Læsetid 4.8857142857143 min.

Angreb fra rummet: Våbenindustrien forfører politikere med spekulative skrækscenarier

Marijn Hoijtink brugte fire år på at undersøge opbygning af den europæiske sikkerhedsindustri i forbindelse med sin ph.d. Her opdagede hun, hvordan EU’s milliardstore investeringer i ny teknologi inden for sikkerhedsområdet ofte er baseret på meget spekulative scenarier
Marijn Hoijtink er ekspert i den europæiske sikkerhedsindustri, og hun er kritisk over for den måde, EU investerer i spekulative scenarier. Som at den har forberedt sig på angreb fra rummet, hvilket i 2012 var et emne på cybersikkerhedsmessen i Essen i Tyskland. ’Meget seriøse mennesker brugte 20-30minutter på at diskutere det,’ fortæller hun. ’De talte om angreb fra rigtige aliens.’

Marijn Hoijtink er ekspert i den europæiske sikkerhedsindustri, og hun er kritisk over for den måde, EU investerer i spekulative scenarier. Som at den har forberedt sig på angreb fra rummet, hvilket i 2012 var et emne på cybersikkerhedsmessen i Essen i Tyskland. ’Meget seriøse mennesker brugte 20-30minutter på at diskutere det,’ fortæller hun. ’De talte om angreb fra rigtige aliens.’

Anouk van Kalmthout
27. februar 2017
Delt 16 gange

Software til at genkende terrorister. Systemer til beskyttelse af transportvirksomheder. Teknologi til bekæmpelse af pirateri ud for Somalias kyst. Cybersikkerhedsprodukter og -tjenester, der kan hindre kriminelle og spioner i at bryde ind i computere.

Ved første øjekast var cybersikkerhedsmessen i Essen i Tyskland bare endnu en messe i rækken af de mange, Marijn Hoijtink har set.

Men messen i Essen var også et træfpunkt, hvor våbenfabrikanter mødtes med politiske beslutningstagere fra EU. Ansatte i Generaldirektoratet for Erhvervspolitik havde egen stand i 2012, hvor virksomheder kunne lade sig oplyse om EU’s forskningsbevillinger.

I en konferencesal få lokaler derfra holdt Europa-Kommissionen sin egen lille konference om offentlige-private partnerskaber.

Indlagt i denne var de sædvanlige taler fra forsvarsindustriens store kanoner, politikere og højtstående EU-embedsmænd. Alle, der tog ordet, understregede behovet for at bruge teknologi til at varetage Europas sikkerhed.

Det var den samme historie, Hoijtink hørte i alle indlæg: Grænserne var ved at gå i opløsning, verden blev stadig mere kompleks, nye farer truede os – og derfor måtte vi investere mere i civile sikkerhedsprodukter og tjenester.

Med andre ord: Så langt var det business as usual.

Angreb fra aliens

Men et af ​​panelerne fangede Hoijtinks opmærksomhed. Panelets moderator stillede et par højtstående embedsmænd et påfaldende spørgsmål: Hvad gør I for at forberede jeg på et angreb fra rummet?

»Det var faktisk et seriøst stillet spørgsmål,« siger Hoijtink. »Og meget seriøse mennesker brugte 20-30 minutter på at diskutere det.«

– Gik diskussionen på mulige satellitangreb?

»Nej, de talte om angreb fra rigtige aliens.«

–Og havde de gjort sig nogen tanker om, hvordan vi kan kæmpe mod rumvæsener?

»Ja da. Disse herrer havde netop en teknologi til dette.«

I det seneste år har vi flere gange talt med Hoijtink som led i vores undersøgelse af den europæiske sikkerhedsindustri. Hoijtink, der er lektor på Vrije Universiteit i Amsterdam, har brug fire år på at fordybe sig i emnet. Hendes ph.d.-afhandling, Securing the European ’Homeland’: Profit, Risk, Authority, var en af frugterne af anstrengelserne.

For at skrive den måtte hun bruge år på at granske politiske dokumenter, tale med EU-embedsmænd og våbenproducenter og besøge snesevis af arrangementer, hvor de to grupper mødes. Hvilket ofte er på fagmesser som den i Essen.

Spekulativ diskurs

I sin afhandling drager hun tre konklusioner. Den første er, at de europæiske myndigheder er blevet forført af en »spekulativ sikkerhedsdiskurs«. Mange diskussioner om sikkerhed og mulige løsninger forholder sig til hypoteser om, hvad der kunne ske. Eksemplet med rumvæsener viser, hvor langt disse spekulationer nogle gange kan gå.

»Det er en måde at skabe indtryk af presserende behov og efterspørgsel på,« siger Hoijtink.

»Med sådanne spekulationer spores vi på ind på at gribe til alle midler. Der er i dag så mange farer, der truer fra alle sider, og som vi får stadig sværere ved at bekæmpe. Men vi er nødt til at gøre noget ved dem, og derfor behøver vi teknologi.«

Branchens virksomheder – og dette er hendes anden konklusion – forstærker løbende dette billede af en verden i hastig forandring, der behøver teknologi for at løse samfundsmæssige problemer. I al deres kommunikation, herunder i deres kommentarer til høringer af lovforslag og i deres reklamemateriale, spiller de på denne spekulative fare.

Hvad mere er, har de store våbenproducenter og teknologivirksomheder opbygget en stærk og institutionaliseret lobby i EU. De sidder med ved bordet, når sikkerheds- og innovationspolitik bliver diskuteret, hvilket gør det muligt for dem at sætte deres præg på sikkerhedspolitikken. De deltager også i drøftelser om, hvor EU-investeringer bør placeres.

Og hendes tredje konklusion? Hoijtink konstaterer, at hele sikkerhedsfeltet i disse år undergår en stigende ’markedsgørelse’. Branchen håber, at våbenindustriens produkter kan bruges både på slagmarken og til civile formål. Droner er eksempelvist blevet et uundværligt element på slagmarken, men politi- og skattemyndigheder kan også bruge dem til at overvåge og opspore.

Ydermere fører EU en industripolitik, der tilgodeser branchen, ved at yde tilskud, indgå kontrakter og lempe regler. Det har sine grunde, at Europa-Kommissionen har overdraget udviklingen af ​​en europæisk civilsikkerhedsindustri til Generaldirektoratet for Erhvervspolitik – og ikke f.eks. Generaldirektorat for Sikkerhed eller for Migration.

Markedsopdyrkelse

»En stor del af EU’s politik på området er ikke fokuseret på sikkerhed eller på at indsamle oplysninger om, hvor usikre vi faktisk er nu,« siger Hoijtink.

»Den er mere fokuseret på, hvordan vi kan få dette marked opdyrket med succes.«

– Men er de europæiske samfund da blevet mindre sikre?

»Vi har sandt nok set en række angreb i det forløbne år. Hvis vi ser på tallene, er antallet af dræbte i terrorangreb steget. Men ser vi på de rene tal, er antallet af dødsfald som følge af terrorangreb jo stadig en mikroskopisk brøkdel af Europas trafikdræbte. Måske er det en fjollet parallel, men den viser i det mindste, at de penge, vi investerer i sikkerhedsmarkedet, også kunne bruges på andre ting. Ingen kan jo alligevel garantere os en 100 procents sikkerhed imod terrorister eller andre ekstraordinære trusler. Så i sidste ende er det et politisk valg. Og når vi dekonstruerer det, opdager vi, at det nogle gange bygger på meget urealistiske og ulogiske antagelser.«

– Nævn en af ​​disse antagelser.

»Tag den forskningsrapport om forsvarsteknologier, som i februar 2016 blev udgivet af den såkaldte Group of Personalities. Denne gruppe er fuld af administrerende direktører fra forsvarsvirksomheder og delegerede fra Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet.«

– Det var så sidste år. Men var det ikke ganske normalt for et årti siden eller længere tilbage, at virksomhedschefer bidrog til sådanne undersøgelser?

»Jovist. Omkring 1996 forsøgte Kommissionen at skabe et indre marked for forsvarsmateriel. Den Kolde Krig var forbi, forsvarsbudgetterne var begyndt at falde, og EU’s indre marked var i sin storhedstid. Men medlemslandene var modvillge, fordi sikkerhedspolitik greb ind i den nationale suverænitet. Efter angrebene 11.9.2001 blev forslaget genoplivet, men i ny form. Denne gang handlede det ikke om forsvarsmateriel, men om forsvarsrelateret teknologi. Det blev i sidste ende fremstillet som et spørgsmål om civil sikkerhed – et begreb, der blev opfundet omkring 2003 for at trække medlemslandene ind i en ny en fortælling og overbevise dem om, at EU havde en rolle at spille her.«

Lock-in-effekt

– Vi kan rejse mere sikkert. Vores grænser bliver overvåget. Hvad er problemet?

»Jeg er kritisk over for tanken om, at teknologi kan løse alt. Samme teknologi skaber også en form for lock-in-effekt. Når først man begynder at satse på teknologiske løsninger, er der ingen vej tilbage. Så havner vi et rotteræs, hvor vi føler os tvunget ud i konstant at anskaffe den, selv om vi ikke med sikkerhed ved, om dette er effektivt, eller om denne bestemte teknologiske løsning er den optimale. Det kan blive utroligt dyrt at slå ind på det spor.

Hvis vi ser på de datasystemer, vi har i Europa, f.eks., så har vi allerede mange, der er indrettet på at kontrollere folk ved grænsen. Eurodac, SIS I, SIS II, FIS, Eurosur – alle indeholder de oplysninger om internationale rejsende. Spørgsmålet er: Fungerer de? Har vi muligvis fået for mange data? Eller bør vi udnytte de data, vi har, på en anden måde? For som det er nu, bliver vi bare ved med at føje stadig flere data til stadig flere systemer.

Efter mordene på Charlie Hebdos redaktionsmedlemmer, var en af reaktionerne, at vi bliver nødt til at tilføje flere data til PNR-registreringerne (oplysninger om flyvninger, red.), selv om attentatmændene ikke havde været på noget fly – de var vokset op i Frankrig. Der var allerede data om dem, men disse blev ikke delt og ikke brugt. Alt dette tyder på, at nye data og ny teknologi ikke altid i sig selv kan udgøre løsninger.«

– Vil det altid være bedre at investere i mennesker end i teknologi?

»Det vil i al fald være bedre at se på samspillet mellem mennesker og teknologi. Har vi virkelig brug for altid at opgradere til det seneste nye hightechlegetøj? Mit favorit-EU-forskningsprojekt er SNIFFLES. Det går ud på at udvikle teknologier til at efterligne hunde.«

– For at finde de lastbiler, der bruges i menneskehandel?

»Ja, og for at detektere forskellige sprængstoffer, narkotika osv.«

– Men du siger, hunde allerede kan gøre det samme?

»Ja. Jeg spekulerer på, om de penge ikke er bedre brugt på andre ting.«

’Forvaltere af frygt’

– Du siger, at virksomheder selv spiller en vigtig rolle i skabelsen af efterspørgslen efter disse typer produkter. Med et begreb fra den franske sociolog Didier Bigo kalder du dem ’forvaltere af frygt’. Fortæl os mere.

»Det handler om den betydning, vi tillægger sikkerhed og usikkerhed. Den er i høj grad en social konstruktion. Politikere spiller en rolle her, og det gør også akademikere, medierne og branchens virksomheder. Tidligere har man interesseret sig meget for politikeres rolle som forvaltere af frygt. Men nu spiller virksomhederne også med i frygtkonstruktionerne.«

– Hvordan det? Ved at skrive rapporter?

»Ja, de skriver rapporter, brochurer og hvidbøger. Og foreslår forskningsprojekter. Der foregår alle mulige former for møder, paneler, interessentworkshops, messer, networking. Får man først foden indenfor i den verden, indser man, at den abonnererer på en forestilling om, at vi befinder os i en permanent krig. Det anser jeg for yderst tvivlsomt. Men Europa-Kommissionens rolle er også vigtig her. Når branchens virksomheder skriver rapporter, kan det også være efter Kommissionens anmodning.«

Fælles sag

– Antyder du, at kommissionen og virksomhederne konspirerer om det her?

»Åh, de kan såmænd også have deres uoverensstemmelser. Kommissionen bebrejder ofte virksomhederne, at de er kun ude på sælge teknologi og at opnå et overskud. Selskaberne mener, Kommissionen er for besværlig og for langsom. Men de har gjort fælles sag for at fremme sikkerhedsmarkedet. Og det har givet anledning til et vigtigt netværk på europæisk plan.«

– Hvem er med i dette netværk?

»De store våbenproducenter, der har lobbyer i Bruxelles. Virksomheder som Smiths Detection f.eks. – og Thales og Finmeccanica (i dag Leonardo red.). Og lobbygrupper såsom EOS og ASF. Men også akademiske forskergrupper har meldt sig ind i disse samtaler.«

– At et sådant netværk eksisterer er ikke i sig selv problematisk, men vi er nødt til at være opmærksomme på den tendens, der driver det – er dét dit budskab?

»Ja. Jeg tror, vi har flere af den slags grupper i Bruxelles.«

– Den farmaceutiske industri, den fossile energiindustri osv.?

»Præcis. Men jeg synes det er interessant, at det er en forholdsvis ny gruppe, og vi bør ikke undgå at stille politiske spørgsmål. Det kan ikke være rigtigt, at vi pr. automatik skal investere mere her, fordi vi hele tiden føler os mindre sikre. Det må stadig være et tilbagevendende politisk spørgsmål, hvor langt vi ønsker at gå. Og hvilke andre løsninger vi også kunne investere i.«

Oversat af Niels Ivar Larsen

Sikkerhed til salg

EU har brugt milliarder af kroner på at støtte fremvæksten af den europæiske overvågnings- og sikkerhedsindustri blandt andet igennem stort anlagte forskningsprogrammer. I denne serie undersøger vi, hvad der er blevet af pengene, og viser, hvordan de største europæiske forsvarsvirksomheder var med til at tilrettelægge den støtte, som de senere selv modtog. Og vi ser nærmere på nogle af den kontroversielle industris produkter, og hvordan salg af avanceret overvågningsudstyr fra blandt andet Danmark ender i diktaturstater, der er kendt for at overvåge og slå hårdt ned på dissidenter.

Samarbejdet om at undersøge den europæiske sikkerheds- og overvågningsindustri begyndte sidste år på initiativ af hollandske De Correspondent.

Projektet har en europæisk hjemmeside, der løbende opdateres med alle artikler fra de forskellige lande samt andet ekstramateriale. Projektet er støttet af Journalismfund.eu.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Jensen

Det understreges vist at vi i EU-parnasset har med voksne børn at gøre, som ganske enkelt har set for mange film og nærer alt for sort/hvide forestillinger om det gode og det onde. Det afspejles også i den øvrige politik.

Janus Agerbo, Arne Lund, Bruger 169520, Ib Christensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Bo Jensen
Lars Bo Jensen

Der har så vidt jeg ved allerede været et angreb fra alians i 1938, det blev oven i købet sendt på live radio. Det kan ske igen så vi må jo forberede os, ellers kan multikulturalisme få en helt ny betydning.

Bruger 169520 og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian Lucas
Christian Lucas

No shit. DARPAs våbenprogrammer tænker 100 år frem. Og det er endda den slags de indrømmer. Resten er sansyglivis applikationer her der er mere avancerede end noget der foregår i åpwen videnskab.

Brugerbillede for Arne Lund

Der er en klar strategi bag dette. Først skabes der frygt blandt EU-borgerne. Så kommer medierne rendende til div. beredvillige politikere, og spørger om "hvad vil du gøre ved det?". Den opfordring er der ikke mange politikere, der vil sidde overhørig, så de foreslår rask væk - med automatpiloten sat til - at der må ske en udbygning af overvågning, bedre siring af infrastrukturen osv.

Et konkret eksempel vedr. terrorsikring af havnene. Her stiller USA og EU krav om omfattendes sikkerhedsforanstaltninger - ellers vil amerikanske skibe ikke anløbe de pågældende havne. Oh ve, oh skræk, jamrer de rundt om i havnene. Også selvom kun de færreste nogensinde får besøg af skibe derfra, så er der ingen, der tør lade være.
Resultatet er, at havnene investerer - med kommunale skattekroner - i omfattende sikkerhedsforanstaltninger. som aldrig vil blive aktuelle.
Hvorfor ikke? Fordi langt de fleste danske havne, mest anløbes af coastere som fx sten fra Bergen, eller maskindele fra Polen og lign. Alligevel...
EU fandt så ud af for nogle år siden - det da Tarjani var transportkom., nu er han formand for EU-parlamentet - at EU's sikkerhedsmarked har en anslået markedsværdi på 26- 36,5 mia. EUR og
har ca. 180 000 ansatte (2011). Så hvis EU nu kunne formå havnen til at investere endnu mere i terrorsikring, så ville det selvsagt kaste flere job af sig, og dermed øge omsætning og profit i industrien. Terrorangreb på havnene havde der ikke været nogen af ,i hvert fald kun få, men man kan jo aldrig vide. Derfor opstod der absurde scener, hvor en pensioneret lystfisker ikke mere kunne få lov til at fiske fra kajen i en alm. dansk provinshavn. Eller folk kunne gå en tur i havnen.
Bedst at være på den sikre sidde, tænker de bag skrivebordene, så vi forbyder det hele.
Yderligere oplysning i MEMO/12/605 og http://www.ft.dk/samling/20111/almdel/eru/bilag/356/1158017.pdf.

Brugerbillede for Christian Lucas
Christian Lucas

Det er interessant at den første person, som omtalte denne "løgn om onde rumvæsner" for at bygge våben i rummet, var Werner Von Braun, en nazist i NASAs Apollo klæder. Det var tilbage i slutningen af 70erne, da han arbejdede for Honeywell (vist nok).