Baggrund
Læsetid: 10 min.

Vesten har ikke længere overskud til ’perifere’ konflikter

FN har advaret mod folkedrab i Sydsudan. Alligevel er der ingen udsigt til, at en af de mest blodige konflikter i 2016 finder en løsning snart. De store magter fravælger i stigende grad at engagere sig i konflikter, der ikke er centrale for deres egne interesser
I løbet af de seneste måneder er store dele af Sydsudan faldet uden for regeringens kontrol, den politiske konflikt har i stigende grad fået klare etniske undertoner, og inden sin afgang i december advarede FN’s generalsekretær Ban Ki-moon om et forestående folkemord. Nogle eksperter mener, at det allerede er i gang.

I løbet af de seneste måneder er store dele af Sydsudan faldet uden for regeringens kontrol, den politiske konflikt har i stigende grad fået klare etniske undertoner, og inden sin afgang i december advarede FN’s generalsekretær Ban Ki-moon om et forestående folkemord. Nogle eksperter mener, at det allerede er i gang.

Cem Genco

Udland
27. januar 2017

Det er et åbent – og for så vidt meningsløst spørgsmål – hvilken konflikt, der var den mest blodige i 2016. Men et godt bud er Sydsudan.

Mens Syrien og Irak dominerede overskrifterne, fortsatte verdens yngste land sin desintegration, efter at en splid mellem præsident og vicepræsident i sommer fik nyt liv, og vicepræsidenten måtte flygte ud af landet.

Siden er store dele af landet faldet uden for regeringens kontrol, den politiske konflikt har i stigende grad fået klare etniske undertoner, og inden sin afgang i december advarede FN’s generalsekretær Ban Ki-moon om et forestående folkemord. Nogle eksperter mener, at det allerede er i gang.

Alligevel er status kort inde i det nye år, at der er lang vej til yderligere international intervention, konstaterer Alan Boswell, en britisk journalist og researcher, der er i gang med at skrive en bog om situationen i Sydsudan og er en af de personer, der følger situationen tættest. 

»Det er nogenlunde så slemt, som det kunne være, og sandheden er, at der reelt ikke er nogen fredsproces eller udsigt til, at der bare kan komme et grundlag for forhandlinger,« siger han.

Vesten trækker sig

Der er en lang række årsager til Sydsudans opløsning, først og fremmest en svag stat, som få føler troskab over for, og til gengæld en lang række ledere, der med baggrund i stammer og militser har prøvet at rane magt og velstand til sig. Og måske også et internationalt samfund med lidt for optimistiske forventninger til, hvor hurtigt man kan bygge en stat op fra ingenting.

Men når Boswell og en række andre eksperter, Information har talt med, er pessimistiske omkring fremtiden, skyldes det især også et vigende internationalt engagement i Sydsudan og andre konflikter, der er mere perifere på den internationale sikkerhedsdagsorden.

»Sagen er, at der ikke er nogen appetit på endnu en omgang forhandlinger hos de lande og diplomater, der har været engageret i Sydsudan,« konstaterer Alan Boswell.

»Når jeg taler med diplomater, er der ganske enkelt ingen, der har nogen ideer eller forslag til løsninger. Der er ingen strategi. Alle erkender, at situationen er forfærdelig og også, at der ikke er nogen nemme løsninger. Men sandheden er også, at der ikke er nogen, der prøver. Der er ingen, der er stærkt engagerede. Ikke den regionale organisation IGAD, ingen vestlige lande. USA har trukket sig, Norge, Holland, Storbritannien. Alle, der har spillet en stor rolle, trækker sig mere eller mindre fra processen,« siger han.

Det er en tolkning, der deles af andre forskere fra blandt andet Norge, som har været et af de lande med størst engagement i Sydsudan:

»Sydsudans politiske system er i høj grad baseret på patronage, og en af grundene til, at det falder fra hinanden, er, at statskassen er tom. Hvis man skulle samle landet igen, ville det kræve en enorm indsats ikke mindst fra udenlandske aktører. Det er meget svært at få øje på de udenlandske aktører, der er parate til at bruge de penge og ressourcer, det kræver,« siger Øystein Rolandsen fra Institut for fredsforskning i Oslo (PRIO) med speciale i Sydsudan.

Fraværet af internationalt politisk engagement er langt fra begrænset til Sydsudan. Mens truslen fra Rusland er vokset i de senere år, flygtninge fra Mellemøsten er ankommet til de fleste europæiske lande, og klimatruslen er blevet et håndgribeligt faktum, er engagementet i de konflikter, der ikke åbenlyst truer den vestlige sikkerhed, faldet.

»Der er afgjort en fornemmelse af, at det, man kan kalde liberal intervention, er temmelig ufashionabelt i øjeblikket, både fordi erfaringerne har været dårlige det seneste årti, og fordi der er trusler tættere på, der forekommer mere påtrængende med truslen fra Putin, Brexit og andre elementer, der skaber en fornemmelse af kollektiv trussel mod Europa,« siger James de Waal, seniorforsker ved den britiske tænketank Chatham House og indtil 2014 ansat i forskellige diplomatiske funktioner i den britiske regering, blandt andet med at udforme nationale sikkerhedsstrategier.

Han hæftede sig ved premierminister Theresa Mays nylige Brexit-tale, der også i forhold til et globalt engagement syntes at anslå en ny kurs:

»De sidste tre premierministre har lagt stor vægt på at være tilstede ude i verden og været tilhængere af liberal intervention, både militært og humanitært. Cameron var ideologisk meget stor tilhænger af det, og af at Storbritannien skulle spille en stor rolle globalt i konflikter som f.eks. Sydsudans og i FN’s fredsbevarende missioner og af at bruge både hård og blød magt til at forbedre den humanitære situation i verden. Det har vores nuværende premierminister gjort klart, at hun ikke er,« siger han.

»Pendulet svinger frem og tilbage, og man vil stadig være politisk engageret, men man vil bruge langt færre ressourcer på det, og grænsen for, hvornår man engagerer sig, vil blive langt højere,« siger han.

»Mit indtryk er, at andre lande tænker på samme måde. Frankrig har været kraftigt engageret i f.eks. Mali, men det er temmelig usikkert, om det vil fortsætte. Der er et valg forude, en højredrejning og et ønske om at undgå unødig risiko for engagementer, der kan vise sig at være upopulære,« siger den tidligere topdiplomat, der ligesom flere andre understreger, at alle skæver mod USA, og hvad dets fremtidige politik vil blive, før man forpligter sig på at bruge ressourcer på ’perifere’ konflikter.

Man skal næppe være for optimistisk med den nye ’America first’-politik, understreger Jonathan Stevenson, seniorforsker ved den amerikanske sikkerhedstænketank IISS.

»Det er sandsynligt, at USA under Trump vil føre en politik, der fokuserer mere på hård magt og bliver endnu mindre engageret i områder, der bliver anset for at være strategisk marginale, som f.eks. Afrika syd for Sahara. Trump kigger allerede USA’s politik i den region efter med et skeptisk blik og vil sandsynligvis nedskalere støtten voldsomt,« konstaterer han og bekræfter, at det er en »væsentlig bekymring«.

Konflikter i Afrika syd for Sahara

Den Centralafrikanske Republik: Oprørsgruppen Seleká væltede i 2013 CAR’s præsident. Efterfølgende fulgte en blodig borgerkrig mellem Seleká-militsen og den såkaldte Anti-balaka. CAR har igen en regering, men nye oprørsgrupper bliver ved med at springe frem, og sammenstød og overgreb fortsætter.

Sydsudan/Sudan: Sydsudan er i opløsning, mens Sudan stadig bekæmper oprører i grænseregionerne mod syd, som hellere ville være en del af Sydsudan, og der er også et ulmende oprør i Darfur.

Burundi: Præsident Nkurunzizas beslutning om at gennemføre en tredje valgperiode førte til omfattende sammenstød, over 1.000 dræbte, omfattende fængslinger og frygt for et meget voldsomt sammenbrud.

DR Congo: Uroligheder brød ud igen i december. Præsident Kabila skal i 2017 forlade sit embede, men det er uklart, om han vil gøre det. Millioner er døde i løbet af de seneste 20 år.

Mali: Et tuareg-oprør blev overtaget af islamister i 2013. En fransk intervention slog dem tilbage, men på trods af en international fredsstyrke fortsætter Mali med at være ustabilt.

Kenya: Skal afholde præsidentvalg i 2017. Valget i 2007 endte i omfattende vold, og der er en risiko for, at det kan ske igen med stigende spændinger og uløste spørgsmål.

Etiopien: Store demonstrationer mod styret er blevet slået blodigt ned, og der er frygt for en eksplosion af vold.

Somalia: Al-Shabab er i defensiven, men store sikkerhedsproblemer fortsætter, og uafklarede spørgsmål om magtfordelingen og autonomi truer.

(Gambia: Indtil videre fredfyldt efter, at en koalition af vestafrikanske landes styrker tvang landats mangeårige leder, Yahya Jammeh, til at forlade landet efter at have tabt et valg til udfordreren Adama Barrow.)

’Idealismen er væk’

Norge har i en lang årrække markeret sig som en af de vigtigste fredsmæglere i konflikter i f.eks. Sydsudan, Sri Lanka og Colombia. Men også her er der nye tider på vej med en russisk nabo, der igen er blevet en konkret trussel.

»Vi ser klart en isolationistisk tendens i øjeblikket, drevet dels af en ændret sikkerhedssituation, men også af en politisk højredrejning,« siger Kristian Berg Harpvikken, direktør for Institut for fredsforskning i Oslo.

»Norge bruger stadig mange ressourcer på fredsmægling, men de flytter dem, og målet og motivationen forandrer sig. I dag er man mere motiveret af, hvilke konflikter der griber ind i vores egen sikkerhed. Idealismen som begrundelse er forsvundet, og nu handler det hovedsageligt om egeninteresser. Det har der selvfølgelig altid været et element af, og man kan sige, at det måske er mere ærligt nu. I Norge tænkte vi, at vores humanitære rolle gav os taletid hos den amerikanske præsident og andre vigtige steder. Det gør vi ikke længere,« siger han.

»Det positive er, at det betyder færre væbnede interventioner. Det negative er, at der sker det samme med den civile og diplomatiske indsats. Det er let at se for sig, at perifere lande, hvor vi i Vesten ikke har egeninteresser i at engagere os, får lov til at sejle deres egen sø. Det er en mere usikker verden, og for Norge har det allerede i noget tid været svært at finde ligesindede lande at samarbejde med,« siger fredsforskeren.

Han forventer en ny norsk kurs formaliseret, når det norske storting i løbet af foråret skal fremlægge en ny udenrigspolitisk strategi.

Kunne gøre en forskel

Herhjemme slog Taksøe-rapporten sidste forår fast, at Danmark skal prioritere sine ressourcer mere koncentreret. En ny udviklingsstrategi har netop pointeret, at det også er i Danmarks interesse at arbejde langsigtet med skrøbelige stater.

Alligevel er udviklingen ifølge Ole Wæver, leder af Forskningscenter for løsning af internationale konflikter ved Københavns Universitet, at vi også herhjemme omlægger vores indsats til i højere grad at tilgodese mere snævre sikkerhedspolitiske interesser.

»En pointe i Taksøe-rapporten var jo netop, at vi i langt højere grad skulle tænke ’whats in it for us’. Tidligere var der en tanke om, at udviklingspolitik også var sikkerhedshedspolitik, og at man skulle tænke langsigtet. Det er ikke længere den doktrin, der styrer. Nu tænker man, lad os sætte ind dér, hvor vi kan se, at det rammer os, og man skal kunne aflæse resultaterne omgående. Man tænker ikke så langsigtet, og balancen peger væk fra skrøbelige stater i syd,« siger han.

»Man kan jo tage et kig ud over verden og hurtigt finde mange konflikter, der forsvinder fra radaren: DR Congo, Nigeria, konflikter i Sydøstasien,« siger han, men fremhæver Sydsudan.

»Sydsudan er så god en case, fordi vi rent faktisk har gode forudsætninger for at kunne gøre en forskel dér, blandt andet i kraft af lang erfaring, fordi situationen er så slem, og fordi den regionale betydning af konflikten og dens mulighed for at destabilisere andre lande gør det så vigtigt at sætte ind, før den breder sig,« siger han.

Etnisk mobilisering

Imens advarer iagttagere af konflikten i Sydsudan om den stadig mere hadefulde etniske karakter, borgerkrigen er ved at antage. Da Alan Boswell for nylig besøgte en oprørsmilits fra Shilluk-stammen, tordnede deres marchsange mod dinkaerne – den dominerende stamme, som præsident Salva Kiir Mayardit tilhører. 

Ordet ’dinka’ bliver brugt som et skældsord, der i sig selv skal definere alt, hvad der er galt i landet. Det er veldokumenteret, at massakrer og tvangsforflyttelser nøje følger etniske skillelinjer, og ifølge Alan Boswell vokser den dynamik blot i styrke.

»Sydsudan mangler i desperat grad byggestenene til at være en nationalstat i forhold til det set up, man har konstrueret, og derfor falder man tilbage på etnicitet. Der sker en voldsom mobilisering i øjeblikket, som følger de etniske skillelinjer, hvor de forskellige ledere udvider deres støtte ved at skabe had mod andre etniske grupper,« siger Alan Boswell.

En tidligere indgået fredsaftale skulle i princippet bringe oprørerne ind i regeringen, mens regeringen skulle implementere en række demokratiserende tiltag – men ingen af de to ting er reelt sket.

»Det er meget åbenlyst, at det kun er de oprørsledere, der har været til salg, der er gået med i regeringen. De har ingen soldater med, og uden for hovedstaden kontrollerer regeringen reelt et meget lille område, mens militser overtager mere og mere,« siger han.

Lige så pessimistisk er han for den reformproces, styret i Juba skulle igangsætte som del af et fredsforsøg.

»Styret forhandler med sig selv i komiteer, hvor en repræsentant stiller sig op og udtaler, at de allerede har gennemført de reformer, der er brug for. Det er der ingen, der tror på. Og imens går landet i opløsning meget, meget hurtigt.«

Alan Boswell mener, at det internationale samfund bærer en stor del af ansvaret ved at vælge den forkerte model og presse den igennem – men også at det hovedsaligt er der, man skal finde løsningen.

»Der en intellektuel arrogance, hvor man ikke vil tage ansvar for de ting, man har gjort forkert. Men sandheden er også, at Sydsudan har brug for en donor, der kan tvinge parterne sammen og tage ansvar for at bringe landet videre med en ny ambitiøs løsning. Jeg har svært ved at se andre veje frem, der kan bremse opløsningen og volden.«

 

Støttet af Danidas Rejsebevilling

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Fraværet af internationalt politisk engagement er langt fra begrænset til Sydsudan. Mens truslen fra Rusland er vokset i de senere år, flygtninge fra Mellemøsten er ankommet til de fleste europæiske lande, og klimatruslen er blevet et håndgribeligt faktum, er engagementet i de konflikter, der ikke åbenlyst truer den vestlige sikkerhed, faldet."

Den primære trussel mod såkaldt vestlig sikkerhed (om hvilken vi dag for dag lærer er en voldsomt kortsigtet idé at arbejde med) udgøres af Vestens position som rollemodel for resten af verden; Vestens overforbrug og fejlagtige produktionsform samt Vestens kontinuerlige, magtkonspiratoriske agendaer. Vesten er sin egen værste fjende, med alle sine lårtykke stråler af paranoid projektion, og med på derouten trækkes resten af kloden - forførte og tvangsprægede.

Truslen fra Rusland er produceret af Vesten, i Vesten. Flygtningestrømmene (re)produceres i vid udstrækning af Vestens aggressive udenrigspolitik og klimaforandrende produktionsformer - men det er fuldstændigt korrekt at diverse skueprocesser iht. disse fænomener kan udgøre figenblade, hvormed det tager sig 'naturligt' ud at Danmark og hovedparten af verdens rige, og såkaldt oplyste, lande skider på den globale (fremtids)situation og fokuserer på at skrabe yderligere til sig, i tjeneste for kapital, borgerskab og erhvervsliv.

Anders Graae, Henrik Leffers, Morten Larsen, Jesper Nielsen, Hans Aagaard og Jan Kønig anbefalede denne kommentar

Peter Jensen: kom du af med din galde, som jeg desværre godt kan give dig ret i et stykke hen ad vejen. Det er så lidt underligt at de har det mest dårligt i det kontinent hvor mennesket i dets nuværende form vel har sine rødder. Men os hvide skulle jo lige opdage at kontinentet eksisterede og da det var tilfældet mente man så Vorherre skulle blandes ind i det og så havde vi våben og resten kender vi. Havde vi dog bare ladet dem være, for havde vi det var vores verden en anden, det kunne være vi var blevet opdaget. Dit syn på Rusland set i forhold til os er jeg så ikke helt enig i,jeg tror ikke vi har noget at lade hinanden høre.

Luk NATO ned og overfør styrkerne til FN til fredsbevarende indsatser og ved naturkatastrofer.
Afskaf Vetoretten i FN´s sikkerhedsråd og indfør demokratiske beslutningsprocesser så der kan tages de fornødne aktioner ud fra internationale love og rettigheder.

Peter Bækgaard

Den Afrikanske Union har gennem de seneste år interveneret i 5 væbnede konflikter, og senest var det på tale at man ville gå ind i Gambia.
Den Afrikanske Union, har virket som alternativ til FN, da man ikke har ønske at FN spillede så stor en rolle i afrika... så nu er spørgsmålet så om fingrene ikke skal peges ad Den Afrikanske Union i stedet for FN.