomst.«

Botoy blev Lidias søn kaldt. En søndag morgen i slutningen af juli ringende nogle af Botoys venner og fortalte, at han var blevet taget af politiet. De havde ikke hørt noget fra ham og var nervøse.

Lidia tog hen på den lokale politistation og spurgte efter ham, men betjentene sagde, at de ikke kendte noget til det. To af Botoys søskende tog rundt på politistationer i nabokvartererne, men uden resultat. Lidia tog hen på hovedpolitistationen, hvor de heller ikke kunne svare på noget.

Det var blevet aften, og Lidia opsøgte barangay-lederen. Hun satte flere af beboerne i gang med at lede i kvarteret og tog i mellemtiden selv rundt til politistationerne igen for at se, om hendes myndighedskasket kunne få politiet til svare noget mere præcist.   

Mandag morgen blev Botoy fundet i floden med skudhuller i halsen og maven.

Vores sikkerhed

»Jeg ved ikke, hvad der skete med Botoy, jeg ved kun, at nogen har set politiet tage ham, og at de ikke vil sige noget som helst,« siger Lidia.

»Det gør mig vred. Hvorfor har I slået ham ihjel?« siger hun henvendt til det tavse politi.

»Hvorfor kunne I ikke bare anholde ham? Det er jer, som skal sørge for vores sikkerhed, og så slår I folk ihjel?«

Lidia er blevet bange for at bo i sit eget kvarter, og hendes ældre børn er begyndt at lukke deres computerbutik tidligt for ikke at skulle gå på gaden om aftenen. De er sikre på, det var politiet, der skød Botoy, og vil ikke holde op med at spørge hvorfor.

Barangay-lederen har fået sat en advokat på sagen, og politistyrken i Pasay City er en af dem, der er under særlig bevågenhed fra både internationale menneskeretsorganisationer og den lokale Commission on Human Rights, fordi så mange af drabene foregår i Pasay City.

»Jeg støtter kampagnen mod narko, det gør jeg virkelig,« siger Lidia.

»Men vær venlig ikke at slå os ihjel. Giv folk en chance.«

Nanay og Lidias rigtige navne er redaktionen bekendt; det samme gælder barangay-assistenten, som ikke selv ønskede anonymitet, men hvis identitet vil gøre det nemt at identificere den præcise lokalitet og dermed Nanay og Lidias identitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu