Læsetid: 3 min.

Hvis man vil arbejde i Etiopien, skal man ikke tale om menneskerettigheder

Det etiopiske styre har på få år nedbragt antallet af fattige drastisk og præsteret skyhøj vækst. Til gengæld eksisterer der ikke demokrati, og ngo’er i landet må fraskrive sig retten til at arbejde for menneskerettigheder. Landets donorer understøtter reelt en autoritær stats undertrykkelse, lyder kritikken
14. februar 2017

To udviklinger indrammer præcist situationen i Etiopien lige nu: For det første befinder landet sig i den værste tørke i måske 30 år, alligevel ser man ikke billeder i internationale medier af sultende børn, fordi administrationen faktisk er i stand til at fordele nødhjælp.

For det andet oplever man heller ingen bombeangreb, for sikkerhedspolitiet ved alt, hvad der foregår. Prisen er, at du ikke har nogen frihed, konstaterer en tidligere udviklingsarbejder nøgternt, mens den bil, vi sidder i, suser forbi en politiafspærring:

»Her er intet demokrati, ingen politisk pluralitet. Til gengæld arbejder regimet faktisk på at reducere fattigdommen,« konstaterer han under løfte om anonymitet.

Få neutrale iagttagere vil være uenige i udsagnet. Siden et valg i 2005 truede den tidligere oprørsbevægelse EPRDF’s greb om magten, har der været få illusioner om, at Etiopien var andet end et diktatur. Ved seneste valg i 2015 vandt det regerende parti 500 ud af 547 pladser i parlamentet, resten gik til allierede kandidater.

Etiopiske soldater holder demonstranter mod regeringen tilbage i oktober sidste år. ’Jeg er ikke i tvivl om, at styret i Etiopien vil falde, spørgsmålet er bare hvor længe, der går,’ siger Gerard Prunier, der er analytiker af øst- og centralafrikanske forhold. 
Læs også

»Etiopien er uden tvivl et despoti, et såkaldt benificient despoti, og det har de involverede vestlige lande ikke været i tvivl om. Man har accepteret undertrykkelsen,« konstaterer Etiopien-kenderen Gerard Prunier.

»Man ville gerne have tidligere marxister til at lede, selv om man vidste, at det ikke førte hverken demokrati eller menneskerettigheder med sig. Man havde brug for en succeshistorie i Afrika, og Etiopien var i vid udstrækning netop det – med vækst, fattigdomsbekæmpelse og sikkerhed. Men det er det ikke længere, og det, vi ser i Etiopien i øjeblikket, er slutningen på den model,« mener han.

Fremmede lande og organisationer har fraskrevet sig retten til at arbejde for menneskerettigheder og demokrati.

I 2005 blev valgresultatet reelt aflyst, da oppositionen fik flertal i alle større byer og ifølge nogle vurderinger også på landsplan. Men der var stort set ingen protester fra Vesten.

Mangler troværdighed

I 2009 vedtog regeringen så en lov, der forbød organisationer i Etiopien, der modtager mere end 10 procent af deres finansiering udefra, at arbejde med demokratisering, rettigheder, opbyggelse af civilsamfund eller andre politiske emner.

Den betingelse er stort set blevet accepteret, siger Tobias Hagmann, lektor på RUC, Etiopien-ekspert og redaktør af bogen Aid and authoritarianism in Africa: development without democracy.

»Resultatet er i store træk, at donorerne har accepteret de vilkår og fortsætter deres humanitære arbejde mere eller mindre i overensstemmelse med regeringens ønsker,« konstaterer Tobias Hagmann.

Han forstår godt begrundelsen, men kun til dels.

»Den klassiske udviklingsarbejder vil sige, at de accepterer politiske begrænsninger til gengæld for at være i stand til at hjælpe. Det bliver ofte tilføjet, at det er vigtigere for etiopiere at være materielt sikrede end at involvere sig i politik,« siger han. »Men vi ved, at den underliggende politiske præmis, der længe har karakteriseret det etiopiske samfund – nemlig autoritært styre – er én faktor, der forklarer kronisk fattigdom og manglende udvikling. Så rationalet for at acceptere de betingelser er meget problematisk,« forklarer han og fortsætter: »De fleste humanitære og udviklingsprojekter, der er i overensstemmelse med regeringens prioriteter, vil være med til at reproducere undertrykkende relationer mellem staten og samfundet.«

»Hvordan er det muligt for donorer at medfinansiere store udviklingsprogrammer udviklet af en regering, som har meget lidt demokratisk legitimitet, som ikke er interesseret i befolkningens mening og som skyder på demonstranter?« spørger han.

Gerard Prunier vurderer, at de udenlandske donorer skulle have lagt deres politik om for 15 år siden, hvis de ville have mere indflydelse. Også Tobias Hagmann ser accepten af 2005-valget som skelsættende for, hvorfor de færreste donorer har gode forbindelser eller indflydelse på både regering og oppositionspartier.

»Donorerne mangler troværdighed som mæglere. Og nu da Etiopien synes at være ved at falde fra hinanden, løber de i dækning,« konstaterer han.

Rejsen er støttet af Danidas oplysningsbevilling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Hvordan går det med befolkningens jordrettigheder? Etiopien er et af de lande i Afrika, der sælger og udlejer mest jord til udenlandske firmaer og bruger indtægten delvist til fattigdomsbekæmpelse. Men jorden tilhører typisk befolkningen, i form af hævdvundne nomade rettigheder og dyrkning, der flytter efter klimaet. De er dårligt registrerede (ingen tingbog, ingen kort), men FN har vedtaget en bred beskyttelse af lokale befolkningers traditionelle jordrettigheder, At henvise til denne FN vedtagelse af over 135 lande, kan vel ikke være at arbejde for "demokratisering, rettigheder, opbyggelse af civilsamfund eller andre politiske emner." Eller hvad?

Se 'land grab-artiklen' fra Inf.:
https://www.information.dk/udland/2013/10/roeveri-ved-hoejlys-dag