Mattarellum, Porcellum, Consultellum, Italicum, Legalicum.
Almindelige italienere er nødt til at vide, hvad der gemmer sig bag disse mystiske ord for blot nogenlunde at kunne forstå, hvad deres politikere taler om.
Det er betegnelserne for de seneste knap 25 års valglove. Onsdag afsagde landets forfatningsdomstol en kendelse vedrørende den valglov, som har været gældende siden maj 2015, og som aldrig har været eller vil blive taget i brug.
Hvis det største parti skulle få mere end 40 procent af de afgivne stemmer, vil det i kraft af en mandatpræmie få absolut flertal i Deputeretkammeret. Men hvis ingen af de opstillede lister får mere end 40 procent af stemmerne, skulle mandatpræmien uddeles efter en anden valgrunde mellem de to største partier – uanset valgdeltagelsen.
Det ville betyde, at et parti med opbakning på helt ned til 20 procent af vælgerne, ville kunne danne en flertalsregering. Ifølge kendelsen er systemet med to valgrunder forfatningsstridigt, men lovgiverne ved først hvorfor, når Forfatningsdomstolen om et par uger offentliggør motivationen. Ikke desto mindre øger udfaldet tilsyneladende sandsynligheden for et snarligt parlamentsvalg i Italien:
»Hvis dommerne havde amputeret valgloven mere drastisk, ville det ikke have været muligt at gå til valg, før parlamentet får vedtaget en ny valglov. Denne mulighed sikrer kendelsen derimod,« siger Valerio Onida, forhenværende formand for Forfatningsdomstolen, i et interview med nyhedsbureauet ANSA.
»Efter kendelsen står vi med et proportionalt valgsystem med en mandatpræmie fast forankret på 40 procent af stemmerne. Hvis ingen tager den, foregår fordelingen af mandater efter et helt proportionelt kriterium.«
Den oprindelige svinestreg
Valgloven har været et konstant tema i mange år. Republikkens nuværende præsident, Sergio Mattarella, lagde i begyndelsen af 1990’erne navn til det første forsøg på at reformere det proportionale valgsystem i retning af et såkaldt flertalsvalgsystem. Det skulle gøre det nemmere at danne holdbare og handlekraftige regeringer.
I 1972 havde kristendemokraten Giulio Andreotti sat bundrekord med en regering, der holdt i ni dage, og Italien har siden den 69-årige forfatnings indførelse indtil videre haft hele 64 regeringer. Til sammenligning har Tyskland haft blot ni regeringsledere siden Anden Verdenskrig. Romano Prodi har fortalt, at da han som ministerpræsident for første gang mødte Helmuth Kohl, spurgte den tyske kansler spydigt:
»Hvem sender I så næste gang?«
Ændringerne i retning af et flertalsvalgsystem var medvirkende til, at Silvio Berlusconi i 2001 kunne danne den længst siddende regering i republikkens historie. Mod valgperiodens slutning stod han dog til at tabe tilsvarende stort til centrumvenstrefløjen og ændrede derfor valgloven for at optimere centrumhøjrealliancens relative vægt og dermed mulighederne for at obstruere Prodis regering, som da også blev kortvarig.
Det er den samme valglov – kaldet Porcellum, fordi den ansvarlige reformminister fra Lega Nord selv kaldte den for una porcata, en svinestreg – som det nuværende parlament blev valgt på i 2013. Men året efter erklærede Forfatningsdomstolen dele af den ugyldig. Nu er forsøget på at korrigere den lovs fejl med to valgrunder så også blevet dømt forfatningsstridigt.
Med trukket håndbremse
Ifølge La Repubblica forbereder Matteo Renzi, der blev afløst af partifællen Paolo Gentiloni som ministerpræsident, efter at vælgerne havde forkastet hans regerings forfatningsreform ved en folkeafstemning i december, et comebackforsøg.
Renzi, som stadig er formand for det store regeringsparti PD, frygter at blive glemt af vælgerne og presser derfor på for et valg hurtigst muligt. Enten på baggrund af Forfatningsdomstolens kendelse eller med nogle få rettelser i parlamentet for at mindske diskrepansen mellem valgsystemerne for Senatet og Deputeretkammeret.
Det sidste har Mattarella, der sidder med magten til at udskrive valg, angivet som forudsætning for at opløse parlamentet, inden valgperioden udløber i februar 2018.
Også protestpartiet MoVimento 5 Stelle (M5S), som i flere meningsmålinger ligger foran PD, samt Lega Nord vil have valg hurtigst muligt. Men en af de faktorer, som modarbejder det, er, at en stor del af parlamentets nyvalgte medlemmer først har opsparet fuld pension til efteråret. En anden faktor er den lurende italienske bankkrise, som Gentiloni-regeringen forsøger at afhjælpe.
En del af PD og resten af regeringsflertallet er således imod et snarligt valg. Det samme er Berlusconis Forza Italia, som med et mere proportionalt system vil opnå større indflydelse.
Selv om Berlusconi, der som følge af sin dom for groft skattesvig ikke selv er valgbar indtil 2019, har meget mindre vælgeropbakning end før, kan Forza Italia få afgørende indflydelse, hvis Renzi eksempelvis vil danne regering udenom M5S. Et hurtigt valg, som ville kunne skabe forskellige flertal i de to kamre, svarer ifølge Corriere della Sera til at »køre i bil med håndbremsen trukket«:
»Forfatningsdomstolens kendelse er produktet af et forsøg på at bringe systemet i sikkerhed, hvorefter parlamentet er nødt til at lave nogle justeringer,« konkluderer avisens leder.
