Læsetid: 5 min.

De afrikanske lederes største frygt: Ud af præsidentpaladset og direkte i brummen

Det lille vestafrikanske land Gambia blev i sidste måned genstand for to modsatrettede tendenser i afrikansk politik: Autoritære ledere, der i stigende grad ændrer forfatninger for at holde sig på magten. Og folkets modstand mod samme
Det lille vestafrikanske land Gambia blev i sidste måned genstand for to modsatrettede tendenser i afrikansk politik: Autoritære ledere, der i stigende grad ændrer forfatninger for at holde sig på magten. Og folkets modstand mod samme

Cem Genco

7. februar 2017

CAPE TOWN – Frygten for fængsel var måske den udløsende faktor, der i sidste måned fik Gambias diktatoriske ekspræsident Yahya Jammeh til at klynge sig til magten.

Jammeh havde ellers kort efter præsidentvalget i december anerkendt sit nederlag, men da den sejrende gambiske opposition annoncerede, at man ville efterforske Jammehs økonomi, trak den nu tidligere præsident sin accept af valgnederlaget tilbage.

Netop en eventuel efterforskning af den afgående præsident er, ifølge Charles Fombad, juraprofessor ved universitet i Pretoria i Sydafrika og forfatter til adskillige bøger om afrikanske forfatninger og demokrati, grunden til, at mange afrikanske ledere forsøger at undgå valg.  

For med et eventuelt nederlag forsvinder den immunitet, præsidenten er sikret i mange afrikanske lande.

»Den største frygt lader til at være, at de går ud af præsidentpaladset og træder lige ind i brummen. Det er derfor, så mange af de afrikanske ledere ændrer forfatningen, så de kan blive ved magten,« siger Fombad.

Siden 2005 har 10 afrikanske præsidenter fjernet restriktioner på antallet af regeringsperioder for præsidenter.

Det samme gjorde Yahya Jammeh kun to år efter, han tog magten i Gambia ved et militærkup i 1994. Men 22 år senere tabte han – sandsynligvis til sin egen overraskelse – præsidentvalget til en næsten ukendt modkandidat, Adama Barrow og måtte i sidste ende flygte over stok og sten fra den bebudede undersøgelse af hans regeringsperiode.

Dermed symboliserer Jammehs præsidentperiode og hans afsættelse to modsatrettede tendenser på det afrikanske kontinent – forfatningsændringer og den demokratiske modstand imod dem.

»Forlængelse af præsidentperioder ud over den konstitutionelle grænse er ikke længere normen på kontinentet. Folkets modstand mod det er blevet normen,« mener Kamissa Camara, politisk analytiker med speciale i afrikansk politik.

Dikatorerne

Helt slut er forfatningsændringernes tid dog endnu ikke.

I foråret 2016 blev Denis Sassou Nguesso valgt til endnu en regeringsperiode i Congo og påbegyndte sit 33. år som præsident.

I Tchad sikrede præsident Idriss Déby sig sin femte regeringsperiode, efter han fjernede konstitutionelle restriktioner i 2005.

Og i Ækvatorial-Guinea blev den 79-årige præsident Teodoro Obiang Nguema, der har siddet på magten siden 1979, valgt med et mistænkeligt overvældende flertal.

Grunden til at afrikanske ledere overhovedet kan ændre på forfatninger, er, ifølge Charles Fombad, at forfatningerne har været svage fra starten.

Under påskud af at promovere national forening og økonomisk vækst efter kolonitiden misbrugte de uerfarne nye afrikanske ledere forfatningerne, forklarer Fombad.

»Det dannede grund for diktatorisme, personlig vinding og undertrykkelse. Afrikanske ledere regerede i praksis som guder, hvis autoritet ikke kunne udfordres.«

Folket

Det er langtfra tilfældet i dag, siger Kamissa Camara, og nævner Den Centralafrikanske Republik, hvor befolkningen i 2015 stemte for en begrænsning af præsidentens beføjelser. Og Benin, hvor forfatningsdomstolen i 2011 slog fast, at præsidentperioder ikke kan ændres ved afstemning. Her trådte tidligere præsident Boni Yayi sidste år frivilligt tilbage efter to perioder som landets præsident.

Også i Gambias naboland Senegal blev præsidentens beføjelser indskrænket i 2016, da befolkningen stemte for at skære præsidentperioder ned fra syv til fem år.

Kamissa Camara kalder opstanden mod forfatningsændringer for en ny æra i Afrika og sender en lykønskning til Vestafrika og civilbefolkningen i Gambia.

»Det er nye tider. Afrikansk demokrati er voksende. Det afrikanske civilsamfund bliver stærkere. Den afrikanske ungdom er en drivkraft.«  

I Gambia måtte folkets vilje dog bakkes kraftigt op af den vestafrikanske samarbejdsunion Economic Community of West African States (ECOWAS), der rykkede et par kilometer ind over grænsen fra Senegal og rettede geværerne mod den afgående præsident Jammeh.

En anden hjælpende faktor var den Afrikanske Union, der – efter sigende – forhandlede en aftale om eksil og immunitet i hus til Jammeh, så han angiveligt kunne slippe væk fra det økonomisk kuldsejlede Gambia med en flåde af luksusbiler og kufferten proppet med 11 millioner dollars.

Ikke desto mindre mener Kamissa Camara, at vi er vidner til en generationskamp.

»En god ting for styrkelsen af demokratiet.«

Systemskifte

Charles Fombad er mere kritisk. Han mener, at flere afrikanske lande de senere år har moderniseret etpartisystemet til et flerpartisystem, hvor præsidenten reelt set kontrollerer oppositionen.

»De dominerende partier opererer med samme diktatoriske tendenser, som tilfældet var med etpartisystemerne i 90’erne. Et tydeligt eksempel på det er Uganda, hvor præsident Museveni har brugt sit flertal til at fjerne restriktioner for regeringsperioder. Paul Biva har gjort det samme i Cameron, og Paul Kagame i Rwanda,« siger Fombad.

De afrikanske ledere har højst sandsynligt fulgt nøje med i, hvordan tidligere præsident Yahya Jammehs modvillighed til at overgive magten blev håndteret af den Afrikanske Union og FN.

Eksempelvis har præsident Joseph Kabila i den Demokratiske Republik Congo siden december 2016 forsøgt at undgå nyvalg. I stedet forsøger Kabila at gøre, hvad mange afrikanske ledere har gjort før ham – holde fast i magten efter to præsidentperioder – på trods af, at forfatningen, oppositionen og folket kræver valg.

Kabila siger, at der hverken er penge nok eller tilstrækkelig sikkerhed til at afholde valg i DR Congo, men ifølge kritikere handler det mere om Kabilas frygt for at skulle stå til ansvar for påstået valgfusk og granskning af, hvordan Kabilas formue er vokset under hans embede.

Charles Fombad er en af disse kritikere. Og hans kritik retter sig ikke kun mod Kabila, men mod afrikanske præsidenter over hele kontinentet.

»Det er frygt, der driver dem. I Gambia var Jammeh bange, og det er også tilfældet med Kabila i DR Congo, og med Kagama i Rwanda. De er bange for konsekvenserne ved at gå af,« siger Fombad.

Konflikt

Omgåelsen af forfatninger og undgåelse af valg har, som f.eks. i Joseph Kabilas DR Congo, ført til protester, demonstrationer og langvarige voldelige konflikter, ofte med militæret på den ene side, og oprørere på den anden.

Da Burundis præsident Pierre Nkurunziza omgik landets forfatning i 2015 og stillede op til sin tredje periode, resulterede hans efterfølgende valgsejr i voldelige optøjer mellem regeringsstyrker og regimets modstandere.

Ifølge Charles Fombad fejlede den Afrikanske Union grumt, da Nkurunziza i Burundi fik lov at danne præcedens.

»Den måde, den Afrikanske Union håndterede Burundi på, opmuntrede Kagame i Rwanda, Sasso Nguesso i Congo og Kabila i DR Congo,« siger han, og beskylder den Afrikanske Union for ubeslutsomhed.

»Succesen i Gambia skyldes især ECOWAS og det faktum, at Gambia er et lille land.«

Hvis demokratiet i Afrika skal sikres, er der ingen let løsning, siger Charles Fombad. Det kræver ledere, der vil demokratiet, ikke kun når det passer dem.

Det kræver forfatningsændringer, der er langsigtede og progressive, med reelt flertal bag.

Den nemme løsning –  urørlige forfatninger – løser, ifølge Fombad, ikke problemerne. Sådan fungerer demokrati ikke, siger han.

»Ingen forfatning er hellig for evigt.«

Det gælder heller ikke den gambiske. Landets nyvalgte præsident Adama Barrow har sat restriktioner på antallet af præsidentperioder øverst på dagsordenen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

I Rusland regerer man vist efter de samme "afrikanske" regler. Fik Jeltsin ikke en aftrædelsesaftale med Putin, og Putin giver heller ikke den reelle magt fra sig.